De første måneder af 2019 har været præget af massive og stadig aktive protester mod magthaverne i Sudan og Algeriet.

Ilden er tilbage

I både Algeriet og Sudan er diktatorer blevet væltet i løbet af april måned. Begge steder lader der til at være en stærk bevidsthed i befolkningen om nødvendigheden af at fortsætte protesterne og ikke lade den første sejr blive en sovepude.

Siden 2013 har både diktatorer og kontrarevolutionære i Nordafrika og Mellemøsten naturligvis søgt at holde enhver form for folkelige protester nede.

I Vesten, såvel som i den arabiske verden har strategien for både nye og mangeårige magthavere været at tegne et billede af revolution og opstand som et politisk-ideologisk valg, der kun fører til nederlag og elendighed. Her har man brugt Syrien og borgerkrigen som skræmmebillede.

Men på trods af nederlag har mennesker i den arabiske verden over en bred kam opsamlet vigtig erfaring fra Foråret, der begyndte for otte år siden; man begynder ikke forfra, når man går på gaden i dag. Som egyptiske revolutionære socialister udtrykte det i marts, hjemsøger ”revolutionens spøgelse” stadig regionens tyranner.

Ligesom dette spøgelse er en kilde til frygt for magthaverne og deres støtter,  er det en mulig gnist af håb og selvtillid for almindelige mennesker.

Bouteflika og El Bashir

I første omgang er de umiddelbare sejrrige resultater af de folkelige opstande i de to lande dog omstyrtningen af to forhadte ledere.

I Algeriet trådte præsident Abdelaziz Bouteflika tilbage 2. april efter 20 år ved magten. Han var ved sin overtagelse i 1999 en uafhængig kandidat bakket op af militæret.

Mens han blev forbundet med afslutningen på en blodig borgerkrig i Algeriet og i 1960’erne kom ind i politik i en kontekst af national befrielseskamp mod den franske kolonimagt, står han i dag efter flere forfatningsændringer, der har forlænget hans regeringsperiode gang på gang, som ansigtet på et korrupt og antidemokratisk netværk af generaler og storkapital.

Den 11. April endte den sudanesiske diktator Omar El Bashirs 30-årige styre, da han blev arresteret. Protesterne mod ham var ved at blive et problem for større dele af styret og den herskende klasse. Derfor tog militæret affære mod ham.

El Bashir har som en “klassisk” diktator stået i spidsen for et blodigt og undertrykkende regime, som gennemførte hård nedskæringspolitik efter ordre fra International Monetary Fund.

Det er store sejre for de algeriske og sudanesiske bevægelser – men den fortsatte og politisk skærpede kamp er afgørende.

Særligt i Sudan er faren for en militær overtagelse af magten betydelig. Op til d. 11. april var de demonstrerendes centrale krav et opråb til hæren om at fjerne El Bashir. Men en ledende faglig gruppering, Sudanese Professionals Association (SPA), har været klar i sin modstand mod de militære lederes forsøg på at stjæle revolutionen og danne en “overgangsregering”. De opfordrer soldater til at stille sig på folkets side.

I algeriske byer har fortsatte protester og strejker krævet overgangspræsidenten Bensalahs afgang.

Politisk og økonomisk

Størrelsen og styrken i begge landes massebevægelser har tilladt en bevægelse fra økonomisk-sociale krav til politiske krav – og omvendt.

I Sudan brød protesterne ud allerede 19. december 2018, da regeringens tredobling af prisen på brød blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. I Algeriet protesterede man mod et antidemokratisk system, mens den første sejr mod Bouteflika kun ansporede intensiverede protester med sociale krav i højsædet.

Denne vekselvirkning tillader de to sider af oprøret, den politiske og økonomiske, at styrke hinanden, at spejles i hinanden og at skabe ny politisk bevidsthed hos mennesker.

Det eksemplificerer i vores tid et meget centralt forhold, når det kommer til revolutioner og sociale forandringer. Økonomisk-sociale og politiske krav kan aldrig stå helt adskilt og indvirker på hinanden.

Endvidere skabes også andre former for politiske bevidstheder gennem kampens erfaring. Særligt i Sudan er kvinder mere end nogensinde i front som ledere af protesterne. Og de skel, som gennem regimet eksisterer mellem Sydsudan, nord og Darfur, undermineres idet folk forener sig.

Spred revolutionen

At se foråret spire og gro igen giver håb til mange. Ansporet af protester især ledet af studerende og unge arbejdere, vidner sejrene i Sudan og Algeriet om en generation i Nordafrika og Mellemøsten, som er vokset med en bevidsthed om, at forandring er mulig.