Hvis man gik og troede, at ”forståelsespapiret” mellem den ny Socialdemokratiske regering og  støttepartierne ville sikre, at velfærden i hvert fald ikke bliver yderligere forringet, kan man godt tro om. 

Aftalen mellem kommunerne og finansministeriet afslørede, at regeringen har tænkt sig at fortsætte den samme stramme finans- og budget-styringspolitik, der har svinebundet skiftende regeringer til den nyliberale økonomiske politik i over 20 år.  Dette er stadfæstet i den såkaldte ”budgetlov” fra 2012, som EU landene forpligtede sig til. 

En betydelig udhuling af velfærden 

Udmøntningen i Danmark har ifølge Kommunernes Landsforening (KL) siden 2009 haft et årligt gennemsnitligt fald på ca 0,29 %,  hvorimod at velfærden burde være steget med 0,29 % om året, hvis der skulle have været kompenseret for stigningen i antallet af børn og plejekrævende ældre – det såkaldte demografiske træk. Med andre ord er den samlede velfærd i Danmark reelt udhulet med 5,8 % siden 2009. 

 

Såfremt der ikke alene skulle have været kompenseret for ikke blot det stigende antal børn og plejekrævende ældre, men også for den almindelige velstandsstigning i det omgivende samfund, taler vi om det såkaldte fulde demografiske træk: I så fald er den samlede velfærd i Danmark udhulet med ikke 5,8%, men hele 9,1% siden 2009. – Se tænketanken Kraka: “Prioriteres velfærden?http://kraka.org/debatindlaeg/prioriteres_velfaerden

 

Det fik den konservative borgmester fra Høje Tåstrup og medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse Michael Ziegler til at undlade at stemme om kommuneaftalen  ”Vi kommer til at levere dårligere service i 2020 end i 2019. Det kræver 3 milliarder for at kunne levere uændret velfærd næste år…..Men vi får kun 1,7 milliarder kroner, og så mangler der nogle penge”, skrev han på Twitter. 

 

Ziegler har stemt for mange aftaler, som er dårligere for kommunerne end det her, så det er næppe hans sociale ansvar, der kommer til udtryk. Men alligevel afslører han realiteterne. Han sekunderes af KL’s formand, socialdemokraten og borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, som mente at aftalen ”tvinger kommunerne til at spare i 2020”. Han stemte dog for aftalen til sidst. Så noget kommunalt oprør var der ikke.

 

Udsigt til masser af nedskæringer

I kølvandet på aftalen er der afsløret en stribe kommuner, som bliver nødt til skære i budgetterne i 2020. For eksempel Københavns Kommune, som vil skære 50 millioner på børneområdet. Så forældre og pædagoger skal kigge langt efter minimumsnormeringerne. Alene i København ville det koste 700 millioner, hvis der skal indføres minimumsnormeringer. 

 

På det sociale område i København er der lagt op til besparelser på 85 millioner. Især på       handicapområdet vil der blive skåret dybt for både børn og voksne. Sådan ser det ud i hele landet, og det vil kunne mærkes.

 

Indenfor regionerne og sundhedsområdet bliver der heller ikke sparet på de pæne ord. Her blev der indgået en aftale om at tilføre 1,5 milliarder ekstra til sundhedssektoren. Men igen var der brug for 2 milliarder for at genoprette nedskæringer fra de senere år. Så der skal man også kigge langt efter de 1000 ekstra sygeplejerske, der er brug for.

 

Aftalerne med regionerne og kommunerne udgør ca. 50 % af finansloven, og dermed kan vi konstaterer, at minimumsnormeringer er en død sild – i hvert fald i år. Ifølge Jan Hoby, næstformand i Landsforening af Socialpædagoger, vil det koste 1,7 milliarder at indføre. Altså hele det beløb som aftalen med kommunerne fik tilført ekstra. 

 

De store slagnumre fra valgkampen … ser ud til at være udskudt

Ifølge et regeringsnotat, som mediet Altinget.dk har fået fat i, arbejder man i regeringen med at finde 9,5 milliarder ekstra til finansloven for 2020. Det meste er finansieret gennem skatte- og afgifts-stigninger (som ikke er særligt sociale). 

 

De 4,5 milliarder er allerede brugt på aftalen med regionerne og kommunerne, samt til annullering af det årlig omprioriteringsidrag (læs nedskæringer) på 2 % på uddannelsesområdet. Men her må vi igen konstatere, at dette blot betyder at blødning stoppes, uden at man reelt investerer i uddannelserne. Ej hellere genopretter den skade, der allerede er gjort.

 

På Socialdemokratiets kongres i Ålborg midt i september annoncerede Mette Frederiksen, at der også skal afsættes en grøn milliard i finansloven 2020 til forskning i klima. Men der er endnu ingen plan for at opfylde det, som blev lovet i valgkampen – at reducere CO2 udslippet med 70 % (fra 1990) i 2030. 

 

Af de 9,5 milliarder, man vil skaffe til nye tiltag og investeringer, er de 2,3 milliarder ikke finansieret. Men her skal man ikke tro, at Socialdemokratiet er sprunget ud som ”økonomiske uansvarlige” og pumper penge ud pga. stagnation i væksten. Det er knap 0,2 % af den samlede finanslovs-ramme på ca. 1000 milliarder, som staten bruger pr. år. 

 

Det ville sige, at de nye tiltag på kun 0,2% af de samlede offentlige budgetter ikke ville have nogen som helst økonomisk kickstarts-effekt. ”Hvis man havde regnet med, at der ville komme en kæmpe investering i velfærden fra første dag, Mette Frederiksen rykkede ind i regeringskontorerne, må man tro om. De store slagnumre fra valgkampen – tidlig pension og miljø – ser ud til at være udskudt…” siger analytikeren Esben Schjørring til Altinget.

 

Venstrefløjen og fagbevægelsen har givet regeringen arbejdsro

Hvis skuden skal vendes, og der reelt skal gøres op  med ”business as usual”, og velfærden ikke blot skal repareres, men reelt genoprettes og udvides, skal der massivt pres på regeringen. Desværre ser det ikke ud til, at det kommer til at ske ad parlamentarisk vej. 

 

SF har allerede stukket piben ind i forhold til minimumsnormeringer og De Radikale er tilfredse med, at regeringen er økonomisk ansvarlig og ikke truer den nyliberalistiske kurs. Enhedslisten høres der ikke meget til. Og uden et massiv pres udenfor Folketinget kan vi ikke forvente, at SF og Enhedslisten vil stå fast. 

 

I så fald er det nærliggende at forvente, at de vil acceptere de krummer, som vil blive kastet ud, for ikke at vælte regeringen. Efter regeringsnotatet, som Altinget fik fat i, er der afsat 1,8 milliarder til fordeling blandt ”støttepartierne”.

 

Fagbevægelsen har desværre også vist sig fra sin tamme side. Kun nogle lokale københavnske fagforeninger med LFS i spidsen har forsøgt at gøre noget ved at arrangere en faneborg under forhandlingerne med KL. 

 

Resten af flokken bærer over med regeringen og undlader at nævne det åbenlyse – at den ikke kan leverer på dens valgløfter. På den måde svigter regeringen de mange hundrede tusinde af arbejdere, som har stemt på et alternativ til Løkke og co. Skuffelsen over regeringen kan blive stor, når dette går op for forældrene, klimaaktivisterne, de slidte arbejdere samt ansatte og brugere inden for den offentlige sektor. Den skuffelsen kan i værste fald føre til enten apati – eller til at højrekræfterne får vind i sejlene. 

 

Opbyg en aktivistisk modmagt

Det er derfor nødvendigt, at der bygges en modmagt op, som både aktivistisk og organisatorisk udfordrer regeringenen og holder den op på sine valgløfter. Det ville være nærliggende, at Enhedslisten og SF gik i spidsen for at mobilisere en sådan modmagt. Men også at de store forbund indenfor det offentlige trådte i karakter. Men det skal de presses til. Derfor må alle socialister og aktivister aktiveres. Vi vandt en del-sejr i maj, men vi skal vinde det hele. Og det kræver aktivitet.