Hvis ikke kul, olie og gas bliver udfaset snarest, vil de globale temperaturer stige mere end de 1,5 til 2 grader, og vi vil få en stigning på 4 – 6 grader. Det vil udløse langt værre ekstremt vejr, end vi kan forestille os i dag – og vandstandsstigninger over 100 år på op imod 9 meter, når polerne smelter. – For at forhindre denne dystre fremtid må den hidtidige uhæmmede kapitalistiske vækst ændres radikalt: Men kan kapitalismen reformeres til at blive grøn og klimavenlig?

Billedet foroven viser Grønlands indlandsis ved Diskobugten, hvor der foregår en stadigt mere faretruende smeltning i takt med den globale temperaturstigning.

I Danmark er den helt dominerende tankegang, at kapitalismen vil kunne reformeres til at blive grøn – med vindmøller, elektriske biler, klimavenlig mad, fly med bio-brændstof samt plante-plastik. Vi ser tankegangen overalt, ikke mindst blandt Mette Frederiksen-regeringens parlamentariske støttepartier, som sammen med denne har aftalt en klima-handleplan, som er en af de mest ambitiøse i verden – og alligevel meget langt fra vidtgående nok bedømt ud fra en klima-målestok.

Denne artikel behandler på en letforståelig måde virkeligt grundlæggende spørgsmål set i forhold til klimaudfordringen, som ikke tidligere har været gennemgået på dansk: Er det virkeligt muligt at reformere kapitalismen, så den bliver grøn? Sproget og argumentationen er rimeligt let tilgængeligt for enhver seriøst interesseret. Samtidig er artiklen krydret med spændende links og billeder, der gerne skulle gøre den levende og samtidig udvide horisonten. – Der er tre hovedafsnit:

1. Kapitalisterne er tvunget til vækst og konkurrence. – Dette er en optakt til det absolutte hovedafsnit:
2. Er kapitalismen i stand til ved egen kraft at sænke CO2-udslippet ?
3. På basis heraf følger en opsummerende afslutning.

Artiklens hovedfokus er på det kapitalistiske systems indre måde at fungere på – specifikt i forhold til klima-spørgsmålet. Den indeholder ikke noget om, hvordan samfundet rent teknisk vil kunne blive næsten fossilfrit. Artiklen belyser heller ikke, om vi hver især skal ændre vores livsstil – og / eller om det i stedet er samfundet, der skal blive klimavenligt og stoppe udledningen af drivhusgasser.

Alle disse opfølgende spørgsmål, som ikke besvares i denne artikel, vil vi hen ad vejen tage op i Socialistisk Arbejderavis.

Klimaet – titusinder ser, at noget er galt ved kapitalismen: http://socialister.dk/klimaet-titusinder-ser-at-noget-er-galt-ved-kapitalismen/

1 Kapitalisterne er tvunget til vækst og konkurrence

Kan vi måle klima-effekten ved tiltag under kapitalismen?

Problemet med at måle og derfor have viden om effekten af vores tiltag er selvfølgelig afgørende. Det er derfor også magtpåliggende, at vi fastholder et internationalt og ikke et nationalt syn på det økonomiske system, hvis vi både skal kunne måle og forstå effekten af de tiltag, vi laver.

Det er efterhånden en velkendt sandhed blandt energiøkonomer, at det ikke nytter noget at måle mængden af CO2, som en nation udleder ud fra den nationale produktion. I takt med afindustrialiseringen af de europæiske økonomier, dvs. udflytningen af dele af vareproduktionen til Asien, har det betydet et fald i CO2-udledningen. Dette blev i en periode i 00’erne og 10’erne i EU udråbt som om, at vi skulle have knækket sammenhængen mellem økonomisk vækst og CO2-udledning: For havde vi netop ikke set en vækst i EU samtidig med en reduktion i CO2 udslippet? Men sagen var åbenlyst den, at det var fordi, vi med vores vareproduktion havde flyttet CO2-udslippet til Asien.

Det vil med andre ord sige, at hvis vi skal måle og forstå en nations virkelige udslip af CO2, så skal vi have et globalt blik på økonomien: Noget af CO2-udslippet sker hjemme, inden for landets grænser, mens andet sker ude, f.eks. i Kina. Med dette globale blik på økonomien ser vi på, hvordan et land både importerer og eksporterer varer og forbruger dem.

“Afkobling”: Er økonomisk vækst mulig under kapitalismen – samtidig med faldende CO2-udslip?

Ud fra dette globale produktions- og forbrugs-perspektiv kan vi nu måle, hvad vores virkelige udslip af CO2 er. Sagen har således været den, at både EU og Danmark, ikke har set nogen ”afkobling”: Der er ikke sket noget reelt brud mellem økonomisk vækst og CO2-udslip, for hvis vi medregner produktionen af vores varer i Asien, er udslippet vedblevet med at stige. Så det er altså der, vi er: Den økonomiske vækst hænger sammen med CO2 udslippet.

Regeringens klimaregnskab er i minus: http://socialister.dk/regeringens-klimaregnskab-er-i-minus/

Kan kapitalismen befries for snyd, bedrag og grådighed – eller er det indbygget i systemet ?

Som marxister og socialister mener vi, at problemet med reduktion af CO2 inden for det kapitalistiske produktions- og markeds-system er et grundlæggende strukturelt problem. Spørgsmål om moral er eksempelvis også vigtigt – grådighed og moralsk hensynsløs profitmaksimering er et reelt faktum. Men i en større forklaring af, hvordan systemet virker, og hvordan og hvorfor den enkelte virksomhed økonomisk handler, som den gør, er spørgsmålet om moral af mindre bestemmende betydning. Sagt på en anden måde: Det er det kapitalistiske system, der kan tilskynde til en bestemt form for adfærd og moral og ikke omvendt. Det er ikke moralske valg, som bestemmer, hvordan systemet virker.

Derfor nytter det heller ikke noget – i sidste instans – at appellere til virksomheders moral eller gode samfundssind. Som jeg vil uddybe om lidt, så er det netop konkurrencens strukturelle pres, som tilskynder den enkelte kapitalist til at snyde eller til at indgå i karteldannelse etc., og ikke et valg som bare skyldes ”dårlig moral”. Dette sidste er typisk virksomheders egen forklaringsmodel, men det er en ideologisk sløring af netop de dybereliggende årsager til, hvorfor de eksempelvis manipulerer med tal og forurening, som vi så det i Volkswagen emissionsskandale i 2015: Det muliggør, at man kan lokalisere problemet hos nogle ”korrupte” eller ”moralsk fordærvelige” enkeltpersoner, mens virksomheden og industrien som helhed går fri. Jeg ved godt, at dette for mange efterhånden er åbenlyse sandheder, men det er værd at vedblive med at påpege, da vi hele tiden bombarderes med denne retorik og måde at tænke på.

Det er samtidig ikke for at fornægte, at en virksomhedsleder, bestyrelsesmedlem, aktieindehaver eller medarbejder kan have et moralsk ansvar, men for at påpege, at vi er nødt til at forstå adfærd og moral inden for rammerne af en bredere sammenhæng af markedsmekanismer og systemiske strukturer. Hvad jeg nu kort vil præcisere er derfor konkurrence- og profit-mekanismen i det kapitalistiske system med fokus på to områder: Økonomisk vækst og international rivalisering mellem nationalstater

Årsagerne til klimakrisen befinder sig i systemet

At det er så svært at ”afkoble” CO2-udslip fra økonomisk vækst, er egentlig ikke i sig selv særligt overraskende, og om end detaljerne er komplicerede og der findes enormt mange data herom, så kan grundessensen ikke desto mindre beskrives relativt simpelt:

Det er i selve den økonomiske vækst, at vi finder en første idé om årsagen til klimakrisen i form af en nødvendighed af fossile brændstoffer og dermed udledningen af CO2 til atmosfæren. Men den økonomiske vækst er selv et produkt af, hvordan det økonomiske system fungerer, dets nødvendighed og betingelse for at kunne eksistere. Derfor vil jeg kort skitsere væksten i sin abstrakte grundform. Det er vigtigt at forstå den økonomiske vækst – og koblingen til CO2-udledningen – som noget helt centralt for kapitalismen. Denne forståelse er betydningsfuld, når vi kritisk skal bedømme de forslag til reformering af kapitalismen i mere grøn og klimavenlig retning, som systemets tilhængere foretrækker.

Kort fortalt, kan man sige, at det kapitalistiske produktionssystem har et konstant behov for økonomisk vækst og ekspansion i kraft af konkurrencen mellem virksomheder. Det udløser et behov for fokus på:

1. Profitforøgelse og
2. Geninvestering (varer der skal sælges, nye markeder, der skal skabes) og
3. For at undgå økonomisk krise.

Disse tre aspekter hænger dynamisk og nødvendigt sammen, men jeg vil her primært fokusere på konkurrence og profitmaksimering.

Tvunget til konstant vækst i forhold til konkurrenterne

Det er et simpelt faktum, at den enkelte kapitalist er i konkurrence med andre kapitalister, og at han således hele tiden er drevet til at skulle forbedre sin konkurrenceevne i forhold til de andre kapitalister. Han er altså konstant i en kamp om markedsandele og produktivitetsforbedringer, dvs. hvor mange varer, han kan sælge, og til hvilken pris set i relation til konkurrenten. For ikke at tabe denne kamp er han altså nødsaget til at vedblive med at producere ikke bare den samme mængde varer, men flere, dvs. skabe nye produkter, åbne op for nye markeder etc. Ellers vil han kunne blive udkonkurreret af en anden kapitalist, som søger at gøre det samme.

Stenhård konkurrence: Finske Nokia var 90’ernes europæiske vækst-komét, og den afbildede Nokia 3210 fra 1999 solgte i 160 mio. eksemplarer, en af alle tiders største mobil-successer. Men så kom Apple i 2007 med den første smartphone, iPhone. iPhone 4 fra 2010 blev den første kæmpe succes, og i hele 2011 blev 72 mio. iPhones solgt. I 2015 blev 231 mio. iPhones solgt. Herefter fladede salget ud på lidt under dette niveau. Det er den største salgssucces nogensinde, idet Apple skovlede langt den største del af den globale smartphone-industris profit ind. Således voksede Apple i 2018 til at blive verdens mest værdifulde selskab med en samlet aktieværdi på 1.000 mia. dollars – “world’s first trillion dollar company”. Derimod led konkurrenter som Nokia, Microsoft og Blackberry (RIM) store tab på deres mobilsatsninger, som mere eller mindre kuldsejlede. Android blev lanceret af Google i 2008 som et direkte svar på iPhone, men trods en efterhånden højere markedsandel var den samlede fortjeneste ikke desto mindre lavere end hos Apple. 

Dette pres fra konkurrencen, dette nødvendige krav om konkurrenceforbedring gennem nye markeder og større produktion, nye produkter etc., og deraf nødvendige ekspansion af vareproduktionen og dermed økonomisk vækst, kan han på forskellige måder imødekomme, blandt andet ved at investere i nyere, bedre teknologi og maskineri, som gør, at han kan producere den samme vare billigere.

Det kan han gøre på forskellige måder: Ved at introducere nyt maskineri, som er mere effektivt, som bevirker, at han kan producere den samme mængde varer til færre penge, og dermed øge sin produktion. Eller han kan automatisere produktionen, således at han kan spare lønnen til arbejderne ved at erstatte dem med maskiner.

Den tredje mulighed er, at han kan intensivere arbejdet, dvs. få arbejderen til at arbejde endnu mere for samme løn. Her vil vi som marxister sige, at udbytningen af arbejderen intensiveres: Kapitalisten udtrækker endnu mere ”mer-værdi” fra arbejderen.

En fjerde mulighed er selvfølgelig, at kapitalisten gennem en øget ”globalisering” og ”internationalisering” har kunnet flytte produktionen af varer til områder med billig arbejdskraft, dårligere arbejdsforhold, mindre miljøregulering og dermed mulighed for endnu mere forurening etc. Alt sammen som et led i at spare produktionsomkostninger, og dermed være mere konkurrencedygtig.

Den nationale og internationale konkurrence betyder altså, at kapitalisten er nødsaget til at investere noget af den profit, som han har tjent gennem salg af varerne, i en videre forøgelse af produktion. Men dette betyder samlet set også, at det kapitalistiske system er gearet mod en konstant vækst som en konsekvens af konkurrencen mellem kapitalister. Den enkelte er hele tiden nødt til, for ikke at tabe markedsandele og profit til andre, at udvide eller forbedre sin produktion. Heraf følger naturligvis, at det således for den enkelte kapitalist handler om at tjene så mange penge som muligt, for jo flere penge han tjener, jo mere kan han investere i forbedringer af produktionen eller ”akkumulation af kapital” med nye fabrikker, nyt maskineri, teknologisk udvikling, eventuelt også flere arbejdere, markedsføring etc.

Det er i den forstand, at systemet er drevet af profit-maksimering: Dette er med til at holde den enkelte kapitalist inde i konkurrencekampen, og det vil med andre ord sige, at konkurrence og profitmaksimering er indskrevet som en strukturel del af det kapitalistiske system, og det som driver systemet generelt mod en konstant øget vækst eller kapitalens konstante ekspansion. Med denne ekspansion af vareproduktion følger naturligvis en forøgelse af og behov for energi og materialer, dvs. fossile energikilder.

Denne vækst er dog af en bestemt slags, og bliver af økonomer beskrevet som eksponentiel, dvs. dens forøgelse og dermed forbrug af naturressourcer følger en eksponentiel kurve. Når økonomien vokser eksponentielt betyder det, at de 2-3 procent eller mere årlig vækst, som er tegn på en ”sund” økonomi, hele tiden er 2-3 procent fra hvert nye år. Dette har, som læseren kan regne ud, afgørende betydning for, hvor meget og hvor hurtigt vareproduktionen og energiforbruget og dermed CO2-udslippet vokser, og i videste konsekvenser tilsiger dette også en fundamental og uoverstigelig modsætning mellem uendelig vækst på en finit planet med begrænsede naturressourcer. Væksten er både historisk set og nu muliggjort af fossile brændstoffer (samt en masse andre mineraler og materialer), som er energigrundlaget for den konstante akkumulation af kapital, dvs. forøgelse af produktionen af vare (både forbrugsvarer og produktionsredskaber som maskiner, fabrikker etc.) og serviceydelser. Det er derfor, at vi tydeligt ser en sammenhæng mellem kapitalismens hastige (eksponentielle) vækst siden 1945 og stigningen i udledningen af CO2.

Konkurrencen mellem de kapitalistiske stater

Den anden side af den strukturelle begrænsning i forhold til at ”løse” klimakrisen ligger i en anden side af konkurrencespørgsmålet: Den kapitalistiske nationalstat og den internationale, imperialistiske rivalisering mellem disse. Her er det vigtigt at fremhæve, at om end kapitalismen er et sammenhængende, internationalt og globalt system, hvor hver nation deltager på forskellige og ulige måder i vareproduktion, forbrug, arbejdskraft, naturressourcer etc., så er den enkelte kapitalist stadig nationalt forankret. Det vil med andre ord sige, at den nationale kapitalist er indskrevet i og afhængig af det land, som virksomheden er forankret i. Ligeså er den enkelte nationalstat betinget og afhængig af de virksomheder og kapitalinteresser, som er inden for dets geografiske og nationale grænser. Det betyder ikke, at der ikke også er modsatrettede kapitalinteresser inden for en nation – eller at en nationalstat, især gennem et folkeligt pres, kan gå imod åbenlyse kapitalinteresser. Det afgørende for denne forståelse af statskapitalisme er dog, at forskellige lande har forskellige kapital og økonomiske interesser, som er i direkte konflikt med hinanden. Dette er åbenlyst i forhold til energipolitik og den fossile brændstofindustri. Her er det ydermere ikke kun forskellige nationalkapitalistiske interesser, der konflikter, men også statslige interesser, da mange stater, inklusiv den danske, selv ejer og nyder godt af olie, gas og kulreserver – enten gennem billig energi selv, indtægter fra kontrakter til oliefirmaer eller gennem eksportindtægter selv.

Med dette in mente er det ikke så overraskende, at vi har set så mange mislykkede forsøg på at skabe en koordineret klimaindsats med bindende mål. Det har simpelthen ikke været i mange landes egeninteresser at lave sådanne aftaler.

Konkurrencen mellem de forskellige stater og vanskeligheden på klima-området med at få dem til at samarbejde om klimamål: Klima-topmødet i Madrid – politikernes løgne for at undgå indgreb: http://socialister.dk/klima-topmoedet-politikernes-loegne-for-at-undgaa-indgreb/

Men problemet er mere kompliceret end det, og derfor kan man også kalde det systemisk eller strukturelt. Det er ikke bare et spørgsmål om, at den enkelte nation kan se ud over sin egeninteresse. Ligesom beskrivelsen før af det kapitalistiske økonomiske system som betinget af konkurrence, så gælder det selvfølgelig også her, at nationers statskapitalistiske interesser skal ses på baggrund af en konkurrence med andre nationalstater. Vi beskriver det sådan, at selve det kapitalistiske systems strukturer tvinger nationalstaten til at forfølge sine egne interesser, simpelthen for at undgå at forringe, men også altid for at forbedre dets økonomiske forhold og muligheder.

Snyd er indbygget

Dette faktum er igen også anerkendt af andre end marxister, og er blandt visse økonomer blevet beskrevet som et ”prisoner’s dilemma”. Det vil sige, at ingen kapitalister vil forøge sine omkostninger ved at gøre noget til gavn for klimaet og miljøet, fordi man ikke kan være sikker på, at andre på tilsvarende vis vil gøre det samme som en, og hvis de ikke gør, så taber man i konkurrencespillet. Så hellere blot antage, at den anden vil maksimere sin egennytte, og selv forsøge at gøre det samme. Og selv hvis de andre siger, at de vil gøre det samme som en, dvs. eks. indfører hårde restriktioner på CO2 udledning, så kan man aldrig vide, om de snyder.

Dette peger på systemets indbyggede tilskyndelse til snyd, som giver en konkurrencefordel, og dermed mulighed for at tjene flere penge, indtage en større markedsandel og udkonkurrere andre virksomheder.

I det hele taget er spørgsmålet om snyd, som er en reel og strukturel del af det kapitalistiske produktionssystem og markedsøkonomi, undererkendt eller i hvert fald underprioriteret blandt mainstream politikere. Hvilket må forklare, hvorfor de altid bliver overraskede, når store skandaler viser sig, som Volkswagens snyd i 2015 med deres diesel-bilers emissioner i USA eller med Danske Banks hvidvasknings-skandale, for blot at tage to meget mediedækkede eksempler.

Et gigantisk spild: Efter dieselskandalen i 2015 har Volkswagen i USA måttet købe 300.000 biler tilbage for store beløb og parkere de usælgelige biler på 37 gigantiske parkeringspladser – video: https://www.youtube.com/watch?v=7BPrp7PBY3k&feature=emb_logo

Er kapitalismen i stand til at skabe harmoni og orden til alles bedste ?

Vi er faktisk her inde i hjertet af den liberalistiske ideal-, eller skulle man sige vrangforestilling om, hvordan markedsøkonomien ”burde” virke. Ifølge én side af den liberalistiske økonomiske tænkning, så er konkurrence og egeninteresse netop forudsætningen for et velfungerende økonomisk system:

Det er en type teori eller tænkning, som går tilbage til Adam Smith for ca. 200 år siden, og som er genoptaget og modificeret af økonomer som Hayek og Friedman, der regnes for fædrene til den nyliberale økonomiske tænkning, som vi stadig lever under og styres af. De fleste kender nok udtrykket fra Adam Smith om ”den usynlige hånd”, som er hans metafor for, hvordan markedet ”af sig selv” producerer harmoni og sammenhæng, og tanken er noget i retning af følgende:

Hvis hver enkelt følger sin egeninteresse, så vil summen af alle disse intentioner ikke ende i kaos og uorden, men i en harmonisk orden. Det betyder med andre ord – og nu formuleret mere med Hayeks ord – at der skal så lidt statslig intervention til som muligt. Markedet skal være frit (på nær nogle enkelte gennemsigtige regler og rettigheder såsom ejendomsret etc.) Det kapitalistiske økonomiske markedssystem er kendetegnet ved, at hver enkelt økonomisk aktør skal have lov til at forfølge sin økonomiske interesse, uden at nogen på vegne af ham bestemmer og planlægger, hvordan han/hun skal agere, hvad han/hun kan købe, hvad han/hun har af præferencer osv. Det er klart, at også Smith, Hayek og Friedman var opmærksomme på problemet med snyd og heraf mistillid, som en af de store trusler mod et velfungerende system.

Hvad vi som marxister påpeger, er, hvordan dette ideal om summen som harmonisk på trods af det kaotiske billede af divergerende og mangfoldige økonomiske aktører, som forfølger deres egeninteresser, netop ikke stemmer overens med virkeligheden. Ikke i betydningen af, at det er ”statens skyld”, hvis denne harmoni ikke opstår, men simpelthen fordi det er et glansbillede af, hvordan den virkelige markedsøkonomi fungerer:

Her er eksempelvis snyd indbygget i systemet og ikke et moralsk valg, som den enkelte kapitalist kan tage. Han tilskyndes til at snyde, til at lyve, til at foregive at gøre noget ved klimaet, mens han i virkeligheden gør det modsatte, fordi han er nødsaget til det, da han ikke kan vide, om hans konkurrent gør det, og får fordele heraf osv. Det handler altså om det generelle pres fra konkurrencen og behovet for konstant profit, som kan geninvesteres i virksomheden, så flere eller nye varer kan produceres, nye markeder kan skabes etc., der driver den enkelte kapitalist mod at se bort fra miljøhensyn og CO2-reduktion.

Dette betyder ikke, at der ikke kan skabes forbedringer inden for systemet, eller at virksomheder ikke kan blive tvunget af myndigheder eller gennem offentlige afsløringer til at betale for miljøskader o. lign., men dette sker typisk gennem forskellige former for folkeligt pres eller ”lækkede dokumenter”, dvs. enkeltindivider som risikerer levebrød og karriere for at delagtiggøre os andre i virksomhedens snyd.

Mærsk Olie og Gas udledte ulovligt 80.000 tons miljøskadelige kemikalier fra sine danske olieplatforme – en af Danmarks absolut største miljøskandaler: https://www.dr.dk/nyheder/penge/miljoeminister-vil-undersoege-maersk-forurening-i-nordsoeen

Ligeså ved mange virksomheder selvfølgelig godt, at snart kommer der en ny afsløring eller skandale, fokusset fjernes og de kan fortsætte med minimale ændringer (nogle gange blot et skift i retorik, de kan føre en ny reklamekampagne der fremhæver deres samfundssind og anerkendelse af egen skyld, men at de har sonet, og nu vil gøre det godt igen etc.). Derfor er vi selvfølgelig blot endnu mere nødt til at vedblive med at presse på: Demonstrere, holde offentlige møder og protester, skrive læserbreve, presse vores folkevalgte politikere i kommuner og parlamentet/staten osv. Men det er lige nu en anden snak.

2 Er kapitalismen i stand til ved egen kraft at sænke CO2-udslippet ?

Jeg har fremhævet disse punkter – kapitalismens indbyggede, strukturelt betingede behov for vækst, imperialistisk rivalisering og incitamentet til snyd – som en optakt til artiklens reelle ærinde, som er en gennemgang af nogle af de politiske og økonomiske forslag til måder at sænke CO2-udslippet på, som det kapitalistiske systems tilhængere foretrækker, samtidig med at kapitalisterne kan beholde den økonomiske vækst.

I beskrivelsen heraf vil vi støde på argumenter, som både adresserer og ser bort fra de strukturelle problemer, som jeg har nævnt, dvs. forslag til at løse koblingen mellem økonomisk vækst og CO2-udledninger. Her er det nødvendigt at forholde sig til den virkelige verden af faktiske kapitalinteresser (virksomheder og stater), en allerede historisk betinget og eksisterende fossil brændstof-infrastruktur i form af fabrikker, rørledninger, kraftværker, olieraffinaderier, en transportsektor (skibe, fly, tog og lastbil), som fragter alle vores varer, en turistsektor baseret på fossile brændstoffer, en militærsektor, som er ligeså afhængig heraf, privatbilisme etc. Alle disse områder i vores økonomiske og sociale liv skal ændres på en radikal måde, hvis vi skal gøres os forhåbninger om at kunne holde de globale temperaturstigninger indenfor de ønskede max 2 grader celsius.

Jeg vil derfor undervejs vende tilbage til de tre strukturelle problemer vækst, konkurrence og snyd, og hvordan de foreslåede løsninger, der er fremsat af kapitalismens tilhængere, har svært ved at håndtere disse, samt hvorfor forsøgene med at reformere kapitalismen til at blive klimavenlig indtil videre har fejlet.

En socialistisk revolution er den eneste mulighed

Forandringer vil kun kunne ske gennem et globalt folkeligt pres, som allerede er i gang, og som i første omgang vil føre store og radikale forandringer med sig (jvf. Green New Deal forslagene i starten af 2019 i USA). En fundamental forandring af samfundsøkonomien, så den bliver virkeligt klimavenlig, kræver imidlertid en social og økologisk revolution, en øko-socialistisk revolution: Den faktiske overskridelse og ophævelse af det kapitalistiske markedssystem og produktionsmåde.

Jeg vil fokusere på 3 forskellige typer af tiltag og planer for, hvordan det kapitalistiske systems tilhængere forestiller sig, at vi inden for rammerne af det kapitalistiske produktions- og markeds-system vil kunne sænke CO2 udslippet:

1. Energieffektivitet,
2. offsetting,
3. CO2-priser.

Hvorfor energieffektivisering og besparelser ikke fører til et generelt fald i energiforbrug

Jeg har allerede været inde på et centralt aspekt af energieffektivitet, ”afkobling” – dvs. hvorvidt vi er i stand til at koble vores energiforbrug og dermed CO2-udledning fra økonomisk vækst – hvor ideen/håbet er, at vi gennem større og større energieffektiviseringer vil kunne producere ikke blot den samme mængde varer, men potentielt en uendelig mængde varer (dette er hvad ubegrænset økonomisk vækst indbefatter i teorien), samtidig med at vi skulle kunne reducere CO2-udledningen.

Troen på energieffektivitet som redskab til at reducere CO2 ligger altså i, at vi skulle kunne producere mere gennem forbrug af mindre energi. Det samme gælder energiforbrug i forhold til huse, bygninger etc. Man vil således kunne tale om, at energi-effektivitet er tilstede i samfundet som en ubenyttet ressource til at sænke CO2-udslip (husisolering, brugen af isolerende byggematerialer, brugen af el-sparepærer etc.).

Problemet er her dog det relative i disse effektiviseringer, dvs. at der indtil videre (på trods af EU’s propaganda som jeg nævnte tidligere) ikke har været tale om, hvad energiøkonomer kalder en ”absolut afkobling”, men kun om en ”relativ afkobling”. Det vil med andre ord sige, at det kan godt være, at vi kan producere varer mere energieffektivt, men når økonomien vedbliver med at vokse eksponentielt, så forøges vareproduktionen i en sådan grad, at energieffektiviseringen ikke kan følge med. Der er med andre ord ikke tale om en reel afkobling: Energieffektiviteten har ikke kunnet kompensere for denne forøgelse i produktionen (og videre i det stigende befolkningsantal og højere indkomster, som udløser flere mennesker med større købekraft til at købe disse varer). Dermed ser vi igen konflikten mellem økonomisk vækst og CO2-reduktionstiltag.

 

Det samme relative problem gælder også spørgsmålet om vores private og offentlige energibesparelsestiltag, et problem som er blevet kendt som ”Jevons-paradokset” (efter den britiske økonom Stanley Jevons (1835-1882)): Hvorfor energieffektivisering og besparelser ikke fører til et generelt fald i energiforbrug.

Problemet er her, hvordan økonomien netop er en totalitet, dvs. er sammenhængende og forbundet på tværs internt i en nation og på tværs af nationer (globalt system). Når jeg for eksempel indfører spare pærer i mit hjem, får installeret termoruder, køber en bil, som kører længere på literen etc., så sparer jeg penge. Men disse penge bruger jeg på andre ting: Måske på at købe andre varer som tøj eller sko, på en ferie med fly, eller jeg sætter dem i banken og sparer dem op. Men hermed giver jeg banken ekstra penge, som den så kan låne ud til andres forbrug eller produktion.

Det samme gælder for virksomheder og staters besparelser. Vi kender også problemet i forhold til nationer imellem: Hvor en nation kan forsøge at reducere sit CO2-udslip, mens andre nationer udbygger deres fossile brændstofkapacitet. Med andre ord er der tale om ”rebound effekter”, som gør, at det samlede energi- og CO2-forbrug internationalt set ikke mindskes. Dette er altså paradokset, at energibesparelser fører til fortsat og også et forøget energiforbrug, blot et andet sted i det økonomiske system. Igen er pointen, at hvis ikke vi konfronterer det kapitalistiske system i sin verdensomspændende totalitet, dvs. søger at forbinde vores kampe med dem, som foregår i andre nationer, og bygger en fælles, global klimabevægelse – som for tiden faktisk er ved at ske – med fælles mål, krav og solidaritet – så vil vi ikke kunne opnå den ønskede CO2-reduktion, og dermed forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen.

Offsetting = forsøgene på klima-kompensation

SAS’s gyldne løfter om bæredygtighed (på dansk) https://www.sas.dk/baredygtighed/

Det næste punkt, som jeg vil tage frem, er spørgsmålet om ”offsetting”. De fleste har nok hørt ideen om eller selv erfaret i praksis, at vi kan betale for vores klimaaftryk: Når vi eksempelvis flyver, ved vi, at flyselskabet medregner i prisen, at de planter et træ et andet sted i verden (gerne i tredjeverdenslande). Dette skulle så ”aftage” eller ”optage” den mængde CO2, som vi har udledt ved at flyve. Dette lyder, ligesom med energieffektivitet, som en simpel og nem løsning: Hvis alle priser blot medregner et lignende CO2-regnskab, så kan vi vedblive med at flyve og købe alle de ting, vi ønsker, for der er tilsyneladende styr på regnestykket. Vi er her trådt ind i den dejlige, lyse verden af grøn forbrugerisme. Sagen er dog langt mere mudret:

Lad mig her fremhæve tre problemer, som er årsagen til, at denne idé endnu ikke har vist sig reelt at fungere i den virkelige verden. Som det første har vi igen problemet med snyd: Hvordan kan vi være sikre på, at virksomhederne nu også reelt planter de træer, som de lover at gøre, og at det ikke bare er en ”smart” måde at få os til at betale mere for en billet? Der har naturligvis været eksempler på snyd, og problemet består her i, at være sikker på, at CO2-regnestykket nu også holder, og det vil derfor kræve udbygning af et stort bureaukrati, der kan sikre overvågning og kontrol. Men samtidig, og dette har også været en del af problemet, så er denne kontrol også nødt til at være tilstrækkelig uvildig, hvilket indtil videre ikke har været tilfældet. Så vi har altså igen et målingsproblem, som kommer af den indbyggede strukturelle snyd.

Apple bevarer mangrove-skove i Colombia som kompensation for CO2-udledning fra f.eks. containerskibe, der transporterer iPhones m.m.: https://www.apple.com/newsroom/2019/04/conserving-mangroves-a-lifeline-for-the-world/

Det andet problem har med den tid at gøre, som det tager et træ at optage den mængde CO2, som man med sin flyvetur har udledt. Det er nemlig ikke sådan at et træ optager al den CO2 i samme nu, som jeg flyver min tur. Det tager meget længere tid at optage den samme mængde CO2. Det vil med andre ord sige, at genopretningen af min CO2-påvirkning af atmosfæren har en langt større tidshorisont end ideen om en her-og-nu korrespondance mellem mit forbrug og så træplantningen. Dette er nødt til at blive medregnet, når vi taler om måder at reducere CO2 på, for at give et retvisende billede.

Derudover, og som det tredje, så er problemet også, at plantningen af træer ikke får CO2 til at forsvinde, men blot opbevarer den. Det grundlæggende fysiske faktum er værd at få med, da det betyder, at alt afhænger af, hvad man så gør med træet i sidste ende: Hvis man efter 30 år ender med at fælde træet og brænde det, så frigiver man den CO2, som har været opbevaret i træet. Man har i denne proces blot udskudt udledningen af CO2 til et senere tidspunkt. Der er selvfølgelig muligheder for at omgå dette ved dels at plante endnu mere skov samt dels ved at bruge træer som byggematerialer, isolering etc., samt at genbruge det, således at CO2’en forbliver i træet. Afgørende er det dog, at man virkeligt forholder sig til problemet. Det er ikke nok bare at plante nogle træer og så bilde sig ind, at CO2’en for altid vil være taget ud af atmosfæren.

Netop dette problem med afbrænding af skove eller ”deforestation” og udledning af CO2 på den måde, har været et stort problem i forbindelse med produktionen af biomasse og biobrændsel. Her har det vist sig, at produktionen heraf er langt mere CO2-forurenende end første antaget, og at der faktisk ikke er nogen reel CO2-gevinst, nærmest tværtimod, ved at bruge biobrændsel.

Ørsted om omstillingen af de danske kraftværker fra kul til biomasse som en angiveligt klimavenlig løsning: https://orsted.com/da/Our-business/Bioenergy/Climate-friendly-biomass

Aalborg Portland cement er en af Danmarks største CO2-udledere. Virksomheden har investeret ret store beløb i delvist at overgå til opvarmning med biomasse, og lægger betydelig vægt på en mere grøn profil: https://www.aalborgportland.dk/wp-content/uploads/2019/07/ap_miljoredegorelse_2018.pdf

På verdensplan er afbrænding af skove og træ kilde til ca. 20% af den totale, globale CO2-udledning, og er dermed en af de største kilder overhovedet til drivhuseffekten.

Kan man prissætte CO2-udledning og få markedet til at efterspørge en lav emission?

Dette leder over til det tredje større punkt og løsningsmodellen vedrørende CO2-priser. Sådanne løsninger dækker over mange forskellige typer af politikker, eks. forskellige former for kvotesystemer (handel med forurening).

EU’s børs for handel med drivhusgas-kvoter er verdens største: https://en.wikipedia.org/wiki/European_Union_Emission_Trading_Scheme

Det, jeg vil fokusere på her, er selve ideen om at sætte en pris på forurening, som umiddelbart kan lyde fornuftigt, men som løsningsmodel ikke desto mindre rummer en masse grundlæggende problemer i sig. Tanken er noget i denne stil: Hvis vi kan sætte en pris på CO2-udledning, så kan vi bruge markedet til at regulere udledningen heraf. Dette kaldes af økonomer at ”internalisere eksternaliteter”, dvs. få de miljømæssige omkostninger af produktionen af en vare regnet med ind i prisen, således at varens pris afspejler dens reelle miljøbelastning. Varens pris signalerer altså til køberne, hvor meget den forurener, og tanken er her, at der da vil ske en naturlig og progressiv markedsregulering i kraft af dynamikken mellem udbud og efterspørgsel: Prisen på varen, som udleder mindst CO2, vil være mindre end varen, der udleder meget CO2. Herved vil der være en økonomisk tilskyndelse til at købe den mindst CO2-udledende vare. Bag denne idé ligger troen på, at vi skulle kunne forbruge os til mindre CO2-udledning.

Problemerne hermed er flere: Som det første, så har det, ligesom med energieffektivitet og offsetting, vist sig at være mere kompliceret i virkeligheden. Det viser sig nemlig, at det faktisk ikke er så simpelt at regne ud, hvor meget CO2 en enkelt vare egentligt udleder. Tager vi eks. en sko eller en banan, så er spørgsmålet her ikke kun i forhold til den CO2, som det koster at producere den, men hvad med transport? Og hvad med den CO2, som kommer fra de fossile brændstoffer, som er blevet brugt til at fremstille de maskiner, som fremstiller skoen – eller den plastik, som bananen eller skoen pakkes ind i? Problemet her er igen selve målbarheden eller beregningen: At internalisere eksternaliteter forudsætter, at vi rimelig klart vil kunne måle, hvor meget en vare udleder af CO2, og sætte en prisstandard herfor, så der er objektive kriterier, så det ikke subjektivt er op til virksomheden selv. Uden en sådan objektiv standard for prissætning, hvordan skal vi så få en retmæssig og sammenlignelig prissætning, og dermed et såkaldt velfungerende markedssystem, hvor det, man køber, også reelt er det, man betaler for?

Hvordan beregner vi omkostningerne ved, at CO2-udledning fører til ekstrem tørke andre steder i verden? Her Somaliland, som ligger mellem Etiopien og Somalia – en video af FN’s børnehjælpsorganisation Unicef fra 2016 https://www.youtube.com/watch?v=63hOkTPw0V4

Hvordan indregner vi omkostningerne ved, at CO2-udledning resulterer i en ekstrem orkan som Idai i Mozambique i marts 2019 ?: Video af Washington Post (kun billeder, der taler for sig selv): https://www.youtube.com/watch?v=UHXcRZt_GYE

Hvordan beregner vi omkostningerne ved, at CO2-udledning fører til orkanen Hagibis i Japan i oktober 2019, den voldsomste siden 1958 ? – video af The Guardian: https://www.youtube.com/watch?v=rsfog-x0BNs

Men problemerne med en objektiv prissætning er kun et af problemerne, et andet, og måske potentielt langt større, er, hvordan vi så i det hele taget prissætter CO2-udledning? For en ting er det at kunne regne ud, hvor meget CO2 der gemmer sig i en enkelt vare, noget andet er, hvor meget denne CO2 så skal koste i varen? Her er vi inde i målingsproblemer, som er langt mere etiske end økonomiske, da det handler om at prissætte en fremtidig virkelighed: Hvor meget er vi villige til at betale for at undgå den og den fremtidige opvarmning af jorden (2, 3, 4, 5, 6 grader), og de dertilhørende sociale og økologiske katastrofer til følge? Hvordan beregner vi sådan noget, og kan vi lade det være op til et marked at regulere vores fremtid på den måde? Kan vi med andre ord stole på og regne med, at markedet kan sørge for, at vi ikke ender i en fremtid med 4-6 grader, som vi er på vej mod nu?

Min pointe er, at det kan markedet ikke, og vi kan ikke stole herpå, både i kraft af de netop nævnte målings- og beregnings-problemer, men også fordi, at der netop vil være et umådeligt incitament til at snyde med angivelser (mærkater, der angiver hvor meget CO2 en vare udleder) og priser for at sikre sig en konkurrencefordel i forhold til en anden producent.

Køb bogen:“System Change Not Climate Change” (Martin Empson (red.), 2019): http://modstand.org/bts/btstitel.asp?titel=627

Læs anmeldelsen på dansk af Anna Wolf af bogen “System Change Not Climate Change”: http://socialister.dk/1276-2/

3 De tre tiltag bag den “grønne kapitalisme” er tilsammen meget tvivlsomme

Vi har nu set på, om kapitalismen er i stand til ved egen kraft at sænke CO2-udslippet, og her har vi set på:

1. Hvorfor energieffektivisering og besparelser ikke fører til et generelt fald i energiforbrug
2. Offsetting = forsøgene på klima-kompensation, og …
3. Kan man prissætte CO2-udledning og få markedet til at efterspørge en lav emission?

Denne gennemgang skulle gerne gøre det klart, at den politiske tro på – selvfølgelig understøttet af produktionsindustrien selv – at økonomisk vækst kan fortsætte, samtidig med at vi udleder mindre CO2, er en tvivlsom og farlig tilgang.

De tre forskellige tiltag, som jeg har fremhævet, er så problematiske, at de ikke kan levere det, som de lover. De påstår at kunne muliggøre økonomisk vækst i kraft af et fokus på, at vi skulle kunne ”forbruge grønt”, fordi energieffektiviteten skulle medføre en afkobling fra CO2-udledningen, samt fordi vi skulle kunne udligne vores CO2-forbrug ved eksempelvis at plante træer, eller ved at vi gennem markedsmekanismer som CO2-prissætning skulle blive tilskyndet til at købe de varer, som udleder mindst CO2. Alt dette er højst tvivlsomt.

De tre tiltag gør derfor reelt ikke kapitalismen mere klimavenlig. I stedet giver den os en falsk og farlig følelse af, at vi skulle bidrage til en grønnere verden.

Dette er således en bestemt måde, hvorpå vi gives en tryghed og tro, som er ubegrundet, og dermed bilder os ind, at systemet selv, dvs. den kapitalistiske produktions- og markedsøkonomi skulle kunne løse problemet med CO2-udledning. Det eneste, vi skal gøre, er bare at følge markedet, så vil det producere den økologiske og sociale harmoni. Men det er netop denne form for idealisering af den kapitalistiske virkelighed, som vi ideologisk og praktisk må bekæmpe. Det kan vi gøre ved blandt andet at vise, at det ikke er sådan, kapitalismen fungerer som økonomisk system i den virkelige verden i kraft af indre strukturelle begrænsninger (vækst, rivalisering, snyd), men også ved at kritisere tiltag, som søger at sløre denne virkelighed af strukturelle begrænsninger, som jeg har forsøgt at gøre her i forhold til de løsningsmodeller, som kapitalismens tilhængere foretrækker.

Grøn kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge herved: http://socialister.dk/groen-kapitalisme-kun-groen-naar-der-skal-tjenes-penge/

Enhedslistens klimaudspil udfordrer ikke den skyldige – kapitalismen: http://socialister.dk/enhedslistens-klimaudspil-udfordrer-ikke-den-skyldige-kapitalismen/

For bag disse tiltag ligger netop troen på, at det kapitalistiske system i sin grundessens er kompatibelt med en bæredygtig virkelighed, som respekterer de fysisk-materielle grænser, som giver os mennesker (og dyr, planter etc.) vores livsmuligheder. De beskrevne tiltag er således et forsøg på at påstå, at det kapitalistiske økonomiske system sagtens skulle kunne vedblive med at vækste uden at ødelægge miljøet, at det uden videre skulle kunne tage hensyn til det omkringliggende miljø, og at det skulle være i stand til at løse de problemer, som systemet selv har skabt.

Som jeg har opridset det, så håber jeg, at det nu står klart, at det tværtimod er det modsatte, der er på spil: Det kapitalistiske produktions- og markedssystem er i gang med at smadre vores økologiske og sociale livsgrundlag, mens dets virksomheds- og statslige apologeter ihærdigt forsøger at bilde os det modsatte ind.

Dette oplæg blev holdt på Internationale Socialisters seminar “Marxisme 2019” i november 2019. Redigeret af Jens Riis Bojsen

Bliv medlem af Internationale Socialister