Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 5 – Februar 1985 – side 6

Generalstrejken i 1956

Fra kamp til stemmeseddel

Per Jensen

DKP havde i 1956 en enestående chance for at lede arbejderklassen til sejr under den store generalstrejke. Men da strejken var på sit højeste og arbejderklassen stod parat til at kæmpe endnu videre, sendte DKP dem hjem igen. I stedet for at stole pa arbejderklassens selvstændige aktivitet foretrak DKP at læne sin politik til Socialdemokratiet.

Under 2. verdenskrig hentede det danske borgerskab store ekstraprofitter hjem gennem sit samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Efter krigen blev det sværere at få del i de let tjente penge.

Konkurrencen på verdensplan blev skærpet. Borgerskabet i Danmark var tvunget til at gennemføre væsentlige forringelser af arbejdernes levevilkår for at opnå sine profitter.

Men forringelserne skete ikke uden sværdslag.

Philips-strejken

Allerede inden overenskomstsituationen i 1956 havde offensiven fra borgerskabet og regeringen fremtvunget en del kamp. En af de vigtigste var Philips-strejken, der talte mere end 500 arbejdere.

Den konkrete årsag var fyringen af en arbejder. Men kampen var vendt mod tempoopskruning, akkordsystemer og fyringer. Arbejdstempoet blev hele tiden presset mere og mere i vejret. Ledelsen brugte alle midler, bl.a. modtog arbejderne ind imellem en lille seddel, hvorpå der stod: »I dag hviler øjnene på dig«. Så var det bare med at knokle for at undgå fyresedlen.

Arbejderne indså hurtigt, at de ikke kunne forvente støtte fra fagbureaukratiet, fordi det var så involveret i klassesamarbejdet, og fordi fagtoppen selv var meget aktiv i indførelsen af akkordsystemer og tidsstudier.

Selvstændig organisering

De strejkende nedsatte et udvalg af tillidsfolk og arbejdere til at lede kampen, ligesom der blev holdt fællesmøder hver dag. Der blev sendt opfordring rundt til alle københavnske arbejdspladser om at støtte strejken.

På trods af DsF’s (det nuværende LO) opfordring til ikke at støtte, fik strejken en enorm opbakning. Efter 5 uger var der indsamlet 500.000 kr. eller lige så meget som til Uniprint 21 år senere.

Konfliktens højdepunkt blev nået, da arbejdet blev fritstillet og politiet sat ind for beskytte skruebrækkere. Det førte til, at der blev iværksat sympatikonflikter på andre københavnske arbejdspladser.

Efter en lang kamp indgik arbejdsgiverne forlig, dog uden at den fyrede arbejder blev genansat.

På trods af den »lille« sejr havde Philips-strejken dog vist, at der var solidaritet at hente, og at der kunne opnås gode resultater ved at kæmpe uafhængigt af fagtoppen. Denne selvtillid fik betydning for overenskomstforhandlingerne to år senere.

Overenskomstforhandlingerne 1956

Fagbevægelsens krav op til overenskomstforhandlingerne var højere løn, arbejdstidsforkortelse fra 48 til 44 timer, forbedret betaling af søgne-helligdage og forbedring af syge- og ulykkesbetalingen samt et lavtløns- og kvindelønstillæg.

Heroverfor stod Dansk Arbejdsgiverforening med et benhårdt NEJ. DA ønskede endda forringelser af den automatiske dyrtidsregulering, at den ottende time på natskift blev genindført samt, at betalingen for forskudt arbejdstid blev nedsat.

Grunden til den hårde linje fra DA skyldtes dels krisen, dels at Jernets Arbejdsgiverforening havde overtaget magten i DA. Jernindustrien var den vigtigste eksportindustri, og da der var hård konkurrence på verdensmarkedet, var den tvunget til at holde sine omkostninger nede.

Fredag den 16. marts brød OK-forhandlingerne sammen, og de efterfølgende dage begyndte strejkerne. DSF havde valgt særlig sårbare områder ud, områder som samtidig repræsenterede traditionelt stærke faggrupper, sømændene, typograferne, metal og arbejdsmændene. Omkring 50.000 deltog i konflikten, som bl.a. ramte olie- og benzinudkørsel.

Straks efter strejkernes ikrafttræden forsøgte den socialdemokratiske regering med statsminister H. C. Hansen i spidsen at friholde to samfundsvigtige områder fra strejke, nemlig landbrugseksporten og den borgerlige presse, som til enhver tid kan bruges mod arbejderklassen.

Typograferne udsatte konflikten til den 24., men sømændene afviste regeringens indgreb og strejkede videre. Reaktionen fra Arbejdsgiverforeningen var at lockoute 55.000 arbejdere fra den 3. april.

Efter et par dages forhandling i forligsinstitutionen lykkedes det forligsmanden at fremsætte et mæglingsforslag, som både DSF og DA kunne godkende.

Forligsmanden opfordrede de organisationer, der var i strejke, til at stoppe konflikterne, indtil mæglingsforslaget havde været til urafstemning. Men på trods af opfordringen fra DsF, DA og forligsmanden fortsatte de fleste strejker.

De store olie- og benzinselskaber var strejkeramte, men Arbejdsmandsforbundet havde givet dispensation til udbringning af olie og benzin til livsvigtige områder.

Shell og Esso forsøgte at omgå strejkerne ved at indsætte skruebrækkere til læsning og udkørsel. Det førte til total blokade mod de to selskaber samtidig med, at andre selskaber blev tilbudt at overtage Shell og Essos dispensationsleveringer – men det var ingen selskaber interesserede i.

Til gengæld besluttede olieselskaberne helt at standse udbringning. Den socialdemokratiske regering greb ind og forbød arbejdsmændenes strejke mod olieselskaberne på trods af, at det var de samme selskaber, der havde stoppet leveringerne til livsvigtige områder.

Indgrebet førte til, at strejkerne mod olieselskaberne ophørte.

Under hele overenskomstforløbet havde DKP opfordret til strejker og til at stemme nej ved urafstemningen. Ved indgrebet mod arbejdsmændene udtalte DKP's førstemand i folketinget, Aksel Larsen: »Oliemagnaterne har lavet lockout, og her var det rimeligt, om folketinget og regeringen greb ind, så olieselskaberne- blev tvunget til at ændre deres ulovlige handling.«

DKP’s kritik af og agitation mod indgrebet byggede på en moralsk forudsætning af, at folketinget burde være et redskab i arbejdernes kamp. Man opfordrede til fornuft fra de kræfter, som førte kniven mod arbejderne.

Mæglingsforslaget blev sendt til urafstemning i tiden op til den 12. april. Rundt om i hele landet blev der afholdt møder og indkaldt til ekstraordinære generalforsamlinger for at diskutere forslaget.

Resultatet af afstemningen blev et klart nej. Årsagen hertil var dels de økonomiske forhold op gennem 50'erne, Philips-strejken, og dels DKP’s nejkampagne.

På grund af typografernes strejke mod aviserne havde folketinget vedtaget, at de politiske partier skulle have 10 minutters sendetid i radioen hver dag, så de kunne komme ud med deres politik. Den sendetid brugte DKP dygtigt til at agitere for et nej og dermed for storkonflikt.

Men på trods af den massive forkastelse af mæglingsforslaget greb den socialdemokratiske regering ind og ophøjede mæglingsforslaget til lov.

Kæmpedemonstration

Regeringsindgrebet førte dagen efter til spontane strejker og demonstrationer i de større byer over hele landet. På Christiansborg slotsplads mødte omkring 200.000 op og krævede generalstrejke.

DKP havde fået en opbakning og en kampvilje, der langt oversteg deres vildeste forventninger. Gang på gang blev talerne mødt med råbet om generalstrejke. Her havde DKP da virkelig muligheden for at sætte sig i spidsen for arbejderklassen og lede kampen frem til sejr over borgerskabet og den socialdemokratiske regerings indblanding.

Men hvad skete? Jo, Aksel Larsen sluttede talerrækken af og sagde om det videre forløb:

»I har nu vist, hvor mange I er, og at det er alvor. Slut derfor mødet nu. Efter mødet samles tillidsmændene i Grundtvigs Hus til rådslagning. Hvad de beslutter at råde jer til, vil I kunne høre i radioen i aften. Tillidsmændene er i dag situationens generalstab og de skal sige, hvad I skal gøre.«

På det efterfølgende møde i situationens generalstab, hvor omkring 800 tillidsfolk var samlet, vedtog man at opfordre til at genoptage arbejdet mandag morgen. »Kampen« skulle køres videre ved at rejse lokale krav og ved at opstille krav til folketinget om pris- og avancestop.

For de mange demonstrationsdeltagere må det have været lidt af en klam nedtur. Kampen blev effektivt splittet, og selvom arbejdsnedlæggelserne fortsatte lørdag og tilmed udvidedes flere steder i provinsen, blev det en mat afslutning på en af dansk arbejderbevægelses største manifestationer.

Sømændene fortsatte deres strejke i yderligere 14 dage, men sluttede efter at være idømt en kæmpebod på 1 mill. kroner med et nederlag.

Enhed for enhver pris

For at forstå, hvorfor DKP i den grad kunne svække kampen, må vi gå et par år tilbage.

Under krigen var det lykkedes DKP at vinde et vist fodfæste i arbejderklassen, og efter krigen stod det som eneste reelle politiske lederskab til venstre for Socialdemokratiet, med en god del faglige bastioner.

På grund af samarbejdspolitikken gennem krigsårene havde Socialdemokratiet tabt en del terræn i arbejderklassen, men gennem skyggeforhandlinger med DKP om dannelse af et fælles parti lykkedes det ret hurtigt at genvinde lederskabet.

DKP havde ikke noget reelt ønske om at bryde enhedsbestræbelserne med Socialdemokratiet. Så det blev Socialdemokratiet, der afstak grænserne for, hvor langt DKP ønskede at strejkebevægelsen skulle gå.

En udvikling af den selvstændige strejkebevægelse ville være en trussel mod enheden, så da toget havde dampen oppe og var klar til start, fjernede  DKP trykket og satte bremseklodserne i. Som da f. eks. Land og Folk nægtede at trykke et opråb fra sømændene, der opfordrede til generalstrejke.

DKP fik travlt med at forklare kovendingen i overenskomstkampen, ligesom de fik endnu en kedelig sag at forklare, nemlig det socialistiske perspektiv, i de russiske troppers nedkæmpning af ungarske arbejdere i slutningen af 56.

Et parti, der ikke anerkender arbejderklassens selvbestemmelse som centralt for opbygningen af socialisme, kan heller ikke være en bæredygtig ledelse i overenskomstkampen. Både i 1956 og kampen mod Schlüter og Dansk Arbejdsgiverforening i dag.

Billedtekst:
Til højre: Kæmpedemonstration København, hvor Aksel Larsen bad folk om at gå hjem, hvorefter tillidsmændene vedtog at genoptage arbejdet.
Til venstre: Ved urafstemningen til overenskomsten var arbejderne ikke I tvivl.

Se også:
SAA 5: IS mener: Stol ikke på lederne
SAA 5: Hardy Hansen i “front” med DKP på slæb

Flere artikler fra nr. 5

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1946-1965
DKP

Se flere artikler af forfatter:
Per Jensen

Siden er vist 2473 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside