Billede tekst: Generation Identitæres gul-sorte flag. Her i Østrig. Foto: Wikimedia Commons
Den 22. Marts afholdt foreningen Racismefri By – Aarhus for Mangfoldighed et offentligt møde med Mathias Hee Pedersen, forfatter til bogen Fascister i fåreklæder. Bogen og mødet handlede om Generation Identitær og den strømning, de kommer fra.
Udenfor havde 6 aktivister fra selvsamme forening lavet en moddemonstration, iklædt fårekostumer. Denne slags humoristiske “happenings” er ikke et isoleret tilfælde, men er et eksempel på en bevidst taktik, der adskiller den identitære ideologi fra tidligere former for fascisme.
En historisk udvikling
Generation Identitær er ikke sprunget ud af ingenting, men er kulminationen på en udvikling på den yderste højrefløj, der startede lige efter Anden Verdenskrig. Det politiske klima i Europa efter fascismens rædsler fik flere fascistiske tænkere til at konkludere, at den eneste vej til en massebevægelse og politisk indflydelse, var gennem et (i hvert fald på overfladen) brud med den historiske fascisme, både hvad angår ideologi og taktik.
Den etnopluralistiske doktrin
På det ideologiske plan skete dette ved opfindelsen af begrebet ‘etnopluralisme’ af den franske filosof Alain de Benoist, som udsprang fra strømningen kendt som Det Nye Højre. Denne teori approprierede dele af venstreorienteret tænkning, såsom vigtigheden af kulturel mangfoldighed, og argumenterede for, at kulturer kun kunne bevare deres særtræk og mangfoldighed hvis de var adskilte. Ellers, lød argumentet, ville alle kulturer flyde sammen og verden ville miste sin mangfoldige karakter.

De Benoist var forsigtig med ikke at blande race og etnicitet ind i dette spørgsmål. Det var der dog andre i strømningen, der ikke var. Her skal især nævnes forfatteren Guillaume Faye, der kritiserede de Benoist for at tale for meget for andre kulturers rettigheder, “på bekostning af de oprindelige europæere”. Kultur ses her som uløseligt forbundet med etnicitet, så en kulturelt opdelt verden ville også nødvendiggøre en etnisk opdeling. Både de Benoist og Fayes bliver, på trods af uenighederne, dyrket af den moderne identitære bevægelse, hvorfra Generation Identitær er den vigtigste.
Ved på overfladen at forkaste den fascistiske idé om etnisk og kulturel hierarki, hvor nogle “folk” var laverestående end andre, håbede de Benoist, Faye og andre ligesindede, at de ville slippe for associationen til den historiske fascisme.
Den “store udskiftning”
Det nu velkendte begreb “den store udskiftning”, opfundet af forfatteren Renaud Camus, udspringer direkte af den etnopluralistiske præmis. Argumentet her er, at det “europæiske” folk gradvist bliver udskiftet af udefrakommende kulturer, som resultat af kombinationen af lave fødselsrater blandt hvide europæere, og indvandring af folk med højere fødselsrater. Efter et par generationer, er påstanden, vil det føre til at den oprindelige hvide befolkning er næsten fuldstændig erstattet. Dette er for det første lodret forkert – statistiske undersøgelser fra Danmark viser, at selvom den gennemsnitlige indvandrerfamilie har flere børn end gammeldanskere, vil deres efterkommeres fødselsrater efter få generationer falde til nogenlunde samme niveau.
Forsøg på at fastholde kultur ved at bekæmpe forandring er ikke bare dømt til at fejle, men er med til at kvæle den og gøre den livløs og grå
Citat: Asbjørn Valhøj
Men vigtigere er det at påpege, at denne teori kræver et syn på kultur og etnicitet som er firkantet, essentialiseret og gensidigt udelukkende. Kultur forandrer sig hele tiden, og har altid gjort det, og det eksisterer ikke i et finitivt antal, men i uendelige facetter. Forsøg på at fastholde kultur ved at bekæmpe forandring er ikke bare dømt til at fejle, men er med til at kvæle den og gøre den livløs og grå.
Selv hvis den demografiske uundgåelighed bag “den store udskiftning”-teori passer, ville det for socialister ikke være et problem. Alle bliver “udskiftet”, det er sådan tid og alderdom fungerer. Hvorfor skulle det betyde noget, hvilken hudfarve og kultur vores efterkommere har?
Metapolitik
At den “store udskiftning” og andre begreber er blevet udbredt i de europæiske samfund skyldes dog ikke kun, at de på ideologisk plan er mere spiselige end nazismens racehierarkier. Det skyldes også en taktisk tilgang til at udbrede ideer og koncepter, som adskiller sig grundlæggende fra mellemkrigstidens fascistiske bevægelser. Dengang var et kendetegn for fascismen den paramilitære strategi, som fungerede i tandem med det parlamentariske. De italienske squadristi var det første succesfulde eksempel på voldelige paramilitære korps, styret af det fascistiske parti, der stod klar til at yde vold mod venstreorienterede aktivister, fagforeningsfolk, politikere, og enhver anden der stod i deres vej. Det var en magtfaktor, som var uafhængig af staten, og udfordrede dens magtmonopol, hvilket muliggjorde at partiledelsen kunne true og terroriserer deres modstandere til indrømmelser – en model som med varierende succes blev kopieret af andre fascistiske bevægelser i resten af vesten.
Hensigten fra de Identitæres side er at flytte Overton vinduet så langt til højre, at begreber som “den store udskiftning” og “etnopluralisme”, og tiltag som “remigration” (læs: massedeportering) bliver accepteret af resten af befolkningen som acceptable
Citat: Asbjørn Valhøj
Paramilitarisme er dog næsten ikke til stede i moderne fascistiske bevægelser, og slet ikke hos identitære aktivister. Det skyldes associationen til mellemkrigstidens sortskjorter og brunskjorter, og at de identitære i stedet følger en metapolitisk strategi. Denne går i enkelthed ud på, at man i stedet for selv at opnå politisk magt, gennem kulturelle narrativer, prøver at påvirke hele det politiske spektrum indirekte, og forsøge at få politiske aktører – fortrinsvist højrenationale partier – til at optage identitære begreber.
I aktivistiske og forskerkredse visualiseres dette ofte ved hjælp af Overton vinduet – basalt sagt, ethvert samfund har sine egne normer for hvilken slags politik der anses som at være “inden for skiven” og værd at overveje, men politik der befinder sig udenfor vinduet anses for at være radikalt, utopisk eller utænkeligt. Disse normer er ikke fastsatte, men flytter sig konstant, uden at folk normalt bider mærke i det. Bare se på Dansk Folkepartis rejse fra et “ikke stuerent” parti til et parti, hvis mærkesager er blevet overtaget af størstedelen af de politiske partier.
Hensigten fra de Identitæres side er at flytte Overton vinduet så langt til højre, at begreber som “den store udskiftning” og “etnopluralisme”, og tiltag som “remigration” (læs: massedeportering) bliver accepteret af resten af befolkningen som acceptable. Denne tilgang virker dog kun, hvis bevægelsen ses som legitim i den brede befolkning. Det er derfor, Generation Identitær er så påpasselige med hvem, de lukker ind, og altid har været hurtige til at tage afstand fra voldelige angreb, inspireret af bevægelsen – her kan især nævnes Christchurch-massemorderen, der i 2019 myrdede 51 muslimer, hvis manifest var opkaldt efter “den store udskiftning”, og som havde støttet Generation Identitær både moralsk og økonomisk.
En pæn og ung bevægelse

Den metapolitiske strategi former også Generation Identitærs præsentation. I forhold til andre fascistiske bevægelser som den Nordiske Modstandsbevægelse, fokuserer Generation Identitær ikke på magtdemonstrationer. I stedet er de kendt for at lave bannerdrops, “happenings” og sjove manifestationer skræddersyet til at fange mediernes opmærksomhed – aktionen nævnt først i artiklen er et godt eksempel. De lægger også meget energi i deres sociale medier, og prøver at fremstå som et ungt, radikalt, frist pust, i forhold til den etablerede højrefløj. Når de bliver interviewet af medier eller andre politikere, prøver de også at fremstå som professionelle, selvsikre, respektable og almindelige mennesker, fordi de ved, at de kan yde den største påvirkning, hvis de holder deres racistiske holdninger for dem selv. Det er sigende, hvor længe talsperson Aurelija Aniulyte i 2019 tøvede, før hun blev tvunget til at indrømme, at radiovært Nima Zamani ikke kunne blive medlem af Generation Identitær, alene på grund af hans etnicitet.
Lige så sigende er det, hvor mange gange researchkollektivet Redox har dokumenteret, at Generation Identitær-aktivister i fritiden promoverer fascisme og nazisme, uden at dette får lov til at komme til udtryk i bevægelsens kommunikation.
Dette fokus på at fremstå fornuftige og respektable har de sidste par år ændret sig lidt, i takt med at flere europæiske regeringer har forbudt deres symboler, og deres SoMe profiler er blevet lukket ned. Det er muligt, at de vurderer, at der ikke længere er en grund til at opretholde den pæne facade, da det efterhånden er blevet velkendt, hvad de står for. Det er også muligt, at de vurderer, at Europas skarpe højredrejning de sidste par år gør, at der i dag er meget potentiale i at fremstå åbent racistisk og homofobisk.
Har den metapolitiske strategi haft succes? Det er der flere ting der tyder på. Mathias Hee Pedersen nævner i sin bog flere eksempler på borgerlige stemmer, som har taget begrebet “den store udskiftning” til sig, fra Kasper Støvring til Pia Kjærsgaard. Mere generelt kan vi se, hvordan Generation Identitærs afvisning af at integrere flygtninge og migranter for i stedet at deportere dem, er blevet et mere acceptabelt synspunkt, noget der blandt andet blev tydeligt i dansk lovgivning med det famøse “paradigmeskift” i 2019.
Kollaboratører

Når det kommer til optagelsen af fascistiske ideer og termer, er det ikke kun fascisterne selv, vi skal rette skytset mod. Strategien om at fremstå ordentlige virker kun, hvis de får et talerør, hvorfra de kan udbrede deres narrativer. Dermed har medier, partier og etablerede organisationer et enormt ansvar for bevægelsens succes. Flere tv- programmer valgte at interviewe Generation Identitærs danske afdeling, og selvom de vil argumentere for, at det var en måde at informere seerne om bevægelsen på, er det åbenlyst, at det ikke er nødvendigt at give dem en platform. Der er masser af forskere med indgående indblik i bevægelsen, men kan interviewe i stedet. Det er utvivlsomt, at muligheden for at plædere for deres verdenssyn for mange tusinder af tilhørere, har været en enorm gave for Generation Identitærs opbakning og indflydelse.
Det mest groteske eksempel var dog, da Liberal Alliances Ungdom og andre borgerlige i “ytringsfrihedens navn” inviterede dem til debat på Christiansborg i september 2023. Noget der både viser Generation Identitærs succes med at normalisere sin politik, og visse partiers villighed til at hjælpe deres sag, muligvis ud fra en opfattelse om, at det også vil komme dem til gode.
Hvad gør vi ved det?
Hvis problemet er Generation Identitærs evne til at fremstå pæne og acceptable for den brede befolkning, er det også klart hvad vores modsvar må være. Vi må ødelægge deres omhyggeligt opbyggede glansbillede, og dokumentere for omverdenen, hvad de i virkeligheden står for. Vi må gøre hvad vi kan, for at forhindre dem i at få en platform hvorfra de kan udgyde deres had, noget som beviseligt har haft en effekt på den digitale arena: Redox har vist hvordan lukning af bevægelsens profiler, både fra store medieplatformes side og via privatpersoners rapportering, har ramt dem alvorligt på pengepungen. Vi må også ligeledes rette vores kritik mod de medier, politikere, og organisationer, som alligevel vælger at assistere dem.
Fascister er fascister, og de skal stemples som fascister, hvor end de er.
Kilder og videre læsning:
- Mathias Hee Pedersen: Fascister i fåreklæder? (2021)
- Mathias Hee Pedersen: Det nye højre der vokser frem i Europa er ikke bare populister (2024): https://www.raeson.dk/2024/mathias-hee-pedersen-det-nye-hoejre-der-vokser-frem-i-europa-er-ikke-bare-populister/
- Nima Zamani radiointerview: Stram Diskurs 22-08-2019
- Aarhus for Mangfoldighed: https://www.facebook.com/aarhusformangfoldighed/posts/pfbid0GHtzD9nVzKoMyHadMQN3czcr6ZXd2nf6RVidpFBKReU8WhwPQpK9DApCR32A7Abbl
- Redox:
- https://redox.dk/nyheder/analyse-derfor-kalder-vi-generation-identitaer-for-nyfascister/
- https://redox.dk/nyheder/analyse-corona-og-deplatforming-halverede-naesten-generation-identitaers-oekonomi/
- https://redox.dk/nyheder/nyfascister-inviteret-til-debat-paa-christiansborg/
- https://redox.dk/nyheder/her-er-generation-identitaers-mange-naziforbindelser/