En avis som Socialistisk Arbejderavis er et uvurderligt redskab i alt dette.
Den drager paralleller fra den ene kamp til den anden.
Den laver en forbindelse mellem den enkelte kamp og måden hvorpå hele systemet fungerer.
Den inddrager internationale og historiske erfaringer, og den kæmper for antiracistiske, antisexistiske og solidariske ideer.

Vores modstandere sidder på den ideologiske produktion - skoler, medier, retssystemet osv. og også her må vi udfordre dem.
Vi må lære og videregive vores egen historie.
I stedet for at lære om kongerækken og de store mænd i historien må vi fokusere på kampene og oprørene imod dem.
Vi må kende til de få gange i historien, hvor arbejderklassen helt eller delvist har overtaget samfundet.
Pariserkommunen i 1871, de første år efter den russiske revolution, arbejderrådene under den tyske revolution i 1918 - 1919,
Spanien i 1936, Ungarn 1956, Paris 1968, og Portugal 1974.
Det er også derfor, at vi har brug for vores egen litteratur og vores egen avis.

Det er svært at gennemføre en revolution hvis vi udelukkende læser den herskende klasses presse og ser deres fjernsyn. Men for at få socialistiske aviser ud til alle dem der er vrede på systemet nytter det ikke noget, at de der ønsker forandringer i verden bliver derhjemme og ser sure ud.
Vi har brug for en hel hær af avissælgere som kan distribuere vores ideer rundt på landets skoler og arbejdspladser.
Vi har brug for en organisation der kan give politik og politisk organisering.