Efter G20 topmødet i Osaka i Japan sidst i juni beklagede Politiken i sin leder, at ”G20 er….blevet et forum, hvor misliebige (fordægtige) magthavere kan få anerkendelse og indflydelse i kraft af deres magt ved at positionere sig blandt demokratisk valgte ledere. Det er international ansvarlighed ikke tjent med”. Men det er kun en overfladisk betragtning:

Hvor kvalmende det end var at se, hvordan der blev givet hånd til despoter (Xi fra Kina) og mordere (Mohammad bin Salman fra Saudi Arabien), er de vigtigste pointer fra Osaka, at den nyliberale, globale orden fortsat er i dyb krise – først og fremmest økonomisk, men også politisk.

Det er det, der gør, at topmødet ikke kunne blive enige om at gøre noget ved de presserende problemer og konflikter, som verden står overfor i dag. Hverken handelskrisen mellem Kina og USA, klimakrisen og konflikten med Iran måtte nævnes, dette kunne Kina ikke tillade. Ifølge financial Times modtog Japans leder Shinzō Abe handelsfordele af USA for ikke at nævne den globale opvarmning i slutdokumentet.

Krisen i den nyliberale verdensorden fortsatte i juli med Trumps genvalgskampagne, hvor han fyrede racistiske angreb af mod fire afro-amerikanske, demokratiske senatorer. I Storbritannien er højrefløjens sejr ved de konservatives valg af Brexit-hardlineren og racisten Boris Johnson som premierminister en del af samme billede. Men også det mere oversete valg af den nyliberale Ursula von der Leyen som kommissionsformand i EU er det. Hun opnåede kun med nød og næppe valg ved hjælp af Femstjernebevægelsen i Italien og højreorienterede partier i Østeuropa. Det viste ustabilitet i EU’s midte.

Hvis vi kun bliver ved de politiske aspekter af den nyliberale krise, kan vi ikke forstå de fundamentale økonomiske modsætninger, som f.eks. førte Trump frem til magten i USA, ligesom vi heller ikke vil kunne forstå Brexit-krisen i Storbritannien.

Økonomisk stagnation – med trussel om krise
Den grundlæggende årsag kan findes i det finansielle nedbrud i 2007/8. Profitraten har siden 70’erne været så lav, at der for kapitalismen ikke har været tilstrækkelig profit ved at investere i den hidtidige, traditionelle industri. Det førte til krisen i 1973. I 80’erne og 90’erne blev store dele af Europa og USA’s industri outsourcet. Finanssektoren overgik i meget højere grad end hidtil til spekulationsvirksomhed, og der skete en liberalisering af finanssektoren. De stigende friværdier i fast ejendom var op igennem 90’erne og 0’erne det, der reddede den kapitalistiske vækst i Europa og i USA. Men da boblen brast i 2008 sluttede festen.

Den politiske reaktion på krisen, internationalt, var næsten ens: at sikre bankernes overlevelse, i hvert fald de største, og lade arbejderklassen betale gennem arbejdsløshed, boligløshed, løn-stagnation eller -nedgang og forringelser af velfærden, hvor den fandtes. Ellers business as usual.

Det som den engelske marxist og økonom Chris Harman har kaldt “zombie kapitalismen”, altså et system som er levende dødt, men hvor ingen har slået det endeligt ihjel, har slæbt sig videre op igennem de seneste 10 år med stigende ulighed, manglende investeringer i produktionen, stagnerende og på det seneste faldende profitrater.

Den marxistisk økonom Michael Roberts påpeger i sit seneste papir ”US profits revision”, at profitterne i i USA i 2019 er faldet til niveauet fra 2014. Det har også givet en nedgang i investeringerne og i USA’s årlige vækst, som er nede på 2,3 %. Det svarer til stagnation i økonomien (den største i verden), og en reel recession truer.

Interessante tal fra Financial Times viser, at mens den globale vækst i verdenshandelen i begyndelse af 0’erne var på gennemsnitligt 8 %,  er den faldet til 2,6 % (forventet) i 2019 ifølge World Trade Organisation (WTO). Dette er tit blevet forklaret med Trumps protektionisme, men nedgangen startede med det finansielle kollaps i 2007/8. Trumps valg og politik og handelskrig mod Kina er et resultat af denne nedgang og IKKE dens årsag.

Hvad handelskrigen dybest set handler om

Hvordan kan vi så forklare, at Trump tilsyneladende gør ondt værre? På G20 topmødet aftalte Trump og Xi at sætte deres gensidige handelsrestriktioner på pause. Blandt andet kan amerikanske firmaer nu sælge produkter til Huawei. Men handelskrigen vil genopstå, fordi den handler om at USA forsøger at forhindre Kina i at matche USA teknologisk, samt fordi, at USA prøver at få Kina til at underlægge sig USA’s hegemoni.

Realiteten er dog, at Trump ikke kan tilbagerulle nedgangen i USA’s industriiproduktion og forhindre Kinas ekspansion. Konkurrencen fra Kina (og andre ekspanderende lande) betød et tab af knap en million jobs i USA mellem 1999 og 2011. Men det er kun en femtedel af det totale tab af jobs i denne periode. 80 % af tilbagegangen i jobs i fremstillingsindustrien i USA skete pga. indførelsen af ny teknologi. Over de sidste 35 år er der blevet 7 millioner færre industriarbejdspladser, men færre arbejdere producerer i dag ikke desto mindre mere end nogensinde før.

Hvad er så på spil? Michael Roberts giver et svar. Der er én sektor i den amerikanske økonomi, der stadig boomer, og hvor der investeres: Der er tale om de såkaldte FAANG’s (Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google) plus Microsoft. Tilsammen investerer disse få virksomheder beløb, som svarer  til 80 % af statens budget for uddannelse, transport, videnskab, rumforskning og teknologi. Denne high-tech sektor er USA’s sidste bastion. Investeringsbanken Goldman Sachs har påpeget, at siden 2010 er det kun her, at virksomhedernes profitter vokser. Globale profitter minus high-tech er kun lidt højere end før 2007/8, mens teknologi-profitterne har bevæget sig støt opad. Dette afspejler først og fremmest FAANG’s og Microsoft. Hvis Kina kan begynde at matche FAANG’s, ville profitterne i USA gå ned med manglende investeringer, nedgang i indkomster og arbejdsløshed til følge. Det er det, som er kernen i handelskrigen og årsagen til, at den vil fortsætte.

Farlige tider truer

Dennes fortsættelse truer den nyliberale verdensorden. De seneste tegn er den snart udløbne INF-aftale (Intermediate-range Nuclear Forces Treaty) om atom-bevæbnede mellemdistance-raketter. USA og Rusland træder ud af traktaten, og dermed ender over 30 års ro om mellemdistance-raketter med atomsprænghoveder. Nu er ballet åbnet for en ureguleret oprustning.

Endvidere har USA trukket sig ud af atomaftalen med Iran og forsøger nu også at vælte styret i landet med inddragelse af Europa og resten af NATO i en mulig krig i Mellemøsten. Denne gang måske med en direkte konfrontation mellem USA og Kina.

Mens verdens økonomi bevæger sig  tættere på en recession (væksten er nede på 2,5 %) stiger spændingerne mellem staterne og forstærker den imperialistiske rivalisering. Dette udløser også nationalistiske strømninger, som både er et resultat af kollapset af folks tryghed om jobs og bolig, men som samtidig også forstærker spændingerne mellem befolkningen i et land. Derfor ser vi, at racisme og nationalkonservatisme er blevet mainstream. Mest ekstremt i USA, men også i alle de andre demokratiske stater i EU, herunder Danmark.

Socialisters opgave er at kæmpe alt det, vi kan, mod krigstruslen og racismen. Men endnu vigtigere er det at pege på et økonomiske alternativ til nyliberalismen, som gør op med selve kapitalismen og den profitjagt, som er grunden til den usikre og farlige verden, vi lever i.

 

http://socialister.dk/opbruddet-i-verden-intensiveres/

https://thenextrecession.wordpress.com/2019/07/29/us-profits-revision/

https://thenextrecession.wordpress.com/2019/07/01/the-g20-and-the-cold-war-in-technology/