De seneste to ugers protester i Chile har vist, hvordan landet efter 30 år med demokrati stadig hænger fast i militærdiktaturets strukturer. Den aktuelle situation har nemlig gjort det tydeligt, at højrefløjen og borgerskabet i Chile har de nødvendige magtbeføjelser og er  villige til at anvende dem for at bevare deres privilegier – inklusiv tortur, militære magt, og selektive anholdelser og bortførelser af fremstående politiske aktivister.

Chile: en “Oase” i et Latinamerika i krise

Latinamerika er kendt for sine sociale bevægelser og protester, der fra tid til anden har formået at vælte præsidenter, starte revolutioner og/eller kæmpe for mere demokrati.

 2019 har været præget af krisen i Venezuela, men landet er langt fra det eneste i regionen, der det senest års tid har oplevet massive protester og en voksende tillidskrise til de politiske systemer. Peru er plaget er korruptionssager, Argentina er i dyb recession og under den nuværende præsident Macri er fattigdommen steget voldsomt, massive protester i Ecuador satte en stopper for Lenin Morenos spareplaner og Colombias fredsplan med FARC smuldrer og landet oplever igen guerilla organiseringer og øget vold.

I lyset af et latinamerikansk kontinent i økonomisk og politisk krise, udtalte Chiles præsident Sebastian Piñera i begyndelsen af oktober måned, at Chile var en ægte oase til sammenligning. Blot en uge senere stod Chiles hovedstad og Piñeras “oase” i flammer. Ugen efter, d. 25. oktober, gik op mod 2 millioner på gaderne i Santiago og andre store byer. Det blev tydeligt, at præsidenten og hans venner lever i en oase, som det store flertal af Chiles befolkning ikke kunne genkende sig selv i. Folk havde fået nok af stigende leveomkostninger og dårlige lønninger.

Billedtekst: Plaza Italia, Santiago centrum. Med op mod 1,5 millioner deltagere er demonstrationen mandag d. 25. oktober blevet kaldt den største i Chiles historie.

Hvorfor ser vi disse protester i Chile netop nu? 

Efter en folkeafstemning i 1988 påbegyndte Chile en overgang fra diktatur til demokrati. Denne demokratiske overgang er ofte blevet brugt internationalt som et eksempel på en vellykket og fredelig overgang fra et brutalt militærdiktatur til et liberalt repræsentativt demokrati med frie valg, frihedsrettigheder og økonomisk fremgang. Denne fremstilling er dog kun halvdelen af sandheden omkring Chiles overgang fra Pinochets diktatur til demokrati. Overgangen var i praksis en pagt mellem oppositionspartierne (La Concertación) og militærjuntaen, som betød at forbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne begået af militæret ikke blev undersøgt til bunds, og forfatningen fra 1980 forblev uændret. Det betød at det neoliberale eksperiment kunne fortsætte og udvides op gennem 90’erne og 00’erne under forskellige centrum-venstre regeringer. Kimen til denne økonomiske liberalisering og privatiseringen af statslige virksomheder og offentlige serviceydelser ligger i forfatningen fra 1980, som gør det klart at staten bør blande sig så lidt som muligt i samfundsudviklingen. I stedet bør det være op til det frie marked at garantere og regulere adgangen til uddannelse, pension, sundhed, transport osv. Disse privatiseringer af fundamentale sektorer i samfundet berørte imidlertid kun civilbefolkningen. Militæret sørgede nemlig for at sikre et separat offentligt finansieret sundhedssystem, pensionsordninger og uddannelse til militæret og politiet og deres familier.

Disse reformer var en tikkende bombe under det chilenske samfund; på et eller andet tidspunkt ville folk få nok af denne uretfærdige samfundsmodel, som var grundlagt med vold under diktaturet. Det gjorde de også. I 2006 begyndte de første massive protester blandt gymnasieelever, der var vrede over stigende billetpriser og dyre uddannelser, og i 2011 fulgte Chiles studenterbevægelses kamp for gratis uddannelse. Siden 2011 har Chile oplevet protester imod alle dele af den samfundsmodel, der udelukkende bygger på profit og fremmer individualismen. Der har således været protester imod de private pensionskasser, imod multinationale selskabers plyndring af landets naturressourcer, imod udbredt korruption blandt politikere og kapitalister, imod studieafgifter osv.

I det lys, skal de seneste to ugers protester i Chile ses som en tilspidsning af den klassekamp, der har udspillet sig siden overgangen fra diktatur til demokrati. Den akkumulerede vrede i befolkningen er utvetydig. I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Universidad de Chile svarer 85,8% af befolkningen, at de støtter den aktuelle sociale bevægelse, og en anden undersøgelse viser at under 14% bakker op om den nuværende præsident. Det er altså en kamp mellem de få rige imod den brede arbejderklasse, som har fået nok; nok af årtiers illusioner om økonomisk vækst og lighed.

Regeringens zigzag-strategi

I første omgang var regeringens svar at kriminalisere protesterne. Præsidenten talte over sig ved et pressemøde og erklærede, at “vi er I krig”. Denne sætningen satte blot endnu mere gang i protesterne. Folk modsvarede præsidentens udtalelse med banner, skilte og hashtagget #NoEstamosEnGuerra (Vi er ikke i krig). Dette eksempel viser, hvordan præsidenten og den politiske elite lever i en anden verden end flertallet i Chile. Hvert forsøg på at vinde folkets sympati rammer blot regeringen og præsidenten som en boomerang. Da strategien med at kriminalisere protesterne ikke synes at virke, skiftede præsidenten den hårde retorik ud med en åbning for at vedtage en række sociale reformer, som skulle forbedre levestandarden for de svageste i samfundet. Disse reformer ændrer dog ikke på de strukturelle problemer, som Chile står over for. Efter en uge med undtagelsestilstand trak Piñera også militæret tilbage og opfordrede befolkningen til at vende tilbage til en normal tilstand. Igen gav dette bagslag for regeringen; folk vil nemlig ikke tilbage til præsidentens “normale tilstande” med ekstrem ulighed, prekære arbejdsforhold og et kollapset sundhedssystem. Folk kræver nu andre tilstande med mere lighed, bedre arbejdsforhold og sundhed, værdige pensioner, gratis uddannelse osv.

Dagen efter, hvad der er blevet kaldt Chiles største demonstration nogensinde, annoncerede præsidenten en ministerrokade i et desperat forsøg på tage kontrol med situationen. Det blev dog hurtigt tydeligt, at dette tiltag ikke ændrede folkets vrede og protesterne er fortsat ufortrødent. Sloganet for de fortsatte protester lyder: “Vi har intet vundet endnu, kampen fortsætter!”

På grund af det kaos Chile befinder sig, blev Piñera desuden tvunget til at aflyse både klimatopmødet COP25 og handels-topmødet APEC (Asia-Pacific Economic Cooporation).

Krænkelser af menneskerettighederne 

Chiles Nationale Institut for Menneskerettigheder har opgjort tal fra de to uger som protesterne har varet indtil videre, og det fremgår, at omkring 4.300 personer er blevet anholdt og 1.574 er blevet sårede af politiet og militærets aktioner, heraf drejer 157 sager sig om øjenskader. I forhold til officielle dødstal nævner instituttet, at de har modtaget 5 anklager om drab mod civile, men dødstallet ligger ifølge andre kilder på omkring 20. Det er endnu ikke afklaret, hvor mange der er døde, som følge af politiets og militærets ageren. Desuden meldes der om 132 anklager om tortur og 18 anklager om voldtægt. Hverken militær eller politi har kommenteret offentligt på disse anklager. Regeringen har dog meldt ud, at alle sager vil bliver undersøgt. FN og Amnesty International har sendt uafhængige observatører til Chile for at undersøge disse mulige krænkelser af menneskerettighederne.

Håb om forandring? 

I den seneste uge er protesterne taget lidt af, men til gengæld er der opstået lokale selvorganiserede borgermøder, hvor folk diskuterer den aktuelle situation og hvilke muligheder det giver for forandring. Disse borgermøder har fx sat kravet om en ny forfatning på dagsordenen, og med pres fra oppositionen, flere fagforeninger og en højesteretsdommer er ideen om en folkeafstemning om en ny forfatning blevet et uundgåeligt emne for regeringen. Det er bl.a. platformen Unidad Social (Social Enhed), der står bag mange af disse lokale borgermøder. Denne platform er ikke-partipolitisk og for første gang i mange år er det lykkedes at samle alle de største fagforeninger i en fælles front mod regeringen. Fra Unidad Social indkaldes der nu igen til landsdækkende generalstrejke fra mandag d. 4. november. Det er tredje gang, at der indkaldes til strejke, men denne gang virker det, som om der er mere styrke bag, da også lastbilchauffører og minearbejdere har tilsluttet sig strejken. Regeringen har allerede annonceret at de vil forhandle med enkelte grupper af arbejderbevægelsen og det civile samfund for at finde “fælles løsninger”. Den kommende tid vil derfor vise om enheden i fagbevægelsen og den brede sociale bevægelse kan holde.

Se artikel af Nis Sørensen skrevet den 21. oktober

http://socialister.dk/wp-admin/post.php?post=1757&action=edit

Se artikel fra 2016 om kampen for gratis uddannelse i Chile

http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=35255