Den politiske festival Arendalsugen i Norge nægter partiet Alliansen og organisationen Stop islamiseringen av Norge (SIAN) at have boder, markeringer og deltage, når festivalen løber af stablen i august.

De har tidligere fået lov til at deltage med argumenter om ytringsfrihed. Og de fik også først lov i år. Men arrangørerne skiftede mening efter to dage på grund af pres fra antiracister, minoriteter og ikke mindst Arbejderpartiet (Socialdemokratiet), som sagde, at de måske ville trække sig fra festivalen, hvis Alliansen og SIAN deltog.

Lederen af Alliansen fornægter Holocaust, hader indvandrere, mener at statsminister Erna Solberg er en landsforræder, som skal stilles for retten og har propaganderet for statskup i Sverige. SIAN er ekstremt islamofobiske og er nu anklaget af politiet for hadefulde beskrivelser af muslimer og asylansøgere.

Arendalsugen samler hvert år ledende politikere og mange organisationer. Det er en vigtig sejr for antiracismen, at arrangørerne blev tvunget til at sætte en grænse ved organisationer, som mobiliserer på islamofobi, antisemitisme og fascistiske ideer. Det er særligt vigtigt, at det største parti på venstrefløjen satte foden ned.

Det skal vi bruge til at bygge alliancer med folk i Arbeiderpartiet mod racisme og fascisme, men også til at bygge fælles modstand mod udlændingepolitikken i Arbeiderpartiet, som desværre ligner Fremskrittspartiets.