2024 har statsminister Mette Frederiksen og regeringen brugt på at kortlægge venner og fjender ‒ både de ydre og indre.
Siden 2022 har vi set krigsbegejstringen omkring våbenstøtten til Ukraine for, hvad den var ‒ for den danske kapital, for regeringen og for Frederiksen selv, smilende i cockpittet på et kampfly.
Ligeledes smilende har hun også poseret med fascisten Georgia Meloni, som er premierminister i Italien, og hun har hilst Donald Trump velkommen tilbage som en mand, der ligesom hun “siger tingene ligeud”.

Krigsretorik
I sin nytårstale skruer hun op for den imperialistiske krigsretorik og advarer om truslerne mod Europa. Ifølge statsministeren er Europa truet af Rusland, Iran og Nordkorea, med Kina i kulissen ‒ en alliance, hun har beskrevet som “mørke kræfter”, der samarbejder mod “Vesten”. Ifølge statsministeren har Europa og USA fælles interesse i at forsvare den verdensorden, som har “sikret fred og velstand”.
For hvem, spørger man? For magthaverne og kapitalen i Europa og USA.
Der lægges ingen fingre imellem hvad angår motivationen ‒ ikke flere behagelige løgne om hævdelse af frihedsidealer og menneskerettigheder. Frederiksen vil have et “stærkere Europa”, som ikke kun er mere militært uafhængigt, men også førende i industri og teknologi. Andre kontinenter skal ikke løbe med “fremtidens vækst og velstand”.
I det globale syd lider millioner under denne verdensorden ‒ under et accelererende klimakollaps, en krig eller et folkemord, der lige nu er det mest prominente udtryk for Vestens “fred og velstand.” Og når pengene går til oprustning “for fred” og industri frem for velfærd og bolværk mod klimakrisen, så taber hele arbejderklassen i øst, vest, syd og nord.
Når de opruster mod deres ydre fjender, må vi knytte bånd på tværs af nære og fjerne grænser og se til den globale arbejderklasse i solidaritet med deres kampe, som vi er del af
De indre fjender
De indre fjender er ikke overraskende danske muslimer, som har været genstand for mistænkeliggørelse og racistisk hetz de sidste 20+ år.
Den nyere, uhyggelige dimension er det paradigmeskift, som Frederiksen opridsede i sit interview med Jyllands-Posten tilbage i november. Med udgangspunkt i en holdningsundersøgelse blandt muslimer i Danmark fastslog hun, at nogle (men ikke alle!) muslimer er uintegrerbare og utaknemmelige antidemokrater, der “ikke vil Danmark det godt” og truer samfundets “sammenhængskraft”.
Hun lægger derfor op til “den svære antalsdiskussion”. En reduktion af antallet af muslimer i Danmark og Europa må være eneste løsning. Således bevæger den danske statsminister sig ind i den nyfascistiske konspirationsteori om “den store udskiftning”.
Når de udpeger deres indre fjender, må vi slutte ring om vores muslimske brødre, søstre og kampfæller i et klart, antiracistisk modsvar.
Vores sammenhængskraft
Alle vi, som mærker det løbe os koldt ned ad ryggen, når vi hører sådanne udtalelser fra statens øverste leder, må ruste os til den kommende tid.
Når de udpeger deres indre fjender, må vi slutte ring om vores muslimske brødre, søstre og kampfæller i et klart, antiracistisk modsvar.
Når de opruster mod deres ydre fjender, må vi knytte bånd på tværs af nære og fjerne grænser og se til den globale arbejderklasse i solidaritet med deres kampe, som vi er del af.
Når de splitter os, må vi rykke tættere sammen. Vi skal viderebygge og styrke solidariteten med palæstinensernes modstandskamp ved at opbygge modstand, hvor vi er ‒ i vores lokalmiljøer og boligforeninger, på vores arbejdspladser og uddannelsessteder. Sådan giver vi den imperialistiske verdensorden modstand. Heri findes VORES SAMMENHÆNGSKRAFT.