Det er ved at gå op for millioner af mennesker, at klimaskiftet indebærer så store fremtidige udfordringer, at handling er absolut bydende nødvendigt.

Presset fra klimaforandringerne er så voldsomt med trusler om ekstremt vejr, oversvømmelser, ørkendannelse, stigning af verdenshavene og gigantiske, aldrig tidligere sete flygtningestrømme fra alle katastroferne, at det med tiden vil lægge et meget stort pres på det kapitalistiske samfund om radikale forandringer. Dette pres vil blive stadigt mere ubønhørligt.

FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR er om nogen klar over, at vældige million-antal af flygtninge vil søge væk fra tørke, oversvømmelser og ekstremt vejr – flygtningestrømme af en størrelse, som ikke tidligere er set: Hvert eneste år mellem 2008 og 2016 er i gennemsnit 21,5 millioner blevet tvunget på flugt fra ekstremt vejr. Det stiller alle andre årsager til flugt, såsom krige og fattigdom, i skyggen.

Derfor advarer FN’s flygtningehøjkommissariat om, at klimaforandringerne gøder jorden for fremtidige konflikter.

Får klimakrisen derfor lov til at fortsætte sin uhyggelige udvikling, uden at den internationale arbejderklasse formår at vende udviklingen, så vil der opstå en betydelig risiko for en negativ dagsorden i verden: Krige om adgangen til vand i ørkenområder, krige om retten til jord, som er sikret imod oversvømmelser, borgerkrige, når vældige flygtningestrømme søger væk fra ørkendannelse, ekstremt vejr og oversvømmelser.

Det er ikke helt utænkeligt, at klimakatastroferne på et tidspunkt vil kunne true de nuværende samfund i en sådan grad, at vi måske vil kunne opleve fremkomsten af autoritære styrer, der i lyset af klimatruslen med magt tvinger store forandringer igennem for at redde den herskende klasses interesser på bekostning af alle andre. For eksempel ved med skånselsløs magt at holde klimaflygtninge ude.

Den eneste med styrken til at forhindre det truende klimaskifte

Kun den internationale arbejderklasse har muligheden for at afværge den truende klimaforværring på en sådan måde, at det bliver til gavn for de mange og ikke de få – og sådan, at vi undgår en negativ dagsorden med en spiral af krige, borgerkrige og millioner på flugt fra ekstremt vejr, og undgår autoritære styrer, der under en klima-udløst krise søger at redde de herskendes interesse på tværs af alle andres.

Her ser vi helt klart risikoen for barbariet.

Klima-truslerne er internationale, og løsningen kan derfor kun kæmpes igennem af en internationalt aktionerende arbejderklasse. Kun arbejderklassen har den virkelige interesse i og styrken til at afværge den truende negative dagsorden, og det barbari denne vil kunne udløse.

Klima-skiftet er frembragt af alle kapitalistiske samfund i hele verden – en kapitalisme, som i en kortsynet jagt på profit har ladet hånt om alle hensyn. Vi må derfor spørge, om det er realistisk, at det kapitalistiske system, som jo er fuldstændigt gennemsyret af egoistisk profitjagt, og som netop herved har frembragt det stadigt mere truende klimaproblem, pludselig vil kunne “vende på en tallerken” og pludselig vil kunne vise samfundssind og løse klimaspørgsmålet ?

Kun socialismen, der bygger på det store fællesskabs interesser, er det system, der internationalt kan  realisere de radikale teknologiske og produktionsmæssige ændringer i verden, der bringer os væk fra glidebanen mod klima-afgrunden.

Vi skal altså have et systemskifte, hvor vi går væk fra kapitalismen – for vi vil ikke have noget truende klima-skifte!  Altså: System change – not climate change!

Grundlæggende handler det således om socialisme eller barbari!

Kun det store fællesskab af mennesker kan afgørende ændre udviklingen

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør i lille Danmark. Hvis vi går forrest i kampen, kan vi inspirere andre og langt større lande og deres arbejderklasse til at gå med. Det er naturligvis i den internationale kamp, at det virkelige perspektiv ligger.

Vi er nødt til at begynde kampen lige her, hvor vi befinder os nu. I denne situation er vi nødt til at mobilisere det store flertal af mennesker til at kræve forandringer, der virkeligt batter noget i forhold til klima-forværringen.

Det dur ikke at ville reducere klimakampen til et spørgsmål om, hvorvidt man cykler på arbejde i stedet for at tage bilen – eller hvorvidt man holder op med at spise bøffer. Disse individualistiske skridt kan være nok så velmente, men i forhold til, hvad der er brug for til at afvende klimatruslen, “forslår det som en skrædder i helvede”.

Selvfølgelig skal vi hver især søge hen imod en mere klimavenlig livsstil, men det er forkert at ville reducere klimakampen til at spørgsmål om, hvor mere eller mindre grønne vi er som forbrugere og enkeltpersoner.

Dette er stærkt oppe i tiden i medierne og blandt mange klima-bekymrede og skyldes grundlæggende en forståelig følelse af, at det er nødvendigt, at vi gør noget – samtidig med en udbredt rådvildhed om, hvad vi skal gøre.

For at det virkelig kan batte noget, så er det imidlertid pinedød nødvendigt, at der på et samfundsmæssigt plan bliver taget meget store skridt i forhold til en massiv reduktion i udledningen af drivhusgasserne.

Et eksempel er den tyske befolknings pres, som den 31. januar 2019 har fået Tyskland til at gennemføre et totalt stop for brugen af kul fra 2038, altså om knap 20 år. Det kaldes “kul-exit” (“Kohle-Ausstieg”).

Selv om vi med rette kan kritisere denne kul-exit for ikke at ske hurtigt nok, og selv om Tyskland i mellemtiden vil tage et skridt tilbage ved at dække en del af energibehovet efter udfasningen af kullene med russisk naturgas, så er det ikke desto mindre et ganske bemærkelsesværdigt skridt fremad. Herved er der blevet markeret en meget vigtig dagsorden: Dette må være et første skridt i at udfase kul, olie og naturgas.

I næste nummer af Socialistisk Arbejderavis fortsætter artiklen om, hvordan vi kan kæmpe for et klimavenligt samfund.