Billede tekst: March af strejkende i Paris i torsdags. Foto: Phototheque Rouge/Martin Noda.Hans Lucas
Et forfatningsråd blåstemplede midt i april i det store og hele den forhadte reform, der hæver pensionsalderen fra 62 til 64 år og er centrum i den franske klassekamp. Men der er stadig et åbent mulighedsfelt – mulighed for, at aktiviteten kan eskaleres, og risiko for, at bevægelsen kan demoraliseres.
Macron har tabt
Macrons manøvrer med pensionsreformen er blevet beskrevet som hans “Thatcher-øjeblik”; hans overordnede mål med at gennemtvinge reformen har været at gøre det neoliberale projekt fra 1980’erne færdigt og knuse arbejderbevægelsen.
Og her har han tabt stort.
Arbejderbevægelsen har vist sig kampklar flere gange under hans præsidentperiode, men aldrig så beslutsomt som nu. De to største sammenslutninger af fagforeninger CFDT (Confédération française démocratique du travail) og CGT (Confédération générale du travail) har side om side med den mindre, men mere aktivistiske Solidaires, mobiliseret bredt imod ham. Det lykkedes ham ikke at gøre kort proces og skabe apati blandt medlemmerne på gulvet – tværtimod.
Hans autoritære modsvar, navnlig brugen af det yderst udemokratiske stykke 49.3 i den franske forfatning (der tillader regeringen at køre en reform igennem, uden at der stemmes om den i Nationalforsamlingen) har kun smidt benzin på bålet. Selv konservative udtrykker mistillid til ham som landets leder.
Spørgsmålet om at vinde – hvad det vil sige at vinde, og hvordan bevægelsen på gaden og arbejdspladserne kan gribe deres momentum, er det centrale politiske spørgsmål, som socialister må forholde sig til.
En målrettet og selvsikker vrede
Macron er blevet slået af demonstrationernes og strejkernes vedholdenhed og styrke.
”Vi er her, vi er her! Selvom Macron ik’ vil ha’ det, er vi her! For arbejdernes ære og for en bedre verden, selvom Macron ik’ vil ha’ det, er vi her!”
Denne kampsang fra de Gule Vestes tid i 2018 har gjaldet igennem de franske byers gader og ved de store olieraffinaderier de sidste to måneder. Sangen bærer et symbolsk momentum fra den ene opstand til den anden og understreger deres forbindelse.
Hvor de Gule Vestes oprør fra neden nærmest var sværere at placere politisk, er det igangværende oprør mere fast funderet i faglig aktivisme, et tydeligt ’venstredrejet’ svar på det træk mod højre, der altid ligger i ’nødvendighedens politik’.
Men den målrettede vrede vendt mod Macron og eliten, trodsigheden og en vished om, at det faktisk er muligt for almindelige mennesker i fællesskab at ruske op i status quo og etablissementet, bundfældede sig med de Gule Veste og giver brændstof til den nuværende opstand.
Det er for længst blevet klart, at det handler om meget mere end pensionsreformen, selvom dens implikationer har masser af politisk vægt i sig selv. Det er nu en kamp om at vælte Macron og det, han står for
Citat: Anna Wolf
I løbet af marts har demonstrationerne været enorme. Torsdag d. 23. marts, en uge efter 49.3, var 3,5 mio. på gaden i hele landet.
I de mindre provinsbyer på 5-20.000 indbyggere har op imod halvdelen af befolkningen været på gaden under nogle demonstrationer. Det er en utrolig energiudladning, der muligvis aldrig er set før i denne størrelse.
Der har været vedvarende strejker og blokader i nøglesektorer som renovation, transport og på olieraffinaderier. De unge – både arbejdere, studerende og gymnasieelever – udgør meget store antal på gaden. Feministiske grupper har også været toneangivende og har kædet deres oprør sammen med aktioner i solidaritet med oprøret i Iran.
Slagordene ”Macron, démission!” (”Macron, gå af!”) har bredt sig fra demonstrationerne til sportsevents og koncerter.
Det er for længst blevet klart, at det handler om meget mere end pensionsreformen, selvom dens implikationer har masser af politisk vægt i sig selv. Det er nu en kamp om at vælte Macron og det, han står for. Reformen tvinges igennem midt i en global inflationskrise, som i forvejen presser folk på bunden af samfundet, og det har genantændt vreden under overfladen, et stærkt ønske om større forandring.
”Strejken er befriende”
Energien, når arbejderklassen virkelig rykker, er opløftende og inspirerende at følge. En jernbanearbejder ved navn Agathes beskrivelse af sin oplevelse vidner stærkt om den stemning, der bredte sig, mens det hele voksede sig større i marts.
”Strejken koster mig ikke så meget, den beriger mig. … Vi har skabt forbindelse til ansatte fra andre sektorer, og det er meget værdifuldt i forhold til at kunne gå i spidsen for kampen. … Vi tænker over den plads, lederne giver os i samfundet, og også på den plads vi gerne ville indtage. Og det er derfor, at strejken er så befriende,” fortalte hun netmediet Mediapart.
Det er virkelig arbejderklassens eget værk, der udfolder sig. Den rent parlamentarisk orienterede venstrefløj er i det store og hele sat af. Koalitionen Nouvelle Union Populaire écologiste et sociale (NUPES) burde kunne gribe et momentum nu. I stedet er de splittede og uden retning og svar.
Særligt præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon fra partiet La France Insoumise har fra starten af forsøgt at skubbe fokus væk fra arbejderne og i stedet sat et vagt og klasseblindt begreb om “folket” i centrum. Denne retorik, som flugter med hans nationalt orienterede, venstrepopulistiske linje, er håbløst ude af trit med den modningsproces, der foregår på gaden og på arbejdspladserne.
Den nøgne statsmagt
Demonstrationerne er blevet mødt med hård brutalitet fra politiets side. I begyndelsen holdt de sig tilbage – regeringen håbede, at de store, “respektable” fagforeningsdemonstrationer ville være symbolske markeringer, man kunne lade passere. Men fra 16. marts, dagen hvor regeringen tog 49.3 i brug, eksploderede gaden, og 300 personer blev arresteret alene på Place de la Concorde i Paris.
Det franske politi er kendt for deres brutalitet. Den mærkes til daglig af etniske minoriteter i fattige kvarterer og af papirløse immigranter
Citat: Anna Wolf
De berygtede Brav-M-brigader af uropoliti er bevæbnede med knipler, tåregas og granater klassificeret som militære våben. Disse affyres ind i en folkemængde på afstand, spreder tåregas ud over et meget stort område og kan også gøre skade alene ved deres eksplosion. Ved en klimademonstration mod et agrobusiness-projekt i det vestlige Frankrig i slutningen af marts gjorde staten et eksempel ud af de unge demonstranter og sendte en politistyrke på 3.200 mod demonstrationen på 30.000. På to krigslignende timer affyrede de næsten 4.000 gasgranater.
Det franske politi er kendt for deres brutalitet. Den mærkes til daglig af etniske minoriteter i fattige kvarterer og af papirløse immigranterUnder demonstrationerne både nu og i de Gule Vestes tid har mange flere mødt statsmagten i sin nøgne form: Bevæbnede mænd engageret i direkte klassekamp.
Volden er grufuld og bør fordømmes i alle henseender. Men den bevidsthed, der udvikles ved erfaringen, er værdifuld: Hvad staten gør med de mest undertrykte og andetgjorte bredes ud til større dele af arbejderklassen, når denne udfordrer statens magt.
La loi Darmanin
En ny lov opkaldt efter indenrigsminister Gérald Darmanin understreger vigtigheden af antiracistisk mobilisering. Loven forværrer kriminaliseringen af migranter og giver politiet magt til at fratage opholdstilladelse ved mistanke om “manglende respekt for Republikkens leveregler”. Der er også planer om særligt tålt ophold til papirløse migranter, der arbejder i sektorer med mangel på arbejdskraft. Folk kan sendes hjem, hvis de mister jobbet. Staten kan stavnsbinde migrantarbejdere og legitimere en prekær og kontrollerbar “under-arbejderklasse”.
En revolutionær krise?
Hvordan skal man karakterisere den krise, der udfolder sig i Frankrig nu?
Krisen i Frankrig er den globale kapitalistiske krise, der tilspidses socialt og politisk gennem nationalt specifikke, navnlig den femte republiks stærkt udemokratiske udformning. Der sker her en form for bundvending, som får forbundne forhold op til overfladen: Arbejdskamp, velfærdskamp, modstand mod politiet, klimaaktivisme, kvindekamp, antiracisme, de unges mentale helbred.
Der bliver talt om “præ-revolutionære” tilstande. Og det er ikke forkert at sige, at selve regimet er i krise. Charlie Kimber beskriver situationen på denne måde i Socialist Worker:
”[Den] fejende bevægelse af modstand er omfattende nok til at sætte gang i en proces, der peger frem mod revolutionære konklusioner”.
Man kan ikke sige, at der er en revolutionær opstand lige om hjørnet i Frankrig. Men potentialet kan være der, hvis krisen politiseres og gives retning på den rette måde.
Den russiske revolutionære Lenin gav en række symptomer på den revolutionære krise, som man kan se aspekter af i Frankrig lige nu: Det begynder at blive svært for de herskende klasser at opretholde styret uden forandring. De lavere klasser begynder at finde frem til, at det er hele systemet, der fejler, og at de ikke kan fortsætte på den gamle måde. Masserne har et højnet aktivitetsniveau, og accepten af undertrykkelse og materiel nød er ved at nå bristepunktet.
Man kan ikke sige, at der er en revolutionær opstand lige om hjørnet i Frankrig. Men potentialet kan være der, hvis krisen politiseres og gives retning på den rette måde
Citat: Anna Wolf
Men det vigtigste, når vi taler om en revolutionær krise, formuleres bedst af Charlie Kimber her:
”En revolutionær krise udvikler sig på grundlag af, hvad de udbyttede og undertrykte gør i en situation, hvor spændingerne er modnet i sådan et omfang, at det har afgørende betydning, hvad de gør.”
De franske arbejdere har nået et punkt, hvor det – hvis man formår at fastholde initiativet og optrappe aktiviteten – kan blive helt afgørende, hvad de gør.
Fagtoppens forfejlede strategi
Indtil videre har arbejderne fulgt de store fagforbunds lederskab. Men som i alle faglige kampe er fagbureaukratiet en hindring for mobilisering og eskalering i Frankrig i dag.
De store faglige landssammenslutninger CGT og CFDT har været mere kampklare end tidligere – det har de været nødt til for løbende at kunne fastholde styringen.
Men deres strategi har været forfejlet fra starten. I stedet for de spredte strejkedage, skulle man have strejket i sammenhængende dage for virkelig at sætte en kæp i hjulet på samfundsøkonomien. En generalstrejke i mere end én dag kombineret med de militante demonstrationer kunne have tværet Macron ud på nuværende tidspunkt.
Denne kritik er udbredt. Interesseforskellene mellem top og bund i fagbevægelsen var til at tage og føle på i den officielle udmelding fra de CGT-organiserede raffinaderiarbejdere i Normandiet, da de onsdag d. 12. april måtte ende deres uger lange strejke:
”Når mobiliseringen i dag har vanskeligheder, er det ikke af mangel på kræfter på gulvet, men fordi sammenslutningen af fagforeninger har nægtet at opbygge en magt på højde med vores modstanderes ambitioner.”
I kontrast hertil er CFDT-generalsekretær Laurent Berger hurtigt steget ned fra de retoriske barrikader og har søgt at deeskalere ved at tale om en ”afmatning” på gulvet i den samlede bevægelse. Og mens den nyvalgte CGT-leder Sophie Binet bedre har formået at tale til vreden fra neden, har hun ikke åbnet muligheden for en anden strategi.
Hun håbede, at forfatningsrådet ville lytte til gaden og indse, at pensionsreformen “ikke var nødvendig”. Men sagen er, at den herskende klasse mener, at det er nødvendigt at overbevise arbejderne om, at de ikke kan omstøde neoliberal politik ved deres egen handling.
Og her ses problemet. Fagtoppen er ikke grundlæggende interesseret i at drive situationen til en revolutionær krise, i at sætte det afgørende kæp i hjulet. Den leder efter en løsning fra oven, ikke fra neden. Den ønsker ikke for alvor at rokke ved det system, som den etablerede fagbevægelse netop har en plads i.
Derfor har strejkedagene været spredte, uden en udfoldelse af det potentiale, som meget tyder på, at der er og har været kræfter til på gulvet. Fagtoppen ønsker at sige: ”Se, hvad vi kan!” til regeringen og så sætte sig til forhandlingsbordet for at nå et kompromis om pensionsreformen. Over for den fraværende deal fra Macron har den ingen reelle svar.
Que faire?
De franske arbejdere kan vinde mere end gennem forhandlinger – den revolutionære krises momentum, Macrons exit og mere – men det vil kræve organisering og et afgørende skift i strategi.
Siden forfatningsrådets afgørelse (14. april) har der været spontane demonstrationer i mange byer landet over, og CGT har lagt et par aktionsdage mere op til 1. maj, hvor de faglige landssammenslutninger planlægger en stor mobilisering. Men det er ikke nok.
Hvad der bør ske nu, bør være en intensiveret politisering af strejkerne og en opbygning af strejkekomiteer.
Etablerede strejkekomiteer gør det muligt at organisere bedre på gulvet i fagforeningerne og gør det muligt for arbejderne selv at kunne tage styringen af konflikten. Strejkekomiteer kan give en demokratisk stemme til nyligt involverede i strejkerne og samle det afgørende nye aktive lag i bevægelsen; de åbner for nye måder at organisere på, der ikke nødvendigvis følger gamle skemaer; og endelig kan de skabe mulighed for at koordinere med andre strejkende og folk i bevægelser. Det er også et forum til at argumentere for revolutionære idéer. Hvis det udvikler sig yderligere, er det også disse komitéer, der kan udvikle sig til arbejderdemokratiske organer.
Etablerede strejkekomiteer gør det muligt at organisere bedre på gulvet i fagforeningerne og gør det muligt for arbejderne selv at kunne tage styringen af konflikten
Citat: Anna Wolf
Der er tegn på sådan nogle opbygninger i Frankrig. Der er aktivitet i fællesfaglige møder rundt om i landet, navnlig i Marseille i Sydfrankrig. Netmediet Révolution Permanente rapporterer fra det femte stormøde (18. april) i et nationalt generalstrejke-netværk (Réseau pour la Grève Générale), hvor diskussionerne gik på at integrere krav om løn- og arbejdsforhold bedre i strejkebevægelsen, fordi det lader til at ville kunne få flere med i strejkebevægelsen.
Men den bredere forbindelse af de politiske kampe med strejkerne er lige så afgørende. For at underminere statsmagten, som man allerede er i direkte konfrontation med, bør man rejse krav om nedlæggelse af de brutale Brav-M-brigader af politisoldater og afskaffelse af politiets granater og gas. Man bør styrke den antiracistiske kamp og gøre målrettet mobilisering mod de racistiske udlændingestramninger, der venter lige om hjørnet, til et vigtigt samlingspunkt for hele bevægelsen. Og man bør samle klimakampen og den faglige kamp.
Sådanne vindinger kræver en organiserende politisk kraft – et parti. Lenin så det som den faktor, der udgør forskellen på en revolutionær krise og en revolutionær situation. Den revolutionære krise lader en masse forskellige kampe stå frem og gør de udbyttede og de undertrykte til en afgørende aktør. I den revolutionære situation giver partiet retning til kampene på alle fronter med arbejdermagt som “rygrad”.
En sådan organiserende kraft findes i øjeblikket ikke på den franske venstrefløj. Oprørets og bevægelsens skæbne vil vise sig i den nære fremtid.
