Dette er en opdateret version af en artikel som blev skrevet lige efter de mystiske droner åbenbart var alle vegne over Danmark. Artiklen kan læses her.
Mette Frederiksen (og FET) mener fortsat, vi er midt i en ”hybridkrig” ført af Rusland. Men FET´s seneste “trusselsvurdering” nævner ingenting om droner. Reelt ved man overhovedet ikke om der har været droner i det danske luftrum. Forsvarsminister Troels Poulsen, som ellers er ophavsmanden til konstateringen om at der har været droner over Københavns Lufthavn, siger til DR: “Jeg tror, læren af det, som vi har set i forhold til droneobservationer, eller det vi i højere grad nu kalder luftobservationer, er, at det kræver mange forskellige ting for helt præcis at se, om det er droner eller om det er andre objekter. Den helt konkrete vurdering af, hvilke typer droner og i hvilket omfang dronerne har været her, (min fremhævning, cly) det er noget af det, vi er i gang med at evaluere.” Ergo ved man overhovedet ikke om det såkaldte ”hybridangreb” har fundet sted.
Regeringens respons
Regeringen pustede sig ellers op i kølvandet på ”angrebet” på et pressemøde onsdag efter den formodede droneflyvning over både Kastrup Lufthavn og diverse militære anlæg, og da Mette Frederiksen var i DR samme aften. Troels Poulsen kaldte det ”et hybridangreb”, mens Mette Frederiksen mente, at vi er midt i en ”hybridkrig”. Oppositionen blev bedt om at stikke piben ind, da Danmark ellers kan fremstå splittet over for ”fjenden”. Udpeget som Rusland.
Det skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvad der venter anti-krigsaktivister i sådan et “dem eller os”-klima
Citat: Charlie Lywood
Justitsminister Peter Hummelgård gjorde det klart, at det måtte betyde endnu mere oprustning, og da en journalist formastede sig til at spørge om der kunne være en sammenhæng mellem regeringens højt besungne nye afskrækkende angrebsmissiler, som kan nå russiske byer, og ugens hændelse, svarede Hummelgård nogenlunde sådan: ”Du har selvfølgelig lov til at stille det spørgsmål da vi er et demokrati, men det er lige præcis hvad Rusland ønsker – at vi lader være med at forsvare os og skaber splid.” Oversat til dansk betyder det, at alle skal bakke op om regeringens eskaleringspolitik. og dem som ikke gør, går Ruslands ærinde. Det skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvad der venter anti-krigsaktivister i sådan et “dem eller os”-klima.
Krigsretorik

Mette Frederiksen kaldte droneflyvningen over Kastrup i mandags for ”et anslag mod vores kritiske infrastruktur”. Prøv at oversætte det til for eksempel en strejke som lammer lufthavnen. Er det også en ”anslag mod vores kritiske infrastruktur”? Eller aktivister, forsøger at forhindre deportationer, protesterer mod klimakaos eller folkemordet i Gaza. I Storbritannien er organisationen Palestine Action sat på terrorlisten. Er det fremtiden for folk som stritter imod? Det står klart at vi kommer til at slås for demokratiske rettigheder i kampen mod oprustning. Det er også tydeligt i den for nyligt vedtagne lov, som giver Forsvarsministeriet mulighed for at se bort fra alle klagemuligheder, hvis det drejer sig om bebyggelse eller udvidelse af militære anlæg.
Og det kan snart blive uhyggeligt aktuelt. Den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point vil etablere sig nær Flyvestation Skrydstrup uden for Vojens og producere blandt andet raketbrændstof. Flere ukrainske våbenfabrikker skal have mulighed for at lægge deres produktion i Danmark. Det er i hvert fald, hvad regeringen lægger op til, efter at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) har været i Ukraine og underskrevet en ny samarbejdsaftale med den ukrainske forsvarsminister, Denys Sjmyhal.
Krigen i Ukraine bliver mere og mere ”vores” krig, da Danmarks bidrag er et af de største i forhold til vores størrelse.
Hvem er ansvarlige?
Nu ved vi stadigvæk ingenting om hvem der står bag de mystiske droner eller om der overhovedet har været droner. Men ideen om at regeringen eller droneindustrien selv har iscenesat det, er nok ikke et realistisk bud, da risikoen for at blive afsløret er for stor. Men regeringen har kynisk udnyttet panikken omkring dronerne til at spænde befolkningen endnu mere bag sit krigs- og oprustnings hysteri. Folk er strømmet til butikkerne for at ”preppe”, for nu rykker ”krigen” endnu tættere på.
Først og fremmest er socialisters opgave at bekæmpe al oprustning og fastholde modstand mod alle imperialister, særligt vores egen meget krigeriske regering
Citat: Charlie Lywood
For 14 dage siden kaldte den russiske ambassadør regeringens langtrækkende missilprojekt for ”uacceptable og en provokation”. Men i samme uge lader man flere F35-fly lande på Bornholm, lige for at understrege, at Danmark mener eskalering af oprustningen alvorligt og er ligeglad med den russiske advarsel. Mette Frederiksens krigslogik var ikke til at tage fejl af. ”Rusland tror vi ikke på. De skal ikke skræmme os fra vores oprustning”. Samtidig er Danmark med i ”The coalition of the willing”, ledet af Storbritannien og Frankrig, som er parat til at sende tropper til Ukraine for at sikre fred. Det har Rusland kategorisk afvist, da de ikke vil have NATO-tropper i Ukraine. Så Danmark er selvfølgelig i skudlinjen.
Prøv at forestille jer at Rusland offentligt erklærede, at nu var langtrækkende missiler sporet ind på København og Aarhus som ”afskrækkelse” og samtidig lod nogle krigsfly lande i Kaliningrad ca. 300 kilometer fra Bornholm. Mon ikke nogen fredelige droner som cirklede omkring Petrograd og Moskva vil blive anset som alt for lidt over for den russiske ”provokation”. Der ville nok snarere blive indkaldt til NATO-krisemøde og igangsættelse af artikel 5! Hykleriet driver ned ad væggene.
Den inter-imperialistiske rivalisering
Socialister skal afvise begge parters raslen med sablen. Regeringen ynder at sige, at vi skal opruste på grund af den ”ændrede sikkerhedspolitiske situation”. Men de forklarer aldrig, hvad det er som har forandret situationen. Man henviser altid til den russiske invasion af Ukraine. Men når de begynder der og glemmer NATO og EU’s omringning af Rusland i årene op til og de russiske advarsler, så fortæller de kun halvdelen af historien.
Men vi skal heller ikke acceptere den russiske imperialismes ambitioner. De ønsker at fastholde Ukraine og andre randstater som vasalstater til Rusland.
Det som virkelig er forandret, er at ”Daddy har forladt sine børn” og overladt Europa til sig selv. Det er Europa som skal føre krig i Ukraine, så de ”kan få det besatte land tilbage”. USA vil gerne sælge våben – det er godt for business – men det er Europa som skal betale for det. Rusland ser denne aktuelle oprustning som en trussel.
Først og fremmest er socialisters opgave at bekæmpe al oprustning og fastholde modstand mod alle imperialister, særligt vores egen meget krigeriske regering, som fører an i den europæiske oprustning. Og vi skal ikke lade denne øjeblikkelige panikstemning forhindre os i at fastholde det overordnede billede. Regeringen bruger droneepisoden, som kan vise sig til at være et fata morgana til at kaste endnu mere benzin på oprustningsbålet.
Det er mere end nogensinde brug for en international anti-krigsbevægelse, som kan udfordre magthavernes krigsplaner.






