10 år efter den såkaldte ”Finanskrise” skyllede hen over verden og ramte samtlige lande som en tsunami, er det vigtigt at identificere, hvad det var, der bragte os dertil, hvad konsekvenserne var (og er), og hvad fremtiden kan forventes at bringe.

På overfladen kunne det se ud som om den finansielle ”melt down” i 2007/8 skyldes bankernes og de finansielle institutioners grådighed. Deres vanvittige udlånspolitik og efterfølgende halv- og hel-kriminelle aktivitet vækker forargelse og krav om regulering og kontrol. Men den finansielle sektor ikke er noget, der kan betragtes adskilt fra resten af den kapitalistiske økonomi.

Den finansielle sektors rolle
Den kapitalistiske produktion har brug for kreditter og lån. Den finansielle sektor står for denne service. Den “smører” systemet. Penge i form af papirer, aktier, obligationer, gældsbeviser, derivater, diverse før-købsoptioner mv., repræsenterer den reale produktion i den virkelige økonomi. Når der sker en afkobling fra den virkelige økonomi bliver de papirer, som beskriver den, værdiløse.

Det er netop det, som er sket i perioden 1990-2007. Den globale likviditet (papirer) steg fra 150 % af verdens BNP i 1990 til 350 % i 2011. Men allerede efter “oliekrisen” i midten af 70’erne fik finanskapitalen en større betydning for kapitalismen. De efterfølgende liberaliseringer af alle de reguleringer af banksektoren, som var opbygget efter Wall Street-kollapset i 1929 for at beskytte resten af den kapitalistiske økonomi, åbnede for en enorm global aktivitet i den finansielle sektor.

Det bliver dyrere at lave profit – profitratens fald
Årsagen var en faldende profitrate. Profitraten er det gennemsnitlige forhold mellem investering og indtjening i den produktive sektor. Det  bevirkede, at investeringer i produktionssektoren blev mere og mere urentable.  I USA faldt profitraten  fra  36 %  i 1946 til 22 % i 1982. Lignende fald skete i de fleste avancerede kapitalistiske lande.

Globaliseringen af finanskapitalen fik større betydning og var med til at stimulere økonomier som Kina, Indien og andre nye økonomier. Store lån flød mellem landene og igennem de finansielle institutioner. Med digitaliseringen tog denne udvikling ekstra fart. Men det ændrer ikke grundlæggende ved de manglende indtjeningsmuligheder i den reale produktionssektor. Siden 1983 til i dag har profitraten ikke ligget over 27 %.

De tilbagevendende “bobler” i økonomien
Globaliseringen af finanskapitalen forhindrede dog ikke, at der kom problemer med kredit-”bobler”  i starten af 1990’erne. Først den japanske kredit-”boble”, som skar 20 % af det japanske BNP væk.  Herefter kom dot.com-”boblen”, som betød et fald på 17 % af det globale BNP, da krisen brød ud i 2001. Og begge ”bobler” opstod, fordi den ”fiktive kapital” mistede forbindelsen til den reale produktion.

Det ville have sendte verden ind i en dyb økonomisk depression, hvis ikke den finansielle sektor havde postet milliarder i spekulative forretninger efter den ”milde” recession i 2001. Først og fremmest i forbrugsgoder og boliglån. Deraf ”boligboblen”. Uden den ville opsvinget frem til 2007 ikke have været muligt.

Investeringer i den reale økonomi blev der derimod meget lidt af. IMF skrev i en rapport dengang, at ”investerings-raten har været vigende i mere eller mindre alle industrilande.”. Boblen byggede selvfølgelig på en illusion. Men alle stater elskede ”illusionen”, og Thor Pedersen, finansminister i Danmark, kunne i 2006 erklære, at det gik så godt i Danmark, at man kunne ”eje hele verden”. Overalt i verden troede politikere, at kapitalismens kriser var en saga blot.

Men de  skulle blive klogere. Nedenunder euforiens overflade faldt profitraterne.  I USA faldt de fra 26% i 2005  til 23 % i 2007.  Samtidige kunne man også se en klar nedgang i beskæftigelsen i årene op til ”kredit crashet” i 2007/8.

Kapitalismens udsathed
Når investeringer foretages i ”papirer” – bl.a. i lån/gæld, der sælges som finansielle produkter – og som mere og mere afkobles fra den reale økonomi – er det finansielle system udsat, når folk ikke længere kan betale deres gæld tilbage.

I 2008 var det fattige amerikanere, som ikke kunne betale afdragene på deres såkaldte “subprime” boliglån. Det startede en lavine, som førte til, at bankerne stoppede med at låne til hinanden. Store firmaer og banker måtte enten gå konkurs eller blive reddet af massive statslige indgreb. Lehman Brothers i USA og Woolworths i UK gik fallit, mens General Motors i USA og Danske Bank blev reddet af staterne. Krisen var en realitet.