Den yderst højreorienterede Jair Bolsonaro er en trussel mod arbejdere og de undertrykte. Men den potentielle magt hos dem, der modsætter sig ham, betyder, at det er muligt at stoppe hans projekt, Jair Bolsonaro’s præsidentvalgsejr i Brasilien har sendt chokbølger igennem hele verden. En ekstrem højreorienteret politiker sidder i førersædet i et land med 210 millioner mennesker og verdens ottende største økonomi. Han er en trussel mod kvinder, LGBT + og sorte mennesker, og alle andre undertrykte grupper. Han skal stoppes.
Er Bolsonaro fascistisk?
Valget har sendt kommentatorer i vildrede over, hvordan de skal kategorisere Bolsonaro og hans politik. I det amerikanske nyhedsmedie Foreign Policy hævder Federico Finchelstein, at “Bolsonaro’s populisme hælder tilbage til Hitlers tid”. Hans artikel har overskriften, “Jair Bolsonaro’s forbillede er ikke Berlusconi. Det er Goebbels. “ Under valget bragte Arbejderpartiet (PT) kampagnevideoer, der sammenlignede Bolsonaro med Hitler og nazisterne. Og flere på den revolutionære venstrefløj har også kaldt ham fascistisk eller semi-fascistisk. Debatten om, hvorvidt Bolsonaro er fascistisk, er vigtig, fordi en klar analyse er udslagsgivende for, hvordan venstrefløjen og andre skal reagere på den nye regering. Det er et spørgsmål om, hvordan balancen i klassekræfterne er i Brasilien, hvad det betyder internationalt – og hvad potentialet er for modstand.
Hvad er fascismen?
Den russiske revolutionære Leon Trotsky identificerede fascismen som småborgerskabets massebevægelse – en del af middelklassen, som f.eks. landmænd, butiksejere og småkapitalister. Historisk set trak det store dele af bønderne og mindre grupper af arbejdere med sig. Fascismens mål er at smadre arbejderklassens magt og dens organisering. Det er derfor, at den udgør en unik trussel mod almindelige mennesker og må knuses. Fascismen kommer til magten i samfund i dyb social krise. Når kapitalister ikke længere er i stand til at herske gennem de normale parlamentariske midler, kan de satse på et fascistisk styre. Ofte vil fascisterne så vende sig mod dele af den gamle herskende klasse.
Italien og Tyskland i mellemkrigsårene
Den vigtigste kontekst for fascismens eskalering i Italien og Tyskland var den russiske revolution i 1917. Den internationale herskende klasse var skræmt ved tanken om, at arbejdernes oprørsånd skulle sprede sig og fascismen var giften, der blev brugt til at dræbe den. I dag udgør “bolsjevikrevolutionen ikke engang skyggen af en trussel”, skriver Robert Paxton i sin bog The Anatomy of Fascism. Han fortsætter med at hævde, at der ikke findes noget der ligner “klassisk fascisme” i dag. Den specifikke form, som fascismen antager, varierer fra land til land. Fascisme i 1920’erne og 1930’erne i Italien var anderledes end i Tyskland. Og fascismen i dag er forskellig fra tidligere. Men intet af dette skal skjule, at Bolsonaro – hvordan han end defineres – er en farlig fjende, der skal konfronteres.
Bolsonaro’s politik
Det er nemt at se, hvorfor folk hævder, at Bolsonaro er en fascist. Nogle af grebene i hans valgkampagne kunne beskrives som fascistiske. Han har organiseret massemøder, som var designet til at piske en hadefuld stemning op og mobilisere mod venstrefløjen. På et rally før valget lovede han at rense Brasilien af “venstrefløjsforbrydere”. Der er ingen tvivl om, at fascister har fået selvtillid gennem Bolsonaro’s dybt racistiske taler. Han har også fremhævet sin absolutte foragt for demokrati. Han kritiserede diktaturet fra 1964 til 1985 for ikke at gå langt nok. Og han har sagt, at han ville gøre “det arbejde færdigt, som militærregimet ikke gjorde, ved at dræbe 30.000 mennesker.” Han har appelleret til middelklassen ved at spille på deres følelse af at blive angrebet af den tidligere PT-præsident Dilma Rousseff.
Fascismen har ikke sejret
Men disse egenskaber betyder ikke, at fascismen har sejret. Og den brasilianske kapitalisme er endnu ikke i en så alvorlig krise, at den har behov for fascismens metoder. Indtil videre har bevægelsen, der har stået bag Bolsonaro, på gaden, været komplementær til hans valgstrategi. Nu kan han bringe statsstyrkerne i spil. Bolsonaro baserer sin magt på det eksisterende repressive apparat, ikke i en massebevægelse. Et af hans valgløfter var at slippe politiet løs og give dem næsten ubegrænset magt mod dem, han definerer som modstandere. Bolsonaro er en karrierepolitiker og tidligere kaptajn i hæren. Langt fra at opildne den fascistiske bevægelse, som Benito Mussolini i Italien, ser han bevægelsen som underordnet til sine politiske ambitioner. Dette adskiller sig fra måden, hvorpå fascister traditionelt tager magt. Trotskij beskrev fascismens vej til magten gennem en massebevægelse af “småborgerskabet og grupper fra det klasseløse og demoraliserede pjalteproletariat.” Der er en fare for at afskrive Bolsonaro og hans tilhængere, fordi de ikke ser ud til at passe Trotskijs skitse. Deres politiske kurs er vigtig at forstå. Der er et potentiale for, at en ægte fascistisk bevægelse kan udvikle sig fra Bolsonaro’s administration. Og der er også en række andre muligheder, såsom indsættelsen af et militært regime. Bolsonaro placerede hyklerisk sig selv i spidsen for en bevægelse mod PT-korruption ledet af middelklassen. “Højrekræfterne i Brasilien mobiliserede middelklassen mere end noget andet, især omkring rigsretssagen mod Dilma Rousseff,” påpeger forsker Sabrina Fernandes fra University of Brasilia. Bolsonaro har forfremmet dommer Sergio Moro, som fængslede tidligere præsident Lula, til justitsministeren. Dette er en klar besked til hans støtter om, at han ikke opgiver kampen – og at han vil holde den kørende.
Mobiliser hans tilhængere
Det er ikke utænkeligt, at Bolsonaro bliver nødt til at mobilisere sine tilhængere på en stadig mere fascistisk måde. Hvis han ønsker at presse de 147 privatiseringer af statsejet industri igennem, som hans økonomiske rådgivere vil have, vil han ville møde arbejderklassens modstand. Hvis dette sker, vil Bolsonaro sandsynligvis mobilisere hæren til at bryde strejker og angribe demonstrationer. Hans nye finansminister Paulo Guedes har sagt, at regeringen vil følge den økonomiske politik fra Augusto Pinochets regime. Han kom til magten i Chile i 1973 gennem et brutalt militærkup. Hvis han vil gennemføre disse politikker, vil det komme til sammenstød. Under disse sammenstød kan Bolsonaro blive besejret eller mobilisere statsvold eller bevæger sig i en fascistisk retning. På trods af hans rungende sejr i præsidentvalget er Bolsonaro isoleret i parlamentet. Hans Frihedsparti (PSL) gik fra en til 52 pladser i parlamentets underhus. Men PT er det største parti med 56 pladser. Der vil være 30 partier, der kæmper for deres egne dagsordener i det nye parlament, det højeste antal nogensinde. Det betyder, at enhver koalition, Bolsonaro er i stand til at danne, sandsynligvis vil være meget ustabil. I denne sammenhæng kunne Bolsonaro bruge militæret til at skubbe sin dagsorden igennem og ikke en fascistisk massebevægelse af småborgerskabet. Hidtil har han omringet sig med generaler. Hans forsvarsminister bliver Augusto Heleno, første gang en ikke-civil sidder på posten siden militærdiktaturet. Hans vicepræsident vil være en anden general-Hamilton Mourao. Hertil kommer, at mange af de PSL-kandidater, der vandt i parlamentsvalget, har militær baggrund. I Bolsonaro’s højborg i Sao Paulo vandt partiet 15 pladser. Af disse var ni officerer.
Militæret er Bolsonaro’s våben
På valgnatten raserede militæret universiteter, arresterede folk og brød et antifascistisk møde op. Militæret var allerede en meget stærk institution i det brasilianske samfund. Det blev gjort mere magtfuldt under PTs styre. Partiet øgede udgifterne til militæret dramatisk. De sendte også den brasilianske hær til Haiti for at hjælpe FN-styrkerne til at rydde op efter at amerikanske specialstyrker havde fjernet den demokratisk valgte præsident Jean Bertrand Aristide. Både Heleno og Mourao var førende officerer i den ekspedition. De var ansvarlige for, at snesevis af mennesker døde, da de lancerede et raid ind i slumområderne i hovedstaden Port au Prince. Disse generaler er nu folkene i hjertet af Bolsonaro’s regering. Brasilien er ikke en fascistisk stat, men dens regering er en trussel for almindelige mennesker i Brasilien og over hele verden. Hvis Bolsonaro er indstillet på at bringe militæret tilbage til magten, er det værd at huske på, at militæret sidste gang blev besejret gennem massestrejker. Fagforeningerne er stadig meget stærke og i stand til at levere modstand til Bolsonaro og resten af højrefløjen.
Videre læsning :
https://socialistworker.co.uk/art/47649/Brazils+darkest+days+++the+horrors+of+military+dictatorship
https://socialistworker.org/2018/11/14/bolsonaros-road-to-victory
