Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 73 – September 1991 – side 7

Marxisme i hverdagen

Er leninismen død?

Martin B. Johansen

Meterhøje monumenter af Lenin er et af de få produkter, der i øjeblikket er rigeligt af på det russiske marked.

De borgerlige medier har ikke forsømt nogen lejlighed til at vise os billeder af Lenin-statuer som rives ned til stor glæde for folk i Rusland og andre af de efterhånden forhenværende Sovjet-republikker.

Omvendt er der nok mange på den danske venstrefløj, der har følt et stik i hjertet ved billederne af Lenin-statuer hængende i en kran.

Det vil dog være forkert at påstå, som fx TV-Avisens Leif Davidsen, at nedrivningen af statuerne markerer de sovjetiske folkeslags endelige brud med Lenin og den revolution, han stod i spidsen for i 1917.

Tværtimod. Der er al mulig grund til at tro, at Lenin ville have været begejstret over de russiske arbejderes opgør med Sovjets herskende klasses parti, SUKP.

Ikke mindst nedrivningen af statuerne ville have fået Lenins opbakning. Mens han levede, havde han følt det som en byrde, når der blev gjort noget specielt ud af hans person. Og ved hans død bad hans enke, Nadezjda Krupskaja, udtrykkeligt om, at der ikke blev rejst mindesmærker for Lenin. “Hvis vi skal ære Lenins navn, så lad os gøre hans tanker til virkelighed,” skrev hun.

Men rejsningen af monumenter over Lenin var ikke det eneste punkt, hvor der var en modsætning mellem Lenin og den klasse, som under ledelse af Josef Stalin kom til magten efter Lenins død.

Det samfund, som blev opbygget under Stalin, var ikke en videreførelse af den revolution i oktober 1917, som Lenin stod i spidsen for. Tværtimod var indholdet i stalinismen, at der blev gjort op med oktoberrevolutionens resultater.

Ikke statskup

Kernen i den russiske revolution i 1917 var ikke, at Lenins bolsjevikker kom til magten gennem et statskup, som medierne påstår. Bolsjevikkernes magtovertagelse var resultatet af en proces, hvor den russiske arbejderklasse reelt havde erobret magten over fabrikker, over byerne og over hæren ved at organisere sig i arbejderråd, sovjetter.

Både organiseringen af sovjetterne og selve revolutionen var afhængig af en høj grad af politisk bevidsthed i arbejderklassen, af aktivitet og entusiasme. Dét var den russiske arbejderklasse fyldt af i 1917, og det var helt i overensstemmelse med de ideer, som Lenin og bolsjevikkerne stod for.

Selve magtovertagelsen, "kuppet", var udtryk for, at størstedelen af de russiske arbejdere støttede bolsjevikkerne. At de havde den opbakning viste sig ved, at magtovertagelsen var ganske ublodig.

Men den russiske arbejderklasse var ikke i stand til at fastholde den styrke og entusiasme, den besad i 1917. Det skyldtes først og fremmest den grufulde borgerkrig i 1918-21, som blev støttet aktivt af England, USA, Frankrig og andre imperialistiske magter.

En meget stor del af de mest politisk bevidste arbejdere, der var aktive i 1917-revolutionen, blev dræbt i krigen. Desuden smadrede krigen den russiske økonomi – industri og transport gik i stå og landet blev hærget af sult og epidemier.

Mod kontrarevolution

I 1921 var antallet af industriarbejdere faldet til en tredjedel af antallet i 1917, og mange af dem var politisk udmattede. De var ikke i stand til at fastholde den kontrol over samfundet, som de havde vundet i 1917.

En stor del af statsapparatet bestod af gamle embedsmænd fra zar-tiden, som ikke delte Lenins ideer, men som havde fundet sig i at blive kontrolleret nedefra. Men borgerkrigen betød, at der gradvis udviklede sig et bureaukrati i statsapparatet, som ikke var underlagt nogen kontrol fra arbejderklassens side. Og den person, som førte an i denne udvikling, var Stalin.

Indtil 1923 håbede mange af de gamle bolsjevikker på, at en revolutionær udvikling i Europa kunne give nyt liv i den russiske revolution. Den udvikling slog fejl, og fra midten af 1920'erne begyndte det russiske bureaukrati mere og mere at satse på at udvikle sin egen magt.

Under Stalins ledelse blev resultaterne af oktoberrevolutionen rullet tilbage. Arbejdernes kontrol over fabrikkerne blev erstattet af direktører, udpeget af bureaukratiet. Produktionen blev indrettet på at konkurrere med den vestlige kapitalisme, ikke på at opfylde arbejderklassens og bøndernes behov.

Hele den magtstruktur, som arbejderklassen havde opbygget i 1917 gennem sovjetterne, blev afløst af en ny herskende klasse i form af det statslige bureaukrati, som undertrykte og udbyttede arbejderne og bønderne. Socialismen blev afløst af statskapitalisme.

Så fra at være et samfund, der blev styret af arbejderklassen, blev Sovjet til et samfund med en meget hård undertrykkelse af arbejderklassen. Derfor ville Lenin have jublet over det sammenbrud, som har ramt SUKP efter det mislykkede kup for nylig.

Faktisk var væltningen af Lenin-statuerne det nødvendige første skridt for at Lenins ideer kunne få nyt liv i Sovjet. Og det skridt er taget.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 73

Flere numre fra 1991

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1055 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside