Den ekstreme globale ulighed og fattigdommen, der sender millioner af migranter i bevægelse efter et anstændigt liv eller et rent og skært eksistensminimum; papirløse skæbner; børnearbejde; flygtningekrisen og den syriske borgerkrig; det moralske forfald hos menneskesmuglere, som kender og udnytter et skævt system.

Alt dette er der, hele tiden, som baggrundstæppe og som vilkår i den libanesiske instruktør, Nadine Labakis stærke socialrealistiske film om en dreng i Beirut, som sagsøger sine forældre for at have bragt ham til verden.

Men det er sjældent svaghed, man ser i øjnene på den 12-, måske 13-årige Zain, som måske ser lille ud, men som er voksen og hærdet hinsides sin alder. Der er i alle filmens karakterer en konstant drift for overlevelse – deres nærmestes så vel som deres egen.

Men hvad der er særligt vigtigt at lægge mærke til er, at denne drift og styrken (og kærligheden) i den ikke altid ser køn eller positiv ud. Nogle gange ligner den menneskelig varme midt i umulige omstændigheder. Andre gange ligner den forældre, der giver deres 11-årige datter væk til en mand – ”så har hun da i det mindste en seng”.

De forhold, der skaber livet, skaber også rummet til at handle moralsk i. Og dette rums betydelige begrænsninger.

Så godt som allerede død

Før det punkt, hvor Zain fra det overfyldte ungdomsfængsel begynder den mærkværdige retssag, har en række begivenheder fundet sted, og filmens fortælling er bygget op af disse.

Da et allerede dysfunktionelt familieliv går i opløsning for Zain, stikker han af og møder etiopiske Rahil og hendes lille søn, Yonas. De bliver, for en uendelig kort stund, som en ny familie for Zain, hvad der nærmest ligner en lille, tryg oase – midt i et slumkvarter af blikskure, hvor illegale immigranter bor. Da Rahil opdages og interneres af myndighederne efterlades Zain med Yonas.

De voksne har svigtet igen, som de altid gør i Zains verden. Det meste af filmens midterdel kredser om de to drenges overlevelse og forhold til hinanden. Vi hager os fast i den spirende kærlighed mellem dem og håber, at den vil være nok.

Men i det globale system, den verden, som Zain og Yonas eksisterer i, er den ikke tilstrækkelig, om end den er nødvendig. Der er en vending, som gentages et par gange i løbet af filmen, og som synes at løbe gennem ikke bare hovedpersonernes liv, men hele den plads de indtager i både fortællingen og den verden, der skildres: ”Så godt som allerede død.”

Det er en mørk og realistisk fremtidsprojektion, der taler ind i de nekropolitiske aspekter af den globale økonomi – det, at ikke kun menneskers nøgne liv, men også deres latente død medtælles som faktor i de globale strukturer.

Små og store liv

Kapernaum undgår at blive en klichéfyldt historie om verdens nedtrådte skæbner eller om den menneskelige varme, som eksisterer på trods af elendigheden.

Zains historie bliver hverken en eksemplificerende historie om et lidende barn, eller et dybt individualiseret handlingsforløb, som kun eksisterer med den ”særlige hovedperson”.

Med en velafbalanceret blanding af totale luftskud af Beirut, kaotiske scener af barsk realisme og små finurlige og rørende scener – især mellem den lille Yonas og Zain (som leverer noget af det mest blændende børneskuespil, anmelderen nogensinde har set) – formår filmen at favne, skildre og udfolde både det lille liv (i vores hovedperson) – og det store liv, som er indskrevet i ham, og som han er indskrevet i.

Drømme, følelsesliv og nære relationer er hverken de riges privilegium eller særligt ædle egenskaber hos de fattigste. De er en menneskelig drift og et behov, som formes af det system og de strukturer, mennesker indgår i.