Billede tekst: Israels ødelæggelse af Gaza er enormt. Foto. Wikimedia Commons. Norsk Folkehjælp
Israel har ret til at forsvare sig, hedder det igen og igen. Det siges, ja råbes vel nærmest, af alle Vestens statsledere. Herunder selvfølgelig også Mette Frederiksen, Løkke Rasmussen og resten af regeringen. Det siges af borgerlige politikere, af socialdemokrater, af SFs og ELs parlamentarikere.
Men man må vel nok sige at råbet kommer til at lyde mere og mere skingert, jo længere Israels krig mod palæstinenserne fortsætter. Ja, det kaldes jo ganske vist Israels krig mod Hamas, der siden er udvidet til krig mod Hizbollah, og noget der kan ende med direkte krig med Iran – det må dog kaldes en forsimpling, gjort i forsøget på at få det hele til at glide lettere ned, ved at udråbe alle Israels modstandere til terrorister – men det er en krig mod palæstinenserne.
Og det rejser altså nogle spørgsmål, som budbringerne helst springer lidt (for) let hen over.
Som f.eks.:
– Hvor går grænsen for selvforsvar?
– Kan Israels og palæstinensisk vold sidestilles?
– Hvorfor forsvarer vores magthavere Israel så voldsomt?
– Og ikke mindst. Er det virkelig rigtigt at Israel er den fredelige part, der bare gang på gang bliver overfaldet?
Så lad os starte med at se lidt på staten Israel, og den zionisme, den er drevet af. For noget af det vigtigste er at få slået fast med syvtommersøm, at historien ikke starter 7. oktober 2023.
ved at udråbe alle Israels modstandere til terrorister (i forsøget på at få det hele til at glide lettere ned) – men det er en krig mod palæstinenserne
Citat: Freddie Nielsen
Jeg vil ikke gennemgå hele Israels historie. Men visse nedslag er nødvendige for at kunne give en mere samlet bedømmelse af spørgsmålet om Israel og krig.
Staten Israel blev oprettet i 1948 efter en FN-resolution, der overlod en del af Palæstina til at der kunne oprettes en jødisk stat. Men det skal man ikke lade sig snyde af, realiteten er at det straks blev en ekspansionistisk zionistisk stat, hvilket den stadig er den dag i dag.
Israels oprettelse
FN tildelte 55% af landet til jøderne, som udgjorde 30% af befolkningen og ejede 6% af jorden.(1)
Ingen af de arabiske nabostater anerkendte delingen, og der gik ikke lang tid efter udråbelsen af Israel før der udbrød krig. Ved den efterfølgende våbenhvile i januar 1949, var Palæstina udraderet. Israel sad nu på 80%, mens de resterende 20%, Gaza-striben og Vestbredden, var delt mellem Egypten og Jordan.
……zionisterne (havde) allerede inden udråbelsen af staten igangsat en etnisk udrensning. Det var primært Irgun og Stern, der stod for dette, gennem overfald på landsbyer og bomber og mord
Citat: FReddie Nielsen
Der er to ting i forbindelse med 1948 krigen, som det er vigtigt at have med. Det første er myten om det stakkels lille Israel, hvor 600.000 jøder stod overfor 40 mio. arabere. Det er nok formelt rigtige tal, men når det kommer til krigen, er realiteten en anden. Den arabiske ”invasion” bestod af 15.000 soldater med 22 lette kampvogne og 10 fly, som mødte en fuldt mobiliseret israelsk hær (IDF) på 30.000 mand med 32.000 i direkte reserve, samt 15.000 bevæbnede politifolk, et hjemmeværn på 32.000 og ca. 4.000 terrorister i Irgun og Stern banderne.(2)
Det andet er at zionisterne allerede inden udråbelsen af staten havde igangsat en etnisk udrensning. Det var primært Irgun og Stern, der stod for dette, gennem overfald på landsbyer og bomber og mord. Men det var billiget af landets første leder David Ben-Gurion.(3)
Jeg vil ikke gå i detaljer med den zionistiske terror, blot nævne dels at den israelske historiker Ilan Pappé siden har påvist, at det var zionisternes plan at gennemføre etnisk udrensning,(4) og det skal også lige med, at terroristerne i Irgun og Stern siden blev indrulleret i IDF og at Irgun-lederen Menachim Begin i 1977 blev Israels premierminister.
Her skal det lige indskydes, at jeg har brugt ordet jøder et par gange indtil videre, fordi det har givet historisk mening. Men det er vigtigt at forstå, at på den ene side er det langtfra alle Israels og zionisternes støtter der er jøder. Og omvendt er det langt fra alle jøder der er zionister. Derfor vil jeg primært bruge ordene Israel og/eller zionismen, for at undgå at gentage zionisternes, Israels og alle deres støtters svinestreg med at tage alverdens jøder som gidsel for deres sag.
1948 krigens resultater
Men tilbage til Israels tidlige historie. 1948 krigen blev altså hurtigt overstået, og til Israels fordel. Ikke bare med en vækst i de landområder man kontrollerede, fra 55 til 80%, men også ved at mange palæstinensere (ca. 3/4 mio.) var flygtet. Dem var man nu fri for.
Og Israels påstand om at palæstinenserne var blevet lokket til at flygte af de arabiske naboer er en kæmpe løgn. Dels skyldtes det den zionistiske terror, som det siden er påvist og som var både yderst voldsom og bestialsk. Dels er det ret underligt, at de flygtede aldrig har haft ret til at vende tilbage, hvis ikke Israel ønskede at slippe af med dem.
Men vi skal dog også lige have med, at det ikke kun var af veneration for de stakkels palæstinensere, at de arabiske regimer var imod Israel. Det var også fordi de ikke var så vilde med at modtage de fordrevne masser.
Palæstinenserne var ikke særlig velkomne. I 1970 gik det så vidt i Jordan, at regimet foranstaltede en massakre på palæstinenserne i landet, ”sorte september” er det siden blevet kendt som. Og det er ikke noget der har ændret sig væsentligt, som vi kan se ved at Egypten har holdt sin grænse hermetisk lukket det sidste år.
Suez krisen
Men det er at foregribe begivenhedernes gang. I 1952 gennemførte ”De Frie Officerers Bevægelse” et kup i Egypten, og i 1956 hvor en af disse officerer, Gemal Abdul Nasser, var blevet præsident, besluttede man at nationalisere Suez-kanalen, der hidtil havde været britisk/fransk ejendom. Israel var nu med til at starte en krig sammen med Storbritannien og Frankrig mod Egypten for at få kanalen tilbage på vestlige hænder. Når det ikke lykkedes, var det mest fordi USA ikke var interesseret i at Frankrig og Storbritannien bevarede deres imperiale magt.
Det var også i årene herefter, at USA begyndte at se værdien af at have Israel som vagthund i Mellemøsten, og derfor fra 1958 begyndte at yde Israel enorm militærhjælp. En ydelse der ved udgangen af det 20. århundrede havde rundet 100 mia.$.(5) Og selvfølgelig meget mere i dag.
Forud for det havde Frankrig været hovedleverandør af militært isenkram til Israel. Det var målrettet mod Nasser og Egyptens anti-imperialistiske retorik og ikke mindst mod FNL, den algeriske befrielsesbevægelse, hvor Israel på Frankrigs vegne stod bag angreb på FNL-baser i Libyen. Også Israels tidlige atomteknologi kom fra Frankrig.(6)
Imperialismen
Og det var på ingen måde tilfældigt. Hvor langt de fleste undertrykte folks bevægelser gik til kamp mod imperialismen, gjorde zionisterne det stik modsatte, de allierede sig med den. Balfour-erklæringen fra 1917, der tilsagde støtte til jødisk bosættelse i Palæstina, gjorde det fordi zionisterne gjorde det klart for Balfour, den britiske udenrigsminister, at de kunne være nyttige for at fremme britiske interesser i Mellemøsten. Selvom man så heller ikke kan se helt bort fra, at den antisemitiske Balfour nok også så en fordel i at få så mange jøder væk fra Storbritannien og Europa som muligt.(7)
USA begyndte at se værdien af at have Israel som vagthund i Mellemøsten, og derfor fra 1958 begyndte at yde Israel enorm militærhjælp
Citat: Freddie Nielsen
Det var så igen et lille sidespring. Men det er omvendt noget af mest centrale for at forstå hvorfor Israel er Vestens kæledægge – stort set ligegyldig hvad de gør.
Efter 1967-krigen (Seksdageskrigen), som jeg straks vender tilbage til, fastslog et dokument fra det amerikanske udenrigsministerium dette: ”Israel har formentlig gjort mere for USA i Mellemøsten i forhold til de investerede penge og andet, end nogen af vores såkaldte allierede og venner andre steder verden over, siden 2. verdenskrig.”(8)
Efter 1948 våbenhvilen rumsterede ”den fatale historiske fejltagelse” i brede kredse i Israel. ”Fejltagelsen” var at man ikke var fortsat og havde taget hele Palæstina inden våbenhvilen. Men Ben-Gurion (der var en af Israels founding fathers) var imod, og fortsatte med at være det indtil han forlod regeringen i 1963. Grunden var ikke, som man måske kunne forledes til at tro, at han mente at palæstinenserne skulle have lov til at beholde noget af landet. Det var derimod, at han mente, der levede for mange arabere i de områder, flere end Israel kunne kapere.
Men i 63 begyndte en gruppe eksperter fra hæren, civiladministrationen og akademiske kredse at opbygge en plan for, hvordan det palæstinensiske område kunne styres efter nødretsregler – skulle muligheden byde sig.(9) Ben-Gurion havde heller ikke længere så meget at skulle have sagt.
Og ikke mindst så voksede skærmydslerne med Syrien i Golan-højderne. Israel ledte så meget vand væk fra Jordan-floden og ind til sig selv, at det skabte vandmangel i både Syrien og Libanon. Og i den anden ende forsøgte Nasser at se, hvor langt han kunne gå, i et håbefuldt forsøg på at tvinge en løsning på problemerne igennem. Men Israel var ikke indstillet på fred med naboerne, men derimod på at sætte dem på plads.
Seksdageskrigen
Da det så skete, var det selvfølgelig i lyset af, at i 1967 var det ikke bare Egypten, der var under et nationalistisk militærstyre. Nu gjaldt det samme også Irak og Syrien – regimer som også den vestlige imperialisme gerne så stækket, og som derfor heller ikke havde nogen kritik af Israel.
Men det ændrer ikke på, at Seksdageskrigen i 1967 var en klar Israelsk aggression. Tidligt om morgenen den 5. juni angreb og bombede Israel det egyptiske luftvåben, som nærmest blev udslettet. Senere samme dag blev det samme gjort med Jordan, Syrien og Iraks luftvåben, hvorefter landtropper rykkede ind i – ja invaderede – Gaza-striben og Sinai-halvøen, helt til Suez-kanalen. Og efter 3 dages kampe var Østjerusalem indtaget, og efter yderligere 2 dage var hele Vestbredden på Israels hænder. Plus at Syriens Golan-højder nu også var besat.
Ikke for at sige at de arabiske regimer rundt om Israel var dydsmønstre. Det var de hverken udenrigspolitisk overfor deres naboer, og slet ikke indenrigspolitisk i forhold til egne befolkninger.
Seksdageskrigens erobringer viser zionisternes aggressive ekspansionistiske politik
Citat: Freddie Nielsen
Men det er her lidt uinteressant, for det det drejer sig om her er at afgøre, om Israel er et stakkels uskyldigt land, der hele tiden må forsvare sig mod overmagten i form af de arabiske regimer – eller om det er en ekspansionistisk stat, der fungerer som Vestens vagthund i Mellemøsten. Hvis det ikke havde været klart for Israel før, så burde det være blevet det nu. Den arabiske ”jernfront” med gensidige musketereder, var ikke særlig stærk. F.eks. sendte den tunesiske diktator, Bourguiba, en brigade mod Israel i 1967, for det havde han forpligtet sig til i den Arabiske Liga, men brigaden blev sendt af sted fra Tunesien til fods.
Og ikke mindst Seksdageskrigens erobringer viser zionisternes aggressive ekspansionistiske politik. Som Ilan Pappé skriver, så var der en ren eufori over det, ikke bare blandt højrezionister, det samme gjaldt venstrezionisterne. Og der er intet der tyder på, at der var intentioner om at trække sig ud af Vestbredden igen, som det ellers ville have været militært naturligt, hvis det bare havde drejet sig om at lære Jordan og den jordanske hær at underordne sig.(10)
Besættelsesmagt
Ydermere kan det også ses af hvor hårdt den daværende og alle efterfølgende israelske regeringer har modsat sig at efterkomme FNs resolution 242, der blev vedtaget kort efter krigen, og som kræver at Israel forlader de besatte områder. For øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at det er en af de ganske få af ret mange Israel-kritiske FN-resolutioner, som USA ikke har nedlagt veto imod. Hvilket vel siger ret meget om hvor alvorligt et overgreb på den anerkendte verdensorden, den israelske besættelse er.
Og så en sidste ting omkring 1967-krigen og det argument som man ofte møder, det der med at der foregår diskussioner internt i Israel, at der er forskel på højre- og venstrefløj – også i Israel. Det er rigtigt, at der foregår diskussioner og at der er uenighed internt, men i meget lille grad om dette ret væsentlige spørgsmål. Og i 1967 bestod regeringen af samtlige partier – bortset fra kommunistpartiet – og intet tyder på væsentlige divergenser – tværtimod vedtog regeringen, at Israel ikke kunne fungere uden Vestbredden.(11)
Og ligeledes vedtog den derefter at indbyggerne i Gaza og Vestbredden ikke kunne blive israelske statsborgere. Som Ilan Pappé skriver: ”Det var klart for regeringen, at på den ene side at nægte statsborgerskab, og på den anden ikke tillade uafhængighed, dømte indbyggerne på Vestbredden og Gaza-striben til et liv uden basale borger- og menneskerettigheder.”(12)
Der har så siden af og til været israelsk snak – ja det har vel begrænset sig til mumlen om, at man gerne ville finde en fredelig løsning – primært når den internationale kritik af besættelsen voksede. Men realiteten er at de første zionistiske bosættelser i de besatte områder startede meget hurtigt – på Vestbredden i 1968 og Gaza i 1969.
Yom Kippur-krigen
Og det var så ikke kun de palæstinensiske områder der var besat. Det samme gjaldt Golan-højderne (syrisk) og Sinai-halvøen (egyptisk område). Så i 1973 iværksætter Syrien og Egypten et fælles overraskelsesangreb på Israel – og starter det som siden er blevet kendt som Yom Kippur-krigen.
Selvom Israel blev taget på sengen, var de hurtige til at få forsvaret i gang, og så fik de uvurderlig støtte fra USA. Præsident Nixon, der havde indset hvor vigtig Israel var, kunne efter Vietnam-fiaskoen ikke tillade nederlag til Israel. Så han beordrede fuld støtte og en luftbro til Israel, der skulle sørge for at erstatte alt det krigsmateriel, landet mistede, og ingen bånd måtte lægges på Israel.
Det var klart for regeringen, at på den ene side at nægte statsborgerskab, og på den anden ikke tillade uafhængighed, dømte indbyggerne på Vestbredden og Gaza-striben til et liv uden basale borger- og menneskerettigheder
Citat: Ilan Pappé
Senere opsummerede udenrigsminister og rådgiver på Mellemøsten-spørgsmål, Henry Kissinger, det således: ”De Forenede Stater reddede Israel fra sammenbrud i løbet af den første uge, gennem vore våbenleverancer … Nogen har påstået at det var USAs strategi at skabe et dødvande i 1973. Det er fuldstændig forkert. Hvad vi gik efter, var det mest mulige og massive arabiske nederlag … vi søgte at bryde den arabiske enhedsfront…”(13)
Men vi er slet ikke færdige med historien om Israels aggression. Som jeg allerede har nævnt, foranstaltede Jordans konge en massakre på palæstinenserne i 1970, og de fleste guerillaer blev ved den lejlighed trængt ud af landet og endte i Libanon, hvor PLO og andre palæstinensiske organisationer opslog deres hovedkvarter i Beirut og det sydlige Libanon, hvor de vel nærmest udgjorde en stat i staten.
Israel var ikke glade for det, og mente at det var nødvendigt for den zionistiske stat at udslette eller alvorligt stække PLO, og USA var enige i synspunktet. Så i august 1982 startede Israel et voldsomt bombardement af Vestbeirut og Sydlibanon efterfulgt af en storstilet militær invasion.
Invasion af Libanon
I regnskabsårene 1978 til og med 1982, modtog Israel 48% af al amerikansk militærhjælp og 35% af al anden amerikansk hjælp på verdensplan,(14) og især i foråret 1982 steg den amerikanske våbenhjælp. Blandt andet nogle såkaldte ”smarte bomber”, hvoraf i hvert fald en blev brugt til at udslette en hel bygning, hvor man mente at PLO-lederen Yassir Arafat opholdt sig. Det gjorde han så ikke, men i stedet slog man 100 mennesker ihjel.(15) – Ligner det ikke ligesom noget vi har hørt siden?
Israel benyttede sig ved den lejlighed også af såvel klyngebomber som fosforbomber
Citat: Freddie Nielsen
Flygtningelejre blev bombet og rendt over ende. Mænd interneret og kvinder og børn tvunget på flugt. Hvis de altså ikke blev begravet i ruinerne når israelske bulldozere smadrede deres boliger. De libanesiske myndigheders tal siger 19.000 døde og 30.000 sårede, det er politiet og hospitalernes tal, men hvad der derudover befinder sig i massegrave rundt omkring ved ingen.(16)
Israel benyttede sig ved den lejlighed også af såvel klyngebomber som fosforbomber.(17) Målet – at udslette PLO – blev dog ikke nået, men det lykkedes at stække PLO så meget, at de måtte forlade Beirut, og forlægge hovedkvarteret til Tunesien, flere tusinde kilometer fra Palæstina.
Og så en ting mere omkring 1982 invasionen. Den 16. september blev flygtningelejrene Sabra og Shatila lukket af en israelsk jernring, så ingen kunne komme ind eller ud. Men IDF åbnede en indgang og lod svært bevæbnede libanesiske falangister (den kristne fascistiske højrefløj), komme ind. I løbet af de næste 32 timer myrdede falangisterne løs, formentlig skød de op mod 2.000 uskyldige mennesker.(18)
Første intifada
Hvis vi så springer frem til december 1987, så sker der noget man kan kalde et nybrud. Den første intifada (opstand) i de besatte områder. Den startede mere eller mindre spontant, efter at en israelsk militærlastvogn havde kørt 4 palæstinensere ihjel i Gaza. Det kan måske virke banalt, men dels er det 20 års opsparet vrede i de besatte områder, der slippes løs. Og dels må man jo nok tage det som et udtryk for IDFs utrolige arrogence, at køre 4 mennesker ihjel på én gang. Hvis det havde været en palæstinenser i Israel eller en muslim i Europa, der havde gjort det, så ville det straks være blevet karakteriseret som terrorisme.
Det vi nu så var en masseopstand, startende i Gaza, som hurtigt bredte sig til Vestbredden. Og det var med strejker og demonstrationer, og ja – der blev også kastet sten og benzinbomber. Men det var en ubevæbnet masseopstand – ikke små væbnede guerillagrupper – der angreb ind over grænserne.
(Intifaden) startede mere eller mindre spontant, efter at en israelsk militærlastvogn havde kørt 4 palæstinensere ihjel i Gaza
Citat: Freddie Nielsen
Derimod deltog størstedelen af de 100.000 palæstinensiske arbejdere fra Gaza, der dagligt tog ind i Israel på arbejde, for det meste i strejkerne. De måtte gerne være billig arbejdskraft i Israel, men de måtte ikke overnatte inden for Israels grænser. I de største generalstrejker deltog også mange af de palæstinensere der bor i Israel.
Hvordan reagerede Israel så på denne masseopstand? Allerede kort efter starten, lancerede forsvarsminister Yitzhak Rabin (fra Arbejderpartiet) en ”jernnævepolitik”. Det indebar bl.a. at der måtte skydes med skarpt mod sten- og benzinbombekastere. Og man kan jo altid bagefter påstå, at en død palæstinenser havde kastet med noget. Men taktikken faldt dog Israels allierede – selv USA – for brystet. Metoderne blev kritiseret, og man gik over til en blødre linje, med brug af gummikugler og især stave til at prygle folk med.
Pryglestraf
Men kun tilsyneladende blødere. En talsmand fra IDF forklarede den nye taktik således: ”En anholdt der bliver sat i fængsel, løslades efter 18 dage, med mindre myndighederne har tilstrækkelig med beviser til at anklage ham. Han kan så igen kaste sten efter soldater. Men hvis soldaterne brækker hans hånd, vil han være ude af stand til at kaste med sten de næste par måneder.”
Pryglemetoden blev indført 20. januar 1988, og efter den første uge var mellem 400 og 450 palæstinensere blevet behandlet for brækkede lemmer.
Man kan så tilføje, at den slags ikke længere er nødvendigt. Israel er nemlig ikke længere så blødsødne så de løslader palæstinensere efter 18 dage, hvis de ingen beviser har mod dem – nu kan de være interneret i årevis uden dom.
Pryglemetoden blev indført 20. januar 1988, og efter den første uge var mellem 400 og 450 palæstinensere blevet behandlet for brækkede lemmer
Citat: Freddie Nielsen
Og så, blød eller hård linje, i løbet af intifadaens første år slog IDF mere end 500 palæstinensere ihjel. Desuden anvendte Israel i stor udstrækning udgangsforbud; nægtede forsyninger adgang og lukkede markederne i Gazas flygtningelejre; lukkede i lange perioder for vandet i de fleste af døgnets timer; lukkede skoler og læreanstalter og forbød privat undervisning; og foretog præventive massearrestationer med mere for at kue palæstinenserne.
Det er måske noget som man må minde de mennesker om, der nok mener at palæstinenserne måske har en retfærdig sag – men kunne de dog ikke nøjes med at bruge fredelige og demokratiske midler.
Oslo-aftalen
Det næste vigtige nedslag, er Oslo-aftalen fra 1993, der fremstilles som et fredsforsøg – et forsøg på at give palæstinenserne selvstyre og måske en gang i fremtiden en selvstændig stat bestående af Gaza og Vestbredden.
Det var lange og indviklede forhandlinger, som det ikke er nødvendigt her at lave en dybere udredning af. Men det er vigtigt at holde fast i at det ikke var en forhandling mellem to lige partnere, selv om det dog var et nybrud at Israel overhovedet ville forhandle direkte med PLO.
Forudsætningen for at Israel ville indgå i forhandlingerne var, at der ikke måtte tales om 1948-grænserne, og heller ikke om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Og en virkelig palæstinensisk stat, uden israelsk overherredømme, kunne der heller ikke blive tale om.
Som Ilan Pappé skriver: ”Lad os være ærlige, uden anvendelse af ekstrem pression, findes der ingen verdens grund til at en indfødt befolkning, nogensinde frivilligt skulle gå med på at afgive sit hjemland til en settlerbefolkning. Og derfor må vi anerkende at Oslo processen ikke var en fair og lige søgen efter fred, men et kompromis indgået af et slagent, koloniseret folk.”(19)
De såkaldte normaliseringsaftaler eller fredsaftaler, der er indgået mellem Israel og Egypten i 1979 og med Jordan i 1994, indeholdt de samme afkald, men for de egyptiske og jordanske ledere havde afkaldene ingen betydning, det der betød noget var, at de fik normale diplomatiske forbindelser til et naboland. For palæstinenserne betød det opgivelse af deres hjemland.
Og derfor må vi anerkende at Oslo processen ikke var en fair og lige søgen efter fred, men et kompromis indgået af et slagent, koloniseret folk
Citat: Ilan Pappé
Der kan siges meget om Oslo-aftalen og det mislykkede forsøg på at nå en endelig løsning i Camp David-forhandlingerne i 2000. Ikke mindst om hvordan det var Israel, med USA i ryggen, der lagde alle rammerne. Og hvordan de var så firkantede og sikre på sig selv, at selv en hårdt presset Arafat umuligt kunne skrive under.
Men det væsentlige er, at fra 1993 til 2000 blev forholdene for palæstinenserne i de besatte områder mere og mere forringet. I de områder hvor der efter Oslo-aftalen skulle være palæstinensisk selvstyre, fik PA (Palestinian Authorities) lov til at være politimagt på vegne af Israel og holde ansatser til oprør nede. I de områder der skulle være med delt administration var det Israel der suværent bestemte. Og det var det selvsagt også i de områder der skulle være under israelsk styre.
Bosætterne ekspanderer
Som sagt begyndte de israelske bosættelser på besat palæstinensisk jord allerede i 1968, men efter 1993 blev det systematiseret og offentligt støttet af israelske regeringer og myndigheder – ligesom IDF sørger for beskyttelse af bosættelserne – gerne yderst voldsomt overfor palæstinenserne og fuldstændig uden øje for bosætternes vold og overgreb på derees palæstinensiske naboer.
Der er blevet lavet veje mellem Israel og bosættelserne som ikke må benyttes af palæstinensere, der derimod får sværere og sværere ved at bevæge sig rundt og må finde sig i at blive ydmyget ved utallige checkpoints. Der er kollektive afstraffelser, tyveri af jord, åbenlyse overfald og trusler og mord, begået af bevæbnede bosættere. Og så er der den infame mur, som Israel har bygget omkring Vestbreddeen – selvfølgelig på palæstinensisk jord.
Den israelske myte hævder at Arafat startede den 2. intifada, i surhed over Camp David. Men sandheden er at det var vrede over undertrykkelsen, der brød ud efter en israelsk provokation. Ariel Sharon, der som forsvarsminmister startede 1982-invasionen i Libanon, og var ansvarlig for Sabra og Shatila-masskren, og som åbent støttede at Israel skulle tage mere af de besatte områder til sig, lavede et provokerende besøg på Tempelbjerget og Al-Aqsa moskeen i september 2000, hvor han medbragte en stor sikkerhedsstyrke.
At IDFs kamp mod den 2. intifada blev så voldsom som den blev, menes at hænge sammen med det ydmygende nederlag, Hizbollah havde tilføjet IDF i Libanon i 2000, og dermed tvunget Israel ud – det billede af svaghed mente IDF, at det var nødvendigt at udslette ved resolut optræden i de besatte områder.
Der kunne findes flere eksempler på Israels aggression og arrogence, og masser af detaljer, men der er ikke plads, og den helt aktuelle situation – Israels krig i Gaza, folkemordet om man vil – har jeg heller ikke tænkt mig at gennemgå. Det må formodes at være noget som de fleste på venstrefløjen kender en hel del til.
Gaza
Derimd vil jeg, inden jeg prøver at lave en opsummering, se lidt nærmere på Gaza, og Israels forhold til Gaza.
Gaza, der udgør knap 2% af Palæstina, har aldrig været et separat område før 1948. Det blev skabt ved, at de israelske styrker tvang palæstinenserne ud af Jaffa og området syd herfor og skabte Tel Aviv, den formentlig mindst blandede by i Israel. Men det skabte verdens største flygtningelejr. Efter 2006 er mange begyndt at kalde Gaza for verdens største fængsel. Det er dog en betegnelse man kan stille visse spørgsmålstegn ved. For det første er langt de fleste invånere i fængslerne dømt for noget de har gjort, eller i det mindste som det er påstået de har gjort. Og for det andet så er det almindeligt at indsatte i fængler slippes ud igen før eller siden. Men lad nu det ligge, det var blot en strøtanke, men dog meget sigende om livet i Gaza.
Gaza var under egyptisk administration intil 1967, hvor Israel besatte området. I de næste 20 år pendlede en stor del af befolkningen til Israel og udførte underbetalte jobs. Det stoppede med intifadaen i 1987, hvor noget af grundlaget for dagens situation startede, ikke mindst med den massearbejdsløshed der har præget Gaza.
I tiden op til havde Israel postet en del penge i byggeri af moskeer i de besatte områder, i et forsøg på at splitte den palæstinensiske modstand. Det styrkede Hamas, som var en aflægger af det egyptiske Muslimske Broderskab, og ligesom broderskabet udøvede Hamas velgørenhed blandt den fattige muslimske befolkning.
Der kan siges meget om Hamas, der er en reaktionær islamistisk bevægelse. Men den har sørget for de fattige i Gaza, og har hidtil nydt stor tillid, ikke mindst fordi de nægter at anerkende Israel på de betingelser Israel opstille
Citat: Freddie Nielsen
Men det kom ikke til at gå helt som Israel havde håbet. Da PLO overgav sig i Oslo-aftalen, stod Hamas fast på ikke at opgive kravet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, og dermed nægtede de også at anerkende Israel.
I 2006 stillede Hamas, der ellers ikke tidligere havde været en politisk organisation, op ved valget i de såkaldt selvstyrende områder, og i Gaza vandt de, og har siden udgjort regeringsmagten. Der kan siges meget om Hamas, der er en reaktionær islamistisk bevægelse. Men den har sørget for de fattige i Gaza, og har hidtil nydt stor tillid, ikke mindst fordi de nægter at anerkende Israel på de betingelser Israel opstiller – noget der især ville ramme Gazas befolkning hårdt – og derfor er Hamas selvfølgelig en torn i øjet på Israel og alle dets støtter i den vestlige imperialistiske kreds.
Verdens største fængsel
I 2005 trak Israel, under Ariel Sharon, de sidste bosættere ud af Gaza, men selv om det blev fremlagt som en fredshandling, så havde det intet på sig. Problemet var derimod, at det gjorde det sværere at styre palæstinenserne i det tæt befolkede Gaza, når der lå israelske bosættelser spredt i området. I stedet trak man bosætterne ud, de sidste med magt, lukkede palæstinenserne inde, og øgede bosættelserne på Vestbredden og i Østjerusalem.
Siden har der været adskillige israelske bombninger af Gaza, og flere militære angreb over land. Hver gang med civile døde, og stadig har Gaza været indhegnet og bevogtet, heraf titlen ”verdens største fængsel”.
Det jeg har været inde på her til sidst er lidt sporadisk, men der er så mange episoder og overfald og mord, at det ikke er til at få det hele med. Men en enkelt ting mere er ret vigtig at få med – i 2018 arrangerede forskellige organisationer i Gaza kampagnen ”The march for return”, der bl.a. indebar flere demonstrationer til og mod pigtrådshegnet omkring Gaza – med det resultat at IDF skød og dræbte 223 ubevæbnede palæstinensere.
Konklusioner
Som jeg forhåbentlig har evnet at påvise, så kan der drages to konklusioner.
Den første er at Israels selvforsvar langtfra bare er selvforsvar. Israel har under dække af at forsvare sig, benyttet lejligheden til at udvide sit teritorium, og det gør de stadig. Desuden er der ingen tvivl om at Gaza er besat, og selv under den nuværende verdensorden har et besat folk lov til, også væbnet, at kæmpe imod besættelsesmagten. Men der er yderligere en side her. Selv om det nok tyder på, at der den 7. oktober blev begået krigsforbrydelser, så er der forskel på de undertryktes vold og undertrykkernes vold. De undertrykte kæmper for at blive fri, mens undertrykkernes vold har til formål at fortsætte undertrykkelsen.
Israel har under dække af at forsvare sig, benyttet lejligheden til at udvide sit teritorium, og det gør de stadig
Citat: Freddie Nielsen
I april 1968 fandt en af de største Vietnamdemonstrationer sted i Danmark. Da demonstrationen sluttede, angreb politiet, hvorefter de arresterede en række demonstranter og anklagede dem for vold mod politiet. I den anledning lavede Herluf Bidstrup en tegning til Land og Folk. 4 eller 5 betjente sidder oven på en liggende demonstrant, og slår løs på ham med deres knipler mens de grædende udbryder ”han slår!” Det synes jeg egentlig kunne være et godt billede på den måde som Israel bruger ”deres ret til at forsvare sig”.
Den anden er at zionisterne, helt fra starten, og i endnu højere grad efter staten Israels oprettelse, er gået hånd i hånd med imperialismen – i hvert fald den vestlige imperialisme med USA i spidsen. Israel har været det sikre kort i Mellemøsten for vores magthavere. Det er også en konklusion, der rummer den store fordel, at vi fuldstændig kan tage afstand fra den reaktionære, antisemitiske konspirationsteori, om en jødisk lobby, der styrer USA. USAs magthavere behøver bestemt ingen jødisk lobby, de kan helt fint af sig selv se værdien af Israel for sig.
Derfor er det altså heller ikke af uvidenhed eller manglende indsigt i hvad der sker i Gaza, at såvel USA som de danske magthavere fortsat støtter Israel. Det er heller ikke fordi – som nogen har argumenteret – at de er så blinde af deres egen racisme, så de ikke kan se klart på Mellemøsten.
Det er tværtimod omvendt. Deres racisme og islamofobi er et led i at fastholde deres argumenter for at støtte Israel, og få dem til at glide ned i befolkningen. Det drejer sig altså ikke bare om appeller og oplysning om situationen – selv om den konkrete viden er vigtig for at få brudt at så mange mennesker støtter Israel og regeringens linje, eller mener at begge parter er lige gode om det – men derimod drejer det sig om at organisere en kamp mod imperialismen og vores egen regering, hvis vi virkelig skal skabe støtte til palæstinenserne.
Noter
1 John Rose: Israel. The hijack state. London, 1988, s. 38.
2 Ibid, s. 43.
3 Ibid., s. 20.
4 Ilan Pappe : The ethnic cleansing of Palerstine. – Oxford. 2006
5 John Rose : The myths of Zionism. London. 2004, s. 154.
6 Ibid., s. 156.
7 Rose : Isrtael … op.cit., s. 31-2.
8 Rose : The myth … op.cit., s. 157.
9 Ilan Pappe : Ten myths about Israel. London, 2017, s. 74.
10 Ibid., s. 75-6.
11 Ibid., s. 78.
12 Ibid., s. 79.
13 Rose : The myth …, op.cit., s. 158.
14 Ibid., s. 160.
15 Ibid.
16 Rose : Israel .. op.cit., s. 22
17 Ibid.
18 Ibid., s. 24-5.
19 Pappe, op.cit, s. 101.
