Hvis ikke kul, olie og gas bliver udfaset snarest, vil de globale temperaturer stige mere end de ikoniske 1,5-2 grader, og vi vil få en stigning på 4-6 grader. Det vil udløse langt værre ekstremt vejr, end vi kan forestille os i dag. Vi vil se vandstandsstigninger over de næste 100 år på op imod 9 meter, når polerne smelter. Med parolen ”system change not climate change” har vi et radikalt svar: vi må forandre det eksisterende socioøkonomiske system og ideologiske regime, hvis vi skal løse klimaproblemet. Mere af det samme vil ikke gøre det, tværtimod. Det nuværende kapitalistiske system i en mere ”grøn” variant kan ikke løse klimaproblemet.

Regeringens vækstfilosofi

Ideen om ”mere af det samme”, bare bedre er åbenlyst den dominerende tænkemåde som magthaverne disker op med. Klimaminister Dan Jørgensen skrev i sin bog Grønt håb fra 2010, at bekæmpelse af klimakrisen og økonomisk-materiel vækst hænger uundgåeligt sammen og betinger hinanden. Det handler ikke om systemforandring men om systembevaring. Som han siger: ”Vi kan ikke bekæmpe klimaforandringerne ved at stoppe væksten i verden…. Vækst er derfor en grundpræmis for de løsninger vi skal finde. Opgaven bliver at gøre væksten grøn”. 

I regeringens klimalov 2019 skriver man endvidere: ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles”. Disse ord betyder i praksis, at regeringen, helt i tråd med EU, netop ser den økonomiske vækst, som en forudsætning for og en del af den grønne omstilling. Som det hed i regeringens ”forståelsespapir”: ”Danmark skal være kendt som et grønt iværksætterland”. Men ord som ”grøn vækst”, ”grøn omstilling” og ”grøn kapitalisme” er dybt vage og fyldt med farlige modsigelser.

Den grønne væksts illusioner

Når man som Dan Jørgensen, regeringen og erhvervslivet tænker en ”grøn omstilling” inden for rammerne af fortsat økonomisk vækst, så er det baseret på en grundlæggende antagelse om, at vi kan afkoble udledningen af CO2 fra vækst. Indtil videre har dette globalt set ikke været tilfældet, tværtimod. Nationalt set har der været meget få tilfælde af en sådan absolut afkobling. Et eksempel med brændstofeffektive biler kan illustrere problemet. I den europæiske union steg brændstofeffektiviteten i private biler med 15 procent i perioden 1990-2007, men i samme periode voksede antallet af biler på vejene (vareproduceret) og længden de kørte med 40 procent. Med andre ord: brændstofforbruget steg for privatejede biler i perioden med mere end en fjerdedel, på trods af mere energieffektiv teknologi.

Problemet er, at en ”grøn” vækst ikke er grøn bare fordi den er baseret på mere energieffektiv teknologi. Det afgørende er, hvorvidt der reelt kan ske en absolut afkobling. Og lige nu peger alt i den forkerte retning: effekterne af energieffektiviseringer, udbygningen af vedvarende energi (vind, sol til elproduktion etc.), bliver opslugt af omfanget og hastigheden af den økonomiske vækst. Grøn vækst er derfor en illusion, som giver befolkningen og unge klimaaktivister et falskt håb.

Ideologisk ramme

Dan Jørgensen og regeringens ”grønne vækst” er den herskende tanke vedrørende klimakrisens løsninger fra vores magthaveres side. Den danner den ideologiske ramme for diskussionen af, hvordan vi skal forstå og løse klimakrisen, dvs. de praktiske og politiske forslag til, hvordan klimakrisen skal håndteres, og hvad der giver mening at gøre. Kun de løsninger som er kompatible med en vedblivende vækstideologi, er løsninger som kan komme i betragtning. Det vil sige markedsbaserede løsninger, hvor virksomheder og  ”de grønne iværksættere” kan komme på banen og skabe den grønne vækst.

Dan Jørgensen anerkender naturligvis at markedet i forhold til CO2-udledning indtil videre har spillet fallit: ”CO2 er den største markedsfejl, som verden har set”. Men ligesom væksten kan løse sig selv ved at blive ”grøn”, så kan markedet også løse sine egne fejl. Vi skal bruge markedslogikken til at løse klimakrisen. Ikke mindre, men mere marked. Vi skal simpelthen få varegjort naturen og vores forurening (eks. CO2-aftryk) så hurtigt som muligt, så vi kan handle med den, og på den måde vil vi løse klimakrisen. Men det er den sikre vej mod en stigning på 4-6 grader.

Klimakamp er klassekamp

Hvis ”system change not climate change” skal have mening må den nødvendigvis betyde at gå i kødet på selve det kapitalistiske systems produktionsmåde. Og det betyder et opgør med det nuværende ejerforhold i verden, hvor uhyre få  mennesker bestemmer hvad, hvor og hvor meget der skal produceres. Ikke ud fra hvad der er menneskers og naturens behov, men fortsat ud fra en markedsbaseret vækst, som sikrer konkurrencekraft og profitten.

”System change” og dermed klimakampen er en klassekamp. En klassekamp som må indebære en alliance mellem arbejderbevægelsen og klimabevægelsen. Den alliance er nødvendig for at ændre  de herskende produktionsforhold, kaste den kapitalistiske vækst (grøn eller ej) på møddingen, og åbne op for en anden og langt mere bæredygtig måde at organisere vores samfund på.