Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 53 – Oktober 1989 – side 12

DDR

Hvad flygter de fra?

Arne Lorenzen

Titusinder er flygtet fra DDR det sidste par måneder. Det er mest unge på 20-30 år. Flygtningetallet udtrykker en voldsom lede ved et system, som ikke tilnærmelsesvis har været i stand til at udmønte illusionen om, at man har indflydelse på sit eget liv.

Det har vi heller ikke i vesten, men her undskylder man manglende succes med manglende evner hos den enkelte. Selv den undskyldning går ikke i DDR. Samfundet er domineret af formynderi, overvågning og det allestedsnærværende sikkerhedspoliti, STASI, som på bedste vis viderefører de preussiske traditioner fra forrige århundrede.

Derfor er Vesttyskland et alternativ. Dels er levestandarden højere, og dels yder Vesttyskland med det samme fuldt statsborgerskab og vesttysk pas.

Men selv om vejen til vesttysk statsborgerskab er brolagt med illusioner, er det et helvede, østtyskerne er flygtet fra. Men det er ikke noget socialistisk helvede.

Socialisme?

DDR er statskapitalistisk lige som Sovjet. Sovjet udplyndrede Østtyskland de første år efter krigen. Det førte til stor fattigdom i forhold til Vesttyskland, som blev pumpet op med US-dollars. Da regimet i 1953 krævede lønnedgang, reagerede arbejderklassen med opstand, men blev tromlet ned af russiske tanks.

I løbet af 50erne flygtede mere end 2 mill. til Vesttyskland (heraf en stor del af den østtyske intelligentsia og de faglærte arbejdere). Det var derfor et spørgsmål om regimets overlevelse, da DDR byggede muren i 1961.

Siden er fattigdommen overvundet, og et eksistensminimum er garanteret. Udover hård undertrykkelse har reelle indrømmelser til arbejderklassen sikret regimet mod strejker.

Men i de sidste år er økonomien stagneret. Regimet ønsker ikke økonomiske reformer og politisk liberalisering. Baggrunden er, at de er mere sårbare overfor vesttysk kapital end f.eks. Ungarn, hvis der åbnes op. En fjernelse af muren er heller ikke mulig, fordi Vesttyskland er et langt mere tiltrækkende alternativ, end det er tilfældet for andre østeuropæiske! lande.

Men DDR står i en situation, hvor landet ikke kan konkurrere på verdensmarkedet, og derfor kommer de til at mangle valuta til modernisering af produktionsapparatet.

Indtil nu har DDR-ledelsen hvilet på laurbærrene fra det økonomiske forspring i forhold til det øvrige Østeuropa. De havde større spillerum for reformer og indrømmelser til indbyggerne. Men i dag er der stagnation, og der skal ske noget.

Med den nuværende levestandard vil drastiske indgreb udgøre et socialt sprængstof som i 1953. Den gang kunne regimet bruge russiske tanks til at knuse oprøret, men det er næppe muligt i dag. Derfor er regimet i store vanskeligheder, og muligheden for opbrud er større end folk normalt tror.

Det er åbenlyst, at Gorbatjov er i vanskeligheder og tanken om, at han kan blive væltet, gør, at mange frygter, at det måske er sidste chance for at slippe væk i de næste mange år.

Men det afspejler også bevidstheden blandt de, som flygter. De tror ikke, at man kan forandre systemet via kollektiv kamp.

Derfor var demonstrationen i Leipzig 2. oktober en stor opmuntring. Over 10.000 deltog – den største oppositionelle tilkendegivelse, der har været siden opstanden i 1953. Men det mest opmuntrende var måske et gennemgående slogan: WIR BLEIBEN (vi bliver, red.) Heri ligger der ikke en protest mod, at man ikke får lov til at rejse. Tvært imod udtrykker det en tro på, at tingene kan forandres dér, hvor man er.

Oppositionen er stadig svag og består primært af intellektuelle, og er samlet i kirkelige, humanistiske kredse. En arbejderopposition er endnu ikke synlig, men den vil komme. Der kan nemt udvikle sig en reaktion, hvor den østtyske arbejderklasse følger i de russiske minearbejderes spor, og udfordrer den herskende klasse. Og sker det i Øst, vil det ikke gå upåagtet hen i Vest. Det er i den sidste ende det, som de vesttyske magthavere frygter allermest: At arbejderklassen rejser sig som et alternativ – ikke bare til de østtyske herskere, men også til de vesttyske.

Og hvad kommer de til?

I den vestlige presse udnyttes flygtningestrømmen til at propagandere for, hvor frit det er i Vesttyskland og andre vestlige lande. Og hvor mange chancer det giver netop unge mennesker.

Det kan ikke skjule, at de unge blot flygter fra et undertrykkende styre til et andet. I Vesttyskland møder de ikke det samme bureaukratiske formynderi. Men til gengæld bliver de underlagt en total individualistisk ideologi efter mottoet: Enhver er sin egen lykkes smed. Mange har haft nøgterne forventninger til hverdagen i Vesttyskland. Alligevel har landet næppe kunnet leve op til forhåbningerne. Og de, som har drømt om paradiset, har fået et chok.

Mange faglærte har fået job under det nuværende opsving, men her er knokleri og umyndiggørelse virkeligheden i 8 af døgnets 24 timer. Der er mange eksempler på, at østtyske arbejdere har sagt op efter blot et par timers arbejde i vesttysk tempo. Dertil kommer truslen om at blive kastet ud i arbejdsløshed, hvis man bruger sin ytringsfrihed på arbejdspladsen.

Bolignød og tårnhøje huslejer er en anden af de store friheder, der venter forude. I Vestberlin må østtyske flygtninge nøjes med en madras i skolernes gymnastiksale.

Hykleri

Politikerne i Vestberlin opfatter generelt boligsøgende flygtninge som et “problem”. Borgerskabet afslører her deres hykleri: De eneste acceptable flygtninge er dem, som passer ind i magthavernes politiske formål og profitjagt.

Men selv ikke over for de østtyske flygtninge kan hykleriet skjules. De vesttyske herskere ynder ellers at fremhæve de etniske tyskere i modsætning til indvandrere af anden nationalitet.

I lyset af den almindelige bolignød vedtog den vesttyske regering i begyndelsen af oktober at sætte en del boligbyggeri i gang, men understregede samtidigt, at det ikke specielt var beregnet på de nye flygtninge.


Billedtekst:
Ved udgangen af 1989 er der stadig to slags tyskere. Der er dem, som drømmende kigger mod vest. Men der er også dem, som vælger at blive for at kæmpe i øst. Og de bliver flere og flere.

Flere artikler fra nr. 53

Flere numre fra 1989

Se flere artikler om emnet:
Tyskland - DDR 1946-1990
1989: Murens fald/Stalinismens sammenbrud

Se flere artikler af forfatter:
Arne Lorenzen

Siden er vist 3104 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside