Billedtekst: Fra Fridays For Future’s studenterstrejke i Brno, Tjekkiet, 2019. Foto: Wikimedia Commons
I år er det ti år siden, Parisaftalen vedtog målet om at begrænse den globale temperaturstigning til 2.0 og helst 1.5 grader.
I de ti år er den imperialistiske magtkamp taget til i intensitet, højrefløjen er stormet frem overalt i verden, og de internationale normer er smuldret endegyldigt. Verden er et andet sted, men klimakrisen holder ikke pause. Tværtimod ser det værre ud end nogensinde, på trods af håbefulde teknologiske fremskridt i fx solenergi.
Målet om 1.5 grader er så godt som dødt, og 2.0 målet ser mere og mere tvivlsomt ud. Konsekvenserne af klimakrisen ‒ tørke, hungersnød, oversvømmelser ‒ ses allerede verden over. Alarmerende undersøgelser viser større risiko for at AMOC-havstrømmen, som er en del af Golfstrømmen, vil kollapse, hvilket vil betyde pludselige og uoprettelige temperaturændringer, også i Europa.
Lulas adminstration er ubestridt en forbedring i forhold til sin forgænger, men det er vigtigt ikke at romantisere dens politik
Citat: Asbjørn Valhøj
Mange nærer håb til årets topmøde, både fordi det foregår i et land som står i frontlinjen når til kommer til klimakrisen, og fordi Brasilien har en progressiv regering under Lula da Silva, som ønsker at signalere støtte til oprindelige folks rettigheder og lægge afstand til den væltede præsident Bolsonaros katastrofale skovrydningspolitik.
Lulas adminstration er ubestridt en forbedring i forhold til sin forgænger, men det er vigtigt ikke at romantisere dens politik. Regeringen har trods sin grønne retorik åbnet for adskillige fossile projekter i fredede områder og har netop op til klimatopmødet givet grønt lys til at anlægge en ny vej med tilhørende skovfældning og tab af biodiversitet. Også Lulas regering repræsenterer først og fremmest kapitalisternes interesser.
Det viser tydeligt, hvorfor man ikke kan sætte sin lid til, at nødvendig klimahandling kommer ovenfra ‒ uanset om det er fra progressive regeringer eller internationale institutioner som FN. Det vi har brug for, er en bred mobilisering af arbejdere på tværs af grænser, som gennem demonstrationer, kampagner og strejker kan lægge reelt pres på magthaverne.
En sådan inspirerende mobilisering har udfoldet sig de sidste uger i både Frankrig, Italien og Grækenland. Vi har valgt at oversætte 2 grundige analyser af bevægelserne i Frankrig og Italien, der begge blev bragt i det irske medie REBEL.
- Den første er skrevet af Catherine Curran Vigier. Den beskriver Bloquons Tout bevægelsen i Frankrig mod regeringens nyliberale politik, og hvilke forskelle der er til Gule Veste bevægelsen.
- Den anden er skrevet af Lucia Pradella og beskriver de enorme arbejderstrejker og mobiliseringer der har fundet sted i Italien for Palæstina, og hvordan de har udviklet sig.
https://globaltfokus.dk/images/COP/Civilsamfundets%20anbefalinger%20SB62-COP30_juni%202025.pdf
https://www.context.news/net-zero/brazil-oil-auction-angers-activists-after-lulas-cop28-vow
https://www.bbc.com/news/articles/c9vy191rgn1o
