Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 9 – Maj 1985 – side 8

Hvad er sort og hvidt i Sydafrika?

Charlie Lywood

Arbejderklassen Sydafrika er trådt tydeligere frem indenfor de sidste år og organiseringsprocenten fagforeningerne stiger og stiger. Strejker og arbejderdemonstrationer hører til dagens orden. En strejke i landets største mine har tvunget ledelsen så langt ud i tovene, at de har fyret 15.000 arbejdere.

Fred på arbejdspladserne kan kun købes med kroner og øre. Det betyder dels at andre arbejdergrupper går ud for at få det samme, og dels at klassens selvtillid stiger. Denne magt kan vælte apartheid og samtidig afskaffe kapitalismen, hvis arbejderklassens krav stilles i centrum og hvis socialister vil anerkende det.

Sydafrika er i dag et land i økonomisk og politisk krise. Økonomisk set har verdenskrisen ramt apartheid-systemet hårdt, Faldende priser på mineraler som Sydafrika er rigt på, sammen med den enorme belastning som forsvaret er for økonomien, har presset investeringslysten.

Demokratiet på vej?

Det interne marked er for lille, hovedsagelig fordi arbejdernes løn er meget lille. Så selv om Sydafrika er den altdominerende økonomiske og militære magt i det sydlige Afrika, er republikken slet ikke i stand til at give de nødvendige politiske eller økonomiske indrømmelser til det sorte flertal.

Det er netop de politiske reformer og økonomiske forbedringer, som det sorte flertal forlanger i dag. Sydafrikas afvisning af dette har skabt en eksplosiv situation.

På den ene side kræves der én mand – en stemme med de dertil hørende demokratiske rettigheder. På den anden side rejser de sorte arbejdere, som i stigende grad er organiseret i fagforeninger, krav om forbedrede løn- og arbejdsvilkår.

Statsminister Botha forsøger i øjeblikket at balancere mellem »parlamentariske åbninger« og brutal nedslagtning. Han har foreslået et parlamentarisk system med flere kamre og vil reformere loven, der forbyder sexliv mellem hvid og sort. Samtidig har han gennemført en hård og blodig repression over for studenter, skoleelever og arbejdere, der kræver deres ret.

Sort borgerskab

De liberale inden for den herskende klasse ønsker at skabe et »sort borgerskab« og mener derfor, at Botha skal ophæve apartheid. Under rolige forhold og over en længere årrække selvfølgelig. Højrefløjen blandt småborgerskabet, landejere og en del af den hvide arbejderklasse vil ikke give »niggerne« en tomme og er parat til at bruge magt til at understrege det.

Borgerskabets problem er, at apartheid-systemet ikke virker mere. Der er brug for at uddanne en sort arbejderklasse, hvis kapitalismen skal overleve over for resten af verden og først og fremmest over for andre økonomiske magter i Sydafrika.

Men den herskende klasses position er afhængig af støtten fra det hvide mindretal. Indrømmelser overfor de sorte betyder større spændinger mellem de hvide.

Det er først og fremmest de hvide arbejderes privilegier, der trues. Omvendt skaber kapitalismen en sort middelklasse, som forsøger at tilrage sig en del af kagen. Det betyder først og fremmest en meget moderat holdning til regimet og en neddæmpning af aktiviteterne, især arbejderklassens aktivitet. Således øges klassespændingerne også indenfor de sortes rækker.

Større organisering

Igennem den sidste tid er arbejderklassen trådt mere samlet frem. Desværre har den politiske ledelse af ANC og UDF (henholdsvis African National Congress og United Democratic Front) og heller ikke fagforeningerne forstået denne udvikling.

Skemaet er stadigvæk at indføre, med en væbnet opstand, et demokrati, således at man ikke skræmmer den brede befolkning. Bagefter kan man så snakke om socialisme. Men dette skema kan ikke holde.

Arbejderklassen kæmper ikke først og fremmest for retten til at stemme, selv om den også gør det. Den kæmper for løn, arbejdsforhold og retten til at organisere sig. Krav som æder direkte ind i profitten, også hos det sorte borgerskab.

Samtidig viser kampene i gaden, at det sydafrikanske militær kan vinde over – eller i det mindste holde et bevæbnet oprør stangen. Det gælder både i Namibia, i grænselandet og i de sorte ghettoer. Det koster mange liv og meget materiale, men de kan og vil gøre det.

Alternativet er klart. Organiseringsgraden blandt arbejderne betyder stigende politisk interesse og dermed stigende arbejdspladsbaseret organisering af kampen mod apartheid.

Det er ingen tilfældighed, at bevægelsen ikke har fået det samme dyk efter den seneste repression, som efter Sharpeville i 1960 hvor 69 døde. Bevægelsen lever videre på grund af de faglige og politiske organiseringer, som arbejderne har opbygget.

For at forbinde kampen mellem institutioner, gaden og arbejdspladserne, for at sammensmelte de demokratiske og sociale krav, for at kunne bruge den magt som de sydafrikanske arbejdere har vist os, kræves der en revolutionær socialistisk organisation. Den skal opbygges.

Billedtekst:
Arbejderklassen kæmper først og fremmest for løn, arbejdsforhold og retten til at organisere sig.

Flere artikler fra nr. 9

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1776 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside