Billede tekst: Amar El Chiekh Khalil taler på Grundlovsdag i 2024 på Skamlingebanken. Foto: EKfoto.dk
Dette debat indlæg blev først publiceret i Politiken d. 26.02.25. Det er her gengivet med forfatterens tilladelse.
Jeg er undertrykt. Ikke af min familie. Ikke af min kultur. Ikke af min religion. Nej, jeg er undertrykt af den danske stat og af såkaldte kvinderettighedskæmpere, der påstår at kæmpe for min frihed.
Kommissionen for den glemte kvindekamp fremlagde for nylig sine 13 anbefalinger for at ’befri’ kvinder som mig. Befri kvinder som mig fra selvvalgt påklædning, hvor vi må bede, og hvem vi må giftes med. Selv om det burde være en kommission for alle kvinder, er deres anbefalinger i virkeligheden blot et forsøg på at definere den muslimske kvinde, og for mig føles det som en undertrykkelse af de værdier, jeg står for.
Kommissionen vil bestemme over mig
Kommissionen taler om at bekæmpe tvang, social kontrol og kvindeundertrykkelse, men i virkeligheden er det dem, der vil bestemme over mig. De ønsker at presse mig ind i deres snævre forståelse af, hvad en frigjort kvinde er. Danmark passer lige ind i den verdensorden, hvor den letpåklædte kvinde objektiviseres, men anses som værende en frigjort kvinde, og kvinden, der tildækker sig, er undertrykt. Hvis jeg vælger at bære hijab, må det være, fordi jeg er hjernevasket. Hvis jeg vælger at prioritere familien, må det være, fordi jeg er tvunget til det. Hvis jeg vælger en anden vej end den, de har defineret, må det være, fordi jeg ikke forstår mit eget bedste.
Selv om det burde være en kommission for alle kvinder, er deres anbefalinger i virkeligheden blot et forsøg på at definere den muslimske kvinde
Citat: Amar El Chiekh Khalil
De kalder det frihed, men de vil tage min. De vil fjerne mit valg om at bære det tøj, jeg ønsker. De vil diktere, hvordan jeg skal leve mit liv, hvem jeg må omgås, og hvad jeg må tro på. Hvad er det, hvis ikke det er undertrykkelse? Det kan godt være, det ikke virker så ekstremt, men det er en fortsat negativ udvikling. En udvikling, der gør, at jeg ofte frygter for ikke at få lov til at bære min hijab mere.
Hvorfor skal en hel religiøs minoritet stigmatiseres?
“Regeringen bør tage initiativ til at udvide anvendelsesområdet for tildækningsforbuddet, så loven også gælder ungdomsuddannelser og videregående uddannelser”, skriver kommissionen. Der er allerede et forbud i det offentlige rum, hvor danske muslimske kvinder, som ønsker at bærer niqab, ikke længere må.
Utroligt er det, at vi i dagens Danmark stadig debatterer om, hvad en kvinde må og ikke må have på. Det er utroligt, at en kommission for den såkaldte glemte kvindekamp skal tvinge klæder af en kvinde og undertrykke hende på sådan en grusom måde. Social kontrol, tvang og vold er reelle problemer, der skal tages alvorligt, men disse problematikker er kulturelle og ikke religiøse. Hvorfor skal en hel religiøs minoritet stigmatiseres og bøde med deres religionsfrihed?
Utroligt er det, at vi i dagens Danmark stadig debatterer om, hvad en kvinde må og ikke må have på
Citat: Amar El Chiekh Khalil
Jeg må tænke mig om ti gange, før jeg tager en abaya på offentligt. Ikke fordi min familie eller min tro tvinger mig til at frygte noget, men fordi jeg ved, at modstanden vil komme fra samfundet omkring mig. Den offentlige diskurs er et klart signal om, at vi som minoritetskvinder aldrig får den samme frihed til at være os selv, som etniske danske kvinder får. Hvorfor skal jeg frygte blikke, bemærkninger og diskrimination, blot fordi jeg vælger en beklædning, der ikke passer ind i flertallets normer?
Er det ikke undertrykkelse, når jeg ikke frit og bekymringsfrit kan være den, jeg vil være, beklædt i det, jeg ønsker?
“(…) kvinder med minoritetsetnisk baggrund, der bryder ud af voldelige forhold, skal kunne modtage den nødvendige hjælp og føle sig trygge i mødet med offentlige myndigheder”, skriver kommissionen. Hvad med etnisk danske kvinder i voldelige forhold? Er det kommissionen for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, eller alle kvinder i Danmark? Hvorfor er alle disse anbefalinger et angreb på mig? 24.000 kvinder udsættes årligt for partnervold i Danmark. 29 procent af alle kvinder har siden 15-års alderen været udsat for enten fysisk, seksuel eller psykisk partnervold mindst én gang. Hvor er kampen for deres rettigheder?
“Jeg vil bede mine bønner uanset hvad”
Kommissionen opfordrer til at “indføre et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse”. Den anbefaler at undervise i frihedsrettigheder på ungdomsuddannelser, men samtidig ønsker den at fjerne vores frihed til at praktisere vores religion. Jeg vil bede mine bønner uanset hvad, men at gøre det i skjul og frygte, at nogen ser mig, eller gøre det i lokaler, hvor der skal være undervisning, er en undertrykkelse og berøvelse af min religionsfrihed. Det er allerede en realitet nu, for Syddansk Universitet har netop midlertidigt lukket fordybelsesrummet.
Disse fordybelsesrum har ellers været en af de få indsatser, der har fået mig til at føle mig inkluderet. At jeg blev respekteret og mine behov mødt på lige fod med mine medborgere.
Kære Hans (Andersen), her er en kvinde, som du med din holdning fratager det såkaldt ’frie valg’. Du kæmper ikke for mig. Du kæmper imod mig
Citat: Amar El Chiekh Khalil
Politikerne har taget fat om lige netop denne anbefaling og mener, at der i fordybelsesrummet udøves social kontrol. To tredjedele af regeringen ser fornuft i at forbyde bederum på offentlige uddannelser.
Når kommissionsmedlemmet Özlem Cekic, der som det ene af to medlemmer er imod anbefalingen om at sløjfe bederummene, kalder ideen for »ekstrem detailstyring«, er det et mildt ordvalg. Og det gør det ikke bedre, at Venstres udlændingeordfører, Hans Andersen, kommenterer Cekics udtalelse med, at “hun skal være mere bekymret for, at vi helt åbenlyst stadig har bekymring for negativ social kontrol. Det er kvindernes frie valg, vi skal kæmpe for”. Kære Hans, her er en kvinde, som du med din holdning fratager det såkaldt ’frie valg’. Du kæmper ikke for mig. Du kæmper imod mig.
Man taler om at hjælpe minoritetskvinder, men hjælpen kommer sjældent i form af reel støtte. I stedet mødes vi med kontrol, mistænkeliggørelse og regulering baseret på primært kommissionens holdninger uden fremvisning af evidens. Alligevel ønsker de at ændre loven. Hvis en etnisk dansk kvinde vælger at gå hjemme med sine børn, er hun en selvstændig kvinde, der tager et aktivt valg. Hvis jeg gør det samme, er jeg et offer for patriarkalsk undertrykkelse. Hvor er ligestillingen i det?
Kampen for kvinders rettigheder bør handle om reelle valg, ikke om at presse os ind i en ny form for tvang. Jeg kræver min frihed tilbage. Ikke fra min familie. Ikke fra min kultur. Men fra en stat og en feministisk bevægelse, der har glemt, hvad frihed egentlig betyder.
