Covid-19 krisen har vist, at de højrenationale partier som Dansk Folkeparti og Alternativ für Deutschland ikke har troværdige svar på krisen, hvorfor de har mistet tilslutning og er i intern splid. Det er værd at glæde sig over, men der er ingen grund til at læne sig tilbage. For det første er nationalismen, racismen og diskriminationen blevet en fast del af de store midterpartiers politik, altså er den blevet den nye norm.
For det andet vokser den yderste højrefløj herhjemme, hvor det ser ud til, at Nye Borgerlige opsamler de højreradikale kræfter. De er i tæt parløb med den unge nyfascistiske bevægelse, Generation Identitær, som for nylig aktionerede mod “bønnekald” fra moskeer. Også Den Nordiske Modstandsbevægelse er aktiv i Danmark, omend de står langt stærkere i de andre nordiske lande. På Krystalnatten den 9. november 2019 skændede de den jødiske kirkegård i Randers og satte klistermærker op på postkasser, som tilhørte mennesker med jødisk baggrund. Både i Randers og Ry førte det til folkelige protester.
Den 9. oktober skal medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse for retten i Randers. Randers mod Racisme vil markere sin modstand mod nazisme. Der er brug for bred støtte til Randers mod Racisme, ligesom det er vigtigt at vise potentielle nazi-sympatisører, hvor små og isolerede nazisterne er.
De græske fascister i Gyldent Daggry har været under anklage for mord og andre voldelige og kriminelle handlinger siden 2013, hvor de myrdede Pavlos Fyssas, en antifascistisk rapper. En samlet antifascistisk bevægelse, hvor Keerfa har spillet en central rolle, har tvunget de græske myndigheder til at starte en retssag. Efter hundredvis af retsmøder gennem de sidste 5 år, vil der falde dom den 7. oktober. De græske fagforeninger indkalder til generalstrejke og Keerfa indkalder til demonstration i Athen den 7. oktober og opfordrer til international solidaritet og støtte.