1. Det er ganske almindeligt at præsentere coronavirus-pandemien som en “naturkatastrofe” eller et “udefrakommende chok” i forhold til det kapitalistiske systems normale måde at fungere på. Men dette er slet ikke sandt. Der har været forskellige, nyere former for coronavirus- og influenza-udbrud (SARS, MERS, H5N1). Epidemiologer har advaret om, at disse udgjorde en trussel om en global pandemi. Betingelserne for disse udbrud er blevet skabt – som det f.eks. er blevet påvist af marxistisk biolog Rob Wallace – af det stadigt mere udbredte og intensive industrialiserede landbrug samt af kapitalens og det kapitalistiske markeds fremtrængen selv i afsidesliggende områder, hvor nye virusser opstår blandt vilde dyr og fugle (se note nederst). Dette er et godt eksempel på det, som Marx kaldte det “irreparable skel i den gensidigt afhængige proces, hvor mennesker på den ene side gør brug af naturen, mens naturen også på den anden side gør brug af sig selv”. Et skel som er skabt af det kapitalistiske landbrug og, i en lidt bredere forstand, et eksempel på ødelæggelsen af naturen forårsaget af klimaskiftet. Dette er en helt igennem kapitalistisk pandemi, som – såfremt den ikke bliver bekæmpet – kunne tage livet af omkring 40 mio. mennesker (ifølge prognoser foretaget af det britiske universitet Imperial College i London).

2. Staternes svar på pandemien afspejler kapitalens prioriteringer. I de udviklede kapitalistiske økonomier har de nyliberale nedskæringer medført en minimal forberedelse af nødsituationen (eller, som i tilfældet med Trump, ved at det Hvide Hus helt har fjernet den institution, der skulle forberede pandemier), idet sundhedssektoren er blevet skåret helt ind til benet. Regeringerne er vaklet frem og tilbage mellem en strategi, hvor man på den ene side tillader sygdommen at spredes i befolkningen, hvor man gambler med de sårbares liv – en strategi som i begyndelsen blev forsøgt at Boris Johnson i Storbritannien og som fortsat følges i Holland og i Sverige, og hvor man på den anden side forfølger en strategi, hvor man lukker samfundet ned med autoritære midler. Fraværet af på forhånd at planlægge og forberede indsatsen mod en pandemi har gjort det langt sværere at følge en strategi, hvor man opsporer, tester og behandler de smittede –  en strategi man har fulgt i nogle asiatiske lande – og fraværet af en sådan strategi har kostet mange tusinde liv, herunder også af arbejdere i sundhedssektoren, der har kæmpet for at holde de fuldstændigt overbebyrdede intensiv-afdelinger på hospitalerne i gang.

3. Pandemien fremskynder også en stor økonomisk recession – sandsynligvis endnu større end finanskrisen i 2008-2009. Der er intet naturligt ved den. Den afspejler i stedet et økonomisk system, som alene ledes af profitlogikken. Når hele samfund bliver lukket ned, afbryder det uundgåeligt produktionen – og virkningen af lukningen af den kinesiske økonomi i begyndelsen af året har i bølger bevæget sig igennem de globale forsyningskæder, og pandemiens udbredelse lukker sektor efter sektor i resten af verden ned. Men i en helt anden type samfund ville dette ikke føre til den stigende arbejdsløshed, som vi er vidne til verden rundt. Den utrolige panik på de finansielle markeder antyder skrøbeligheden i verdensøkonomien, som i de sidste 10 år har været holdt i gang med ekstremt billige penge fra nationalbankerne samt af en vældig stigning i virksomhedernes gæld (som yderligere er blevet forværret af Ruslands og Saudi Arabiens beslutning om at iværksætte en olie-priskrig). Den samme iver efter at få kontanter (frem for alt i dollars), som vi oplevede under finanskrisens kulmination i 2007-2008, har indefrosset markeder og sendt priserne på alle værdipapirer i frit fald. Staterne er i dag trådt til i endnu større grad end dengang og har oversvømmet finanssektoren med rede penge. Derudover tilbyder de myriader af forskellige former for støtte til erhvervslivet, og især til de store selskaber. Disse tiltag har ofte omfattet forskellige former for indkomststøtte til arbejdere, som er blevet afskedigede, men har samtidig været begrænsede i omfang og dækning i forhold til både det voksende antal løst ansatte (for eksempel i den såkaldte “Gig Economy”, hvor arbejdere med usikker ansættelse ofte er tvunget til at beskrive sig selv som “selvstændigt ansatte”) og i forhold til de såkaldte “illegale” indvandrere. Endnu engang har man prioriteret at beskytte profitterne og ikke almindelige arbejdende menneskers levestandard.

4. Regeringerne benytter ofte en krigs-retorik i forhold til pandemien og appellerer til at bakke op om den tilsyneladende fælles nationale interesse. Men trods dette hviler krisens byrde på arbejderne. Således ser vi, hvorledes hospitalsarbejdere ofte bliver tvunget til at risikere deres liv, fordi der ikke er tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr. Mens nogle grupper af arbejdere er i stand til at være online og arbejde hjemmefra, så er andre store grupper af navnligt dem, der udfører manuelt arbejde, tvunget til at fortsætte med at arbejde, ofte endnu mere intensivt og i et større omfang, samt under forhold, hvor det er umuligt at opretholde en tilstrækkelig afstand i forhold til smitterisikoen – på gårde, fabrikker, i supermarkeder og på apoteker, varelagre, i varevogne og lastbiler, der står for udbringning af varer, skraldevogne, i busser og i tog. Arbejderne i undergrundsøkonomien, som dominerer i bybefolkningen i store dele af det Globale Syd, er hårdt ramt af nedlukningen af samfundet. Den afskærer dem øjeblikkeligt fra deres indkomst, således som vi har set det ved millioner af migrantarbejderes desperate flugt fra Indiens byer. COVID-19 har givet en meget alvorlig påmindelse om, at det 21. århundredes globaliserede kapitalisme fortsat er afhængigt af arbejde – arbejde, som nu er udsat for nye farer.

5. I sit selvforsvar har systemet grebet til den velafprøvede ideologiske mekanisme: del-og-hersk. Donald Trumps insisteren på at tale om “den kinesiske virus” har legitimeret myriader af racistiske angreb på og fornærmelser rettet mod østasiatiske folk. Indvandrere og flygtninge er særligt sårbare, således som det er blevet demonstreret under de rædselsfulde scener ved grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. De forskellige stater har travlt med at forsyne sig selv endnu mere med undertrykkende magtmidler, som de vil være yderst tilbageholdende med at give fra sig, når krisen er overstået. Hertil kommer, at kappestriden mellem USA og Kina ved at give hinanden skylden samt lammelsen indenfor EU, altsammen vil bidrage til at uddybe den inter-imperialistiske rivalisering.

6. Med andre ord er coronaviruskrisen opstået som følge af forhold, der er skabt af kapitalismens nuværende former for kapitalakkumulation, og dens konsekvenser bliver kanaliseret ud gennem de klassemodsætninger og den interkapitalistiske konkurrence, som tilsammen udgør det kapitalistiske samfund. Men venstrefløjens og arbejderbevægelsens officielle ledere har imidlertid fuldstændigt underordnet sig regeringernes opfordringer til national enhed. Socialdemokratiske politikere og fagforeningsledere har i det store og hele bakket op om den officielle politik og har sagt ja til tiltag til at støtte økonomien, uanset at disse er udformede med henblik på at beskytte profitterne og ikke liv. Men trods den demobiliserende virkning af dette synspunkt er forskellige arbejdergrupper ikke desto mindre gået i aktion – navnligt i Frankrig, Italien og i USA, hvor de har gennemtrumfet lukningen af ikke-livsvigtige arbejdspladser, og har krævet beskyttelsesudstyr til de steder, hvor arbejdere er nødsaget til at arbejde. Der er behov for at få udbredt denne grundlæggende arbejderklassereaktion og at få den til at indgå i et generelt program, som vil kunne komme til at markere en retning for kampen:

7. Dette program bør indeholde krav såsom disse:

  • Samfundsøkonomien må overføre ressourcer til sundhedssektoren til at producere udstyr, som er nødvendigt for at kunne behandle patienter og til at beskytte sundhedspersonalet, samt som er nødvendigt for at kunne opfylde befolkningens grundlæggende behov.
  • En permanent gratis sundhedsdækning for alle på basis af behovet herfor, som skal finansieres igennem en progressiv beskatning.Denne tilbageførsel af økonomiske midler til sundhedssektoren må finansieres igennem drastiske nedskæringer i de militære udgifter.
  • De arbejdere, der udfører livsnødvendige arbejdsopgaver, bør være dem, som virkeligt kommer med et livsnødvendigt bidrag til befolkningens velfærd, og de bør derfor have adgang til sikre former for transport til arbejdet, samt når de udfører deres arbejde.
  • Alle de arbejdere, som ikke udfører livsnødvendigt arbejde, må sikres en løn, de kan leve af, helt uanset deres juridiske status.
  • Der må sikres en statslig økonomisk støtte til lokalsamfund, med støtte af deres lokale, kommunale myndigheder, hvor der sikres støtte til alle socialt udsatte samt med henblik på en passende forsyning med fødevarer, medicin og andre nødvendige ting.
  • Nationalisering uden erstatning af firmaer, som udnytter situationen til egen vinding.
  • Ingen racistiske forsøg på at jagte syndebukke: Luk flygtningelejre og asylcentre og giv beboerne husly, hvor de kan isolere sig selv fra smitterisikoen; følg Portugals eksempel (og gør det helst på en bedre måde) og giv indvandrerne og flygtningene ret til at forblive i landet.
  • Forsvar borgerrettighederne: Tillad ingen særlige rettigheder til politiet.Såfremt der skal indføres restriktioner på borgernes frie bevægelse, så lad det ske igennem lokalsamfundene.

8. COVID-19 pandemien har på brutal vis udstillet kapitalismens begrænsninger. Højrefløjspolitikere anført af sådanne som Trump, Merkel og Boris Johnsen er blevet tvunget til at bevæge sig ind på domæner, som nyliberalismen hidtil ikke har kunnet tillade, og herved har de frivilligt påtaget sig ansvaret for at sikre et meget stort antal økonomiske aktiviteter, ligesom de har igangsat industriproduktion, der skal sørge for at fremskaffe udstyr, der er nødvendigt i den nødstilstand, som pandemien har skabt. Uanset at alt dette ikke er tilstrækkeligt og bliver gjort med henblik på oppefra at sikre kapitalismen, så demonstrerer disse politikker ikke desto mindre, at der eksisterer et alternativ til den dominerende form for nyliberal kapitalisme. Dette sker på lige præcis det tidspunkt, hvor pandemien – ligesom oversvømmelserne i Østafrika, skovbrandene i Amazonas sidste år og de australske skovbrande ved begyndelsen af 2020 – afslører omfanget af kapitalismens ødelæggelse af naturen. Med andre ord er ægte socialisme – hvor arbejdende mennesker tager demokratisk kontrol over verden og dens ressourcer og producerer for behov og ikke for profit – både muligt og nødvendigt. Der bør ikke være nogen tilbagevenden til de normale tilstande, der hidtil har afstedkommet disse katastrofer. Pandemien er en frygtindgydende begivenhed, som demonstrerer den sande, ødelæggende kraft ved kapitalismen. Men et kraftfuldt politisk svar fra venstre vil kunne tilvejebringe basis for en anden slags verden, hvor menneskeheden virkelig har en fremtid.

International Socialist Tendency’s koordinationskomité, den 1. april 2020. 

http://internationalsocialists.org/wordpress/

Oversat fra engelsk af Jens Riis Bojsen

Note: Se for eksempel Rob Wallace, Alex Liebman, Luiz Fernando Chaves og Roderick Wallace: “Covid-19 and the Circuits of Capital”, Monthly Review (27 March 2020)
https://monthlyreview.org/2020/03/27/covid-19-and-circuits-of-capital/?mc_cid=a45d929946&mc_eid=987128174a,

Samt: Rob Wallace: “Kapitalistisk landbrug og Covid-19: En dødbringende cocktail” (1. marts 2020) https://solidaritet.dk/kapitalistisk-landbrug-og-covid-19-en-doedbringende-cocktail/

Samt: Joseph Choonara: “Socialism in a Time of Pandemics”, International Socialism 166 (Spring 2020), http://isj.org.uk/socialism-in-a-time-of-pandemics/