Til trods for den moderne myte om “marxistisk anti-semitisme” samt idéen om, at jøder altid overvejende har været zionister, dvs. stræbt efter en teokratisk jødisk etno-stat, demonstrerer bogen det modsatte: Langt op gennem historien var det at være jødisk for store dele af den jødiske arbejderklasse, som bogen understreger flere gange, nærmest synonymt med at være socialist, revolutionær.

Forklaringen skal findes i en række historiske, materielle og kulturelle forhold.Indtil slutningen af 1800-tallet levede langt størstedelen af verdens jøder i Østeuropa, koncentreret i områder, som i dag strækker sig fra Litauen over Hviderusland, det østlige Polen, Ukraine og det vestlige Rusland til Moldova og det nordlige Rumænien, ofte i isolerede bysamfund eller “Shtetls”. Da industrialiseringen ramte Østeuropa, var disse nogle af de første områder, som overgik til den moderne kapitalistiske produktionsmåde, hvorved disse jøder, naturligvis sammen med deres ikke-jødiske landsmænd, blev første led i den nye arbejderklasse i Østeuropa.

En tradition for radikal modstand 

Kombinationen af at være marginaliserede som jøder og udbyttede som arbejdere, skabte ifølge Gluckstein og Stone grobund for en særlig “radikal jødisk tradition”, der bl.a. var så radikal, at flere blandt de jødiske kapitalister og chefer faktisk foretrak ikke-jødiske arbejdere frem for jødiske. Grundet deres ofte radikale politiske synspunkter og høje grad af organisering, var jøder ofte mål for zaren og andre reaktionære kræfter, som intensiverede med pogromer hen mod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

at være marginaliserede som jøder og udbyttede som arbejdere, skabte …. grobund for en særlig “radikal jødisk tradition”

Citat: Julian Weiss Flensburg

I takt med de stigende pogromer måtte mange jøder migrere ud af zar-Rusland og endte ofte med at slå sig ned i arbejderkvarterer i f.eks. USA og Storbritannien blandt andre migrantarbejdere. Også hér spillede den jødiske arbejderklasse og den radikale jødiske tradition en afgørende rolle, ofte sammen med andre arbejdere, som bogen viser med flere historiske eksempler.

Arbejderkamp

Et eksempel er i New York i 1909-1910, hvor en større andel af tøjindustrien blev ramt af strejkebølger, hvor det oftest var kvindelige arbejdere af østeuropæisk-jødisk og italiensk oprindelse, som udgjorde hovedparten af de strejkende arbejdere, og som i 1913 fik opfyldt næsten alle deres krav inklusiv formel anerkendelse af fagforeninger. Dog er det mest kendte eksempel det legendariske slag ved Cable Street i 1936, hvor den fascistiske bevægelse i Storbritannien blev sønderknust af en bred koalition af jødiske og andre arbejdere, særligt af irsk oprindelse, da den forsøgte at marchere gennem det jødiske kvarter i East London. Den jødiske arbejderklasse var dybt integreret i arbejderklassen som sådan, men havde sit eget særpræg.

Som Gluckstein og Stone viser, gjaldt dette også i høj grad for de jøder, som blev tilbage i Østeuropa. Under den russiske revolution udgjorde jødiske revolutionære socialister en betydelig del af den russiske revolution, med bl.a. Trotskij, Kamenev og Zinovjev i ledende positioner, hvor jøder i zar-Rusland i vid udstrækning havde været ekskluderet fra indflydelse. Selv under holocaust var der en forholdsvis stor andel af polske arbejdere, som risikerede livet for deres jødiske landsmænd, samt store jødiske modstandsgrupper i bl.a. Vilnius og Warszawa, der ydede nazisterne og deres allierede modstand. Med dette vil forfatterne vise, at den radikale jødiske tradition også på dette tidspunkt stadig var i live i Østeuropa, selv under forfærdelige omstændigheder.

Zionismen 

Zionismen var kun en meget lille bevægelse blandt jøder samlet set i tiden før Anden Verdenskrig – ofte til stor ærgrelse for ledere som Ben-Gurion, der selv i 1930’erne måtte erkende, at størstedelen af verdens jøder foretrak radikale socialistiske/kommunistiske bevægelser i diasporaen frem for zionist-bevægelsen i Palæstina. Selv i Palæstina på dette tidspunkt var der faktisk jødiske arbejdere, som stod i solidaritet med arabiske arbejdere (muslimer og kristne), til stor irritation for de zionistiske ledere. Dette skulle dog ikke forblive tilfældet.

Holocaust var en gigantisk tragedie, der efterfølgende også betød, at den radikale jødiske tradition praktisk talt uddøde. I takt med, at jødiske flygtninge oplevede, hvordan verdens lande lukkede deres grænser for dem, blev Palæstina i stadig højere grad det eneste alternativ, som var tilbage. Derudover oplevede mange jøder i stigende grad undertrykkelse i Stalins nye Sovjetunion, hvorfor Palæstina og den nyoprettede israelske stat virkede tiltalende på mange.

Kampen om historien 

Som bogen konkluderer, er dette en historisk arv, som stadigvæk den dag i kæmpes om, når Israel og dets allierede klandrer venstrefløjen for at være antisemitisk, når den kritiserer Israel. Forfatterne runder bogen af med en fortælling om, hvordan en af veteranerne fra Warszawa-Ghettoen, Marek Edelman, under Den Anden Intifada i 2000 dedikerede mindet om Warszawa-ghettoen til den palæstinensiske modstandsbevægelse, til stor gene for Israel.

(Israels folkemord viser)….behovet for et alternativ til den reaktionære nationalisme, som zionismen er, og den historiefortælling, den søger at få jødisk identitet til at passe ind i

Citat: Julian Weiss Flensburg

På samme måde som E.P. Thompsons The Making of The English Working Class i sin tid søgte at redde et glemt kapitel af arbejderklassens historie, er Donny Glucksteins og Janey Stones The Radical Jewish Tradition et vigtigt bidrag til den med et unikt jødiske særpræg. Et bidrag, som kun er blevet mere aktualiseret oven på zionismens stadig mere desperate forsøg på at tage patent på den jødiske historie og verdens jøder, efter at staten Israel intensiverede sit folkemord på det palæstinensiske folk fra oktober 2023. Dette om noget viser behovet for et alternativ til den reaktionære nationalisme, som zionismen er, og den historiefortælling, den søger at få jødisk identitet til at passe ind i.