Rødderne til 2. Verdenskrig finder vi i det indbyrdes opgør mellem stormagterne i 1914 – 18. 1. Verdenskrig endte noget nær uafgjort, hvad hovedspørgsmålet – ny opdeling af verden – angik.
Der skete to ting i løbet af 30’erne, som var væsentlige for at 2. Verdenskrig brød ud. For det første havde den tyske storkapital stillet sig bag Hitlers nazi-parti, for ad den vej at få bugt med den tyske arbejderklasses stærke organisationer. Den tyske kapital genvandt sin styrke og krævede nu sin andel af verdensmarkedet.
For det andet havde alverdens stater benyttet sig af stærk protektionisme for at beskytte deres egen kapital under den store krise, der startede i 1929. Mod slutningen af 30’erne betød det, at det var Tyskland, Italien og Japan, som var mest presset af manglende adgang til markeder og råstoffer, og som have “behov” for at “vælte de mure” der hindrede deres ekspansion.
Vestmagterne passive overfor diktatorerne samt overfor jøde-udryddelsen
Ifølge myten slås vestmagterne for at gøre op med nazismen og dens undertrykkelse, men det holder ikke. Vestmagterne var helt passive i forhold til det fascistiske Italiens og Tysklands brutale undertrykkelse af arbejderklassen, som havde stået på siden hhv. 1924 og 1933.
Det samme gjaldt i Spanien med fascisten Francos vej mod magten. Her var vestmagterne “neutrale“. Da de Allierede i 1942 gik i land i Nordafrika, sendte Roosevelt endda Franco et telegram, hvori han forsikrede, at Franco intet havde at frygte.
Myten siger, at vestmagterne befriede Europa for den nazistiske undertrykkelse af jøderne. Men vestmagternes indtræden i krigen kunne ikke være for jødernes skyld. Danmark var ikke det eneste land, der vægrede sig ved at modtage jødiske flygtninge fra Tyskland – det gjaldt hele Europa og USA.
I 2017 afslørede hidtil hemmeligholdte dokumenter, at de Allierede allerede i 1943 kendte til holocaust, og at 2 mio. allerede på dette tidspunkt var blevet slået ihjel, mens 5 mio. var i fare for det. Det endte med at 6 mio. jøder blev slået ihjel, uden at vestmagterne forsøgte at forhindre det.
Begrænset ”anti-fascisme”
Faktisk var modviljen mod fascismen/nazismen blandt verdens magthavere ret begrænset. Churchill var ligefrem en stor beundrer af Mussolini. Det var først, da deres imperiale interesser blev trådt for nær, at England og Frankrig reagerede. Og det danske borgerskabs forkærlighed for Nazi-Tyskland op til 2.verdenskrig er velkendt.
Faktisk var modviljen mod fascismen/nazismen blandt verdens magthavere ret begrænset. Churchill var ligefrem en stor beundrer af Mussolini
Citat: Freddie Nielsen
Sovjetunionens manøvrer var heller ikke ligefrem entydigt antifascistiske: I 1939 indgik Stalin en ikke-angrebspagt med Hitler, som også indeholdt aftaler om eksport til den tyske rustningsindustri og om deling af Polen.
USA førte i virkeligheden to krige på én gang
USA’s magthavere var nemlig splittet ift. Nazi-Tyskland. Mange mente, at det britiske imperium var en stor fare for USA’s imperialistiske ekspansion. Andre med Roosevelt i spidsen mente, at man nok skulle klare det britiske imperium, men at det ville være for farligt at lade Tyskland og Japan blive for stærke.
Indtil sensommeren 1941 leverede USA ca. 50 % af Japans olie, men så lukkede Roosevelt af for olien. På den måde provokerede Roosevelt Japan til at slå først. Dette skete med angrebet på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii.
Europas befrielse var ikke så vigtigt
Vestmagterne var heller ikke særligt opsatte på at befri Europa fra den nazistiske undertrykkelse. De ville meget hellere have, at Nazi-Tyskland og Sovjetunionen sled hinanden op efter Tysklands angreb på Sovjet den 22. juni 1941.
De allieredes krig blev indledt i Nordafrika og Mellemøsten, og det skyldtes primært Churchill, der kæmpede meget dygtigt for de britiske imperialistiske interesser. Det drejede sig først og fremmest om fortsat at sidde på Suez med vejen til den britiske kronkoloni Indien, og om olien i Mellemøsten.
Vestmagterne var heller ikke særligt opsatte på at befri Europa fra den nazistiske undertrykkelse. De ville meget hellere have, at Nazi-Tyskland og Sovjetunionen sled hinanden op efter Tysklands angreb på Sovjet den 22. juni 1941
Citat: Freddie Nielsen
I det hele taget drejede krigsindsatsen i 1942/43 sig primært om at genopbygge britisk herredømme i Middelhavsområdet. Da Rusland i 1944 rykkede frem i hele Østeuropa, indgik han i oktober 1944 en aftale med Stalin om, hvordan de skulle dele Balkan mellem sig.
I næste del kigger vi på, hvordan de allierede sørgede for, at der ikke udbrød revolution efter krigens slutning.
Læs hele serien her
Læs Freddies Nielsens oprindelige artikel i fulde længde her
