Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 90 – Marts 1993 – side 7

Marxisme i hverdagen

Giver lavere løn job til flere?

Martin B. Johansen

Med samme regelmæssighed som et urværks timeslag bliver vi præsenteret for nye økonomiske analyser fra diverse vismænd og institutter, som fortæller os, at den eneste vej til at sænke arbejdsløsheden er, at de, der er i arbejde, må gå ned i løn.

Påstanden er besnærende enkel at forstå, men ikke desto mindre er den grundlæggende forkert. Det kan enhver overbevise sig om, hvis man ser på realiteterne i stedet for at granske i den moderne form for kaffegrums, nemlig økonomiske edb-modeller.

Rengøringspersonalet på Rigshospitalet har bitre erfaringer for, at lavere løn ikke betyder flere i arbejde. Privatiseringen af rengøringen har nemlig medført både fyringer og lønnedgang. De ansatte på mange af de store hoteller har lignende erfaringer. Her arbejder køkkenpersonale, stuepiger og rengøringsfolk i et meget højt tempo til lønninger, der ofte ligger langt under mindstelønnen.

På en række kriseramte virksomheder har arbejderne accepteret lønnedgang, fordi de blev lovet, at de dermed kunne undgå fyringer. Fx SAS, Brüel & Kjær i Nærum, og i dele af finanssektoren. Men alle steder har lønnedgangen blot været en forløber for omfattende fyringer.

Det er desuden karakteristisk, at arbejdsløsheden som hovedregel er størst i de lande, hvor lønninger og sociale forhold er dårligst. Fx i Syd- og Østeuropa, for ikke at tale om lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Der er en sammenhæng mellem løn og arbejdsløshed, men ikke den, som arbejdsgiverne påstår, nemlig at højere lønninger fører til stigende arbejdsløshed.

Sammenhængen er den omvendte, nemlig at lav eller faldende arbejdsløshed fører til højere lønninger. Og det skyldes det simple forhold, at når der bliver efterspørgsel på arbejdskraft, så vokser arbejdernes tillid til, at de har en mulighed for at kæmpe sig til bedre løn. Sådan var situationen op gennem 1960’erne, og også under det seneste økonomiske opsving i midten af 1980’erne benyttede mange arbejdspladser situationen til at hente lidt ekstra hjem i lønningsposen.

Når de herskende skal sælge ideen om lønstop eller direkte nedgang i lønnen, så sker det som regel med argumentet om, at det skaber plads til flere i jobs. Altså som om, at valget står mellem 80 ansatte til 100 kr i timen eller 100 ansatte til 80 kr i timen – det går jo lige op.

Men i den virkelige verden er det et helt andet valg, vi står overfor: nemlig mellem 80 ansatte til 100 kr eller 80 ansatte til 80 kr. Formålet med lønnedgang er jo at sikre arbejdsgiverne bedre profit, og den går fløjten, hvis hele besparelsen i løn bruges på ansættelse af flere.

Et eksempel er de berygtede ordninger med løntilskud. Meningen med disse ordninger var, at arbejdsgiverne skulle “overtales” til at ansætte nogle folk til jobs, som ellers ikke blev udført. Men i praksis bruges ordningerne til at erstatte det faste personale. Det er velkendt, at mange offentlige institutioner efterhånden ikke kunne fungere uden en stor pulje af ansatte med løntilskud. Og gennem de sidste 1-2 år har denne tendens bredt sig til mange små private virksomheder.

Nogle vil ganske vist påstå, at hvis lønnen sænkes, så kan virksomhederne sælge produkterne billigere og øge deres andel af markedet og dermed udvide produktionen. Men problemet er, at det er stærkt begrænset, hvor meget virksomhederne kan udvide ved blot at ansætte flere.

Løn betyder intet

Som regel skal en udvidelse af arbejdsstyrken modsvares af en tilsvarende udvidelse af hele det øvrige produktionsapparat i form af bygninger og maskineri. Og dén udvidelse er som regel langt dyrere end arbejdslønnen. Som hovedregel udgør lønninger kun 20-25% af omsætningen i industrien, resten er råvarer og afskrivning på maskiner og bygninger.

Dette er faktisk det grundlæggende problem for kapitalismen. Konkurrencen har betydet, at udgifterne til maskiner vejer langt tungere end udgifterne til den arbejdskraft, der skal skabe profitten. Det betyder, at investeringer i ny produktion er blevet dyrere og dyrere og dermed mere risikabel.

Og problemet opstår, når først nogle dele af industrien begynder at holde igen på investeringerne. Så falder efterspørgslen i andre brancher, og så holder de også igen med investeringer. Det fører til indskrænkninger af produktionen og fyringer, hvilket igen fører til lavere efterspørgsel efter forbrugsvarer, fordi arbejdsløse har færre penge at købe for.

Og så kører den onde cirkel med lukninger og fyringer. Det er i virkeligheden en selvforstærkende udvikling, som kun i meget begrænset omfang kan brydes af en lønnedgang på 5-10%. Det er vigtigt at forstå, at der fra arbejdsgivernes side ligger nogle langt mere radikale krav om nedskæringer i arbejderklassens levestandard bag de fromme ønsker om lave lønstigninger eller en beskeden nedgang i lønnen.

Derfor er det eneste realistiske at møde enhver snak om lønnedgang med endnu mere radikale krav om afskaffelse af kapitalismens anarki.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 90

Flere numre fra 1993

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1543 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside