Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 364 – 29. april 2018 (Kun online)

OK18

OK18: Solidaritetspagten viste vejen – vi skal gå hele vejen – Stem nej!

Charlie Lywood

OK 18 vil blive husket for det håb og den begejstring, som solidaritets-pagten har udløst i hele arbejderklassen og i flertallet af befolkningen.

Presset af en samlet arbejdsgiveroffensiv lavede fagtoppen en musketer-ed allerede i 2017 og forberedte sig på at stå stærkest muligt i forhandlingerne.

Man ønskede at sikre en lønudvikling, der svarede til lønudviklingen i samfundet som helhed. Man ønskede at afværge angreb på allerede opnåede goder som seniordage og betalt frokostpause. Og lærerne skulle sikres en arbejdstidsaftale i overenskomsten, så de ikke længere skulle arbejde efter lov 409 fra 2013.

De fælles paroler “En løsning for alle” og “skulder ved skulder” fænger bredt og det “solidaritets beredskab”, som utallige undersøgelser har vist findes i hele arbejderklassen, har fået et fælles rum at udfolde sig i. Det store TR-møde den 22. marts i Fredericia har fået solidariteten til at blomstre på tværs af faggrupper i hele den offentlige sektor og videre til det private arbejdsmarked. Fællesskabets styrke viser sig i praksis på demonstrationer landet over, ved den permanente faneborg foran Forligsinstitutionen, og ved “skulder ved skulder” aktioner tidligt om morgenen.

Stemning og aktivitet bliver også båret frem af en stor vrede og frustration over velfærdens miserable tilstand både for brugerne og de ansatte. Der er udsigt til fortsatte nedskæringer i hele den offentlige sektor og voksende ulighed i samfundet, mens de rige får skattelettelser og høje lønstigninger. 90 milliarder har de rigeste raget til sig gennem skattelettelser, aktieudbytte og bonusser, siden krisens start i 2008. Ønsket om at få en ”del af kagen” er drivkraften i de offentligt ansattes (og de privat ansattes) forhåbninger til OK 18. Det er nu, vi har muligheden for at stoppe “nødvendighedens politik” og den nyliberalistiske dagsorden.

Desværre holdt fagtoppens pagt ikke. Tillidsmandsmødet og mobiliseringen rakte til, at reallønnen blev nogenlunde sikret, selv om man næppe kan kalde 1,8 % efter tre år (når den formodede inflation er taget i betragtning) en ”lønfest”. Angrebet på seniordagene blev afværget. Men fagtoppen er ikke parat til at slås samlet, hverken for at den betalte frokostpause eller lærernes arbejdstid bliver skrevet ind i overenskomsten. Det vil sige, at 2 ud af de 3 fælles krav, som solidaritets-pagten består af, ikke er blevet indfriet. Frokostpausen sikres i overenskomsten for akademikerne i regionerne ved at de selv betaler via lidt mindre i løn. Frokostpausen i staten sikres også i overenskomsten. Dvs. at en ret som trues kun kan sikres i overenskomst hvis man selv betaler for det. Det kan næppe kaldes for en sejr.

Den store tragedie er at lærerne endnu en gang er blevet efterladt alene tilbage på perronen, selvom man ved, at lærerne blot er de første i rækken. DLF havde håbet på, at sammenholdet ville bære hele vejen igennem. Men fagtoppen i LO er ikke parat til at bruge arbejderklassens samlede styrke til at sikre “En løsning for alle”.
Fagtoppens egen interesse i at sikre et forhandlingsresultat for deres egne medlemmer, hver for sig, vejer tungere end lærernes arbejdsvilkår. Solidaritets-pagten er for dem blot et instrument i forhandlingerne og ikke et værktøj i den fælles kamp, som kan give arbejdsgiverne og dermed staten og regeringen et nederlag. Samtidig er de bange for, at en storkonflikt (Strejke og lockout) hvor arbejderklassen går i strejke for at opnå resultater for alle, vil skabe en bevægelse, som de ikke længere kan kontrollere.

Hvis arbejderklassens samlede styrke bliver udløst, kan vi sikre både de helt rimelige og ret beskedne krav til et anstændigt arbejdsliv og samtidig trænge Løkke og regeringen i defensiven. Det vil åbne op for en diskussion om velfærd og investering i velfærd. Det vil åbne op for en diskussion af, hvilken vej samfundet skal udvikle sig.

At det ikke er sket betyder dog ikke, at det potentiale som OK18 har vist, er forgæves. Mange har opdaget, at solidariteten og fællesskabets styrke er stærk nok til at afværge nogle af arbejdsgivernes angreb. Et stort mindretal er skuffede og vrede fordi fagtoppen alligevel ikke vil gå hele vejen, og udnytte potentialet for en samlet kamp.

Os, som er utilfredse, skuffede og vrede må finde sammen om en STEM-NEJ-kampagne og fortsætte af den solidariske vej. Vi må stemme nej til såvel arbejdsgivernes krav som fagtoppens kapitulation. En nej-stemme er et ja til “En løsning for alle” og viljen til at gå hele vejen for det.

Fagforeningerne er medlemmernes. Nej-stemmerne udtrykker også utilfredshed med fagtoppen. Den skal stå fast på kravene og ikke indgå forlig for enhver pris. Nej-stemmerne rummer potentialet til at genopbygge en aktiv basis i fagforeningerne – for fremtidens kampe.

Se også:
SAA 364: Derfor virker offentlige strejker
SAA 364: OK18: Vi er i begyndelsen af en ny tid med solidaritet
SAA 364: Støt de offentligt ansatte: OK 18: Regeringen er i defensiven – vi kan vinde!

Flere artikler fra nr. 364

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 180 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside