Efterfølgende har verden oplevet to alvorlige ulykker med a-kraft. Tjernobyl i Ukraine i 1986, der udsendte en radioaktiv sky, der kunne måles fra det vestlige Rusland til det østlige USA. Og Fukushima i Japan i 2011. Alligevel arbejder atomlobbyen videre verden rundt. I Danmark stiller Liberal Alliance sig frem med krav om at indføre a-kraft, og det tyder på, at Venstre også er med på det.

Derfor er det en yderst velkommen og kompetent bog, der giver svar på et af de centralespørgsmål i tiden. M.V. Ramana er en indiskfødt fysikprofessor, der arbejder som underviser ogforsker på Princeton i USA og University of British Columbia i Canada. Han har arbejdet med ogværet modstander af a-kraft i en årrække.

Bogen er ikke mindst velkommen i lyset af, at der er folk i klimabevægelsen, der er blevet åbne overfor a-kraft i kraft af, at det ikke udsender CO2. Det udsender dog så meget andet, så det må anbefales at klimabevægelsens a-kraft tilhængere læser bogen, men også at modstanderne bruger den til at styrke argumenterne. I og med at det er en ganske ny bog, kan den ikke afvises med, at det er argumenter hentet i 1970’erne eller 1980’erne.

Løgnen om sikkerhed

Det første Ramana beskæftiger sig med er sikkerheden ved a-kraft, eller rettere manglen på sikkerhed. Alle generationer af tilhængere har hævdet, at nu er deres foretrukne energiform 100% sikker. Men det er det samme som at hævde, at der ikke findes ubekendte og uforudsete hændelser, hverken indre eller udefrakommende. Det er at tale mod bedre vidende. Som Ramana skriver, er a-kraft, både i konstruktion og funktion, en meget kompleks ting. Jo mere kompleks, jo større chancer for direkte fejl og uforudsete hændelser. Så kan man ganske vist udbygge med store sikkerhedsforanstaltninger, men problemet er, at selv om man kan lukke nogle huller, så øger man bare kompleksiteten.

Men det er ikke kun sandsynligheden for fejl og ulykker Ramana skriver om, men også helt konkrete “utilsigtede hændelser”, som det hedder i den verden. Og så er der alt det uforudsete. En af de værste ulykker nogensinde er den i Fukushima, hvor ingen havde forudset, at værket skulle blive ramt af både et jordskælv og en tsunami.

Held i uheld

Og så var der endda et held midt i uheldet. De voldsomme udefrakommende hændelser satte både strømanlæg og nødstrøm ud af spillet, hvilket betød, at nedkølingen af brændselsstavene stoppede. Men tsunamien var så kraftig, at den også nedbrød en sikkerhedsvold. Herved blev reaktoren oversvømmet og holdt nedkølet. Selv om havet omkring Fukushima blev radioaktivt forurenet, blev katastrofen noget mindre end den kunne være blevet.

Efter ulykken påviste en rapport, at såvel myndigheder som ejere var fuldstændiguforberedte på det, der skete. Og måske lige så vigtigt, peger rapporten på, at en stor del afproblemet lå i troen på den 100% sikre a-kraft.Tilhængerne vil så hævde, at det med fremtidige ulykker er ren spekulation, Men ud over attro på det modsatte også er spekulation, så taler statistik og sandsynlighed for, at de tager fejl.

Men det er ikke kun sandsynligheden for fejl og ulykker Ramana skriver om, men også helt konkrete “utilsigtede hændelser”…

Citat: Freddie Nielsen

Det er ikke spekulation, at a-kraft efterlader verden med et enormt problem med radioaktivt affald. Det mindst radioaktive skal ganske vist “kun” bruge 100 år på at nedbrydes, men det højradioaktive kræver tusinder af år, og det værste millioner.70 års snak og tankemodeller har stadig ikke ført til løsninger. Asse depotet i Tyskland blev ganske vist taget i brug, men man undlod at lytte til kritikernes advarsler. Og da der blevkonstateret saltvand i depotet, måtte skidtet hentes op igen for en enorm udgift.Det er korrekt, at a-kraft ikke udleder CO2, men det må ikke forveksles med, at det er envedvarende energikilde.

Meget dyr energi

Et andet problem er prisen pr. kilowatt. Da udgravningen til USA’s første værk begyndte i 1954, udtalte formanden for USA’s Atomenergikommission, at vores børn i fremtiden kunne forvente at have energi, der er for billig til at måle. Intet kunne være længere fra sandheden.

I USA klager atomkraftselskaber over, at de ikke kan klare sig i konkurrencen med vedvarendeenergi. Og i Storbritannien har regeringen indgået en 35-årig aftale med EDF (Energié de France) om at de må tage ca. dobbelt pris for strømmen, for at få dem til at bygge et nyt værk.

Det skyldes, at mens prisen for at bygge sol- og vindenergi er raslet ned, så er det ekstremtdyrt at bygge a-kraft, og intet tyder på, at det vil ændre sig. Et glædeligt resultat er, at mens a-kraft stod for 16,9 % af global elproduktion i 1997, mod 1,2 % til vedvarende energi, var det i 2022 vendt til 9,2 % mod 14,4 % til fordel for sol og vind.Som Ramana skriver: “På det helt grundlæggende niveau, er grunden til den høje pris, at a-kraft blot er en meget omstændelig metode til at omdanne vand til damp”.

Men det nok største problem ved snakken om a-kraft og klimaet er, at det alene tjener tilat udskyde den nødvendige indsats mod klimaforandringerne

Citat: Freddie Nielsen

Hvad værre er, holder påstande om, at det er nødvendigt for at klare klimakrisen, ikke. Problemet er, at det er alt for sent at bygge a-kraft. 15 til 20 år er almindeligt for planlægning og konstruktion, og kun i meget få tilfælde holder budget og tidsplan. En undersøgelse af 170 nybyggede reaktorer fandt, at kun 5 havde holdt den aftalte pris og tid. Af de øvrige var tidsplanen overskredet med 64 % og budgettet med 117 % i gennemsnit.

Men det nok største problem ved snakken om a-kraft og klimaet er, at det alene tjener tilat udskyde den nødvendige indsats mod klimaforandringerne, helt ligesom alle de andreforhåbninger til, at der findes teknologiske fix på rette tid engang i fremtiden. Og så tjener det til at kunne lade som om vækst og forbrug kan fortsætte uhindret.Som energianalytiker Mycle Schneider udtaler: “Hver eneste euro investeret i nyea-kraftværker forværrer klimakrisen, fordi nu kan de penge ikke bruges til at investere i effektivklimabeskyttelse.” 

Magthaverne ønsker bomber

På trods af dette, så arbejder magthaverne mange steder fortsat for a-kraft. Hvorfor? Jo, for uden a-kraft, eller i hvert fald uden reaktorer, kan der ikke oparbejdes de rette plutonium- og uran-isotoper, der skal bruges til atomvåben – det er hemmeligheden bag magthavernes store ønske om a-kraft, ikke at kloden skal overleve.

Ramana går også ind i de forskellige typer af såkaldte Generation IV reaktorer, nogle nye

udviklinger som mange tilhængere peger på. Men generelt påviser Ramana, at de ikke er sikre, at det ikke bygger på nye idéer, og ikke mindst, at de ikke eksisterer andet end på tegnebrættet eller som forsøgsmodeller.

Det er en vigtig bog for socialister og kapitalismekritiske klimaaktivister. Læs den. Den kankøbes på Saxo for 170 kr. Men gå hellere på biblioteket og forlang, at de anskaffer den.

Lige nu findes den kun på ét dansk bibliotek, og det kan kun betegnes som skandaløst, hvis ikke ligefrem et demokratisk problem, nu hvor a-kraft er kommet på dagsorden igen.

M.V. Ramana : Nuclear is not the solution. – London, Verso, 2025. (1. udg. 2024)

Læs også Socialistiske Arbejderavis´s serie om atom kraft. I 7 dele.