De sortes kamp mod racisme og undertrykkelse er ikke ny.
Siden det første slaveskib lagde til i Virginia i 1612, har racismen overlevet slaveriets afskaffelse efter den amerikanske borgerkrig. Racismen har overlevet borgerrettighedsbevægelserne og oprørerne i1960´erne og 70´erne. Selv efter 8 år med Obama, den første sorte præsident i USA, lever racismen videre i bedste velgående. Men de sorte i USA har også en lang og stolt tradition for oprør, igen og igen. De er selv gået forrest og taget kampen for hver en rettighed og hver en forbedring af deres vilkår – støttet og bakket op af socialister og progressive humanister.
Så vi har set det før – gentagne gange gennem historien. Det nye er, at de sorte ikke står alene, hverken i USA eller resten af verden. Disse protester har nu bredt som en steppebrand til hele verden, og vi er alle en del af det. Det er massedemonstrationer, som rummer mennesker af alle farver og alle aldre, men først og fremmest er det de helt unge, som skaber en energisk, utålmodig og radikal stemning.
Alle, som har deltaget, har fornemmet en enorm udladning af undertrykt vrede, frustration, håbløshed og frygt og et dybtfølt ønske om retfærdighed, respekt, ligeværd.
Hvad så i Danmark?
I Danmark har vi oplevet de største antiracistiske demonstrationer længe – i solidaritet med George Floyd, naturligvis. Men reelt fordi racisme og diskrimination er blevet hverdag for mange i Danmark. I næsten to årtier har Dansk Folkeparti sat en racistisk dagsorden og som støtteparti for Anders Fogh og Lars Løkkes regeringer, har de taget sig godt betalt.
Siden 2015 er det blevet til først 50 og senere 100 stramninger på udlændinge og flygtninge området. Disse stramninger er ledsaget af nedværdigende og hadefulde kommentarer og racistisk retorik. Det har også boostet “hverdagsracismen”, så etniske monoriteter på gaden, i bussen, ja overalt må finde sig i racistiske tilråb, blive spyttet på eller få revet sit tørklæde af.
Rigtig mange etniske minoriteter føler sig også diskrimineret af politi og myndigheder, på jobmarkedet og på boligmarkedet. Med rette. Det er ikke en mavefornemmelse. Det er der statistisk belæg for.
Den største katastrofe er paradigmeskiftet for flygtninge og asylansøgere og “ghettolovene” for den almene boligsektor. Racismen er for alvor normaliseret og indbygget den politiske debat og samfundets strukturer.
Det er dog en endnu større katastrofe, at især Socialdemokratiet fortsætter denne linie, og at deres støttepartier ikke er istand til at ændre nævneværdigt ved dette.
Men nu er frustrationerne, håbløsheden, frygten og vreden er ikke længere individuel, noget den enkelte selv må klare og lære at leve med. De er blevet kollektiviseret og gjort til et fælles anliggende. Dermed er både den enkelte og fællesskabet blevet stærkere.
Covid-19 har forstærket alle ovennævnte problemer, fordi det er de etniske minoriteter, der rammes hårdest af Covid-19, først mister jobbet og står bagerst i den lange arbejdsløshedskø.
Med 20-30.000 mennesker på gaden i solidaritet og protest, står vi nu med et langt bedre grundlag for at bygge en massebevægelse mod racismen i Danmark. Men som vi har set ved tidligere store protester som f.eks. solidaritet med flygtningene i 2015, så er det svært at fastholde og omsætte dette til reelle forandringer i samfundet.
Protesterne i USA og resten af verden
Gennem vores kammerater i International Socialist Tendency kan vi se at der er mange fælles træk ved solidaritets protesterne rundt omkring i verden, selvom de alle har deres nationale eller regionale baggrunde. Foruden racismen, så er politiets brutalitet og mord et andet gennemgående træk. Fattigdom og arbejdsløshed et tredje fælles træk. Det fjerde fællestræk er at den yderste højrefløj og fascisterne er styrket, fordi racismen er blevet normaliseret. Og igen har Covid-19 forstærket de ovennævnte problemer.
I USA kom Trump kom til magten bl.a. med den yderste højrefløjs hjælp. Og den yderste højrefløj er blevet stærkere i USA og resten af verden i ly af Trumps nationalistiske og racistiske politik. I 2017 dræbte James Fields en kvindelig demonstrant i Charlottesville. I 2018 udførte Robert Bowers et massedrab i synagogen i Pittsburgh. I 2019 blev 22 dræbt i et varehus i El Paso, Texas. Blot for at nævne de mest kendte eksempler.
Trump tøver ikke med at bruge militær magt, hverken overfor andre lande, fattige indvandrere fra Latinamerika eller sin egen befolkning.
Drabet på George Floyd er blot toppen af isbjerget og udtrykker også USA´s herskende klasses historiske brug af statens voldsmonopol for at forsvare slaveriet og udbytningen af arbejderklassen som helhed. Racismen har altid været og er stadig magthavernes “Del og Hersk” våben. Det bortleder fokus på den fælles udbytning og splitter modstanden imod den.
Samtidig forsøger Trump også at stemple antiracister og antifascister som terrorister. Dertil kommer en covid-19 krise, som ikke er under kontrol med 100.000 døde og 40 millioner arbejdsløse. De sorte og andre etniske minoriteter er hårdest ramte.
Men der er også et andet USA
Der er kvinderne, antiracisterne, unge mod skoleskyderierne og arbejderklassen. De har alle været på banen i stor målestok siden 2016. Bernie Sanders fantastiske kampagne nåede at blive stor inden resten af de demokratiske kandidater samlede sig omkring Joe Biden. Green New Deal bevægelsen er i fremgang.
Det ser ud til at det meste af “det andet USA” nu er en del af de antiracistiske protester i USA. Så det er en bred og meget forskelligartet bevægelse, der ikke “blot” kræver retfærdighed for George Floyd og at de skyldige skal stilles til ansvar for drabet på ham. Der er også krav om mere grundlæggende ændringer.
Hvordan kan vi opbygge en bred antiracistisk massebevægelse i dag?
Det har længe været perspektivet for os i Internationale Socialister, ligesom det er for vores kammerater i International Socialist Tendency. Det er en kollektiv prioritering hos os, som vi bruger meget tid på at få til at lykkes.
I dag er arbejder vi på det i Aalborg, Aarhus, Odense og København gennem vores egne møder og aktiviteter og lokalt gennem et samarbejde med andre i bredere antiracistiske og flygtningevenlige netværk med forskellige navne. Disse netværk samles i Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination, hvor flere netværk og foreninger også er tilknyttet. Vi er igen med i Worldagainstracism.
Den røde tråd for vores arbejde i disse netværk er: organisering, debat, involvering, aktivisme, mobilisering, og enhedsfront.
I 2015 blev de mange tusinde flygtninge, som flygtede fra krigen i Syrien, mødt af endnu flere tusinde mennesker, som bød dem velkommen. Venligbo-grupper sprang op som paddehatte overalt. NGO´ere som MS og DFUNK organiserede omkring flygtningene. En fantastisk udfoldelse af civil solidaritet og humanisme, som for et kort øjeblik lukkede munden på Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard mf. Men de vender frygtelig tilbage – med endnu mere racisme, islamofobi og flere asylstramninger.
Denne solidaritet og humanisme foregår stadigvæk med uformindsket kraft og er blevet endnu mere nødvendig efterhånden som især flygtninge mister rettigheder og muligheder.
Men den politiske antiracisme – altså os, som også kæmper for at at skabe politiske ændringer, vi er ikke særlig mange. Og vi er heller ikke særlig godt organiseret.
Formålet med Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination, som blev dannet for snart 2 år siden, er at skabe et landsdækkende antiracistisk netværk med lokale rødder, som kan udvikle sig til en bevægelse og dermed blive stærkt nok til at ændre det politiske klima og den politiske retning i Danmark.
Lige i øjeblikket står Black Lives Matter i centrum for kampen mod racisme. Men BLM kan ikke i længden være udgangspunkt for at opbygge en antiracistisk massebevægelse i Danmark. Først og fremmest fordi de har et identitetspolitisk udgangspunkt, som er meget dominerende i deres relationer med andre. BLM ser først og fremmest racismen defineret som hvide menneskers værk og ansvar. Derfor kan de ikke være udgangspunkt for en massebevægelse i Danmark, hvor de fleste mennesker jo er hvide.
Black Lives Matter.
Vi mener, at BLM er en respons på racisme, reelle undertrykkelsesmekanismer og uligheder. Vi støtter ubetinget BLM, men vi er også kritiske. En kritik, som ikke er en afvisning eller bagatellisering af minoritetspersoners oplevelser. Ofte er det ikke så enkelt, at folk beslutter sig for at gøre deres identitet politisk – identiteter er allerede gjort politiske, når man konfronteres med sin hudfarve, sin religiøse overbevisning mv. i TV eller ude i samfundet.
Vi støtter sloganet Black Lives Matter. Men vi synes at Black & White – Unite & Fight er det slogan, som inviterer til fælles kamp mod racismen. Så det handler reelt om forskellige opfattelser af, hvor racismen kommer fra, og hvordan vi bedst bekæmper dem.
Vi skal forstå, at I en verden, hvor der er rigeligt med undertrykkelse og udbytning at kæmpe imod, men en lav grad af organisering og klassekamp, begynder mennesker selv ud fra deres identitetsfølelse, hver for sig at opsøge de fællesskaber, som kan styrke dem og yde en modstand. Denne tendens er stærkt påvirket af den individualisme, som præger nyliberalismen, og som er med til at isolere mennesker fra hinanden. Identitetspolitiske organiseringer skaber fællesskaber i en fragmenteret tilværelse. Men de skaber også splittelser i en meget større kontekst, som vinder meget mere ved at stå sammen – nemlig i arbejderklassen.
Enhedsfronten og arbejderklassen.
Arbejderklassen udgør flertallet i verden især i byerne, hvor de fleste mennesker også bor. Den er den/os, som får alle vigtige ting i samfundet til at fungere. Vi har set det under Covi-19 krisen. Arbejderklassen har alle farver, nationaliteter, kulturer og religioner.
Den amerikanske arbejderklasse er en del af kampen mod racisme.
Når er organiseret og mobiliseret til kamp, så kan der ske store ting, fordi den har magten – både til at sætte kapitalismen ud af kraft og erstatte det med et system, som sætter mennesker og natur over profit.
Der står vi ikke nu, men det er vigtigt at invitere den organiserede arbejderklassen med i den antiracistiske bevægelse idag. Det styrker kampen her og nu, og det åbner muligheden for at skabe grundlæggende og reelle forandringer.
De unge er på banen
En masse unge har i disse uger været til deres første demonstration i protest mod racismen i USA og herhjemme. Hvis vi skal komme styrket ud af denne globale protest, er det helt afgørende, at vi gør en bevidst indsats for at organisere en del af dem i IS og/eller i de antiracistiske netværk, vi er en del af.
Perspektiver for de kommende kampe.
Den tunesiske frugthandler, som satte ild til sig selv, blev gnisten der startede de arabiske revolutioner i 2011. De blev slået tilbage og sat på pause, bortset fra Syrien og Yemen, hvor borgerkrigen stadig hærger.
Men i 2019 sprang mange forskellige gnister og antændte et globalt oprør, som blev sat på pause af Covid-19 med undtagelse af HongKong og Libanon.
Georg Floyds død, blev gnisten som startede en global protestbevægelse mod racisme. Der er gode muligheder for at den kan genstarte alle de globale oprør fra 2011 og 2019 og udbrede dem. Tænker vi også den globale klimabevægelse med, har vi grund til optimisme. En anden verden er stadig mulig og nødvendig.
