Forslaget er indbegrebet af ‘nødvendighedens politik’. Nødvendigheden af at bekæmpe inflationen og derfor ikke kaste “mere benzin på bålet” er det altoverskyggende budskab.
Det er i dette ‘nødvendighedens’ lys, man skal forstå den larmende mangel på politiske initiativer. Noget af det mest iøjnefaldende er manglen på nye klimatiltag. Indpakningen er den gamle sang om “den mest ambitiøse regering nogensinde på klimaområdet”, som Nicolai Wammen sagde i sin præsentation, samt den sædvanlige smøre om, at nu skal der for alvor gang i den grønne omstilling.
Dette finanslovsudspil bryder fundamentalt med den foregående S-regerings arbejde for at skabe råderum i kommunerne for at kunne håndtere det demografiske træk med flere børn og ældre
Citat: Internationale Socialister
20 mio. til en energikrisestab, der allerede var nævnt i regeringsgrundlaget, samt en forøgelse af fjernvarmepuljen og 1,7 mia. til vage ‘grønne forskningsinitiativer’ er det blevet til. Det er mere end meningsløst på nuværende tidspunkt. Det er aktiv ligegyldighed.
Velfærden betaler prisen
Tendensen fortsætter inden for velfærd. En skrabet inflationshjælp på 2,4 mia. i alt til værdigt trængende er det blevet til. Kun en pulje på 200 mio. er til forhandling i Folketinget, hvilket kun giver et nærmest symbolsk handlerum for politiske krav. Dette finanslovsudspil bryder fundamentalt med den foregående S-regerings arbejde for at skabe råderum i kommunerne for at kunne håndtere det demografiske træk med flere børn og ældre. Alt dette sker på baggrund af skattelettelser.
Det er meget sigende, at et af de nye initiativer, der tages højde for i forslaget, er oprettelsen af en ‘Ukrainefond’, der med en samlet ramme på 7 mia. fortsat skal “støtte Ukraines frihedskamp”. Rækker ‘nødvendighedens politik’ til nødvendigheden af at omlægge produktionen radikalt anderledes for planetens overlevelses skyld eller til varige forbedringer i en kriseramt velfærd? Nej.
Men krigsstøtte og militarisering rækker den til, for “Ukraine kæmper hver dag for vores fælles værdier og hele Europas frihed”, som det propagandistisk hedder. Nødvendigheden er ‘dansk økonomis’ og dermed dansk kapitalismes nødvendighed.
Intet af dette er overraskende, men finanslovsudspillet cementerer SVM-regeringens nyliberale ideologi. Dette forslag er det ekstreme center i en nøddeskal. Den stramme, sikre og ansvarlige kurs, der holder igen i stedet for at bevare status quo og ikke kaste brænde på bålet, betyder i praksis kun forringelser i den langstrakte krise, vi befinder os i.
Dette udspil kommer fra en regering, som har selvtillid efter det vellykkede bededagstyveri. Vi må gøre som de franske arbejdere. JA til en aktiv storstrejke – stem NEJ til OK23!
Deltag i stormøde for fællesiniativet “stem nej til OK23″ på lørdag i Fredericia.