Denne artikel blev først publiceret i den Irske socialistiske avis Rebel. Her er den på engelsk.

Forfatteren Marnie Holborow er medlem af People before Profit og Socialist Workers Network i Dublin. Hendes seneste bog er ‘Home in Crisis Capitalism’ (Bloomsbury 2024).

EU er dybt involveret i disse krigsforbrydelser. Det har betydet en massiv stigning i militærudgifterne – på trods af at Europas befolkning gentagne gange har demonstreret deres modstand mod krig. Planen om at ombygge Europa  markerer et afgørende øjeblik. Det sætter EU på krigsfod.

Høgene har kontrollen. Von der Leyens engagement i  det europæiske forsvar signalerer starten på ​​en centraliseret europæisk forsvarspolitik, selvom dette ellers er et strengt nationalt anliggende. Macron har foreslået, at franske atomvåben kan placeres over hele Europa, hvilket vil give Frankrigs atomvåben en europæisk dimension. Den tyske kansler Friedrich Merz har lovet at stille alle de økonomiske ressourcer til rådighed, der er nødvendige for, at det Tyske Bundeswehr kan blive den stærkeste konventionelle hær i Europa.

Hvordan forklarer man denne massive militarisering? Hvorfor er EU-regeringerne så begejstrede for den? Vil Israels bevidste optrapning af folkedrabet i Gaza og angreb på Iran cementere krigsøkonomien yderligere? Selvom det lyder sygt, kan det at producere disse dødbringende våben være redningen for det liberale kapitalistiske samfund?

Militærudgifter i dag

Verdens militærudgifter nåede 2718 milliarder dollars i 2024, en stigning på 9,4 % i reelle tal fra 2023 og den stejleste stigning fra år til år siden afslutningen af ​​den kolde krig. Tallene fra Stockholm International Peace Research Institute viser, at militærudgifterne steg i alle verdens regioner, men der har været særlig hurtig vækst i både Europa og Mellemøsten. 

Når vi ser på de enkelte lande, ser vi en tydelig tendens til langt højere militærudgifter. Verdens absolut største militærudgifter, i reelle tal, er USA’s. Andelen af ​​BNP, der bruges på forsvar, er 3,4 %. På anden- og tredjepladsen kommer Kina og Rusland, begge med 7,1 %. Israel bruger 8,8 % og Ukraine 34 %.     

Verdens militærudgifter nåede 2718 milliarder dollars i 2024, en stigning på 9,4 % i reelle tal fra 2023 og den stejleste stigning fra år til år siden afslutningen af ​​den kolde krig

Citat: Marnie Holborow

Den samme rapport bemærker, at Tyskland nu bruger 1,9 % af landets BNP, hvilket nærmer sig NATO’s nuværende mål på 2 %. Dette er faktisk en stor stigning. Den nye tyske finanspakke vil betyde, at Tyskland får verdens fjerde højeste militærudgifter, overgået af USA, Kina og Rusland i absolutte tal. Det overstiger langt de udgifter,  der fulgte med Marshallplanen efter krigen og med den tyske genforening i begyndelsen af ​​1990’erne.  

Som tabellen viser, har Tysklands øgede militærudgifter en stor social omkostning.

Tabel fra Michael Roberts, CADTM, 24. marts 2025

I de senere år er de tyske reallønninger faldet drastisk; landet har oplevet det største kollaps i levestandarden siden Anden Verdenskrig. Og nu vil det blive værre, alt sammen i krigsforberedelser nes navn. 

Skiftet fra velfærd til krigsforberedelse vil fra nu af gælde alle EU-lande. Sverige har, efter at have droppet sin neutralitet og tilsluttet sig NATO, øget sine militærudgifter med 34 % til 12 milliarder dollars og nået de 2 % af BNP, som NATO ønsker. Dets militærbudget er mere end fordoblet i løbet af det sidste årti.

Irland er en lille aktør i EU’s militarisering kampagne, men ikke desto mindre er udviklingen klar. I år er de irske forsvarsudgifter rekordhøje 1,35 milliarder euro – en stigning på 30 %. Forsvarsbudgettet for 2025 inkluderer det højeste niveau  nogensinde på 215 millioner euro. Over 805 millioner euro er blevet afsat til rekruttering af netto 400 yderligere medlemmer af forsvarsstyrkerne.  Yderligere stigninger er planlagt til næste år. 

Micheál Martin (irsk politiker fra partiet Fianna Fáil, Irlands regeringsleder fra 2020 til 2022), har været fast besluttet: Irland skal opruste inden for cyber- og maritim sikkerhed, herunder undersøiske kabler, og styrke flåden og militæret. “Irland vil ikke stå i vejen for de europæiske landes forsvars- og sikkerhedsbehov, når det kommer til den eksistentielle russiske trussel”. Alligevel vil øgede offentlige udgifter til forsvar medføre en større social omkostning for Irland, da landet allerede er midt i en dyb bolig-, sundheds- og offentlig service krise.

Den ‘russiske trussel’

At fremhæve den russiske trussel er et kynisk trick for at få EU-medlemsstaterne til at genopbygge. EU taler sin modstand mod Rusland op, men utroligt nok brugte Europa i 2024 flere penge på russiske fossile brændstoffer end på økonomisk bistand til Ukraine! EU anslås at have købt fossile brændstoffer for 22 milliarder euro fra Rusland i 2024, men gav kun 19 milliarder euro i støtte til Kyiv. Europa har reduceret sin import af russisk rørlednings gas siden starten af ​​Ukraine krigen, men har opretholdt leverancerne af flydende gas (LNG) fra Rusland. Brugen af ​LNG i EU og Storbritannien er vokset dramatisk siden starten af ​​krigen i Ukraine. Rusland var den næststørste LNG-eksportør til Europa sidste år.

EU taler sin modstand mod Rusland op, men utroligt nok brugte Europa i 2024 flere penge på russiske fossile brændstoffer end på økonomisk bistand til Ukraine!

Citat: Marnie Holborow

Hvad angår Irland og truslen fra russiske cyberangreb, kan det også være lidt af en afledningsmanøvre for at bruge millioner på krigsskibe og søkabler. Opgradering af eksisterende, gamle IT-systemer i den offentlige sektor er langt mere presserende. Ifølge en ekspert kunne det invaliderende cyberangreb på sundhedsvæsenet for to år siden have været undgået, hvis gamle IT-systemer og applikationer var blevet opgraderet.

Nu er den ‘eksistentielle trussel’ blevet Iran. Det var Israel, der angreb Iran den 13. juni, hvilket Iran gengældte. Alligevel var EU’s reaktion på Israels første angreb på Iran, at Iran ikke følger reglerne, og at det er landets atomprogram, der skal stoppes. Mens Israel tilsyneladende har en permanent ret til selvforsvar , har andre stater det ikke. Vi kan forvente mere dæmonisering af Iran, hvis dette eskalerer.

Imperialistiske spillere

Katalysatoren for øgede militærudgifter har været stigende ‘geopolitiske spændinger’ – i marxistiske termer en øget imperialistisk rivalisering. Den umiddelbare baggrund for militarisering og øget våbenproduktion har været krigen i Ukraine og Israels folkedrab i Gaza – hvor USA og Europa er store imperialistiske aktører.

EU’s samlede støtte til Ukraine siden begyndelsen af ​​Ruslands angrebskrig har beløbet sig til næsten 147,9 milliarder euro, hvoraf 50,3 milliarder euro er gået til militære formål. Ukraine er blevet Europas arsenal, og våbenproducenter drager stor fordel af det.

Værdisættelsen af ​​europæiske forsvarsvirksomheder – Tysklands Rheinmetall, Frankrigs Thales, Italiens Leonardo – er steget markant siden Ruslands invasion af Ukraine. Trumps skift væk fra Europa til at konfrontere Kina – i sig selv et skift i den imperialistiske omstrukturering som er sket over tid og før Trump – er blevet påskud til at sætte turbo på den europæiske genoprustning. 

EU’s snak om at støtte “den frie verden” i at støtte krigen i Ukraine klinger hult, når EU så åbenlyst har stillet sig på den amerikanske imperialismes side i  stedfortræder krigen mod russisk imperialisme

Citat: Marnie Holborow

EU søger nu at afgrænse sin egen indflydelsessfære og mere åbent hævde sine imperialistiske ambitioner.

Nabostater – som Rusland så storsindet kalder “sit nære udland” – kan efter Ruslands blodige krig i Ukraine have en vis frygt  for præcis hvilken trussel Rusland udgør. Men at optrappe krigen med våben vil kun forlænge lidelsen og give næring til NATO’s dagsorden for at udvide sin tilstedeværelse i Østeuropa. 

EU’s snak om at støtte “den frie verden” i at støtte krigen i Ukraine klinger hult, når EU så åbenlyst har stillet sig på den amerikanske imperialismes side i  stedfortræder krigen mod russisk imperialisme. I betragtning af at Trumps idé om fred var at berøve Ukraine dets ressourcer, og at enhver fred, der udgår fra Det Hvide Hus, svarer til nye former for kolonialisme, ville det ikke være svært for EU at være mindre pro-USA og at fremlægge en reel vej til en våbenhvile. Men dens anti-russiske holdning er så rodfæstet, at dette er udelukket.

EU’s urokkelige støtte til Israel er en del af den samme tendens. EU er den næststørste våbenleverandør til Israel – efter USA – anført af en næsten fanatisk støtte fra Tyskland.  De største israelske våben producenter – Elbit og Israel Aerospace Industries (IAI) – modtager finansiering fra EU.  Et europæisk datterselskab af Israel Aerospace Industries er involveret i 15 EU-forsvars projekter, herunder et drone udviklingsprogram til flere millioner euro, der medfinansieres af europæiske regeringer. Listen fortsætter. Folkedrabet i Gaza, der nu har været støttet af vestlig bistand i 20 måneder, finansieres med millioner fra EU’s forsvarsmidler, hvor Tyskland leverer en tredjedel af Israels våben.

Militær Keynesianisme

Regeringerne i EU og Storbritannien er henrykte over krigsøkonomiens genkomst. Starmers regering ønsker  flere militærudgifter, da den ser det som et comeback for staten. Militær keynesianisme vil skabe flere job og være godt for alle. Bronwen Maddox, direktør for tænketanken Chatham House, hævder , at forsvarsudgifter er af “største offentlig gavn”, fordi de er nødvendige for at forsvare demokratiet. Denne ændring til en vægtning af fælles europæisk forsvar gør det muligt for Storbritannien at blive en vigtig europæisk aktør igen.

For Tyskland kunne genoprustningen ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Tysklands største ammunition producent, Rheinmetall, planlægger at omdanne kriseramte bilfabrikker – herunder Volkswagens fabrik i Osnabrück – til primært at producere forsvarsudstyr. Skiftet fra biler til kampvogne forventes at give et tiltrængt boost til den træge tyske økonomi.  Ikke underligt at Mehr siger, at med genoprustningen er ‘Tyskland tilbage’.

Kapitalismens kynisme kender ingen grænser. Med risiko for at sige det åbenlyse, er militær keynesianisme imod arbejdende menneskers interesser, og fremstilling af våben for at sikre  ​​arbejdspladser trodser al logik. 

Bortset fra det kan militær keynesianisme, argumenterer Michael Roberts, ikke være en løsning på kapitalismens virkelige problem – dens faldende rentabilitet. Kun en fuldskala krig kan føre til den nødvendige ødelæggelse af tidligere akkumulering af kapital, som ikke længere er rentabel at anvende. Det er dette, Roberts hævder var nøglen til at skabe boomet efter Anden Verdenskrig, ikke våbenproduktion.

Kapitalisme og våben økonomien

Andre marxister i den kolde krigs tid havde et lidt anderledes syn på den rolle, våbenøkonomien spillede for kapitalismen. Den britiske marxist Mike Kidron skrev i begyndelsen af ​​1960’erne, og forsøgte at forklare det vedvarende boom i den vestlige kapitalisme efter Anden Verdenskrig. Han identificerede investeringer i våbenindustrien som statsstyret middel til at opretholde vækstrater, undgå nedture og opveje tendensen til faldende profitrate. 

En kort afstikker til Marx her. Marx bemærkede, at profitratens tendens til at falde var et centralt træk ved den kapitalistiske akkumulation. Dette kan virke mod al fornuft for os i dag, hvor profitterne i nogle sektorer af økonomien stiger voldsomt. Ikke desto mindre forklarer denne tendens til en vis grad et stort iboende problem med det kapitalistiske system – nemlig overakkumulation. 

Konkurrence mellem individuelle kapitaler fører til, at kapitalister investerer mere i produktionsmidler (anlæg, maskiner, teknologi og udstyr) eller konstant kapital – end i arbejdskraft, variabel kapital. Men arbejdskraften er kilden til profit. Hvis investeringer i konstant kapital vokser hurtigere end arbejdskraft, vil der være et nedadgående pres på profitraten. Denne modsigelse modarbejder kapitalismens udvikling, er en trussel mod selve produktionsprocessen og bidrager til systemets kriser.

Marx bemærkede dog også, at andre ting midlertidigt kunne opveje faldet i profitraten. At få mere værdi ud af arbejderne – øge arbejdsdagen, lønninger og så videre; et fald i omkostningerne til maskiner, teknologi, råvarer; og endelig økonomiske kriser i sig selv, som tillod større kapitalister at opkøbe andre virksomheder billigt og derved genoprette deres egne profitrater.

Kidrons værdifulde indsigt var at vise, hvordan den permanente våbenøkonomi i den kolde krigs periode var et andet middel til midlertidigt at opveje den faldende profitrate. Produktionen af ​​våben undgik logikken med andre varer, der strømmer tilbage i systemet via forbrug. Merværdi, som ellers ville være produktiv kapital, omdirigeres til at producere varer, som enten oplagres eller destrueres. I en tidlig formulering af sin teori udtrykte Kidron det ret skarpt: ” Da våben er en luksus i den forstand, at de hverken bruges som produktionsinstrumenter eller som et subsistensmiddel i produktionen af ​​andre varer, har deres produktion ingen effekt på profitraterne generelt” .1 

Kidrons teori kan have haft nogle mangler, især overdrivelsen af ​​udviklingen mod national statskapitalisme. Det var netop internationaliseringen af ​​privat og finansiel kapital, ikke statskapitalisme, der senere skulle blive kendetegnende for den neoliberale periode.  

Ikke desto mindre giver Kidrons teori en forklaring på den øgede våbenproduktion i forhold til den kapitalistiske akkumulations funktion og den kapitalistiske stats retning, både øst og vest. I tilfældet med Kina, hvis våbenudgifter vil stige med 7,2% i år, er dette en vigtig indsigt, der placerer dette som et logisk resultat af Kinas status som en stigende imperialistisk rival til USA. Selvom Kidron er kritisk over for nogle aspekter af Lenins forståelse af imperialisme, er hans teori baseret på det klassiske marxistiske princip, der ser militærudgifter som den logiske forlængelse af interimperialistisk rivalisering .

Er ”teorien om den permanente våbenøkonomi” relevant i dag? Militærudgifterne er vokset betydeligt i dag – men som andel af det globale BNP udgør de globalt 2,5 % – noget lavere end det globale tal på 8-9 % under den kolde krig. Stigninger i produktiviteten har reduceret den økonomiske vægt af våbenproduktion – og sandsynligvis også, som Alex Callinicos påpeger, evnen til at opveje den faldende profitrate i lige så høj grad. Men hvis der sker yderligere eskalering og militarisering, kan det ændre sig.

Kapitalisme og krig

Det, vi kan være sikre på, er, at kapitalisme og krig er forbundet. Vi lever i en verden, hvor vores regeringer under ledelse af EU har støttet  krig og folkedrab for deres egne interesser. Siden grundlæggelsen har EU altid været en nøgleaktør for amerikansk imperialisme, men denne dimension er langt mere åben i dag. For dem kræver forsvaret af liberal kapitalisme store militærudgifter, selvom dette går imod nogle af principperne i den liberalisme, de forsvarer. 

(….)staten er en kapitalistisk stat, og en statsstøttet styrkelse af våbenøkonomien handler om at øge profitten gennem produktion af døds- og ødelæggelsesvåben

Citat: Marnie Holborow

Dette, sammen med stigende inter-imperialistisk rivalisering, er det, der ligger bag regeringernes overgang til militær keynesianisme. Statslig intervention er et velkomment redskab til øge militærudgifterne og  styrke økonomien. 

Problemet er, at staten er en kapitalistisk stat, og en statsstøttet styrkelse af våbenøkonomien handler om at øge profitten gennem produktion af døds- og ødelæggelsesvåben. Ønsker Irland, med sin tradition for neutralitet og anti koloniale fortid, at være en del af det? Ønsker landet virkelig at blive trukket ind i en retfærdiggørelse af krig på EU’s vilkår? 

Genoprustning er en social blindgyde. Uanset hvordan den bliver forklædt, fører den uundgåeligt til længere krige og flere krige, flere dødsfald. EU-regeringers støtte til Israels folkedrab på det palæstinensiske folk har allerede chokeret Europas befolkninger, der demonstrerer i tusindvis, ofte stillet over for statslig undertrykkelse, mod deres regeringer og EU’s medvirken. Alene dette har svækket vores magthavers troværdighed.  

EU har indtil nu støttet sig til vage forestillinger om et socialt og liberalt Europa for at styrke sin politiske stabilitet. Et militariseret, krigsomfavnende Europa, der udelukker neutralitet og gør modstand tavs, minder mere end bare en lille smule om 1930’erne, og er måske et skridt for langt at gå. Krige har tidligere været omgørelse af den herskende orden. På tværs af Europas lande er vi nødt til at opbygge modstand mod krig og sørge for at gøre det igen.