Forsker, økonom og forfatter Hjarn v. Zernichow Borberg har begået en knap 300 siders bog, som er en gave til alle anti-racister. Titlen ”Integration – her går det godt” (Djøf forlag, 2019) antyder, at her er noget som siger mainstream tænkning om emnet imod. Tænk blot på Mette Frederiksens udtalelse til Information (d. 5. februar 2018): ”Ikke vestlige indvandring (er) den største udfordring i Danmark”. Klima? Psykiske problemer blandt ungdommen? Stressrelateret sygdom? Ulighed? Nej! Ikke-vestlig indvandring er den største udfordring. Han sætter sig for at modbevise hendes udtalelse. Og det gør han godt.

Borberg har i en tidligere bog ”Nydansk. Er nydanskere og danskere så forskellige” (Forlaget Multivers Aps, 2016) påviste, hvor ens vi alle sammen er og hvor fælles vores udfordring i livet er  på næsten alle parametre. I denne bog har han set sig for at gå i kødet på alle de gængse myter der blev spredt om ikke-vestlige personer, som bor og lever i Danmark. Men også at sætte de udfordringer, som nogle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vitterligt har, i perspektiv. Altså proportioner. Men hovedpointen er, at på alle parametre går det fremad. Stik imod den gængse opfattelse. For Borberg er integration i Danmark en stor succes. Men som han afslutningsvis skriver: ”Almindeligvis siger man, at sejren har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst… Men hvor bliver fædrene af?”. 

I denne anmeldelse er der ikke plads til at gennemgå alle 14 kapitler, og for dem som vil dykke ned i emner som ikke-vestlige efterkommeres succes inden for beskæftigelse, fremgang for integration i de særligt udsatte boligområder, familietyper og ægteskabsmønstre blandt minoriteter som nærmere sig resten af befolknings med lynets hast, den ens abortfrekvens og fertilitet, den ens demokratiopfattelse og fremgang i uddannelsesfrekvensen er der meget guf at hente. Blandt andet demontering af myten om at ikke-vestlige personer på SU skulle være særlige overrepræsenterede i statistikken om snyd. Eller om at der skulle være et særligt ”lukket land” i de såkaldte ghettoer i ”et åbent Danmark”. Men for at vise lidt om, hvad han går i kødet på er der valgt tre emner – kriminalitet, hvad ikke-vestlige personer ”koster” og den måde ikke-uddannede, kvindelige indvandrere fra bestemte lande bliver behandlede som prygelknabe.

Han går i kødet på en typisk brugte statistik (blandt andet af Pernille Vermund i en debat med Özlem Cekic i januar 2018), som lyder: ”…indvandrere og efterkommere fra muslimske lande (er) for en stor dels vedkommende kriminelle”. Statistikken er fra en opgørelse over 3.750 ikke-vestlige mænd født i 1987, hvoraf 42 % (1600) havde overtrådt straffeloven. Disse mænd svarer til 1% af alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere over 14 år. Selv hvis alle disse mænd skulle være fra traditionelle muslimske lande ville de stadigvæk kun udgøre 2% af personer fra disse lande. Som Borberg lakonisk skriver: ”Det svarer jo lidt til først at hævde, at personer af dansk oprindelse for ens stor dels vedkommende er uden for arbejdsmarkedet, for derefter at zoome ind på den knap ene pct. af personer af dansk oprindelse, som bor i de særligt socialt udsatte boligområder, og pege på, at her er ca. 44-46 % uden for arbejdsmarkedet.” Sandheden er, at næsten ingen personer med oprindelse i traditionelle muslimske lande er kriminelle. 97 % har ikke været i fængsel, hverken i 2017, året før (2016) eller endnu før.

Eller det meget brugte tal, de 33 milliarder der hævdes at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande koster det danske samfund. Borberg går i kødet på beregningerne. Først sætter han spørgsmålstegn ved det rimelige i at beregne nettobidraget for personer af ikke-vestlige oprindelse i det hele taget: ”Vil man fx sætte økonomi på nettobidraget fra handikappede, eller Odsherred Kommunes befolkning”, spørger han. Men nu er tallet der, udgivet af selveste Finansministeriet, og så skal man også forholde sig til at den bliver brugt politisk. I selvsamme rapport redegøres der for, at 17 milliarder af de 33 skyldes alderssammensætningen for de ikke-vestlige efterkommere af den simple grund, at der er mange børn i gruppen. Så analysen kunne lige så godt have kommet frem til den hovedkonklusion, at børn og unge af dansk oprindelse (0-20 år) koster op mod 132 milliarder om året. Borberg skriver: ”I andre sammenhæng kalder vi det en investering, når det offentlige betaler for grundskolen, ungdomsuddannelser, universiteter mv.”.

Dertil kommer at forskellige beregninger og antagelser giver meget forskellige resultater. For eksempel kommer Rockwool Fondens Forskningsenhed i 2014 frem til at ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres nettobidrag var -16 milliarder mens Finansministeriet beregnede sig frem til -33 milliarder! Uanset opgørelsesmetode så udgør nettoudgifterne for ikke-vestlige indvandrere meget lidt i forhold til de samlede offentlige udgifter. Det svarer til mellem 0,4% og ca. 1,5 %. Opsummerende konkluderer han: ”Som det blev vist, så skal der meget lidt til, før de ikke-vestlige personer går fra at være en nettoudgift til måske at være en nettoindtægt for samfundet”.

Så er der hvad Borberg kalder ”prygelknabegruppen”. Når man skal piske ikke-vestlige personer for deres dårligdom og manglende lyst til integration, så fremhæver man en gruppe af ikke-vestlige kvindelige indvandrere, som er flygtninge eller familiesammenførte til en flygtning. De stammer oftest fra Afghanistan, Libanon (statsløse), Irak og Somalia. De består af ca. 16.000 kvinder. 30 år og opefter. De dukker således op som syndebukke og eksempel på mislykket integration. Men der er faktisk kun 10% af alle ikke-vestlige kvindelige indvandrere i samme aldersgruppe.

Ca. 75% af denne gruppe modtager overførselsindkomst. Til sammenligning modtager 25% kvinder af dansk oprindelse overførselsindkomst. Dvs. at man fokuserer på de 12.000 personer frem for de 230.000 kvinder af dansk oprindelse i samme situation. Når vi har proportionerne på plads så kommenterer Borberg således: ”Er det særlig fair at stemple dem som eksempel på mislykket integration, og at de ikke ønsker at være en del af det danske samfund, blot fordi de har en lav beskæftigelsesgrad…og kun en grunduddannelse (om nogen) fra hjemlandet?” spørger han. 2/3 af alle ikke-vestlige kvindelige indvandrere har ikke nogen dansk grunduddannelse, og kun 40% har en grunduddannelse fra hjemlandet. Så fortsætter Borberg ”….man skal huske på at 25-64 årige kvinder af dansk oprindelse med en grunduddannelse har en beskæftigelsesgrad på 51%, hvor tallet for kvindelig indvandrer er 38%.”. Forskellen er ikke vanvittig stor.

I det sidste kapitel opremser Borberg, hvad han ser som Danmarks største udfordringer:

  • 1 million personer i den erhvervsaktive alder mangler basale it-færdigheder (hvoraf 210.000 er ikke-vestlige).
  • 530.000/580.000 personer i den erhvervsaktive alder mangler basale regne/læsefærdigheder (hvoraf 130.000/115.000 er ikke vestlige).
  • 10.000 unge går ud af grundskolen uden at kunne læse tilstrækkeligt (hvoraf 2500 er ikke vestlige).
  • 200.000 unge (20-29 år) har ikke en ungdomsuddannelse (hvoraf 25.000 er ikke-vestlige).
  • 70.000 unge mellem 16-29 år er inaktive, dvs. hverken i arbejde eller uddannelse (7000 er ikke-vestlige).
  • 638.000 personer i den erhvervsaktive alder er, eller er i risiko for at blive marginaliseret (overførselsindkomster – ikke folkepensionister). Hvoraf 127.000 er ikke-vestlige.

Pointen er, at de her sociale problemer er fælles og at de ikke-vestlige personer kun udgør en brøkdel af dem, som er ramte. Som Borberg skriver ”Danmarks store udfordringer er altså ikke integration, men i høj grad at sikre fokus på uddannelse og efteruddannelse… Her er udfordringen blandt andet de mange hundredtusindvis af personer som ikke har tilstrækkelige færdigheder og/eller allerede er marginaliseret eller er i risiko for at blive det, hvoraf langt den største andel er personer af dansk oprindelse.”. 

Man kunne så få den idé, at Mette Frederiksen hellere vil have fokus på de 8.5% af befolkning, som ikke-vestlige personer udgør, så folk ”glemmer” de store sociale problemer som koster massive investeringer. At mobbe koster ikke så meget. Denne bog er således stærkt anbefalingsværdig, og giver lyst til at kaste sig ind i den helt urimelige og ulækre racisme som præger mainstream tænkning og debatten. Bogen giver benzin til denne kamp. Køb den og læs den! Hellere i dag end i morgen.