Længe har de fleste borgerlige politikere været meget lunkne – hvis ikke direkte afvisende overfor klimaspørgsmålet. Men det kan de imidlertid ikke længere tillade sig at være i samme udstrækning som hidtil, da vælgerne pga. frygten for klimaforandringerne presser dem stadigt mere.

Et klart udtryk for dette pres var statsminister Lars Løkke Rasmussens åbningstale i Folketinget den 2. oktober:

Han talte om “ … en af de største udfordringer i verden lige nu: Klimaet. Den globale opvarmning. – Menneskers påvirkning af klodens klima nærmer sig et kritisk punkt. De scenarier, vi længe har talt om, bliver nu gradvist til virkelighed. Vores udledning af klimagasser risikerer at sætte gang i en kædereaktion. Som vi ikke kan styre. Og som vil ændre livsbetingelserne for vores børnebørn og deres børn. – Det går ikke”, sagde statsministeren i åbningstalen.

Herved knytter han tydeligvis an til FN’s klimapanel IPCC’s rapporter – og lægger således klar afstand til præsidenten i “Trumpistan”, som overhovedet ikke vil høre tale om CO2-udledning som noget som helst problem.

En sådan forståelse har hidtil kun i begrænset grad præget regeringens politik. Partiet Venstre er præget af nyliberale ideer om at mindske begrænsninger og afgifter for at forurene for at ”aflaste erhvervslivet” samt at skære ned på statslig støtte til fremme af vedvarende energi.

Det anses for overvejende at være markedets opgave at udvikle noget sådant – men da de disse endnu ikke har været kommercielt rentable uden statslig støtte, har det betydet, at den Venstre-ledede regering hidtil har bremset den grønne omstilling.

De systembevarende partiers begrænsninger ift. klima-spørgsmålet

Ethvert system-bevarende borgerligt parti er naturligvis bundet af, hvad det kan komme igennem med indenfor en eventuel regering, indenfor parlamentet og i forhold til erhvervslivet – og det har bremset enhver ambitiøs dagsorden på klimaområdet.

Socialdemokratiet gik under Helle Thorning-Schmidt klart til højre, cuttede de fleste gamle bånd til fagbevægelsens top, og førte under finansminister Bjarne Corydon en politik, der var fuldstændigt renlivet borgerlig. I forhold til Venstre vil partiet dog godt i et noget større omfang bruge statslige penge på grøn omstilling, som det vurderer kunne gå hen og blive en forretning for erhvervslivet (for eksempel store havvindmølleparker).

Partiet vil nok i et vist omfang foretage et skifte i miljø- og klima-politikken – men ønsker ikke på nogen måde at gå ud over, hvad den mest grønne del af kapitalen er med på.

Partiet Alternativet er født ud af et ægte engagement for klimaet og en virkelig grøn omstilling. På dette punkt er partiet stærkt præget af idealister, der ikke blot er levebrøds-politikere, der kun flyder med strømmen for at “holde sig på taburetterne”.

Alternativet er et borgerligt, socialliberalt centrum-venstre parti, fordi det ikke kan forestille sig noget virkeligt opgør med det kapitalistiske samfund – kun miljø-reformer ad parlamentarisk vej. Da det imidlertid ønsker langt mere omfattende reformer, end kapitalen samt en stor del af vælgerne er klar til p.t., bliver det af mange traditionelt tænkende betragtet som et outsiderparti af miljøflippere.

Spørgsmålet er, hvordan kan man sikre 0-vækst, grøn omstilling osv. uden et opgør med kapitalismens vækst-motor. De bedste dele af Alternativet ser en modsætning imellem elementer af kapitalismen, (særligt forbrugerisme) og naturen, men ikke de andre modsætninger, som kapitalen skaber, og dermed misser de vigtige alliancer til fx arbejderbevægelsen og en overordnet anti-kapitalistisk kritik.

En helt umulig vej til en radikal skærpelse af den grønne omstilling

Enhedslisten er et socialistisk parti, men forfølger en reformistisk vej til samfundsforandringer: De stiller en række gode forslag til, hvordan man kunne skabe et mere grønt og bæredygtigt Danmark, og de ønsker et helt andet samfund, også på klima- og miljøspørgsmålet, men partiets ideer hertil begrænses helt afgørende af, at det udelukkende arbejder med et parlamentarisk perspektiv.

Hovedparten af medlemmerne er passive, og bliver kun “mobiliseret” til valgkampagner – ikke til udenomsparlamentariske massemobiliseringer, da Enhedslisten ikke ønsker at tage ansvar for at bygge en klimabevægelse op.

Derfor bliver Enhedslistens politik begrænset af, hvad der her-og-nu er parlamentarisk muligt – og ikke styret af, hvad der overordnet er ønskeligt, samt af, hvad arbejderbefolkningen rent faktisk vil kunne mobiliseres til.

Partiets seneste principprogram er udtryk for, at partiet er rykket væk fra en mere samlet kapitalismekritik, der forstår kapitalismen som et system fuld af modsætninger. Og forståelsen af, at det er arbejderklassen, der skaber denne verden dog uden at have den økonomiske og politiske magt til at bestemme hvad og hvordan, der produceres, er fraværende.

Så i stedet for at partiet formulerer en strategi for hvordan, at det brede befolkningsflertal af arbejdere opnår en sådan magt, forfalder det til reformistiske svar, der reducerer arbejderklassen til vælgere.

Derfor har Enhedslisten blot idealistiske ønsker om en grøn omstilling – men det har slet ikke viljen til den mobilisering af arbejderklassen på klimaspørgsmålet, som kan bevirke en afgørende ændring også på dette punkt i forhold til kapitalen. Og sidstnævnte vil naturligvis kun meget nødigt slippe dens lukrative forretninger, uanset hvor klima- og miljøskadelige de er.