Klima-borgerting: Løsning eller blindgyde? 

Grundlæggende handler idéen om borgertinget om, at man, ved siden af Folketinget, opretter en samling af mennesker, tilfældigt udpeget gennem lodtrækning, som skal modtage rådgivning fra de førende eksperter om, hvordan tingene står til, og derefter diskutere sig frem til forslag, som Folketinget så vedtager som love. Selve processen skal ledsages af professionelle mediatorer, som sikrer, at disse mennesker diskuterer med hinanden uden at nogen dominerer eller udviser bias og så via gruppearbejde opnår konsensus.  

Den oplyste borger 

Denne forestilling er del af en lang tradition af idéer om oplyste borgere uden indlejrede interesser eller forudsætninger, som varetager fællesskabets bedste. Den stammer helt tilbage fra oldtidens Grækenland og kan spores i den liberale tænkning i 1800-tallet, hvor ”samfundets vel” kunne sikres gennem oplysning og uden gustne økonomiske interesser. Det er en idédannelse, som står i modsætning til en klasseanalyse af samfundet, hvor et individs position grundlæggende bestemmes af dets placering i klassesamfundets hierarki. I borgertings-idéen opfatter man borgerne som fritsvævende individer, der tager beslutninger ud fra neutrale fakta og logiske og oplyste argumenter. Sådan et samfund eksisterer ikke.  

I dag har frustration over politikernes tilsyneladende ”døvhed” overfor klimakatastrofens omfang og hastighed ikke desto mindre givet disse tanker luft under vingerne. Borgertinget bliver set som en måde at komme videre, når nu massive demonstrationer og tonsvis af beviser fra videnskabelige eksperter ikke har bevæget magthaverne ret langt. 

Klimakamp står i stampe 

Det er meget forståeligt, at folk søger efter alternative beslutningsprocesser og demokratiske formationer, som kan piske op i det dødvande, som klimapolitikken er havnet i. COP-mødernes ineffektivitet og CO2-udledningens fortsatte himmelflugt – dokumenteret i den seneste IPCC-rapport – skriger på øjeblikkelig handling. Men er et borgerting noget, som kan åbne for radikale ændringer i de strukturer, som fastlåser politikerne verden over? Det er nødvendigt at overgå til et produktionssystem, som ikke har blind vækst som sin iboende kernemekanisme, og som er gearet til at passe på kloden og samtidig opfylde verdensbefolkningens fundamentale, eksistentielle krav. Er borgertinget tilstrækkeligt til at igangsætte de forandringer, der skal til for at bremse klimakrisen? 

Vi vil her forsøge at se lidt nærmere på, hvad man kan forestille sig at opnå med et borgerting og dernæst kom med nogle kritiske kommentarer, som peger på, at magten i samfundet ikke er lige til at ændre ‘indefra’.  

Hvad er et borgerting i sin essens? 

Borgertinget forstås som et potentielt radikalt demokratiseringskrav. Foruden at være fremsat af klimaaktivisterne i XR og andre grupper, er det blevet promoveret af dagbladet Information, senest under aktivismeugen Vendepunktet i maj. Information roser XR for at rejse kravet, men skoser dem for at blande kapitalismekritik ind i klimabevægelsen. Borgertinget er således for Information et sted at starte for at komme hen mod opfyldelsen af de nødvendige klimamål, og borgerinddragelsen er samtidig et konkret sted at kanalisere den aktivistiske energi og engagement fra det nye klimaoprør hen. Omstillingen vil således kunne blive en folkelig proces. XR’s vision for borgertinget er dog langt mere radikalt udformet. De ønsker, at selve magten skal tilfalde borgertinget på klimaspørgsmål. 

Der er åbenlyst, at det ville være en stor fordel med denne udvidelse af demokratiet i samfundet, selv under det nuværende system. Både i forhold til at modgå problemet med kortsigtede løsninger, der opstår i kraft af en fireårig valgperiode, og den teknokratisk-autoritære model, hvor løsninger produceres og presses ned fra oven, uden reel demokratisk deltagelse. 

Kravets potentielle radikalitet selvfølgelig afhænger af, hvorvidt borgertingets forslag bliver juridisk forpligtende, eller om det blot bliver forslag, som ministeren kan lytte til, for derefter frit at vælge at afvise det uden begrundelse. Sådan et uforpligtende klimaborgerting blev i Danmark oprettet i 2020.  

Extinction Rebellion i UK skriver på deres hjemmeside, at det ikke er afgørende, om borgertingets beslutninger er juridiske bindende eller ej. Faktisk mener de, at det er et umuligt krav, da det britiske parlaments beslutningskompetence er stadfæstet ved lov, hvilket gør, at man ville skulle ændre selve lovgivning for det britiske demokrati, for at borgertingets beslutninger kunne blive juridiske bindende. I stedet fremhæver man, at selve det, at borgertinget har besluttet noget, vil ”binde” parlamentet til at følge det. Man forestiller sig, at der er så stor opbakning bag borgertinget, at man ikke ville ”turde” at modsætte sig forslagene. I Danmark mener XR, at forslagene fra borgertinget skal være bindende, sandsynligvis fordi det eksisterende klimaborgerting ikke har ændret tingene. Det vil i så fald kræve Folketingets accept at afgive magten på klimaområdet. 

Den kapitalistiske stat 

Men ville Folketinget det? Folketinget er stedet, hvor det repræsentative demokrati hævder sin magt over beslutningsprocessen. Den giver det ikke let fra sig. Problemet ligger i selve den eksisterende demokrati- og statsform, som borgertinget er en udvidelse af. En helt fundamental præmis for den kapitalistisk stat med dennes nuværende borgerligt-liberale demokratiform er netop dens juridiske opretholdelse og legitimering af de sociale klasseforhold, som understøtter det eksisterende produktionssystem. En udfordring af dette set-up via et andet magtorgan – et stærkt borgerting – vil i sagens natur true selve statens eksistensberettigelse.  

I den kapitalistisk stat er der fundamentalt en tilsyneladende adskillelse mellem politik og økonomi, hvor den private ejendomsret giver kapitalistiske virksomheder den formelle og juridiske ret til at organisere arbejde og produktion gennem markeder, som selv både er et produkt af, og opretholdt gennem statslig intervention. Vi har derfor som borgere (begrænset) politisk frihed og lighed, men slet ikke økonomisk frihed og lighed: Vi har en lige ret til at stemme (engang i mellem) og organisere os politisk, men der eksisterer ikke en lige ret i samfundet til at vælge, om vi vil sælge vores arbejdskraft som en vare på markedet eller ikke; eller i øvrigt at blande os direkte i økonomiske beslutninger, som vedrører os, såsom beslutninger, der påvirker klima og miljø. 

Dertil kommer, at Folketingets magt højst råder over ca. en tredjedel af det økonomiske liv i samfundet, mens private ejere styrer to tredjedele (planløst og efter markedsmekanismen). Men selv den del, som Folketinget bestemmer over, er gennemsyret af markedets mekanismer og er også en del af den samlede vækstfilosofi. Dermed vil selv et juridisk bindende klimaborgerting ikke umiddelbart få indflydelse på hele økonomien og de beslutninger, som påvirker klimaet. 

Borgetingets dilemmaer 

Staten som aktør er ikke klasseneutral – derimod er den med til at sikre de eksisterende klasseforhold og ligeså med til at sløre den klassemæssige ulighed i samfundet. Dette er naturligvis ikke for at underkende vigtigheden af politisk frihed og lighed og den lange, hårde kamp, som har ført dertil, men for at understrege den klasseblindhed, som et krav om borgeting potentielt udtrykker. Det peger mod og fokuserer for ensidigt på det parlamentarisk-politiske system og for lidt på det økonomiske system. Eller sagt på en anden måde: Hvis et borgerting nedsættes inden for de eksisterende rammer, kan det ikke få gennemført de krav, som er nødvendige for i det mindste at afbød klimakatastrofen. Og hvis det omvendt går udenfor rammerne og udfordrer selve den kapitalistiske produktionsmåde, skal man nødvendigvis være parat til en åben kamp med staten og alle dennes resurser. 

Disse spørgsmål må stilles, hvis ikke vi skal kanalisere vores aktivitet ind i en beslutnings- og demokratiproces, som alligevel ender i, at der kræves et magtopgør med staten for at få tingene gennemført. Og selv om man kunne påstå, at der ville kunne mobiliseres til støtte for borgertingets forslag, så ender man alligevel tilbage ved demonstrationer og civil ulydighed som middel. Og det har statens voldsapparat resurser nok til at håndtere, som vi har set mange gange. 

Modsvar til statens magtmonopol 

Voldsapparatet – politi og militær – ville ikke være på borgertingets side. En mobilisering til borgertingets krav ville ikke kunne bruge det eksisterende politi og militær mod borgerskabet i et opgør med kapitalismen. Dels er cheferne i politi og militær rekrutteret fra de samme kredse som kapitalistklassen. Dels ved de samme chefer, at kapitalistklassen i kraft af sin magt over økonomien også afgør, om der skal ydes ressourcer til politi og militær. Det har forfatterne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard dokumenteret i deres bog Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet. 

For at kunne modstå statens undertrykkende voldsapparat er det nødvendigt med en anden tilgang. Man må vende sin opmærksomhed mod arbejderklassen og den brede befolkning. Det er ikke nemt, og det kan ikke gøres ved at knipse med fingrene, men der er mere potentiale her end i et borgerting. Arbejderklassen er det store flertal over alt i verden, også i Danmark. De fleste arbejdere er sandsynligvis allerede positivt stemte for politiske forandringer på klimaspørgsmålet, og de mest militante fagforeninger og tillidsfolk er åbne for at gå organiseret med i klimakampen. Men hvis man kanaliserer sine aktiviteter og fokus mod et fatamorgana og dermed forsømmer muligheden for at mobilisere arbejderklassens magt, bliver det ikke til noget.  

Arbejderklassens evne til at tilbageholde sin arbejdskraft og dermed lamme samfundet langt mere end vejblokader, giver den en essentiel rolle i klimakampen, og når det kommer til konfrontationer med staten og dennes politi og militær.  

Det er langt mere sandsynligt, at arbejdere i uniform, som politi og militærfolk egentlige er (ikke deres ledere og officerer), ville lade være med at gå til angreb på hundredtusindvis af strejkende arbejdere, end at de ikke ville gribe ind over for nok så mange menneskers civile udlydighed. Det skyldes, at arbejderne kan handle og strejke som kollektiv, mens selv store grupper af klimaaktivister trods deres sammenhold ikke kan forstås som en social gruppe på samme måde. Disse to aktionsformer, strejker og blokader/besættelser kan også kombineres med civil ulydighed, men det kræver, at der er en massebevægelse i arbejderklassen – og det fordrer, at klimabevægelsen ser den vej. 

Paradigmeskifte i klimabevægelsen 

Det vil dog kræve et mindre paradigmeskifte i tilgangen til klimakrisen. For at arbejdere skal kunne strejke for en bæredygtig fremtid, skal der eksistere en bred forståelse for, at det er i deres interesse som arbejdere. Det kræver et opgør med de falske modsætningsforhold, der desværre ofte bliver opstillet mellem arbejdere og aktivisters interesser, for eksempel når det kommer til jobsikkerhed for arbejdere i fossilindustrien eller landbruget. At tilvejebringe det paradigmeskift er en vital opgave for socialister såvel som for klimaaktivister. Man må diskutere sammen. Et arbejder- og aktivistråd har mere perspektiv end et klasseneutralt borgerting. 

Det er selvfølgelig muligt at agitere for et borgerting samtidig med, at klimabevægelsen retter sine aktiviteter og opmærksomhed mod den organiserede arbejderklasse, men det er ikke det, der sker lige nu. I dag er kravet om borgertinget en blindgyde. Dels, fordi det leder kampen væk fra det helt centrale spørgsmål: Hvordan kan vi tage magten fra de få magthavere og deres repræsentanter i Folketinget og gennemføre det, der er nødvendigt? Altså skal diskussionen handle om et magtopgør. Dels er det ikke kombineret med en strategi for, hvordan arbejderklassen kan blive mere end tilskuere til heltegerninger fra en lille, motiveret minoritet – uanset, hvor prisværdige, de er.