Det danske Socialdemokrati og regeringschefen har meldt sig i rækken af europæiske ledere, som forsøger at sætte lighedstegn mellem antisemitisme og kritik af Israel. Den israelske ambassade i Danmark tilsluttede sig straks debatten. Den 6. februar 2020 skrev viceambassadøren et indlæg i Berlingske, som ved hjælp af insinuationer, manipulationer og ”guilt by association” (skyldig, fordi man associeres med nogen, som menes at være skyldig) mistænkeliggjorde Enhedslisten (og dermed resten af venstrefløjen). Den røde tråd var, at partiets Israel-kritik var illegitim, hvilket blev spidsformuleret således:
”Konklusionen er krystalklar: Moderne antisemitisme er politisk, anti-israelsk og anti-zionistisk”. Det kan ikke siges meget klarere.
Se artiklen af Steffen Groth, Cand.mag. og skribent for net mediet POV i Weekendavisen d. 6.02.20 https://www.berlingske.dk/kommentarer/antisemitismen-som-venstrefloejen-ikke-har-lyst-til-at-tale-om
Israels forsøg på at stemple kritikere
Det, som først og fremmest historisk har været den israelske stats måde at stemple kritikere på, er nu blevet mainstream blandt Europas ledere og truer med at lukke munden på alle, som kritiserer Israel. Blandt andet er Mette Frederiksens egen partikammerat, tidligere partiformand Mogens Lykketoft, ofte blevet angrebet af zionister for sin støtte til den palæstinensiske sag.
Dette er sket før, når folk har kritiseret Israel. Men det er først indenfor de sidste 10 år, at projektet med at stemple folk som ”antisemitiske”, fordi de kritiserer staten Israel og dens handlinger, er steget i intensitet og har haft en stigende betydning. Det er kulmineret i suspensionen af socialisten og den tidligere leder af Labour-partiet i UK, Jeremy Corbyn, fra partiet.
Jeremy Corbyn måtte modstå en fem år lang mobilisering af modstand mod ham fra jødiske organisationer udenfor og højrefløjen i hans eget parti, der forsøgte at portrættere ham som antisemit, eller i det mindste, at han var blind over for antisemitisme i Labour-partiet. Det begyndte lige så snart, han kom til magten i Labour og kulminerede i efteråret 2020 med, at han ‒ efter at have kritiseret en rapport (som udkom i oktober) om antisemitisme i Labour som ”overdreven” ‒ blev suspenderet fra partiet.
En masse andre blev smidt ud direkte, inklusiv mange Israel-kritiske jøder, som også blev beskyldt for antisemitisme. Corbyn blev genoptaget i partiet efter massive protester fra fagforeninger og partiets medlemmer, men ikke i Parlaments-gruppen, så nu er han løsgænger.
Corbyns efterfølger som partiets leder, Keir Starmer har forbudt enhver diskussion af suspensionen og af rapportens konklusioner i partiets medlemsskare ‒ således, at Corbyn i brede kredse i partiet omtales som Voldemort i Harry Potter-bøgerne, – ”han som ikke må benævnes”.
Men det er ikke kun Labours højrefløj, som nok mest af opportunistiske grunde har favnet Corbyns påståede antisemitisme for at underminere hans lederskab, fordi de var uenige i hans mere venstreorienterede linje. Det er også den liberale presse i UK, inklusiv den prominente The Guardian, og en stor del af den britiske presse i øvrigt. De er i uheldig alliance med de mest rabiate zionistiske organisationer i UK.
For en robuste tilbage visning af Corbyns påstået antisemitisme se: Sabby Sagall and Lee Humber i Socialist Review december 2020 http://socialistreview.org.uk/463/can-labour-right-destroy-corbyn-and-muzzle-left
Hvad er grundene til angrebet på Corbyn?
Det, som ligger bag dette giftige angreb på retten til at kritisere Israel, er den frygt, som Israel og imperialistiske magter i det hele taget havde, da de opdagede, at de risikerede, at en åbenlys tilhænger af palæstinensiske rettigheder kunne komme til at lede den sjettestørste økonomi i verden.
En magt, som også er meget afgørende i NATO og internationalt. UK har traditionelt været en ”ven” af Israel (og Labour-partiet traditionelt pro-zionisme) og har, sammen med USA, nedlagt veto i FN hver gang, man har nærmet sig reelle sanktioner mod Israel for deres besættelse af Vestbredden gennem de ulovlige bosættelser. Dette måtte forhindres med al magt. De store kanoner blev rullet ud, og smædekampagnen startede.
Re-definition af antisemitisme
Derfor skabte de en situation, hvor Labours National Committee i 2018 (mod Corbyns protest) accepterede en definition af antisemitisme udarbejdet af International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA). Et af IHRA’s eksempler på antisemitisme var at beskrive Israel som et ”racistisk projekt”. Argumenter om, at Israel blev grundlagt for jøder i 1949 og derfor måtte etnisk udrense op mod en million palæstinensere for at få plads, og derefter oprettede en stat, hvis lovgivning diskriminerer mod arabere og dermed er en kolonialistisk og racistisk stat, er derfor ifølge IHRA antisemitiske.
Med denne definition i hånden blev der nedsat en undersøgelseskommission om ”antisemitisme” i Labour-partiet, hvis rapport udkom i oktober 2020 og førte til, at 12 personer blev ekskluderet. Pressen brugte dette til at udpege Corbyn som antisemit på trods af hans årelange og dokumenterede antiracisme.
Corbyn mente, at fortolkningen af rapporten hos højrefløjen både i og uden for Labour, som viste en systematisk antisemitisme i Labour, var ”overdreven” og blev brugt målrettet til at få skovlen under ham. Den politiske vurdering blev brugt til i brede kredse at sige, at Corbyn selv var antisemit.
I juli 2019 kom nyheds-sitet Shwakbox med en liste af 50 begivenheder mellem 1977 og 2019, hvor Corbyn deltog i eller organiserede events i solidaritet med jøder. At påstå, at han er antisemit er absurd.
Israels kampagne i Europa
Men det er ikke kun i UK, at debatten og angrebet raser. I Frankrig har præsident Macron i en tale til Rådet af Jødiske Institutioner i Frankrig (Conseil représentatif des institutions juives de France) i februar 2019 erklæret at ”antizionisme er en moderne form for antisemitisme”.
Ved samme lejlighed bebudede han, at Frankrig vil tilslutte sig IHRA’s definition af antisemitisme. Det gjorde det franske parlament til virkelighed i april samme år. Og det samme har Mette Frederiksen også bekendtgjort i det før omtalte interview.
EU vedtog IHRA’s definition i 2017. SF’eren Margrete Auken stemte imod og begrundede med:
”Besættelsen er terror, og det er bekymrende, hvis man ikke kan få lov at fortælle hele Israels historie, inklusive deres forbrydelser……”
Haaretz , den ældste og mest velrespekterede avis i Israel, har dokumenteret (som ingen anden mainstream avis i Europa), hvad det betyder i praksis, når kritik af Israel bliver synonymt med antisemitisme, blandt andet i Tyskland.
Bundestag vedtog i 2020 en resolution, som satte lighedstegn mellem antisemitisme og ikke-voldelige boykot af Israel, i solidaritet med palæstinenserne. Det har ifølge avisen skabt et ”kulturelt, politisk og intellektuelt terror-regime”
Et af eksemplerne er Peter Schäfer, en respekteret professor i studier i gammel judaisme og kristendom. Han blev tvunget til at trække sig tilbage fra posten som direktør for Det Jødiske Museum i Berlin sidste år.
Schäfers brøde var at afholde en udstilling om Jerusalem, som anerkendte byens tre religiøse traditioner, inklusive islam. Han blev med det samme anklaget for at fremme ”historiske fordrejninger” og at være ”anti-Israel”, blandt andet af den højreorienterede Jerusalem Post. Schäfer beskrev atmosfæren efterfølgende:
”Anklagen for antisemitisme er en stok, som tillader folk at slå én til plukfisk. Politiske elementer, som har en interesse i det, bruger den uhæmmet.”
Se artiklen fra Mellem Øst journalist Jonathan Cook på internet forum Information Clearing House http://www.informationclearinghouse.info/56032.htm
Debattens vigtighed
Hvorfor er den debat vigtig?
Hvis man får held til at definere kritik af Israel og det zionistisk projekt som antisemitisk, så gør man tre ting.
- Man lukker munden på folk, som vil kæmpe for palæstinensernes rettigheder og freder dermed Israels koloniale og racistiske optræden, som blandt andet ses gennem deres ulovlige bosættelser på Vestbredden.
- Man får held til at pege på venstrefløjen og (muslimske) indvandrere som hovedårsagen til antisemitisme og vender dermed det blinde øje til den virkelige, antisemitiske trussel – det ekstreme højres jødehad.
- Samtidig styrker man de antimuslimske holdninger, som allerede findes, og dermed styrker man racismen generelt.
Hvad er Zionisme?
Zionisme er en politisk bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet. Den påstår, at der er et hjemland for alle, der kalder sig selv jøder, og at dette hjemland (Zion) befinder sig i Palæstina.
Israel er og skal være en jødisk stat. Denne opfattelse passer også som fod i hose til den evangeliske opfattelse af, at når jøderne kommer tilbage til ”hjemlandet”, så er det et tegn på frelserens tilbagekomst. Det kan forklare, hvorfor mange mennesker, specielt i USA, hvor den evangeliske kristendom er udbredt, støtter denne idé om Israel.
Zionisterne har aldrig været andet end et mindretal blandt jøder. De mennesker, der opfatter sig som jøder, er så forskellige, at det er absurd at snakke om et specifikt “jødisk hjemland”.
Ordene jøde, zionist og israeler betyder ikke det samme. Jøderne kan være zionister eller ikke. Zionister kan være jøder eller ikke. Og israelere kan være jøder eller ikke. Idéen om en selvstændig jødisk stat, der alene regeres af og for jøder, er ikke “selvbestemmelse” – det er nationalisme, kolonialistisk og racistisk. Zionister har nemlig ikke “befriet jøderne”.
Derimod er der tale om, at et lille mindretal af verdens jøder (og også et mindretal af verdens zionister for den sags skyld) regerer et land, der bliver pumpet med amerikanske dollars og våben, i USA’s (og deres allierede, inklusive Danmarks) interesser. Betingelsen for at gøre dette var en massakre og tvangsflytning af hundredtusinder af palæstinensere.
For en gennemgang af Zionismens opståen og myten om den se Martin Johansen ”Zionisme – den falske Messias” http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=20421 eller en mere kortfattede artikel af John Rose ”10 argumenter mod zionisme” http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=25819
Kritik af Israel er ikke antisemitisk
Palæstinenserne har ret til at gøre oprør mod Israel, og de israelske “desertører” har ret til at nægte at bekæmpe palæstinenserne. En løsning for hele området må bygge på principper om frihed, lighed og broderskab.
De fleste, som støtter Palæstinensernes rettigheder, accepterer en to-statsløsning. Denne avis argumenter for én sekulær, demokratisk og socialistisk republik, der skal omfatte alle, som bor i Palæstina ‒ jøder, muslimer og kristne. Ingen af de to ovenstående opfattelser er antisemitiske, og et stort mindretal af jøder deler enkelte eller alle af disse opfattelser.
Antizionisme kan selvfølgelig også være antisemitisk. Det er en mulighed, hvis kritikken af Israel er en del af et antisemitisk synspunkt. F.eks. ved at beskylde jøderne for, hvad der er sket i Mellemøsten, på trods af, at det er zionisterne, såvel jødiske som ikke-jødiske, der er skyld i problemet.
Socialister må og skal gå imod enhver form for racisme og diskrimination af jøder. Men at argumentere imod en stat, der styres alene af og for jøder, og hvad den konkret gør mod palæstinenserne, er ikke antisemitisme, men derimod et klassisk antiracistisk og multikulturelt synspunkt.
Holocaust og jøderne
At påstå, at ovenstående er antisemitisme, er et forsøg på at afbøde kritikken af zionismen og Israel under dække af Holocaust. Det er det samme argument, som blev brugt af Mette Frederiksen til ikke at lovgive om omskæring af drenge. Hendes argument var, at jøder havde lidt så meget under 2. verdenskrig og skulle tages særligt hensyn til. Hvis det kun havde været muslimske drenges omskæring, der var tale om, ville hun ikke have tøvet. Og det er den samme logik, som gør, at synagoger og jødiske institutioner er beskyttet af statsmagten, mens det ikke er tilfældet for moskéer og andre muslimske institutioner. Med sådan et argument er vejen banet til at frede Israel for enhver kritik, fordi det er ”synd for jøder”.
Jødernes ekstreme lidelser under 2. verdenskrig, og i øvrigt gennem historien, er veldokumenteret og fordrer empati. Problemet er, at det bliver misbrugt af Israel og zionister til at hævde, at Israel skal være hævet over kritik. Hvis andre lande, f.eks. Sydafrika i sin tid, eller USA, Kina og Rusland i dag foretager sig noget kolonialistisk eller anti-demokratisk, skal de kritiseres, og der er ingen, som vil hævde at denne kritik har et racistisk eller diskriminerende motiv mod amerikanere, kinesere eller russere. Men det er denne logik, den nye fremstilling af antisemitisme ender med at hævde.
For socialister er al racisme foragtelig og skal bekæmpes. Men vi kan aldrig støtte et hierarki i anti-racismen, hvor jøder står højest, mens vanhelligelse af muslimske gravpladser ikke betyder så meget. Eller et, hvor Europas ledere kan hylde ytringsfrihed, når det drejer sig om fornærmelse af profeten for milliarder af muslimer, men samtidigt ønsker at lukke munden på kritikere af Israel.
Socialister står i solidaritet med alle, der udsættes for diskrimination, og i denne kamp har vi brug for alle, jøder såvel som muslimer, kristne og alle andre, da det er en fælles sag. Israels racistiske og kolonialistiske optræden over for palæstinenserne er en af disse sager. Og forsøget på at stemple og smæde dem, som siger det, skal afvises og bekæmpes som det målrettede angreb, det er.
Tak til Alexander Lassithiotakis for nogle af pointerne i den sidste afsnit http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=34023
