Chile stemmer nyliberalismen i graven 

Trods corona-pandemien, højrefløjens skræmmekampagne og fake news stemte et massivt flertal af chilenerne for en ny forfatning søndag den 25. oktober. Med næsten 80% flertal siger Chile adios til 40 års nyliberalisme.

 Den nuværende forfatning er skrevet i 1980 under Pinochets brutale militærdiktatur og afspejler et økonomisk eksperiment udtænkt af Chicago-økonomer som f.eks. Milton Friedman. Dette eksperiment har skabt et af verdens mest ulige samfund, hvor en lille elite nyder tilværelsen, imens det store flertal knokler for 20-25 kroner i timen for at få mad på bordet, betale husleje, sundhedsydelser, studiegæld osv. 

Det sociale oprør 2019

De seneste 10 år har chilenerne protesteret for forandring. Det var de studerende, der i 2011 antændte gnisten, og siden da har store dele af arbejderklassen deltaget i protester, strejker, besættelser, vejblokader osv. hvert eneste år. I oktober 2019 kulminerede det i det sociale oprør (la revuelta popular), hvor op mod 3 millioner demonstrerede den 25. oktober i hele Chile, metrostationer blev brændt af i hovedstaden Santiago og supermarkeder blev plyndret i mange større byer. Højrefløjs-præsidenten Sebastian Piñera satte politi og militær ind i et forsøg på at kontrollere oprøret, hvilket resulterede i 36 døde, flere tusinde anholdte og sårede og over 400 personer registrerede øjenskader forårsaget af militærets gummikugler og/eller tåregas-patroner.

Læs om de foregående års sociale kampe her:

http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=34652

http://socialister.dk/efter-30-aars-desillusion-er-der-spirende-haab-om-forandring-i-chile/

Folkefest i gaden

Da valgresultatet søndag aften begyndte at tegne et billede af en overvældende sejr til fordel for en ny forfatning, strømmede folk ud på gader og pladser i hele landet. I Santiago samledes man på Værdighedspladsen (Plaza de la Dignidad (officielt Plaza Italia), som under oktober-oprøret blev omdøbt af demonstranterne) for at fejre resultatet. Endnu en gang var politiet mødt frem med tåregas og vandkanoner, men efter kort tid måtte de trække sig for det massive fremmøde af glade chilenere. Pladsen tilhører folket! 

 

Valgresultatet afspejler klassekampen 

Mange blev overraskede over valgets tydelige resultat, da flere havde spået lav deltagelse og tæt løb mellem for og imod (til en ny forfatning). Især var det overraskende at stemmeprocenten (50,81%) var den højeste siden afskaffelsen af obligatorisk valgdeltagelse i 2012. Ved kommunalvalget i 2016 var det kun 35% der stemte. Der peges på, at det især er blandt de unge at valgdeltagelsen er steget, hvilket er et positivt tegn for den kommende demokratiske udvikling i Chile. Derudover havde corona-pandemien ikke den negative indvirkning på valgdeltagelsen, som eksperter havde talt om. Deltagelsen blandt ældre ville måske have været højere uden pandemien. 

Hvem stemte imod en ny forfatning? Valgresultatet viser med tydelighed, hvordan overklasse-kommunerne Vitacura, Lo Barnechea og Las Condes i hovedstadsområdet var stort set de eneste, som oplevede lav opbakning til en ny forfatning. Her stemte flertallet (omkring 61%) nej til en ny forfatning. Kigger vi på resultatet fra hele landet, afspejler forholdet 80/20 meget godt uligheden mellem de sociale klasser; 80% af befolkningen tjener 6000 kr (eller mindre) om måneden, mens det er et mindretal, som har indtægter, man kan leve værdigt af. Selvom der ikke findes detaljerede data, der krydser indtægt med valg præferencer, viser eksemplet med de rigeste kommuner, at det formentlig hovedsageligt er arbejderklassen, som har stemt for en ny forfatning, mens overklassen og eliten stemte imod. Folkeafstemningen afspejler på den måde klassekampen i Chile; arbejderklassen har interesse i forandring, mens overklassen og kapitalisterne ønsker at bevare sine privilegier. 

Udfordringer for forfatningsprocessen og venstrefløjen 

Selvom glæden er stor blandt de fleste chilenere, er der også bekymring for, hvordan den kommende forfatningsproces kommer til at forløbe. I en bred politisk aftale fra november sidste år, blev regeringen og et flertal af oppositionen enige om en række betingelser for processen. Højrefløjen ville f.eks. ikke give sig i forhold til en afstemnings-mekanisme, der kræver to tredjedeles flertal for at vedtage de vigtigste dele af en ny forfatning. Denne mekanisme er allerede gældende i Chiles parlament og har ofte betydet, at progressive ideer og lovforslag blokeres af et konservativt mindretal (⅓). Store dele af den nye venstrefløj i Chile har derfor kritiseret denne del af aftalen, fordi det kan betyde at højrefløjen – hvis den opnår en tredjedel af de pladserne i den konvention, som skal skrive den nye forfatning – vil blokere alle forslag, der udfordrer de nyliberalistiske principper om en lille stat, minimal regulering af store virksomheder og al magt til “det frie marked”. Et positivt tegn er dog, at 4 ud 5 vælgere stemte for en ny forfatning; det skaber håb for, at en eventuel centrum-venstrefløjs alliance kan opnå mere en 2/3 i konventionen, og på den måde gennemføre reelle forfatningsændringer, der peger i retningen af et mere demokratisk og lige samfund. I den forbindelse bliver det interessant at se, om den nye venstrefløjs koalition Frente Amplio (Bred Front) formår at samle og samarbejde med Kommunistpartiet og midterpartierne. Der er generelt meget lav tillid til de politiske partier, så det bliver afgørende at opstille folkelige kandidater med rødder i de sociale bevægelser. 

Netop de sociale bevægelsers deltagelse er en anden udfordring for forfatningsprocessen. Det er nemlig endnu uvist, hvordan sociale bevægelser og civilsamfundsorganisationer kan få indflydelse på udarbejdelsen af den nye forfatning. Under Oktober-oprøret sidste år opstod der lokale komiteer overalt i Chile, hvor man diskuterede indholdet af en ny forfatning og dermed et Nyt Chile. Opgaven bliver at inddrage disse selvorganiserede komiteer og forbinde dem til de venstrefløjspartier, der kæmper for revolutionær forandring. Hvis ikke det sker, er der risiko for, at store dele af den organiserede bevægelse eksluderes og dermed ikke får indflydelse på den nye forfatning. 

Samtidig er det også vigtig at være bevidst om, at en ny forfatning ikke vil løse alle Chiles problemer. Det er et vigtigt og historisk skridt i retningen af et andet og bedre samfund, men kampen er først lige begyndt!