Hjemmelavede bannere med udsagn som ”Ned med dekanvældet” og ”Vrede humanister” præger vægge, trappegelændere og gangbroer i den store hovedbygning. Plakater med en kreativ og i nogen grad dyster karikaturtegning af fakultetets dekan hænger på søjler og vægge for at gøre de studerende opmærksomme på aktionen ledet af humanioras studenterråd (HUMrådet).  

Blokaden begyndte den 28. oktober og runder nu sin anden uge. Som næstformand for HUMrådet og talsperson for blokaden, Anna Nørgaard Sørensen siger, er aktionen resultatet af en række frugtesløse forhandlinger med ledelsen om den nye 2023-målplan.

Hovedstridspunktet i planen er sammenlægning af sprogfagene, et område på humaniora, der allerede er hårdt ramt af de sidste års nedskæringer og besparelser på universiteterne. Fagsammenlægninger fremlægges ofte som ”omstruktureringer” eller endda ”styrkelser” af uddannelserne. Dette er spin og management-snak. I realiteten er det en forringelse af fagligheden og en svækkelse af forskningen.

Det er det kritikpunkt, som både HUMrådet og ansatte har fremført i løbende ”dialog” med dekanatet. ”Hvilken dialog?”, spørger Anna.

”Vi løber bare lige mod en væg, der ikke er andet end ét stort, fedt nej – på trods af, at man bliver ved med at sige “ … åh, man vil så gerne snakke, man vil så gerne i dialog”, men når det kommer til stykket, vil man alligevel ikke rigtig andet end at høre sig selv fortælle, hvorfor man angiveligt har ret, og man vil ikke rigtigt lytte til, hvad vi studerende har at sige”.

Høringer, høringssvar og såkaldte forhandlinger er en del af proceduren, men det har været en oplevelse af tomme ord og komediespil. Et universitetsdemokratis former, men ikke dets indhold. Kaffe og kage uden reel medbestemmelse.

”Dette er simpelthen resultatet af to måneders forsøg på at få lov til som studerende at være en del af og få indflydelse på vores studier og vores uddannelser,” siger Anna Nørgaard Sørensen.

Besættelse mod det autoritære styre

Blokaden begyndte på 1. salen af ledelsens meget pæne og officielt udseende kontorfløj på Islands Brygge.

”Da dekanen og alle hans undersåtter bare flyttede deres møder ned på gangen nedenunder, var det tid til også at besætte den gang,” siger T, der er blokadeaktivist i døgndrift.

Det er en regulær besættelse af alle lokalerne. De studerende er rykket ind med luftmadrasser og soveposer, og de har madordning, organisering af rengøring, banner-maling og aftenunderholdning. Idé-væggen – der er en af de meget kontorlandskabs-agtige glasvægge, som nu er plastret til med papirer – fremviser mange nye idéer til både aktioner og forbedringer af den interne organisering. Et andet sted finder man støtte-væggen, som holder styr på de mange fagforeninger, politiske grupper og fagråd, som støtter blokaden.

”Her er blevet hjemligt,” siger T.

T læser italiensk, som er et af de fag, der ligesom mange andre sprogfag står for skud med den nye målplan. Det kunne blive lagt sammen med andre endnu selvstændige europæiske sprogfag som fransk, spansk, portugisisk, engelsk og tysk i ét stort kulturfag. Det er en forfladigelse af sprogvidenskabernes områder, og det betyder færre ansatte, mindre forskning og dermed fyringer. Og det bunder i de løbende nedskæringer på uddannelserne, som den nuværende regering fortsætter i sin finanslov.

Mens T holder fast i, at blokaden konkret handler om problemerne med 2023-målplanen, peger hun på en generel tendens på universiteterne:

”Det hele bliver mere og mere styret oppefra. Højere og højere oppefra”.

Anna Nørgaard Sørensen medgiver også, at deres oplevelse med dekanatets praksis er en del af en større virkelighed.

”Jeg synes, det er tegn på, at det er blevet et mere autoritært og enevældigt styre på universiteterne. Det kunne man jo også se i universitetsloven, da den blev ændret for omkring 15 år siden – hvor man gik fra at vælge sin ledelse demokratisk og til, at en ledelse blev udnævnt og ansat af et lillebitte udvalg,” påpeger hun.

”Jeres ’68 er en gylden kalv”

Hvor man i studenteroprøret i 1968 kæmpede mod et ”professorvælde” og vandt studenterdemokratiet og en demokratisk valgt ledelse, er man nu oppe imod et ”dekanvælde”. Dekanen på humaniora Jesper Kallestrup er udpeget fra statens side – og de erhvervsinteresser, der er forbundet hermed.

Forbindelsen med ’68 er meget til stede hos de besættende. Anna Nørgaard Sørensen påpeger hykleriet i, hvordan KU’s ledelse har travlt med at mindes og rose ’68-oprøret i disse år – f.eks. til årsfesten i 2018, et arrangement, hvor dronningen er til stede, og universitetet fejrer sig selv med pomp og pragt, mens den ”lovpriste” oprørsånd reelt visner bort.

Alt dette blev mesterligt understreget til årsfesten d. 8/11, da en aktivist på vegne af HUMrådet erobrede talerstolen i en salut til Finn Ejnar Madsen, der som studerende gjorde det i ’68, og holdt en kamptale af dimensioner.

”Jeres ’68 er en gylden kalv. Vores ’68 er nu, i dag og hver dag,” hed det.

Startskuddet til et nyt studenteroprør?

’68-vindene blæser gennem KUA’s luftige gange. Besætterne er håbefulde og kampgejsten er høj. Anna Nørgaard Sørensen håber, at det kunne være begyndelsen til noget mere.

”Jeg håber, at det rykker mere end bare på humaniora. Jeg håber, at det kan starte nogle bølger i vandet og skabe nogle bevægelser rundt omkring.”

Ledelsens aggressive trusler om udsmidning af de protesterende så tidligt som på blokadens tredje dag har ikke skræmt aktivisterne, om det så er reelle trusler eller, som T påpeger, ”noget fis”. Det har nærmest haft den modsatte effekt.

”Vi bliver her fortsat. Vi vil ikke trues og terroriseres med den slags. Det vil vi ikke acceptere. Det er ikke grund nok til at pakke tingene sammen og tage hjem – tværtimod, der er kun kommet flere til, efter at man har truet. Vi er kun vokset,” siger Anna Nørgaard Sørensen.

En ny gruppe studerende har fået værdifuld kamperfaring. De sender et signal, der både er konkret, symbolsk og peger fremad.

”Det er længe siden, der sidst har været en rigtig besættelse i Danmark, tror jeg. Vi minder folk om, at det kan man altså godt,” siger T.

”At forhindre nogle mennesker i at gå på arbejde, som virkelig skal på arbejde: Det er en måde at skabe opmærksomhed på, som man ikke rigtig kan undgå, for det er ligesom dem højt oppe, som ikke gør deres job.”