Ideen om det illiberale demokrati er ikke opfundet af Victor Orban – Ungarns regeringsleder, hvis parti Fidesz for tredje parlamentsvalg i træk vandt valget i 2018 – men han har taget det til sig som noget positivt. Det er altså ikke en højreorienteret nichepolitiker, men en sværvægter. Og selv om han betragtes med modvilje og endda afsky af flere gamle EU-lande, så er der ikke tale om en  marginaliseret politiker på europæisk plan.

De såkaldte Visegrad-lande (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) har sammen med Østrig haft en klar indflydelse på at EU’s  politik over for flygtninge og migranter er blevet endnu værre. (Se foto af Visegradslandenes ledere og den daværende østrigske kansler, Sebastian Kurz) Dog har  lande som Danmark og Italien også gjort sit for at hjælpe til.

Racisme og islamofobi er vigtige ingredienser, men sådan er det over det meste af Europa. De illiberale ideer går da også videre end det. Udgangspunktet for disse sorte tanker er,  at Europa og de enkelte stater bygger på et nationalistisk og kristent fundament, og at dette fundament går forud for alt andet.

Det er en form for identitetspolitik, der hævder retten til at forsvare den kristne kultur og afvise den ”multikulturalistiske ideologi”, og så indrette demokratiet derefter. Som Orban siger: ”Et liberalt demokrati er liberalt, mens et kristent demokrati pr. definition er illiberalt.”

Det giver selvfølgelig et voldsomt anti-indvandrings klima, men det stopper ikke her. I disse ideer er der ikke mindst en stor vægt på familien. Orban siger at enhver nation skal kunne forsvare det traditionelle familiemønster, og må hævde at ethvert barn har ret til en mor og en far.

I Polen betyder det, at kvinders abortrettigheder er under angreb, og at LGBT personer flere steder har det svært. På trods af at homoseksualitet (bortset fra nazi-tiden) har været lovligt i Polen siden 1932, er det blevet sværere for LGBT personer i Polen, efter at de illiberale partier Lov og Retfærdighed og Polens Familieliga vandt valget i 2005.

I år måtte politiet beskytte den polske by, Lublins, første Pride mod højreradikale angreb, og lederen af Lov og Retfærdighed mener, at bevægelsen for LGBT rettigheder er en udenlandsk import der truer Polens nationale identitet.

I Ungarn er homoseksualitet også lovlig og diskrimination på grund af seksualitet forbudt, men siden Fidesz er kommet til er det gået tilbage. Især det fascistiske parti Jobbik er slemt, men Orban-regeringen kan også. I 2016 blokerede den for et EU initiativ til at bekæmpe diskrimination af LGBT personer, og i 2018 gentog den det i fællesskab med Polen.

Det er altid farligt når regimer bruge syndebukkepolitik, hvad enten det er mod flygtninge og migranter, LGBT personer eller indfødte minoritetsgrupper som jøder og romaer. Men med de illiberale demokratier går det langt videre. I Ungarn har lovændringer ført til tvivl om domstolenes reelle uafhængighed. Sideløbende er den uafhængige presse blevet begrænset. Også reglerne for NGOers virksomhed er revideret, så NGOer der kan anklages for udenlandsk indblanding kan blive udsat for sanktioner.

Ungarns valgsystem har hjulpet Fidesz, ligesom i Grækenland belønnes det største parti, og med 49% af stemmerne sidder partiet på 66% af parlamentet, hvilket giver mulighed for at ændre i konstitutionen.

Formelt er domstolene uafhængige, men tvangspensionering af dommere og pres på andre giver høj grad af tvivl om uafhængigheden. Med anklagemyndigheden er der ingen tvivl, den er blevet knyttet meget tættere til regeringsmagten. Det er sikkert også forklaringen på, at et land med høj korruption har en faldende grad af korruptionssager, og på diverse bøder til oppositionens partier op til valgkampen.

Ved 2014 valget noterede OSCE at statsmagten og Fidesz havde ført valgkamp i fællesskab. Og i en situation hvor Fidesz kontrollerer størsteparten af medierne, mens resten er stækket af begrænsninger, så har det ikke været svært for Orban og konsorter at styre tingene gennem fake-news. Som f.eks. at EU og George Soros fører an i en strategi med at underminere Europas egne befolkninger – de hvide og kristne – gennem bevidst import af (muslimske) flygtninge og migranter. Den statslige ”informations kampagne” på dette spørgsmål beløb sig alene i 2017 til 250 mio. dollars.

I Polen, hvor de illiberale også regerer, er resultatet måske mindre udtalt end i Ungarn, men det skyldes  at modstanden på gaden her er langt større end i Ungarn.

Ikke desto mindre har der været angreb på abortretten og domstolene. Der har ikke som sådan været forfatningsmæssige ændringer, men regeringen har tvangspensioneret en lang række dommere og udskiftet dem, lige som embedsmænd og journalister er blevet udskiftet med loyale folk med den rette nationale forståelse.

Centralt har været forsøget på at institutionalisere nationalismen. I marts 2018 kom en lov, der kunne give op til 3 års fængsel for at sige at Polen eller polakker havde en andel i holocaust. Efter pres fra især USA og Israel blev fængselsstraffen fjernet, men loven er der stadig.

Men det er vigtig at forstå, at afstanden til de vesteuropæiske populister og nationalkonservative ikke er stor. Salvinis måde at føre politik i Italien bygger på den samme ide. Nationen kommer før alt andet, så må flygtninge, internationale konventioner, humanisme og så videre træde i baggrunden, og i sidste ende bliver det så også større eller mindre dele af landenes egne befolkninger der rammes.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige trækker i samme retning i Danmark. ”Det er glædeligt at se, hvorledes Visegradlandenes forsvar af kristendom og europæisk frihed breder sig til andre europæiske folkeslag, der i årevis har set sig trynet af politiske trendsættere”, skriver Søren Espersen på Altinget.

Eller som Morten Messerschmidt udtaler til Politiken: ”Når jeg ser ud over fædrelandet og vurderer hvad der er behov for, er det ikke flere afghanere, der kommer øverst på lystavlen.”

Nye Borgerlige holder sig skam heller ikke tilbage. På partiet hjemmeside kan man f.eks. læse: ”De konventioner eller bestemmelser i internationale aftaler, som står i vejen for at føre en retfærdig udlændingepolitik, må enten opsiges eller undsiges”.