Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 368 – 8. oktober 2018 – side 9

Tema 1968: OL i Mexico

De sejrende – og de døde

Anna Wolf

Mens vi fortsat genbesøger året 1968, vender vi os endnu en gang mod et symbol. Ét af de der billeder, som giver indtryk af nærmest at rumme hundrede års historie på begge sider af årstallet, et billede, der på én gang er tidløst og tidsbestemt.

Vi kan ikke gå ind i oktober måned med denne serie uden at stille skarpt på fotografiet af løberne Tommie Smith og John Carlos på henholdsvis guldog bronze-trinnet ved sommer-OL i Mexico City den 16. oktober 1968.

Efter af have udmærket sig i 200-meter sprint skulle de to amerikanske atleter “anerkende” det amerikanske flag til tonerne af nationalmelodien. De gav en anderledes hilsen med bøjede hoveder og hævede, sort-behandskede knytnæver.

Begivenheden – for fotoet i sig selv blev en begivenhed, der rejste verden rundt – er blevet kaldt en Black Power-salut og menneske- og borgerrettighedsaktivisme (og af konservative stemmer, landsforræderisk!). Som Tommie Smith sagde senere i en dokumentar: “Vi var bare mennesker, som så en nødvendighed i at skabe opmærksomhed på uligheden i vores land.”

Uanset hvilken kant, man giver det, var det en dybt politisk handling.

Den store sportsbegivenhed, hvor nationalstaterne dengang som i dag mødtes for at markere sig overfor hinanden, blev et rum og en medietransmitteret skueplads for en markering af modstand og USA-kritik. Mange kender i dag til sølvmedaljevinderen, en hvid australier ved navn Peter Norman, der i fotoets øjebliks-virkelighed ser næsten udtryksløs ud.

I virkeligheden stod han sammen med dem i erklæret solidaritet iført en badge fra Olympic Project for Human Rights. Alle tre satte de komfortable sportskarrierer på spil – Carlos og Smith blev smidt af det amerikanske olympiske hold.

Som oprørsåret 1968 gik ind i sit sidste kvartal, brugte de deres platform midt i den mest politisk ladede internationale sportsbegivenhed og trak de mange kontekster med sig – borgerrettigheder, det endnu unge Black Panther Party og et forår/sommer fyldt med kampe over hele kloden.

De døde

Med kraften i Black Power-saluttens synlighed er det så meget mere rystende at forholde sig til den mest nærliggende kontekst: En begivenhed, der gik omtrent 10 dage forud for de Olympiske Lege, og som fandt sted i samme by – Mexico City.

Mexico var ét af de lande, hvor det globale ungdomsoprør og studenterbevægelsen havde været meget militant og selvsikkert. Det var også ét af de lande, hvor bevægelsen blev mødt af den mest brutale vold fra magthavernes side.

Brudt ud som spontan modstand mod politivold, havde det mexicanske ungdomsoprør systemvolden tæt på sig fra begyndelsen.

Bevægelsen bestod af studerende fra en række forskellige universiteter samlet i det nationale strejkeråd og var støttet bredt i samfundet af fagforeninger og andre civile grupperinger. I løbet af august var bevægelsen vokset og manifesterede sig i nogle af mexicansk histories største protester mod regeringen nogensinde.

Massakren

Den 2. oktober var tusindvis af demonstranter, både studerende og andre, samlet på Plaza de las Tres Culturas (De Tre Kulturers Plads) i Tlatelolco-distriktet i Mexico City. Den optimistiske unge bevægelse skulle i løbet af få timer blive scenen for en blodig, regerings-orkestreret massakre.

Regeringen havde placeret snigskytter i bygningerne rundt om pladsen. Da militæret mødte op for at arrestere lederne af demonstrationen, blev de beskudt af de usynlige snipere og åbnede ild mod folkene på pladsen. Den fulde sandhed om dette blev først afsløret fire årtier senere.

Man estimerer, at mellem 300 og 400 døde. Tallet er endnu ikke bekræftet 50 år efter – og bliver det nok aldrig.

Kold krig og magthavernes sande ansigt

Den britiske avis The Guardian skrev i 2008 i et 40-års tilbageblik på Tlatelolco-massakren, at den officielle forklaring de følgende dage – og årtier frem – blev, at studenterbevægelsen var blevet infiltreret af kommunister og med disses assistance havde skudt mod de væbnede tropper, der måtte forsvare sig selv.

I et interview med The Guardian i 2015 fortæller den mexicanske forfatter, Elena Poniatowska, hvordan stilheden lammede efter massakren, som ingen talte om i mindst 10 år. ”Det var, som om selve ordet ‘Tlatelolco’, var forbudt.” Hun beskriver også, hvordan Plaza de las Tres Culturas den 2. oktober 1968 var overstrøet med sko, briller og hatte.

Det ufattelige i denne massakres omfang, i det fuldstændigt iscenesatte massemord, truer med at kaste lys over begivenheden som en katastrofe.

Og vel var det en katastrofe, men det var ikke en ulykke. Det var den bevidste, kalkulerede eliminering af det mexicanske studenteroprør. Det var magthavernes sande ansigt, det ansigt, de viser, når de føler sig truede nok. “Ingen yderligere uro vil blive tolereret,” sagde præsident Gustavo Díaz Ordaz i august 1968.

I iscenesættelsen, og ikke mindst i løgnen om kommunisternes djævelske sammensværgelse, er det ikke svært at spore metoderne og retorikken fra den kolde krig. Det lyder i mistænkelig grad som noget, der kunne komme fra 1960’ernes præsidenter i USA.

Og det var vel i grunden heller ikke en overraskelse, da der i 2003 blev offentliggjort materiale fra FBI, CIA og Pentagon, som dokumenterede Johnson-regeringens betydelige medvirken i massakren. Denne overvågede løbende situationen hele sommeren og støttede gavmildt med våben og ammunition som støtte til “sikkerheden” ved de Olympiske Lege.

Den herskende klasse står tæt sammen på tværs af grænser, når det begynder at brænde under fødderne på den.

Flere artikler fra nr. 368

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Anna Wolf

Siden er vist 118 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside