Først læste forfatter og venligbo, Pia Sigmund, digtet “På flugt igen?” – skrevet af en syrisk flygtning kort tid efter regeringen og DF havde fremlagt L140, også kaldet paradigmeskiftet. Digtet mindede os om de menneskelige tragedier og tab, som ligger bag EU`s flygtningepolitik.

Lemberg-Pedersens oplæg var både veldokumenteret og godt formidlet. Det gik som en rød tråd, at vi ofte mødes af forsimplinger og mangel på nuancer i både dansk og europæisk flygtningepolitik. En af grundene er, at flygtningepolitik er blevet indenrigspolitik og altså ikke længere handler om flygtningene situation og behov.

Bådflygtninge

Når man hører om “bådflygtninge”, hvad er så det første der dukker op i tankerne? For mange er det  alle de mennesker, som druknede på vej til Europa i 2015-16. Dernæst får man at vide, at det tal er faldet, hvilket jo er positivt. Men reelt er dødeligheden på havet større nu, end den var i 2015. Det skyldes, at det samlede antal, der flygter af den vej, er faldet endnu mere end dødstallet, med det resultat, at chancen for at drukne på Middelhavet i dag er 3 gange højere, end midt i “krisen”.

Det fulde billede får man ikke, hvis man kun ser på antallet af omkomne. De mange NGO-skibe, som sejlede ud og samlede nødstedte flygtninge op, har fået forbud mod at gå i havn i alle europæiske havne. Sådan sætter man humanitært hjælpearbejde ud af kraft, og sender flere i døden.

Flygtningekrise

Når man hører ordet ’flygtningekrise’, hvad er så det første der dukker op i tankerne? For mange  er det nok synet af tusindvis af flygtninge, der kommer gående ad Danmarks motorveje tilbage i ’15 og ’16. Eller også er det kort over Europa, med pile, der viser flygtninge strømmens retning. Sådanne kort er stærkt mangelfulde, da flygtningene brugte myriader af veje – Ikke bare over Tyrkiet og gennem Østeuropa, men også over Tunesien til Italien, Marokko til Spanien, og endda via Rusland til Norge. Kortene viser heller ikke hvor flygtningene kommer fra, så ville man måske bedre kunne forstå årsagerne til deres flugt.

Det er meget sigende for Europas håndtering af flygtningene, at den centrerer sig omkring os selv og vores egen situation i stedet for at fokusere på de mennesker, der har mistet alt, da de flygtede. Faktisk er det flygtningene, som gennemlever en krise, ikke Europa.


Push/pull-faktorer

Et andet eksempel, som illustrerer den groteske indenrigspolitiske/eurocentriske tilgang til flygtninge krisen, er de såkaldte push/pull-faktorer. Det er ideen om, at man ved at ændre på flygtninges forhold kan påvirke, hvor mange der kommer dertil. Det kaldes også for afskrækkelseslogikken. Hvis man behandler folk godt, vil man tiltrække (pull) flere, og hvis man behandler dem dårligt, vil flere holde sig væk (push).

Kigger man på for eksempel regeringens mindst 100 stramninger de seneste år, er det let at få øje på denne logik. Sænkning af integrationsydelsen, de stadig dårligere forhold på ’Udrejsecentrene’ og smykkeloven, er alle eksempler på, at man med integrationsministerens egne ord vil gøre tilværelsen så utålelig som muligt.

Den logik falder til jorden, så snart man tænker på forholdene i hjemlandene. Hvem vil i sine fulde fem foretrække at bo under de rædselsregimer der er i Libyen eller Syrien lige nu eller i de borgerkrigslignenede tilstande, som hersker i Afghanistan, Irak og Somalia. eller i lande, hvor menneskerettighederne ikke respekteres, frem for et land som Danmark, uanset hvor ”utåleligt” det bliver?

Sammenligner man først de reelle muligheder flygtninge står over for, fremstår det absurd at tro, at det skulle have nogen afskrækkende effekt. Derfor sidder asylansøgerne  fast i “Udrejsecentrene” i årevis.

Afskrækkelsespolitikken står heller ikke alene, for sagen er langt mere kompliceret. Når antallet af flygtninge, som kommer til Europa er faldet, skyldes det først og fremmest de aftaler, som EU eller enkeltlande i EU har indgået med tvivlsomme regimer i Tyrkiet, Egypten og Libyen og andre Nordafrikanske lande om at holde flygtningene væk. Og det skyldes at grænserne er lukkede inden for EU.
Desuden forbereder mange EU-lande nu et storstilet hjemsendelses plan for syriske flygtninge – i stil med det, som vi har set i forhold til Somalia, Afghanistan og Irak.

Eksternalisering

En sidste ting Lemberg-Pedersen fokuserede på, var begrebet eksternalisering – at flytte et problem væk fra det bestemt område, man selv er i. Man kan se det i argumentet om at vi skal ”hjælpe mere i nærområderne”. Det argument ignorer bekvemt den kendsgerning, at langt størstedelen af verdens 65 mio. flygtningene netop allerede befinder sig i nærområderne eller er eksternt fordrevne i deres eget land.

Man ser det også i forslagene om, at der skal oprettes modtagelsescentre i Nordafrika, hvorfra folk kan søge asyl. Den idé er faktisk relativt gammel, helt tilbage fra 1986, og er dukket op i ny og næ siden. Der er ingen tvivl om, at argumentet har en pointe: det ville unægtelig være bedre, hvis flygtninge ikke behøvede at risikere livet over Middelhavet. Problemet er dog, at eksternalisering historisk set har ledt til alarmerende forhold for flygtningene.

FN skønner at 30% af alle flygtninge/migranter i Libyen lever under slavelignede vilkår. For hver ankomst til Europa ligger 7-10 flugtforsøg bag, hvilket giver menneskesmuglerne sikker indtjening. I 2017 har EU støttet Den Libyske Kystvagt og libyske militser med 285 mio. euro. Det er kort sagt nemmere  at ignorere konsekvenserne af vores politik, hvis det sker uden for vores grænser. EU´s grænser er ved at blive omskabt til et transnationalt netværk af små retsløse fangelejre som “Guantanmo`er”

Et eksempel på dette er EU’s aftale med Tyrkiet, som bliver set som en stor succes, fordi den sætter “en prop i hullet” på strømmen af flygtninge. Det er reelt også den eneste del af aftalen, som “fungerer”. Meget få flygtninge er sendt tilbage til Tyrkiet, men alligevel er 50.000 nye flygtninge ankommet til Grækenland siden aftalen blev. Kun Finland og Malta overholder deres del af aftalen. Polen, Ungarn og Østrig nægter at bidrage, mens resten af EU ser passivt til de helt forfærdelige vilkår i de græske flygtningelejre.

Valget til EU-parlamentet den 26. maj kan give os en mulighed for at sætte flygtningenes vilkår i centrum og kritisere EU´s forsøg på at eksternalisere sit medansvar for det historisk høje antal flygtninge i verden.
Valget til EU-parlamentet kan også give os en mulighed for at se på årsagerne til de mange flygtninge og EU´s  medansvar for dette, herunder krigene i Irak, Afghanistan og Libyen, klimakrisen og den globale ulighed.

 

På flugt igen?

Vi kom til jeres land for frihed

Vi forlod vores forfædres land for frihed

Vi kom til jeres demokratiske land

Landet med religionsfrihed

Vi kom til jeres land på grund af krig

Vi flygtede fra død og tab

Vi bar med os håb og håb for vores børn

Vores børn liv er gået tabt i krig

Vi flygtede fra døden

Men døden er blevet vores ven

Vi red på havets bølger

Vi så vores børn synke

Hvor underlig var du

Livet er blevet sort

Selv stjernerne blev lysløse

Vi ser ikke længere end døden

Vi så jeres land for at kræve retfærdighed

Tak for jeres velkomst til os

Vi elskede jer og elskede jeres land

Vi har lært bogstaverne på jeres sprog

Vi arbejdede sammen i dette land

Vi har lagt fremtiden i jeres hænder

Men vi blev overrasket af en langsom død

Døden er langt fra menneskeheden

Hvorfor alt dette

Hvorfor dette skifte?

Jeres beslutninger var som en pistol

Dræb vores børns drømme

Skal vi dø?

Vi må ikke drømme

Hvor er jeres demokrati?

Hvor er menneskerettighederne?

Hvor er barndom og uskyld?

Undskyld mig mine venner

Dette er regeringen i jeres land

Dræbe folk med et ord

Et barns stearinlys slukker trist