Drabene var uden tvivl motiveret af kortsigtede politiske overvejelser fra Trumps side, men de er også en del af den seneste fase af den krise USA’s herredømme i regionen er i.

Denne krise kan spores tilbage til den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003. Fjernelsen af Saddam Hussein og besættelsens nederlag skabte et magtvakuum, som både stater i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) -området, Iran , Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater  og magter uden for området, især Rusland, har forsøgt at udnytte. Deres rivaliseringer har fremprovokeret en række farlige og blodige konflikter i Syrien, Yemen og Libyen. Den amerikansk-støttede aftale mellem Grækenland, Cypern og Israel om en ny gasrørledning fremkalder yderligere spændinger mellem underskriverne og Tyrkiet.

Det islamisk republikanske regime i Iran var nogle af dem, der fik mest ud af tilbagetrækningen af den amerikanske militære magt i Mellemøsten. Soleimani var en en enorm “magtfaktor”, der trak i trådene fra Irak, gennem Syrien til Libanon. Iran har spillet en modsætningsfyldt rolle, hvor de på den ene side har orkestreret modstand mod USA og Israel,  og på den anden har støttet det barbariske Assad-regime i Syrien og korrupte og sekteriske regeringer i Irak og Libanon.

USA har ganske vist trukket sig tilbage, men er ikke klar til at opgive sit herredømme over Mellemøsten. Trump ændrede Barack Obamas politik over for Teheran og erstattede forlig med konfrontation. Men han har indtil nu været omhyggelig med at undgå krig, og har koncentreret sig om at lægge Iran under ‘maksimalt pres’ ved at skrue op for de økonomiske sanktioner. Det iranske regime fandt imidlertid måder at slå tilbage på – for eksempel ved at ramme oliefaciliteter i Saudi Arabien, eller bruge sin indflydelse i Irak. Mordet på Soleimani var ikke så meget en demonstration af USAs magt, men snarere et tydeligt tegn på dets begrænsninger.

Ikke desto mindre var det et ekstremt farligt skridt ,ikke blot fordi Iran vil gøre gengæld og potentielt begynde en selvforstærkende optrapning af konflikten med USA. Andre imperialistiske magter har interesse i at udnytte den amerikanske krise i Mellemøsten. Det sås for nylig, da Kina, Rusland og Iran afholdt fælles flådeøvelse i Golfen.

Vi fordømmer det amerikanske angreb og enhver yderligere aggression, og vil modsætte os en krig mod Iran. Enhver amerikansk ledet eller indledt krig mod Iran ville have fuldstændig forfærdelige umiddelbare konsekvenser, og forårsage yderligere utallige skader på hele regionen. Imperialistiske interventioner har hidtil kun opnået at omdanne Mellemøsten til en ødelagt, permanent krigszone. I stedet for at sende flere tropper til regionen, bør USA,  sammen med Storbritannien, Frankrig, Danmark og Rusland, trække alle deres styrker tilbage fra MENA-regionen. Vi vil sammen med andre mobilisere mod faren for krig.

Vi afviser også tanken om, at nogen af de rivaliserende regionale imperialister   skulle kunne tilbyde en progressiv løsning. De seneste måneder har der været masseprotester mod fattigdom, korruption og sekterisme i Iran, Irak og Libanon. Mordet på Soleimani kan hjælpe de herskende klasser i disse lande med at genoprette orden på et nationalistisk grundlag. Vi er imod alle de lokale herskende klassers forsøg på at sætte deres folk op imod hinanden.

Den reelle løsning på udnyttelsen og undertrykkelsen af arbejderne, de fattige i byerne og bønderne i MENA-regionen ligger i deres egne hænder. De arabiske oprør i 2011 viste et glimt af det revolutionære potentiale, deres egen aktivitet repræsenterer. Vi arbejder for en genoptagelse af disse kampe, som endeligt vil kunne bryde imperialismens og kapitalismens greb om regionen.