EU-domstolens afgørelse kan blive en bombe under “ghettoloven”

Almen Modstand har i 17 år kæmpet mod “ghettolovens” racistiske tvangsflytninger og nedrivninger.  Den 13. februar kom de et skridt nærmere det, der formentlig ender med en sejr til beboerne i såkaldte parallelsamfundsområder, der har anlagt sag mod den danske stat for etnisk forskelsbehandling

Generaladvokaten for EU-domstolen fastslog nemlig, at den danske “ghettolov” udgør “direkte forskelsbehandling på grund af etnicitet”, når den kræver færre ”ikkevestlige” personer i bestemte, udsatte boligområder, og når etnicitet udgør hovedparametret for, hvorvidt staten stempler områder som såkaldte omdannelses- og parallelsamfundsområder på det, der tidligere hed “ghettolisten.” 

Konsekvenserne ved en afgørelse fra EU-domstolen kan udgøre en bombe for dansk ghetto lovgivning og tvinge den danske stat til at lave den om.

Generaladvokatens konklusion er ikke bindende, men det er en anbefaling og strømpil for, hvorvidt EU-domstolen vil give beboere fra Mjølnerparken på Nørrebro og Schackenborgvænge i Slagelse medhold i, at den danske lovgivning forskelsbehandler på grund af etnisk oprindelse. Den endelige dom indgår i beboernes søgsmål mod den danske stat, som kører i Østre Landsret.

Tvangsflyttet alene på baggrund af “ikke vestlig” baggrund

En opgørelse har tidligere vist, at omkring 11.000 mennesker står til at blive tvangsflyttet frem mod 2030, fordi staten har pålagt boligselskaber og kommuner at reducere andelen af almene boliger med 60 procent i parallelsamfunds- og omdannelsesområder. 

Konsekvenserne ved en afgørelse fra EU-domstolen kan udgøre en bombe for dansk ghetto lovgivning og tvinge den danske stat til at lave den om

Citat: Lene Junker

Hvis et område således er kendetegnet ved mange beboere udenfor arbejdsmarkedet, lav indkomst og uddannelsesniveau og høj kriminalitet, men der bor under 50 procent med ikke-vestlig baggrund, vil området ikke blive betegnet som parallelsamfund og omdannelsesområde og pålagt at nedbringe den almene boligmasse til 40 procent ved nedrivninger og frasalg til private investorer.

Et område kan kun blive udråbt som parallelsamfunds- og omdannelsesområde, hvis mere end halvdelen af beboerne har ikke-vestlig baggrund. Mange er allerede blevet tvangsflyttet, men måske kan man via domstolene nå at redde folks bopæl frem for at omdanne dem til dyre, privat udlejede boliger i de områder, hvor man endnu ikke har påbegyndt nedrivninger og frasalg.