Historikeren og sociologen René Karpantschof har således et radikalt andet udgangspunkt end mainstream fortællingen om konsensuspræget udvikling. Hvor parterne angiveligt ved det bedre arguments kraft og forhandlingsbordet fandt frem til en fællesnævner, som nogenlunde ligeligt tilgodeså de forskellige klassemæssige og andre interesser. I stedet anlægges et langt mere frugtbart konfliktperspektiv på den pågældende periode (1848-1920) af Danmarkshistorien.
Samtidig leveres et fornemt eksempel på historieskrivning nedefra, hvis primære fokus ikke er enkeltpersoner fra den fåtallige overklasse, men i stedet kollektive bevægelser og kollektiv kamp med udspring i brede befolkningslag. Som forfatteren fremhæver, spillede frygten for eller ønsket om underklasserevolution her en væsentlig rolle i disse års politiske og sociale udvikling.
Militant kamp gav reformer
Det medførte en række reformtiltag for at dæmpe den folkelige utilfredshed. Disse reformer var dog ikke blot præventive foranstaltninger ”fra oven”, men ofte også et produkt af langvarige og helt eller delvist sejrrige massekampe mod den herskende klasses forbitrede modstand. Her bør dog også inddrages den nok så væsentlige faktor, som Karl Marx bl.a. påpegede sin berømte analyse af arbejdsdagens længde.
Nemlig, at staten som repræsentant for kapitalistklassen som helhed, kan gennemtvinge reformer i systemets mere langvarige interesse (f.eks. en arbejdsstyrke med fornøden sundhed og uddannelse) som den enkelte kapitalist typisk vil modsætte sig af frygt for at miste en fordel overfor konkurrenterne. Resultatet af disse komplekse årsagssammenhænge var begrænsede, men mærkbare reformer. F.eks. udvidelse af stemmeretten til hovedparten af den voksne befolkning, anerkendelse af fagbevægelsens kollektive forhandlingsret og de spæde skridt til den såkaldte velfærdsstat.
Fortjener bred læserskare
I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og den socialistiske oktoberrevolution 1917 i Rusland mundede dette konfliktfyldte forløb ifølge Karpantschof ud i en ”episk styrkeprøve mellem” politiske kræfter, der kæmpede for to konkurrerende ”samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme”. I den forbindelse og generelt understreger bogen internationale begivenheders betydning.
Ifølge forfatteren kan man omkring 1920 tydeligt identificere mange af det moderne danske samfunds grundtræk: De nuværende grænser, den kapitalistiske produktionsmåde, parlamentarismen, partisystemet og forløberne for mange sociale bevægelser. Trods det høje sideantal, er bogen letlæst, og bør læses af alle historisk interesserede. Ikke mindst dem, der, som denne avis’ læsere, ønsker at lære af historien for selv at skabe historie.
René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag. 2019. 544 sider.