Billedtekst: Trump og Netanyahu er best buddies. Foto: Wikimedia Commons

Dette er en artikel af Tomáš Tengely-Evans, bragt den 9. oktober 2025, oversat og bearbejdet af Bo Stefan Nielsen. 

Palæstinensere har hilst nyheden om en våbenhvile velkommen med en blanding af glæde, lettelse – og frygt for, at Israel vil genoptage krigen i Gaza. 

Israel vil trække sit militær tilbage til en aftalt linje, mens Hamas vil frigive israelske bosættere, som de erobrede den 7. oktober 2023. Den palæstinensiske nationale befrielsesorganisation sagde, at aftalen betød “en afslutning på krigen, besættelsens tilbagetrækning fra den, indførsel af nødhjælp og en fangeudveksling”. 

Palæstinensiske følelser

Alaa, en palæstinensisk journalist i Gaza, fortalte Socialist Worker: “Mine følelser er blandet med glæde og bekymringer, fordi vi ønsker, at en våbenhvile skal være endegyldig.” 

“Vi ønsker, at alle faser i våbenhvileaftalen skal gennemføres uden afbrydelser. Vi ønsker, at den skal gennemføres uden afbrydelser – vi stoler ikke på den israelske side, vi stoler ikke på Netanyahu.” 

Hun tilføjede: “Alle palæstinensere, der har udholdt disse to års lidelser, fordrivelse og angreb, vil have hvile. Folk flygtede fra område til område og levede i frygt. Krigen var ufattelig – den gav ikke engang plads til at græde. Folk ønsker at sørge i fred og mindes deres slægtninge og kære. For første gang vil folk være i sikkerhed – uden at tænke på at flygte, uden at tænke på at blive angrebet.” 

“Men vi er stadig bekymrede over våbenhvileaftalen, fordi vi ikke stoler på Netanyahu.” 

Vestlige ledere hyldede våbenhvileaftalen som et afsæt til “fred” i Mellemøsten. 

Lederne af arabiske regimer, hovedsagelig Egypten, lagde pres på Hamas for at få dem til at underskrive aftalen. 

Men aftalen er en “fase et” af Trumps “20-punktsplan” for Gaza. Det er en kolonial landbesættelse, der vil sætte Trump i spidsen for Gaza sammen med krigsforbryderveteranen Tony Blair – og repræsenterer en fortsættelse af folkemordet. 

Hvad ligger der bag våbenhvileaftalen? 

Der er tre vigtige konklusioner fra våbenhvilen. For det første er Trump den store vinder – men han kan ende som den store taber. 

Hvad kalkulerer Trump med? Han prøver at håndtere USA’s imperial overstretch og en nedgang i USA’s evne til at dominere verden. 

Trump er en loyal støtte af Israel og har styrket dets yderste højrefløj. Men han har søgt at forbinde sig med Golfstaterne og det nye regime i Syrien – noget et endeløst folkemord ikke vil styrke

Citat:Tomáš Tengely-Evans

Trump-administrationen ønsker at fokusere på USA’s største rival, Kina, og den interimperialistiske rivalisering i Asien og Stillehavet. Den håber, at denne aftale sætter en stopper for krigen, samtidig med at den sikrer vestlige interesser og Israels dominerende position i regionen. 

Trump er en loyal støtte af Israel og har styrket dets yderste højrefløj. Men han har søgt at forbinde sig med Golfstaterne og det nye regime i Syrien – noget et endeløst folkemord ikke vil styrke. 

I dag (d. 9. oktober 2025, red.) har Trump sat sin troværdighed som “fredsmægler”, der er i stand til at afslutte “evige krige”, på spil med denne aftale. Og presset er endnu større, efter at hans forsøg på at lande en aftale om Ukraine-krigen er mislykkedes. 

Men det betyder ikke, at Trump automatisk får sin vilje. Den ujævne vej til en våbenhvile har udstillet spændingerne i forholdet mellem USA og Israel. 

Israel er den USA-imperialismes vagthund i Mellemøsten, og dets folkemord ville ikke være muligt uden amerikanske våben og finansiering. Men det har udviklet sig til at blive en magtfuld kapitalistisk stat, der ikke længere er fuldstændig afhængig af amerikansk bistand, og som er vokset til en regional imperialistisk magt. 

Og efter to års folkemord er Israel den førende magt i det regionale system af konkurrence mellem Israel, Iran, Saudi-Arabien, de Forenede Emirater og Tyrkiet. 

Israels opstigning som regional imperialistisk magt betyder, at landet er blevet sværere at holde tilbage i dets pres for mere krig, selv hvis det er imod USA’s ønsker. 

Spændinger mellem USA og Israel

Omfanget af folkemordet har forårsaget spændinger mellem USA og Israel under Trump og “Genocide Joe” Biden før ham. Dele af den amerikanske herskende klasse frygtede, at omfanget af dets overgreb kunne anspore modstand mod arabiske regimer, der er del af USA-imperialismes infrastruktur i regionen. 

Men Netanyahu ved, at når det kommer til stykket, vil USA støtte sin vagthundsstat i regionen. Han har spredt krig – mod Libanon, Yemen, Iran, Syrien og Qatar – og har forsøgt at bruge hver ny eskalering til at sikre vestlig støtte. 

Forholdet har dog ikke fundamentalt ændret sig – halen logrer ikke bare med hunden. Dette var tydeligt, da Israel iværksatte sine angreb på Irans atomanlæg i sommer. 

Netanyahu ved, at når det kommer til stykket, vil USA støtte sin vagthundsstat i regionen

Citat:Tomáš Tengely-Evans

Trump fulgte Israel med luftangreb på Iran – og truede med en større krig – men erklærede derefter hurtigt våbenhvile. I starten forsøgte Israel at fortsætte luftangrebene, men trak sig efterfølgende, da Trump virkelig satte foden ned. 

Den israelske bombning af Hamas’ kontorer i Qatar i Doha, en amerikansk allieret, der var vært for forhandlinger, forårsagede yderligere spændinger med USA. 

Da Trump ønsker, at aftalen skal lykkes, vil han presse Israel til ikke at bryde våbenhvilen. Men der er dynamikker inden for den zionistiske stat, der trækker i den anden retning. 

For det andet har den israelske premierminister Benjamin Netanyahu scoret en sejr med løsladelsen af israelske gidsler. Men splittelserne i den israelske stat består, og den yderste højrefløj kræver allerede en tilbagevenden til krigen, efter at gidslerne er løsladt. 

Israel har forsøgt at erobre mere og mere palæstinensisk jord, men har altid været besat af at opretholde et jødisk demografisk flertal. “Kun en stat med mindst 80 procent jøder er en levedygtig og stabil stat,” sagde den første premierminister David Ben Gurion. 

Zionistisk bosætterkolonialisme svinger mellem apartheid og folkedrab som en måde at håndtere “problemet” med palæstinensere. Den har i kølvandet på den 7. oktober valgt at støtte folkedrab. 

Splittelser i den Israelske herskende klasse

Israels manglende evne til at knuse den palæstinensiske modstand fører til splittelse inden for den zionistiske stat – og en højremarch i politik og samfund. 

Dele af den zionistiske stat, herunder generaler og spioner, var imod at invadere Gaza og blive fanget i besættelsen. Men de højreekstreme ministre Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir har presset på for etnisk udrensning af Gaza – og gentagne gange bremset en våbenhvile. 

Netanyahu er afhængig af deres højreekstreme partier, og de har begge udtalt sig imod aftalen. 

Torsdag sagde Smotrich: “Så snart gidslerne vender hjem, vil staten Israel fortsat stræbe af al kraft efter en reel udryddelse af Hamas og den totale afrustning af Gaza, så det ikke længere udgør en trussel mod Israel.” 

Smotrich understregede, at pendulet ikke bør svinge tilbage fra folkedrab til apartheid. “Det er også bydende nødvendigt at sikre, at vi ikke vender tilbage til vildfarelserne fra den 6. oktober,” sagde han. 

Han advarede om, at Israel ikke “må blive afhængigt igen af kunstig ro, diplomatiske omfavnelser og smilende ceremonier”. 

Der er “liberale” zionister, der har kritiseret Netanyahu-regeringen. Sådanne kræfter kritiserer ofte Netanyahu for at sætte en mytisk “total sejr” over at sikre gidslernes tilbagevenden. Efter gidslernes tilbagevenden fungerer den angrebslinje mod regeringen ikke længere. 

De “liberale”, der ønsker en tilbagevenden til apartheidens status quo, er blevet yderligere marginaliseret. 

Desuden er Israel blevet den fremadstormende magt i Mellemøsten og vil ikke bare give efter. Landet har en historie for at bruge omvæltninger i magtbalancen i regionen til at omforme den i sine egne og USA’s imperialistiske interesser. 

Alt dette betyder, at der vil være et pres for en tilbagevenden til krig. 

Begrænsninger i Hamas strategi

For det tredje viser det begrænsningerne i Hamas’ strategi om at stole på regionale magter som Iran. 

Socialistisk Arbejderavis vil altid støtte palæstinensernes ret til at gøre modstand med alle nødvendige midler. Vi skrev i ugen efter 7. oktober, at “palæstinensere rev de hegn ned, der fængsler dem, og trådte på land, som Israel har besat ulovligt”. 

Men væbnet kamp og en afhængighed af støtte fra regimer i regionen vil ikke besejre den vestlige imperialismes vagthundsstat. 

Mange håbede, at “modstandsaksen” – Iran, Syrien, Hizbollah i Libanon, houthierne i Yemen og Hamas – ville påføre Israel et nederlag. 

Men Iran er blevet svækket, det syriske diktatur er faldet, og Hizbollahs ledelse blev halshugget. 

Og endnu mere fundamentalt var alliancen baseret på at styrke det iranske regimes position i regionen. 

Regimet har sine egne regionale kalkuleringer og har i sidste ende overladt Gazas befolkning til at dø. 

Hvad er alternativet?

Hvad er alternativet? Håbet ligger i en tilbagevenden af den kraft, vi så under Det Arabiske Forår i 2011, hvor revolutioner væltede vestligt støttede diktatorer og isolerede Israel. 

Man vil ikke bare kunne lave en “genudsendelse” af Det Arabiske Forår som reaktion på folkedrabet. Som Socialist Workers nylige interview med en egyptisk socialist viser, hænger arven fra kontrarevolutionen over regionen. 

Men nøglestater i regionen, der er naboer til Israel, har oplevet en mere avanceret kapitalistisk udvikling. 

Denne proces er med til at skabe en større arbejderklasse, der er i stand til at udfordre sine egne herskere og den imperialistiske orden i hele Mellemøsten. 

Internationale Socialister skrev i december 2023, at “håbet er at solidariteten med palæstinenserne udvikler sig til en global intifada.” Det er stadig håbet, uanset hvilke falske fredsplaner, imperialismen trækker ned over palæstinenserne. 

I Danmark er socialisters opgave fortsat at opbygge en Palæstinabevægelse, der kan bryde vores herskeres bånd til Israel.