Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 365 – 3. maj 2018 (Kun online)

Tale til 1. maj 2018

Anna Wolf

Kære kammerater, kære venner! Glædelig 1. maj.

Det her bliver måske lidt romantisk og lidt højtideligt. Men i dag er jo i dag – 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag.

På mange måder har jeg måske fået den ’lette’ opgave – at skulle levere en 1. maj-tale når vi nu, fra omkring i dag af – og især denne måned – og frem resten af året kan markere 50-års-jubilæet for en hel række politiske og kulturelle begivenheder, der har en betydning for os som revolutionære, internationale socialister.

Begivenheder, der til sammen former det indholds-år, vi kalder ’68 med en vis ladning. Uanset, hvilken betydning, man ellers måtte lægge i ungdomsoprøret, i massestrejkerne, i besættelserne, slumstormerne, den efterfølgende Thylejr, basisgrupperne, maoismen – hvis man siger ’68, siger man ikke bare et tal, man siger et ord mættet med mening, et mærkat af en art.

Man påkalder en ild. The fire last time.

And what a fire.

Jeg vil tale lidt om ’68. Eller rundt om ’68. Ikke som sådan, fordi det år betyder noget specielt for lige 1. maj. Og ikke, fordi oprøret i ‘68 betyder mere i år end sidste år eller næste år.

Jeg vil blive hængende lidt ved det, fordi det har haft en helt særlig, personlig betydning for mig. Uden at romantisere for meget vil jeg påstå, at ’68 – paradoksalt nok, født som jeg er 25 år senere – var altafgørende for min egen vej ind i revolutionære, socialistiske idéer.

Og, i grunden er ’68 vel et emne, der kalder på en vis grad af romance.

Min romance med ungdomsoprøret begyndte omkring sommeren 2008 efter en ferie med min familie, hvor jeg havde hørt The Beatles’ Sgt. Pepper’s-plade nonstop. Hvis ikke den blev spillet i bilens cd-afspiller, smækkede jeg den i min gode gamle discman, og når den sluttede, hørte jeg den forfra.

Den gjorde noget ved mig den sommer.

Det er en plade fra 1967 – året, der populært er blevet kaldt ”the summer of love” og i eftertidens historiefortælling lidt udgør en kontrast til 68 – det ’fredelige’ flowerpower-oprør over for det mere militante, radikaliserede oprør.

Og denne plade har sådan set ikke noget at gøre med 1968. Den er ikke eksplicit politisk og noget helt andet end 1960’ernes revival af protestsange, som jeg siden ville komme til at få øjnene op for.

Det var en lyd af noget, et aftryk og et indtryk af noget – jeg anede et hint af noget, som var usigeligt vigtigt. Min verden ramlede en lille smule, tror jeg. Jeg forestiller mig lidt, at jeg på en måde hørte denne musik hensat i den her tid 40 år forinden – jeg havde, som lytteren i 1967, aldrig hørt noget lignende!

Selvfølgelig var det ikke helt det samme at sidde her årtier efter den specifikke kontekst af den specifikke brydningstid, som 1960erne, og navnlig slut-60’erne, er blevet et billede på. Det var en form for forskudt nostalgi, en lånt nostalgi. En længsel ”tilbage” til en tid, jeg aldrig så. Og hvor jeg dog ønskede, at jeg havde set den.

Det kastede mig ud i min nye fascination. Først med Beatles’ musik hele tiden, så med anden musik fra samme tidsperiode. Og så, naturligt, til historie og politik, til kultur og modkultur, som al denne lyd var en del af.

Jeg lærte, at Klaus Rifbjerg røg hash på kulturministerens trappe. Jeg lærte om borgerrettigheder, segregation, og at Martin Luther King blev skudt i 1968. Jeg læste om højkonjunkturer, velfærdssamfund og markedets opfindelse af teenageren. Jeg lærte, at det ikoniske peace-tegn kom fra de gamle anti-atommarcher fra ’50-60erne.

Jeg blev fascineret af hippierne og også lidt af deres bevidsthedsudvidende stoffer. Jeg læste om brændende bh’er. Jeg hørte de studerendes krav: ”Bryd med professorvældet” og deres besættelse af universiteterne, ikke bare i København, men i hele verden, faktisk. Og ét eller andet sted derimellem løb jeg, om end ikke direkte, på Marx og kompagni. Og en vished om, at hele denne fascinerende tid og det, den betød for mig, var noget mere radikalt, noget vigtigere end mine SF-holdninger i Søvndal-alderen.

Alt dette blev til en hel del romantisering og sentimentalitet og guldaldertænkning, teenager som jeg var. Jeg var født i det forkerte årti. Ak og ve! Jeg skulle have været dér, så jeg kunne lave oprør, ikke hér, hvor intet skete, og vi sad helt alene med Anders Fogh Rasmussen.

Min pointe med alt dette er, at min øjenåbning over for verden, min vej ind i politisk aktivisme, og især i revolutionære idéer, var en følelsesmæssig én af slagsen. Jeg havde nogle grundlæggende venstreorienterede værdier fra mine forældre og en social bevidsthed. Men jeg blev radikaliseret gennem mit møde med historien.

Dette kan synes en noget privilegeret position, og det er det måske også. Jeg oplevede hverken fattigdom eller gadekampe på Nørrebro. Men for en drømmende og romantisk anlagt pige, der læste fantasy-romaner i en lille, intetsigende by på Fyn, blev den forskudte, stjålne nostalgi og alt, hvad hun kunne opsuge af den, med tiden til drømme og håb i hendes egen verden.

Med denne samme tid, der gik, døde romancen naturligvis. Den blev et venskab med dialog, diskussioner, uenigheder og små skuffelser.

Jeg lærte, at ungdomsoprøret ikke kun og måske ikke først og fremmest var et studenteroprør. Jeg lærte, at 10 millioner franske arbejdere var i strejke, og at en million gik på gaden den 13. maj 1968 i Paris. Om generalstrejker og om arbejdermagt og om Bøssernes Befrielsesfront og om Stonewall-optøjerne.

Jeg lærte, at ’68-oprøret sådan som dets overflade så ud ikke kunne rumme alt og alle, og at der var en del kønsrollehykleri blandt hippiemændene.

Jeg erkendte, at ikke kun Martin Luther King, men også Medgar Evers og Malcolm X og mange andre unavngivne blev skudt og dræbt i løbet af 60’erne, og at afroamerikanere stadig skydes ned i USA's byer.

Jeg lærte om den algeriske krig og om Vietnam-krigen på tv og om det franske og amerikanske politis brutale vold mod demonstranter. Jeg lærte om Tlatelolco-massakren i Mexico City, hvor 300-400 studerende og andre civile demonstranter blev dræbt af regeringens bevæbnede styrker i form af politi og militær.

Jeg lærte, at historieskrivning er magt og at politik formes i fest og i smerte.

1968 var en ild og en ånd og et håb og en fantasi til magten. Det er også et år, der som mange andre minder os om, at magthaverne ikke er passive, og at kampen kan og vil føre til vold, når de er truede nok.

Vi har ikke mindre grund til at kæmpe for en bedre verden i dag, end de havde i 1968. Vi ved, at forskellen mellem rig og fattig er vokset til enorme proportioner bare de sidste 10 år. De imperialistiske krige er ikke stoppet, de er muteret, blevet flere og mere ødelæggende. Ikke engang resterne af den kolde krig er for alvor væk. Reaktionære og racistiske bølger skyller ind i politik alle steder. Neoliberalismen har for længst gjort sit indtog på universiteterne. Vi står med en smuldrende velfærdsstat, der, inden vi får set os om, er tilbage til 1960’erne og før, hvis ikke vi passer på.

Men måske lidt mere denne 1. maj i år end 1. maj sidste år, har vi set, at der er lidt håb. Måske er vi, i forbindelse med OK18, på vej ind i en ny tid med solidaritet, som det hedder i vores nye avis.

Måske skal vi, med ny solidaritet, generobre fantasien til magten.

”It is bread, we fight for, but we fight for roses, too”, skrev digteren James Oppenheim for ikke 50, men over 100 år siden – inspireret af Rose Schneiderman, en polskfødt, amerikansk feminist, fabriksarbejder og faglig aktivist i 1910’erne.

For mig er denne linje utroligt rørende og taler lige ind i forholdet mellem følelser og politik. Eller måske lige netop følelsernes altafgørende og stærke position i vores kamp og vores politik.

Vores stærke analyser, der bærer vores politik og de idéer, vi tager med ud til folk, når vi skriver vores avis og sælger den i dag; når vi argumenterer for sexismens, racismens og krigenes ophav i det kapitalistiske system; når vi siger, at der er råd til velfærd; når vi siger, at vi er 1000 og de er 10 – disse analyser bunder i det, vi kalder de materielle forhold. De bunder i brødet, der opnår sin værdi gennem arbejde, og som skal fordeles lige mellem alle.

Men disse materielle forhold, disse analyser, der blotlægger de strukturer, som former vores menneskeliv og vores kroppe, er gennemsyret af følelser. Og ganske vidst kan de følelser, der bringer én til revolutionære idéer, komme mange steder fra. Der er måske endda nogle teenagere med knap så gamle sjæle som min, der værdsætter det revolutionære i deres egen tid.

Men dybt i vores billede af, hvordan verden hænger sammen, og hvad den kunne være, ligger evnen til at forestille sig, at drømme om og længes efter en bedre verden og en rigere oplevelse af alt, hvad den indeholder. Fantasien til magten, the fire last time.

Vi kæmper ikke for brød og så for roser – vi kæmper fortsat og ufortrødent for begge på samme tid, for næret af brød kan vi værdsætte roser og kun ved vores fornemmelse for roser, kan vi blive i kampen på trods.

God kamp! Rød front! No pasarán!

 

Flere artikler fra nr. 365

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Anna Wolf

Siden er vist 532 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside