Elbilen – løsning eller blindgyde?

El bilen bliver af mange set som en afgørende brik i den grønne omstilling, men hvor grøn er teknologien egentlig? Frem for at være en løsning på den gordiske knude, tvinger elbilen os til at spørge, hvilket samfund vi egentlig ønsker os at leve i.

El biler udgjorde 50 af salg af nye biler i 2024 i Danmark. Foto: Autoparts24

Personbiler drevet udelukkende af elektricitet blev produceret allerede fra 1902, men på grund af manglen på infrastruktur og batterikapacitet, blev teknologien hurtigt udkonkurreret af biler drevet af benzin og diesel. 

Elbilen levede et skyggeliv indtil slutningen af århundredet, hvor teknologiske landvindinger, kombineret med frygten for at løbe tør for olie, og en voksende bekymring for klimakrisen – skabte en renæssance. Batteriernes stigende kapacitet, effektivitet og levetid, samt flere ladestandere, skabte en voldsom acceleration i produktionen og salget af elbiler, i den grad at mange mainstream økonomer med alvor taler om en snarlig fuldkommen udskiftning af de fossildrevne biler – noget der var forekommet absurd for et årti siden.

Elbilens popularitet

I nogle lande er dette allerede tilfældet – for eksempel i Norge, hvor over 90% af nye solgte biler er eldrevne – og flere ser ud til at følge samme mønster. Brancheforeningen Mobility Denmark kunne dokumentere, at 2024 blev det første år, hvor over halvdelen af nye solgte biler var elbiler. Der er, påstår de, ingen hindringer for at Danmark følger Norge, taget i betragtning at Danmark er et relativt lille land, med et velfungerende energinet.

Udviklingen drives også af lovgivning, fx EU’s forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler, som træder i kraft fra 2035, og af at mange forskellige bilproducenter er begyndt at producere elbiler. Med mange forskellige og billigere mærker, er elbilen ikke længere et kun luksusprodukt, men noget, som langt flere mennesker pludselig har råd til.

Teknologiens beskidte bagside

Prisen for el-biler produktion er blandt andet udnyttelse af børn i Den Demokratisk Republik Congo. Her i Kailo. Foto: Julien Harneis, Wikimedia Commons

Der er dog en skyggeside ved teknologien. Det er rigtigt, at kørsel i elbil ikke udleder CO2 til atmosfæren – forudsat at den benytter sig af vedvarende energi, hvilket globalt set stadig ikke er normen. Men der er enorme sociale og miljømæssige konsekvenser ved produktionen, særligt i forbindelse med udvindingen af mineraler. 

Efterspørgslen på kobolt forventes for eksempel i 2030 at være 47 gange højere end i 2017, og i den Demokratiske Republik Congo, som står for størstedelen af verdens udvinding, sker det med tvangs- og børnearbejde under utålelige og sundhedsødelæggende forhold. Udvindingen af litium, samt produktionen af batterierne kræver tilmed enorme mængder vand, noget som sætter lokale samfund i for eksempel Chile under pres, og truer med at forurene lokalmiljøet med spildevand.

….der er enorme sociale og miljømæssige konsekvenser ved (el bil. red) produktionen, særligt i forbindelse med udvindingen af mineraler

Citat: Asbjørn Grinder Valhøj

Tilhængere af elbiler vil argumentere for at disse problemer er midlertidige, og pege på muligheden for at genbruge litium og kobolt efter at batterierne skrottes, og at myndighederne sikrer ordentlige forhold. 

Disse forudsigelser er som minimum højst usikre. Som det ser ud i dag, kan kun 1% af mineralerne fra udtjente elbiler genbruges i en kvalitet, der egner sig til nye biler. Hvad angår myndighedskontrol, er historien fuld af tiltag som har vist sig at være ineffektive og i praksis umulige at håndhæve.

Privatbilisme er ikke den eneste vej

Vi behøver ikke at sætte vores lid til en fremtidig løsning på disse problemer. Privatbilismen er ikke en naturlov, men et ganske nyt fænomen, tæt forbundet med det kapitalistiske samfund, vi lever i. 

Efterhånden som personbilen – først i 1920’ernes USA – blev allemandseje, blev den mødt af massiv modstand fra det omkringliggende samfund, hvilket er nemt at forstå. Enorme strækninger blev inddraget til udvidelse af motorveje og parkeringspladser, og ellers sikre områder blev med ét forvandlet til steder, hvor simple fejl kunne betyde liv eller død for forbipasserende.

Vi har brug for et paradigmeskifte, når det kommer til kollektiv transport, og massive investeringer for at sørge for, at tog, busser og letbaner bliver et reelt og billigt alternativ for almindelige mennesker

Citat: Asbjørn Grinder Valhøj

De sociale omkostninger ved privatbilismen er i dag normaliseret, men det behøver ikke at være sådan. Vi har brug for et paradigmeskifte, når det kommer til kollektiv transport, og massive investeringer for at sørge for, at tog, busser og letbaner bliver et reelt og billigt alternativ for almindelige mennesker. 

I stedet for at trække opgivende på skuldrene, når statistikken viser utilstrækkelig opbakning til kollektiv transport – som om det ikke i høj grad er et resultat af mangelfuld dækning, høj pris, og kulturelt betinget modvilje – kræver klimakrisen at vi går i spidsen for at visualisere et radikalt anderledes samfund, også når det kommer til vores transport.