Det er især taget til siden Ruslands invasion i Ukraine, og forstærket af Israels folkemord i Gaza, og ikke mindst den vestlige verdens reaktion på folkemordet, der har svinget fra passiv accept til aktiv støtte gennem våbeneksport.

Og det hele er selvfølgelig eskaleret med Trumps ageren på verdensarenaen siden januar. Men det stopper altså ikke med Putin, Netanyahu og Trump.

Den danske regering har udnævnt en ambassadør, der skal se nærmere på “uhensigtsmæssigheder” i de internationale konventioner. Polen, Litauen, Letland og Estland er ved at trække sig ud af konventionen om forbud mod landminer, og Polen har allerede lagt miner ud ved grænsen til Belarus. Ungarn meldte sig ud af ICC – den internationale krigsforbryderdomstol – for at modtage den ICC-eftersøgte Netanyahu på statsbesøg. Mens Storbritannien ganske enkelt bare undlod at efterkomme ICC’s arrestordre på en anden israelsk minister, der besøgte GB i april.

Sådan bare for at nævne nogle eksempler.

Og socialister kan udmærket være med i grædekoret over den internationale retsordens tilstand, og muligvis nærliggende forsvinden. Vi er under ingen omstændigheder ligeglade med verdens udvikling, som uden tvivl bevæger sig fra dårlig til værre. Men vi må også sige højt og åbent at det ikke er en naturlov, men derimod udtryk for et midlertidigt status quo i den imperialistiske kapitalistiske verdensorden.

Status quo

Et status quo, der bliver mere og mere rystet, efterhånden som profitkrisen fortsat bliver forværret. Som Politikens kommentator, Jacob Fuglsang, skriver: “For Trump handler det ikke om moral og FN’s verdensorden. Nej, det er dollars og resultater, der skal på bordet.” (1) Det er helt rigtigt, han glemmer bare at fortælle, at det samme gælder alle de andre magthavere verden over.

Med Berlinmurens fald og Sovjets sammenbrud i 1989/1991 opstod en ny situation. Der er absolut ingen grund til at begræde murens fald, men omvendt så er idéen om at den kolde krigs ophør skulle være ensbetydende med en mere fredelig verden en myte – en meget farlig myte at tro på. 

Det var ikke imperialismens ophør, men atter en ændring af forholdet mellem imperialismens største spillere. Verdensordenen af 1945 ophørte og posen blev rystet på ny, alle forsøgte at positionere sig bedst muligt. I dag er resultatet kort sagt at helt i toppen har Kina styrket sig, USA forsøger at fastholde sin gamle magtstatus, mens EU arbejder på at positionere sig, og Rusland forsøger at genvinde fordums styrke. Og neden under dette lag, forsøger mindre regionale magter at blive så stærke som muligt lokalt.

Der er absolut ingen grund til at begræde murens fald, men omvendt så er idéen om at den kolde krigs ophør skulle være ensbetydende med en mere fredelig verden en myte – en meget farlig myte at tro på

Citat: Freddie Nielsen

Det er imperialisme, og imperialisme er ikke bare nogle få stormagters skalten og valten eller hærgen, det er kapitalismen i vores tidsalder. Imperialismen er det underliggende og det drivende i vor tids kapitalisme, hvad enten den fremtræder som statskapitalistisk, liberalistisk, globaliseret eller protektionistisk.

Men er der virkelig ikke noget stabilt her i verden, som vi kan sætte vores lid til – skal vi virkelig bare lade stå til og lade Trump, Putin, Xi, Netanyahu og Frederiksen råde og regere efter forgodtbefindende? – Nej. Det vil rigtige mennesker sige, og så fortsætte – “Hvad med FN, her har vi da et internationalt apparat til fred og orden. FN har ganske vist ikke været så heldige på det seneste, hvis vi f.eks. ser på Ukraine og Gaza, men kan vi ikke bare styrke FN, og så få lidt orden på det hele igen?”

Magtesløshed

Masser af mennesker føler sig med god grund magtesløse, og der er derfor intet mærkeligt i at de siger “nogen (andre) må gøre noget” – “kan FN ikke gøre noget, burde FN ikke gribe ind?”

Det har FN så ikke gjort, og det gør FN heller ikke, af grunde som jeg skal komme ind på. Men især vil jeg se på, om det er en god idé at stole på FN, eller i det hele taget forvente noget af FN.

Marion Nestle, der arbejder med ernæring og sundhed, skriver i sit forord til Eric Holt-Giménez’s i øvrigt glimrende bog ”A foodie’s guide to capitalism”: ”FN kan nok erklære at mennesker har ret til føde … men det er ikke sådan fri kapitalisme fungerer.” (2) Og det kunne man så udvide til at omfatte alle andre områder af FN’s virke – fordi vi lever under kapitalismen, og så lade den ligge der. Men den går nok ikke. Dels fordi det er nødvendigt med en noget dybere forståelse af FN-systemet, og dels fordi problemet stikker dybere end som så. FN er ikke bare en uafhængig størrelse, der bliver begrænset af kapitalismen.

Selvfølgelig er der positive ting at sige om FN-systemet. Organisationer som FAO (3), UNICEF (4) eller UNESCO (5) yder en ofte udmærket indsats inden for deres felter. Omend det ikke altid er uden for kritik, f.eks. var FAO et ikke uvæsentligt instrument i ”den grønne revolution” i 60’erne og 70’erne. Myten fortæller ganske vist at ”den grønne revolution” skabte fødevarer til verdens sultende. Det er indenfor visse rammer rigtigt, men de glemmer at fortælle, at den skabte fattigdom og sult hos andre, fordi den var designet til at få åbnet markederne og landbrugsproduktionen i det globale syd, for det globale nords landbrugsteknologi, der ikke gik så godt i spænd med småbrug. 

Den banede vejen for mere kapitalistisk landbrug, hvor det centrale er profit – og tvang utallige småbønder væk fra landet og ind til sult i byerne. Og så glemte den at fortælle, at den væsentligste grund til sult ikke er mangel på fødevarer, men fattigdom – at de fattigste ikke har råd til at købe de nødvendige fødevarer.

Politisk pres

Desuden er organisationerne hele tiden underlagt et politisk pres fra medlemslandene. F.eks. forlod USA UNESCO (organisationens indtil da største bidragsyder) i 2018 i protest imod at Palæstina blev optaget som medlem – noget USA anså for at være anti-israelsk.

En anden væsentlig FN-organisation er IPCC (6), som har leveret uvurderlig forskning, og rapporter om klimaforandringerne. Men selv om det består af klimaforskere, der bestemt har været redelige, så har de klart været underlagt et politisk pres, der har gjort mange af deres vurderinger, og ikke mindst konklusioner, temmelig konservative.

Alligevel tænker mange på FN-systemet, som noget velgørende på linje med Røde Kors f.eks. og utallige andre NGO’er. Det kan så være godt nok omkring fagunderorganisationerne, men når det kommer til de centrale organer som Sikkerhedsrådet og Verdensbanken, så er billedet et andet – her har vi at gøre med noget, der ikke bare ikke er en del af løsningen, men er en del af problemet.

Man kan måske med lidt god vilje se generalforsamlingen, hvor alle medlemslande sender repræsentanter, som noget der ligner demokrati – hvert land har i hvert fald én stemme. Men generalforsamlingen er blot et sted, hvor gode intentioner kan luftes og diskuteres uden konsekvens.

(….) når det kommer til de centrale organer som Sikkerhedsrådet og Verdensbanken, (….) har vi at gøre med noget, der ikke bare ikke er en del af løsningen, men er en del af problemet

Citat: Freddie Nielsen

Alle gode intentioner fra FN-organer overfor f.eks. nord-syd problemer, overfor fattigdom og overfor klimaet blegner, når det kommer til de magtfulde økonomiske (Verdensbanken) og sikkerhedspolitiske (Sikkerhedsrådet) organer. Her hedder det enten én dollar én stemme eller vetoret til de mægtigste imperialistiske magter. Og alle beslutninger fra generalforsamlingen skal forbi Sikkerhedsrådet og godkendes, før de kan bringes ud i livet.

Der er de der mener at det vil ændre sig, fordi de fem permanente Sikkerhedsrådsmedlemmer, de der har vetoret, nu skal begrunde deres veto overfor generalforsamlingen (7). Jeg vil nok anse det for en temmelig naiv forventning, og tilføje at det har taget 75 år at nå hertil, så man skal være mere end almindelig tålmodig, for at vente forandringer herfra.

Hvorfor vetoret

Et andet udbredt argument, er det med at tage vetoretten fra stormagterne. Men det vil aldrig ske. Som Finn Reske-Nielsen, tidligere assisterende generalsekretær i FN, skriver, så er vetoretten begrundet i, at det er bedre med stormagterne indenfor end udenfor FN. Og uden den slags privilegier ville de forlade systemet (8).Et godt billede på problemerne med internationalt samarbejde med virkelige konsekvenser, kan ses med ICC (9) – Den Internationale Krigsforbryderdomstol – hvor de mest krigeriske eller menneskerettighedsovertrædende lande holder sig udenfor. Lande som USA Rusland, Israel, Syrien, Egypten, Iran og mange flere. Eller helt aktuelt – hvem der har, og hvem der ikke har ratificeret forbuddet mod klyngebomber.

Verdensbanken har sammen med IMF (10), været et vigtigt instrument i den forværrede situation som befolkningerne i mange lande i det globale syd befinder sig i. Det skyldes at deres långivninger til forgældede lande oftest er ledsaget af såkaldte SAP’s – strukturtilpasningsprogrammer – hvis indhold primært er krav om at åbne det lokale marked for den internationale kapital, og fjerne subsidier på fødevarer og andre basisvarer.

Men for socialister må kritikken og reservationerne overfor FN gå langt dybere. Og for at begrunde det vil jeg se nærmere på FN’s historie og såkaldte indsats for freden gennem tiden – eller i hvert fald enkelte eksempler og nedslag.

FN’s oprindelse

FN, der var Roosevelts idé, blev skabt af De Allierede – 2. verdenskrigs sejrherrer – i 1945, som et redskab til at fastholde den verdensorden, de nu havde opnået. De havde utvivlsomt også et ønske om fred, men at ønske fred må ikke forveksles med vilje til fred.

Krig og kapitalisme – ikke mindst i imperialismens tidsalder – hænger snævert sammen, men det er ikke ensbetydende med at diverse magter kaster sig ubekymret ud i krig i tide og utide. De undgår det helst – det er dyrt, og resultatet er uforudsigeligt. Bare se på Ukraine, her er det ikke rigtig gået som Putin havde håbet. Men kan de ikke tvinge deres vilje igennem på anden måde (primært gennem økonomisk pres), så vælger de at lade tusinder og atter tusinder af arbejdere dø for sig, i krig.

Det er også derfor FN’s resultater er så svingende og forvirrende for almindelige mennesker. Men FN er altså et integreret element i kapitalismen – ikke et redskab, der skal moderere eller afskaffe den.

Krig og kapitalisme – ikke mindst i imperialismens tidsalder – hænger snævert sammen, men det er ikke ensbetydende med at diverse magter kaster sig ubekymret ud i krig i tide og utide

Citat: Freddie Nielsen

Alt andet ville også være mærkeligt. Det er jo heller ikke sådan, at fordi man samler alverdens forbrydere i et fælles forum, så bliver de til lovhåndhævere.

Allerede før FN’s dannelse begyndte de allierede stormagter at positionere sig overfor hinanden. Churchill kæmpede en brav kamp for at hans allierede, Frankrig, skulle have plads ved det centrale bord. Roosevelt postede millioner af dollars i Chiang Kai-sheks Kina, for at give indtryk af, at Kina var en væsentlig allieret i Asien. (At Chiang Kai-shek så brugte de fleste af pengene på noget andet og lod USA og UK om at føre krig, er en anden sag.) Og endelig hægtede Stalin sig på, i håbet om at de andre ville opfatte ham som troværdig, og lade ham råde og regere i det område han nu havde fået tiltusket sig.

Desuden skulle der nogle væbnere til, så USA lagde pres på Syd- og Mellemamerikanske lande, for at de skulle erklære Tyskland krig, så de kunne anerkendes som allierede, og dermed optages som medlemmer af FN (11).

I forhold til vores egen andedam, så har den nationale stolthed jo ligget i at modstandsbevægelsens indsats gjorde, at Danmark blev anerkendt som allieret. Men jeg vil alligevel vove den kætterske tanke, at det måske kun er en del af sandheden, og at det også havde noget at gøre med at også Churchill samlede på fremtidige allierede i FN.

Så alt i alt må vi konkludere, at der vil være fred eller gøres forsøg på at skabe fred, når de store imperialistiske magter ønsker det, men krig hvis det er dét, de ønsker.

Krig under blåt flag

Ja faktisk kan FN endda føre krig, det skete allerede i begyndelsen af 1950’erne, hvor USA og allieredes krig i Korea skete under FN-flag. Det skete ganske vist under helt særlige omstændigheder. Fordi Sovjet boykottede FN i en periode, blev der ikke nedlagt veto. Man kan så undre sig over at Kina, der også var modpart i Korea-krigen, ikke nedlagde veto. Men det har den simple forklaring, at FN ikke anerkendte Maos revolution i Kina, og da Chiang Kai-shek erkendte sit nederlag og trak sig tilbage til Taiwan, så fulgte Sikkerhedsrådsmandatet med.

Der skulle gå mere end 25 år før FN (USA) erkendte, at fastlands-Kina var vigtigere verdenspolitisk end Taiwan, og mandatet i Sikkerhedsrådet blev overført til Beijing.

Og det er ikke uden betydning, hvordan Koreakrigen blev ført. En sammenligning med USA’s krig i Vietnam vil vise, at den var lige så blodig, og blev ført af nøjagtig samme grund – ”Containment”, altså forsøget på at inddæmme Sovjets indflydelse, som var styrende for USA’s politik under den kolde krig. Men mange mennesker vil se mere positivt på Koreakrigen end på Vietnamkrigen – hvilket oplagt skyldes hvilket flag den førtes under.

Før og efter den kolde krig

Det rigtigste vil så være at se på FN’s liv som to perioder. Først under den kolde krig, og derefter perioden siden murens fald og Sovjets sammenbrud, for der er visse forskelle. Ikke mindst USA’s rolle.

Mange vil pege på, at under den kolde krig var FN handlingslammet pga. periodens fastlåste modsætninger mellem blokkene. Til en vis grad er det rigtigt, men et nærmere eftersyn vil alligevel afsløre, at det i højere grad drejer sig om at temmelig mange af den tids konflikter blev skabt af en af de fem store. F.eks. England i Kenya, Frankrig i Vietnam og Algeriet, USA i Vietnam, Guatemala, Granada og Panama og Sovjet i Ungarn, Tjekkoslovakiet og Afghanistan – og listen kunne forlænges.

Men helt på den lade side lå FN altså ikke frem til 1991.

Bl.a. blev Israel grundlagt som en zionistisk stat i 1948, ved at FN besluttede at Palæstina skulle deles, uanset den skade det forvoldte de der levede der. Zionisterne fik en stat, og USA fik et brohoved i Mellemøsten, gennem en lydstat – Israel – der ikke kunne overleve uden USA’s støtte. Sovjet støttede også Israels oprettelse, men det var altså USA, der løb med indflydelsen i sidste ende.

FN indførte også en våbenembargo overfor apartheid-Sydafrika. Den blev dog ikke overholdt i særlig stor stil. Derimod blev en kulturel og sportslig boykot af Sydafrika, som i højere grad end våbenembargoen mest blot havde en symbolsk betydning, noget mere nidkært overvåget.

Israel (blev) grundlagt som en zionistisk stat i 1948, ved at FN besluttede at Palæstina skulle deles, uanset den skade det forvoldte de der levede der. Zionisterne fik en stat, og USA fik et brohoved i Mellemøsten

Citat: Freddie Nielsen

År ud og år ind var der FN-tropper i Cypern og Gaza for at opretholde status quo, nogen løsning bragte det ikke med sig. FN-styrker spillede også en temmelig tvivlsom rolle i Congo i 1961, der førte til, at den progressive premierminister, Patrick Lumumba blev myrdet.

Men med Sovjets sammenbrud skete der på ny en forskydning i (den imperialistiske) verdensorden – det som George Bush (den ældre) kaldte ”den ny verdensorden”. En verdensorden med mere krig, fordi bolden på ny blev givet op.

FN’s nye rolle

Det betød også en ny rolle for FN. Ikke nødvendigvis til det bedre, snarere den anden vej rundt. Det nye var, at USA nu kastede sig mere aktivt ind i FN, eller rettere begyndte at bruge FN mere aktivt. I hvert fald i de sidste 20 år af den kolde krig, forsøgte USA nærmere at begrænse FN.

Fra 1967 til 2004 nedlagde USA mere end 40 gange veto mod Israel-kritiske resolutioner (12). Og det er forsat – 2000-2022 har USA nedlagt veto mod 12 af 14 Israel-kritiske resolutioner (13). Og sådan fortsætter det stadig. Det seneste USA-veto i Sikkerhedsrådet faldt den 4. juni 2025, og gjaldt en resolution, der krævede våbenhvile. Desuden har USA 20 gange nedlagt veto mod resolutioner for at forhindre aktioner overfor apartheid-Sydafrika eller Sydafrikas besættelse af Namibia.

Namibia bliver ofte fremhævet som en af FN’s mere vellykkede aktioner, men spørger vi vellykket for hvem, så bliver det en anden snak.

Sydafrika besatte Namibia i 1969 – FN udtalte sig mod det, men gjorde ellers intet. Men mod slutningen af 1980’erne blev Sydafrika mere og mere trængt af befrielsesbevægelsen SWAPO (14), og så blev der pludselig indsat en FN-fredsstyrke. Ganske vist kunne processen mod selvstændighed ikke stoppes, men i og med at FN-styrken kun afvæbnede SWAPO-soldaterne, bevarede Sydafrika sin store indflydelse i landet (15).

Noget lignende skete i Angola i 1991, hvor den alvorligt trængte USA- og Sydafrika-støttede oprørsbevægelse UNITA (16) fik nyt liv takket være indsættelsen af FN-styrker, der sikrede den et pusterum (17).

Også i Bosnien i begyndelsen af 90’erne, må man sige at FN’s indsats var mere end problematisk. Gennem en insisteren på at løsninger skulle have nationalitet som omdrejningspunkt – militant nationalisme blev brugt af magthaverne i Kroatien og Serbien for at sikre sig opbakning, det havde faktisk ikke været særlig centralt i det bosniske kludetæppe – blev resultatet at man fik cementeret nationalismen, og et i starten mindre problem, og på den måde faktisk øget krigen og de etniske udrensninger, gennem accept af de kroatiske og serbiske herskeres argumenter (18).

USA styrer – FN følger

Hvad det er der sker, illustreres bedst af et længere citat: ”Der findes ingen Forenede Nationer. Der er et internationalt samfund, der af og til kan blive ledet af den eneste virkelige magt, der er tilbage i verden, og det er USA, når det passer i vores interesser, og når vi kan få andre til at følge trop … De Forenede Nationers succes under Golfkrigen skyldtes ikke at De Forenede Nationer pludselig var blevet resultatrig. Det var fordi USA gennem præsident Bush demonstrerede hvad internationalt lederskab, internationalt koalitionsbyggeri, internationalt diplomati i virkeligheden drejer sig om. Når De Forenede Stater leder, følger De Forenede Nationer efter. Når det er i vores interesse at gøre det, så gør vi det. Når det ikke er i vores interesse, så gør vi det ikke.” (19)

Citatet er fra 1994, og ikke af en hvem-som-helst, det er udtalt af John Bolton, der var central i både Bush (den ældre) og Bush (den yngre), regeringer, og som senere også var USA’s FN-ambassadør.

Og for at understrege, at det ikke bare er rabiate republikanere der ser sådan på det, så har Madeleine Albright, Bill Clintons FN-ambassadør og siden udenrigsminister, erklæret at hun anser FN for at være ”et redskab i USA’s udenrigspolitik.” (20)

Det centrale er, at vi her har en ganske virkelighedsnær beskrivelse af, hvad FN er for en størrelse, og en forklaring på hvorfor FN ikke kan være et redskab i kampen for en bedre verden.

Et instruktivt eksempel på hvordan imperialismen, ikke mindst den amerikanske, bruger FN som deres redskab, er de to Golfkrige – 1991 og 2003, hvoraf den første blev ført under FN-flag.

Ineffektiv eller effektiv

En resolution fra 1967 om at Israel skal rømme de besatte områder, har stadig ikke den dag i dag kunnet effektueres. Men da Irak besatte Kuwait, tog det kun 4 dage fra besættelsen til Sikkerhedsrådet havde vedtaget hårde økonomiske sanktioner mod Irak. I alt blev der fra 6. august til 28. september 1990 vedtaget 9 resolutioner mod Irak i Sikkerhedsrådet (21). Så det ofte hørte argument, at det er bureaukratiet der gør FN til en sløv og langsom organisation, holder altså ikke. Der er derimod tydeligt at det er de imperialistiske stormagter, der bestemmer farten.

Den 29. september 1990 blev resolution 678 vedtaget, en resolution der i praksis bemyndigede USA og andre interesserede til at gå i krig mod Irak, på vegne af Kuwait (22). Resolutionen blev vedtaget med 12 stemmer for, mens Kina undlod og Cuba og Yemen stemte imod (23).

En resolution fra 1967 om at Israel skal rømme de besatte områder, har stadig ikke (…) kunnet effektueres. Men da Irak besatte Kuwait, tog det kun 4 dage fra besættelsen til Sikkerhedsrådet havde vedtaget hårde økonomiske sanktioner mod Irak

Citat: Freddie Nielsen

Hvordan operationen lykkedes, er et studie i sig selv, men kort fortalt så blev centrale lande i Mellemøsten, Afrika og Sydamerika – som enten sad i Sikkerhedsrådet, eller som kunne påvirke lande der sad i Sikkerhedsrådet, tilbudt favorable lån eller gældseftergivelse via Verdensbanken og IMF. Selv Cuba søgte USA at få med. Washington holdt sit første møde med Cuba på udenrigsministerplan i over 30 år. Rusland var svækket og fik lån. Også Kina blev købt. Efter Tiananmen-massakren i 1989 var Kina lagt på diplomatisk is. Den isolation blev løftet, og desuden fik de 114 mio. dollars i økonomisk hjælp via Verdensbanken (24).

Cuba stemte nej – de kunne alligevel ikke rammes hårdere, end de allerede var. Men for lige at vise hvad det der med frie stater og deres deltagelse i FN betyder, så er det instruktivt at se på den anden nej-stemme – Yemen.

Dyr nej-stemme

Minuttet efter stemmeafgivelsen fik Yemens ambassadør i fuld offentlighed besked af en USA-diplomat om ”at det vil blive den dyreste nej-stemme, du nogensinde har afgivet.” Tre dage senere afblæste USA en hjælpepakke på 70 mio. dollars til Yemen, og Saudi-Arabien udviste hundredtusinder af yemenitiske arbejdere (25).

Ikke mindst den første Golfkrig viser, at FN’s uafhængighed er en myte, og lige så klart hvem der bestemmer farten. Den 16. januar 1991 sad Sikkerhedsrådet i møde, da nogle journalister kom og fortalte, at de havde set i TV, at der skete noget ovre i Bagdad. Det der skete, var at Bagdad var ved at blive bombet sønder og sammen på basis af Sikkerhedsrådets resolution 678, men Sikkerhedsrådet selv var ikke blevet informeret.

USA’s fornyede kærlighed til FN førte altså til en morderisk krig, og derefter 12 års lige så dødelige sanktioner mod Irak, krydret med jævnlige luftbombardementer – alt sammen i FN’s navn.

Ikke mindst den første Golfkrig viser, at FN’s uafhængighed er en myte, og lige så klart hvem der bestemmer farten

Citat: Freddie Nielsen

Efter våbenhvilen i 91, blev der indsat et hold FN-våbeninspektører – UNSCOM (26) – men i 98 blev det afsløret at UNSCOM vrimlede med amerikanske og israelske agenter der ikke var godkendt af FN. Samme år afleverede lederen af UNSCOM, Richard Butler, en rapport til USA – dage før den blev afleveret til hans formelle chef, Sikkerhedsrådet – med det resultat, at mens Sikkerhedsrådet debatterede rapporten, havde USA og GB startet operation Desert Fox – et kæmpe bombardement af Bagdad på basis af rapportens konklusioner (27).

Noget lignende skete i 2002, da Irak afleverede den krævede inventarlister over masseødelæggelsesvåben og øvrigt militær-materiel. På forhånd havde USA fået presset igennem at kun de permanente Sikkerhedsrådsmedlemmer skulle have hele dokumentet, der omfattede 12.000 sider og 5 CD-ROM’er, mens de 10 valgte medlemmer kun skulle have en redigeret udgave, en der ikke rummede ”hvordan man laver atombomber”, som USA argumenterede.

Omvej over Washington

Men helt sådan skulle det alligevel ikke gå. Columbia fungerede som formand for Sikkerhedsrådet i december 2002, og lige før Irak afleverede dokumenterne, var Colin Powell (USA’s udenrigsminister) i Bogotá, hvor han havde store lån og militærhjælp med i tasken. To dage efter modtog Columbias ambassadør dokumenterne i New York på vegne af Sikkerhedsrådet. Han overlod dem straks til en ventende amerikansk diplomat, der fragtede dem til Washington.

Dagen efter modtog de øvrige fire permanente medlemmer kopier af, hvad de fik fortalt, var det fuldstændige dokument. Og en uge efter modtog de 10 valgte medlemmer en kopi, som Washington havde redigeret ned til 3000 sider. En lækage har siden afsløret, hvad det var der blev redigeret væk. Det var dokumentation for at 24 amerikanske selskaber, 55 amerikanske filialer af udenlandske selskaber og flere amerikanske statsorganer har været leverandører og hjælpere på Iraks våbenprogrammer helt frem til slutningen af 1990 (28).

I anden omgang, i 2003, lykkedes det så ikke for USA at gentage succesen og få FN til at sanktionere krigen. De imperialistiske magter var ikke længere enige, men det forhindrede ikke krigen. Og i og med at så mange – også langt ind på venstrefløjen – har illusioner i FN, var det nok et held, at stormagterne denne gang var uenige. Dels ville det ikke have ændret på krigens karakter, at den blev ført under et blåt flag, og dels er det ganske sandsynligt, at netop på grund af illusionerne i FN, så ville det have svækket den enorme krigsmodstand der blev bygget op i 2002-03.

Særstatus til Israel

Og så lige et par sidste eksempler på FN’s rolle. Israel er nok den magt, der flest gange er forsøgt indgreb mod. Resolutioner der ønskede at tvinge Israel til at forlade de besatte områder, som de har holdt besat siden 1967, og som de koloniserer mere og mere – hvilket er imod enhver international lov.

Men det er også resolutioner, der gang på gang har lidt nederlag i Sikkerhedsrådet. Men da Israel i 2006 invaderede Libanon, med det formål at smadre eller svække Hizbollah, hvad skete der så. Jo, først led Israel for første gang nederlag, og efter det blev der indsat FN-tropper med det formål at afvæbne Hizbollah – den eneste kraft der havde været i stand til at forsvare Libanons fattige imod Israel, som jo ikke på nogen måde blev afvæbnet.

I virkeligheden er der to problemer ved at socialister peger på FN som problemløser. Dels at det ikke løser noget, og dels at det er udtryk for afmagt

Citat: Freddie Nielsen

Og endelig krigen i Sudan, mellem to fraktioner af hæren, der rammer civilbefolkningen hårdt, her er FN faktisk heller ikke uden skyld. Da den folkelige opstand/revolution i Sudan var på sit højeste i 2019, var militæret alvorligt presset, men alligevel indgik oprørerne en aftale om en magtdeling med militæret – en magtdeling der aldrig kom eller kunne komme til at fungere – som vi allerede så sidste år. Men aftalen kom i stand efter et pres fra FN, støttet af USA, GB og Saudi Arabien, på oprørerne.

Men hvad så med alle de krige og overgreb på befolkninger, der foregår verden over. Det er vel forståeligt at humanister og socialister hiver sig i håret og siger: ”Der må gøres noget!”

Ja, selvfølgelig er det frustrerende, men som socialister, er det første vi skal gøre at sætte vores lid til arbejderklassen – aldrig til imperialismen, eller vores egne lokale magthavere.

Alt det blod der er spildt, enten når imperialismen har valgt at bruge FN, eller når den har valgt at undlade at bruge FN, burde være argument nok. I virkeligheden er der to problemer ved at socialister peger på FN som problemløser. Dels at det ikke løser noget, og dels at det er udtryk for afmagt.

Det var ikke imperialismen – hverken i eller uden FN-iklædning – der væltede Milosevic i Serbien, eller som væltede Apartheid i Sydafrika. Det var de lokale arbejdere og studenter. Og det var det samme der var på vej i Sudan. Det var strejkende arbejdere, der væltede diktatoren Omar al-Bashir, og var på vej til også at overvinde militæret, indtil imperialismen greb ind med sød FN-musik.

Arbejderklassen mod imperialismen

Men hvor det at tro eller håbe på FN alene er en passiv handling, så nytter det selvfølgelig ikke, hvis venstrefløjen bare helt passivt sætter sin lid til arbejderklassen. Der skal arbejdes aktivt mod islamofobi, racisme og fremmedhad, der skal arbejdes aktivt mod nationalisme og der skal arbejdes aktivt mod oprustning og krig. Der skal i det hele taget arbejdes aktivt for at nedbryde alle skel i arbejderklassen, de fleste af dem er skabt af magthaverne for at kunne styre os gennem deres del-og-hersk politik. 

Det er imperialismen og det er lokale magthavere der skaber krige, der er arbejdere der dør i dem. Men det er også arbejdere, der står sammen solidarisk på tværs af grænser, der kan forhindre eller stoppe krige. Derfor er det til enhver tid forkert at alliere sig med magthaverne, ligegyldig om det er den danske regering eller FN.

Derfor er vi også nødt til konsekvent at tage afstand fra imperialismen (som FN er et led i), som problemløser. Ingen har været mere voldsom end imperialismen – og i øvrigt vil den heller ikke, i hverken den ene eller den anden forklædning, blande sig i konflikter, medmindre den har interesse i et område. Bare se på forskellen mellem Ukraine og Gaza.

Det er imperialismen og det er lokale magthavere der skaber krige, der er arbejdere der dør i dem. Men det er også arbejdere, der står sammen solidarisk på tværs af grænser, der kan forhindre eller stoppe krige

Citat: Freddie Nielsen

Det betyder ikke at FN skal ophøjes til at være en hovedfjende i sig selv, eller at vi skal spilde tid og kræfter på at kræve det nedlagt. FN’s mangeartede organer for flygtninge, børn, verdensarv osv. forsøger at lappe på nogle af de problemer imperialismen har skabt og stadig skaber. Men det ændrer ikke på, at FN er oprettet som et imperialismens redskab, og at de centrale organer som Sikkerhedsrådet og Verdensbanken gør langt større skade end gavn.

Men lige som med staten og med fagbureaukratiet, som vi advarer imod at stole på, men ikke afholder os fra at stille krav til, sådan bør vi også gøre omkring FN.

Noter

1. Jacob Fuglsang : Vladimir Putin går med til at standse angreb på energiinfrastruktur i 30 dage, I: Politiken, 19. marts 2025.
2. Marion Nestle : Foreword. I: Eric Holt-Giménez: A foodie’s guide to capitalism. – New York, 2017, s. 10.
3. Food and Agriculture Organization
4. United Nation’s Children’s Fund
5. United Nation’s Educational, Scientific and Cultural Organization
6. Intergovermental Panel on Climate ChangeJesper Thobo-Carlsen : Brug af veto i FN: Nu skal de store lande
7. forklare sig. I: Politiken, 27. april 2022
8. Finn Reske-Nielsen : FN’s rolle som fredsbevarende er langtfra udspillet. I: Politiken, 5. oktober 1922.
9. International Criminal Court
10. Internationael Monetary Fund
11. Se Gabriel Kolko : The politics of war. – New York, 1968
12. Phyllis Bennis : Calling the shots. – Gouchester, 2004, s. 31.
13. Jesper Thobo-Carlsen op.cit.
14. South West Africa People’s Organisation
15. Duncan Blackie: The United Nations and the politics of Imperialism. I: International Socialism, journal 63, summer 1994, s. 52-53
16. União Nacional para a Independência Total de Angola
17. Blackie, op. cit., s. 53-54
18. Se ibid., s. 61-68
19. Bennis, op.cit., s. 20-21
20. Ibid., s. 50
21. Ibid., s. 33-34
22. Ibid., s. 38
23. Hvem de roterende medlemmer af Sikkerhedsrådet var, er lidt uklart, men i hvert fald Cuba, Yemen, Columbia, Etiopien og Zaire
24. Bennis op.cit., s. 37 Ibid., s.38-39
25. United Nations Special Commission
26. Bennis op.cit., s. 54 og 57-58
27. Ibid., s. 67-68