Mens Donald Trump, Mette Frederiksen og Bill Gates på hver deres måde fremstår mere og mere ekstreme i deres klimaskepsis, har 2025-udgaven af det videnskabelige tidsskrift Lancets ”Countdown on Health and Climate Change” påvist, at den globale opvarmning slår 1 person ihjel per minut. Den er måske værd lige at gentage: Hvert minut dør et menneske af klimaforandringer.

Samtidig fortsætter verdens rigeste mennesker, som Oxfam har vist i en ny rapport, med at udlede enorme mængder af CO2: den rigeste 0,1 % udleder mere CO2 på en dag end klodens fattigste 50 % gør på et år; hvis alle udledte som eliten, ville vores CO2-budget for et år være opbrugt på 3 uger. Samtidig er vi vidne til en neofascistisk genopblussen af den fossile økonomi sammen med intensiveret undertrykkelse af aktivister og oprindelige folk, der sætter deres liv på spil for at sikre en beboelig planet, hvilket både NOAH og sågar Berlingske har rapporteret om i en dansk kontekst.

Kapitalismens ubønhørlige rovdrift

En korrekt og opbyggelig forståelse af klimakrisen og dens løsninger må tage afsæt i en analyse af klassekompositioner og økonomisk magt. Den skal udstille kapitalismens ubønhørlige rovdrift på sit eget reproduktionsgrundlag gennem forøget naturudbytning, produktion og vækst. Den skal kortlægge kapitalelitens hovedansvar for kriserne og deres ’løsningers’ utilstrækkelighed. Og den skal skabe grundlag for, at overgangen til et andet og grønnere samfund er noget, den brede befolkning kan se sig selv i. Ellers kommer vi ingen vegne. 

Den er måske værd lige at gentage: Hvert minut dør et menneske af klimaforandringer

Citat: Kristoffer Willert

Det er måske selvskrevne udsagn for de fleste læsere af den her tekst. Ikke desto mindre er bogen Klima og klasse, skrevet af de tre samfundsforskere Rune Møller Stahl, Christoph Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, et afgørende bidrag til diskussionen om den grønne omstilling, klasseforståelsen og kapitalismens brister, selvom den mangler strategiske refleksioner over, hvordan en radikal transformation samfundet kan finde sted (det vender jeg tilbage til). 

Især er bogen et velformidlet og eksempelrigt indspark i klimadebatten i en tid, hvor bevægelsen – til trods for den store opbakning til klimamarchen d. 15. november rundt omkring i landet og klimaaktivismens synlighed i Belém under COP30 – har mistet kraft og højrepopulismen sætter dagsordenen i forhold til jernmarker, den fossile industris (inklusive det industrielle landbrug) ukrænkelige ret til jorden og i det hele taget de kulturelle og forbrugermæssige modsætninger mellem land og by. 

Og ligesom Trump på mærkværdig vis har en pointe med, at den brede befolkning er blevet glemt af elitens interesser, har den klimaskeptiske højrepopulisme i Danmark en pointe – ifølge forfatterne – når de understreger, at den grønne omstilling er uretfærdig, for eksempel i forhold til solceller og vindmøller, hvor eliten har negligeret landbefolkningens utilfredshed og materielle vilkår mens investorer scorer kassen og folk i storbyerne ikke rammes af udsultningen af deres lokalsamfund og massive prisfald på deres boliger – tværtimod. 

Fra privatbilisme og kødsovs til klassekonflikter

Bogen tager afsæt i det paradoks, at mens befolkningen aldrig har været mere bange for klimaforandringerne, så vokser modstanden og skepsissen mod klimapolitik- og diskurser samtidig. Problemet er, ifølge forfatterne, at klimadebatten foregår på de helt forkerte præmisser. Hovedopgaven for enhver klimaforkæmper må være at forskubbe diskussionen fra privatbilisme og kødsovs til klassekonflikter og økonomisk ulighed. 

De tre forfattere, som man kan mærke har brugt mange år på bogens stof og i det hele taget formår at sætte deres tidligere arbejde om den danske magtelite ind i en klimakontekst på overbevisende facon, formår igennem ligetil formidling at lave det skub i debatten. Den grønne omstilling ledes lige nu af de elitære erhvervsinteresser, som kontrollerer pengene og ejendommen, på bekostning af den brede befolkning. Det, som vi har brug for, er at skabe en modbevægelse, der har et skærpet fokus på at gøre klimakampen til en kamp ledet af almindelige menneskers interesser fremfor erhvervselitens. Som de prægnant skriver: ”Dén politiske aktør (om det så er et parti eller en social bevægelse), der kan koble udfordringen med grøn omstilling mest effektivt sammen med en forventning om fortsat materiel tryghed, vinder i kampen om tilslutning” (207).

At skærpe de rigtige (klasse)modsætninger 

Først og fremmest indeholder bogen en strategisk analyse af, hvordan vi må orientere os efter at danne en bred klassekoalition, der kan fremskynde en radikal omstilling af samfundet i en grøn retning. Anslaget går ud på, at diskussioner om forbrugsvaner og kulturelle præferencer fylder for meget i klimadebatten. Fordi mange klimadiskussioner ofte ender med at handle om moralske valg og livsstile, opstår der politiske konflikter mellem klassefraktioner, som i udgangspunktet i den brede befolkning, som i udgangspunktet burde være på samme side.

Den offentlige debats fokus på individuelt ansvar, som fremføres af diverse debattører og politikere, fører ikke til andet en offentlig udskamning af dem, som ikke vil indse ’situationens alvor’, og en kulturkløft mellem de ’dydige’ og de ’uoplyste’.

Politikere som Inger Støjberg, der i sidste er den fossile overklasses advokat, næres af at forstærke den slags kulturkløfter mellem hårdtarbejdende folk på landet og de privilegerede i storbyens fine ’saloner’, der spiser vegansk og køber bæredygtigt tøj og prædiker om deres livsstil.

Den slags diskussioner sørger for, at den egentlige debat – den om, at en lille del af befolkningen tjener enorme summer på den fossile økonomi og desuden udleder langt mere CO2 end alle andre – trænger i baggrunden. Forfatterne bag Klima og klasse formår at skubbe den egentlige debat frem ved at vise, hvor afgørende økonomisk magt og ulighed er og at politik i sin essens udgøres af grundlæggende klassemodsætninger og -interesser i samfundet: 

”En slagkraftig klimabevægelse kommer aldrig til at favne alle. Nok har vi en almenmenneskelig interesse i at overleve som art. Men der kan aldrig skabes universel politisk opbakning til at foretage de ændringer i produktions- og forbrugsmønstre, som overlevelsen vil kræve. Når omstillingen skal gøres konkret, skærpes interessemodsætningerne uvægerligt” (117).

Bogens kapitler

Udover en lang og indbydende introduktion indeholder bogen fem kapitler: 

Det første kapitel udlægger klasselandskabet i Danmark igennem en analytisk og økonomisk ramme, som viser de klasseskel, der præger den grønne omstilling. 

Det andet kapitel udlægger den kulturkløft, der ifølge forfatterne har sørget for, at klassespørgsmålet er gledet i baggrunden, og som både næres af højrepopulisterne og grønne og ’klasseblinde’ meningsdannere og aktivister. 

Det tredje kapitel optegner elitens forsøg på at bevare status quo igennem en grøn omstilling, der handler om vækst og afkast på investeringer, især hvordan grønne og sorte interesser i samfundets top beskytter klimaskadelige industrier og tørrer regningen af på befolkningen. Blandt andet analyseres Den Grønne Trepart som et resultat af et klassekompromis mellem den sorte og grønne kapital, hvor befolkningens stemme ikke kommer til udtryk gennem andet end Danmarks Naturfredningsforening, som på ingen måde har den nødvendige slagkraft. 

Det fjerde kapitel omhandler den grønne kapitalisme og hvorfor ideen om den grønne omstilling som et erhvervseventyr med ny teknologi og vækst ikke virker, blandt andet fordi, at den strategi er afhængig af afkast på grønne investeringer, som har vist sig at give meget begrænsede resultater, ligesom strategien er grundlæggende udemokratisk. I den nye ”grønne økonomi” er økologi og klima desuden blevet en begrundelse for at udvide markedsaktiviteter og kolonialisme. Miljøteknologier er nu en stor post på verdens børser og udvikles ved at rejse rundt og plyndre planeten i søgen efter billig arbejdskraft i et ”kapløb mod bunden”.

Og i det femte og sidste kapitel forsøger forfatterne at træde ud af de analytiske rammer og give et bud på et grønt alternativ, der er bredt og demokratisk funderet med fokus på jobs og materiel tryghed. Forfatterne henter især inspiration fra andels- og arbejderbevægelsen og fungerer på en måde som klimaets udgave af Pelle Dragsteds Nordisk socialisme, hvor politiske reformer får en revolutionær klang i forhold til et grundlæggende opgør med ejendomsforhold og magtfordeling.

Der henvises blandt andet til New Deal fra 30’ernes USA som en model, hvor staten kan sikre en grøn og retfærdig omstilling. Forfatterne tager her afsæt i fire pejlemærker: 

1. Arbejdsmarkedet: Grøn industripolitik, reparation og reproduktivt arbejde, grøn job- og uddannelsesgaranti.
2. Velfærden: Finmasket sikkerhedsnet og tryghed som forudsætning for grønne valg.
3. Ejerskab: Del gevinster og styrk lokalt/medarbejder- og forbrugerejerskab.
4. Forbrug: Formueskat, progressiv CO2-afgift, prisloft på basale varer, dæmpet luksusforbrug.

Kort opridset er det bogens forslag, at staten skal intervenere langt mere, end den gør nu i forvaltningen af land, jobs, forbrug. Staten skal omfordele, producere, distribuere, opkøbe fødevarer på måder, der sikrer en grøn omstilling af samfundet og er retfærdig for den brede befolkning. Et eksempel er jordreformer: 

”Når mere end halvdelen af Danmarks areal er under plov, og vi blot har 7500 fuldtidslandmænd, er vi i en situation, hvor hensynet til en lille gruppe menneskers profit trumfer fællesskabets behov. Det fordrer, at vi tør benytte os af et værktøj, vi har brugt før, når koncentrationen af jordejendom står i vejen for en socialt retfærdig økonomisk omstilling, nemlig jordreformer” (257) 

Hvordan forandrer vi samfundet radikalt? 

Ekspropriation af jordejendom og radikale, politiske omstillinger samfundet, der sikrer tryghed og retfærdighed for flertallet, er i udgangspunktet glimrende forslag. Men forfatterne undlader desværre at medregne de konkrete udfordringer, der nødvendigvis vil opstå i den slags processer, og hvordan vi eventuelt kan overkomme dem. Hvorfra kommer den radikale forvandling af vores samfund? 

Selvom forfatterne anerkender, at den nødvendige omstilling vil være massiv, bøvlet og ikke komme alles interesser til gode, mangler vi en analyse af, hvordan vi inden for det nuværende politiske system, eller noget der ligner, kan igangsætte nogle af de ting, de foreslår. Blandt andre ting er bogen formentlig skrevet som en håndbog til venstrefløjens nationale og lokale partikontorer.

Det ligner for det første ikke, at der udenfor København er bred folkelig opbakning til de parlamentariske venstrefløjspartier som Enhedslisten, Alternativer og SF, som måske ville have viljen til at gennemføre nogle af deres forslag. Forfatterne giver dem opskriften: Hvis I skærper fokus på klassekamp og retfærdighed for landbefolkningen – og undgår diskurser, der kan få jer til at fremstå som elitære klimasmagsdommere fra storbyen – kan der måske skabes et politisk flertal, selvom det virker urealistisk. 

(….vi) mangler en analyse af, hvordan vi inden for det nuværende politiske system, eller noget der ligner, kan igangsætte nogle af de ting, de foreslår

Citat: Kristoffer Willert

Men selv hvis det kunne lade sig gøre, er vejen ikke ligefrem kridtet op for en radikal grøn omstilling. Statens nuværende konstruktion i form af embedsværket og de økonomiske og juridiske rammer for at intervenere i spørgsmål om ejendom og jobs er så langt fra at være gearet til de forslag, der findes i bogen, at det i hvert fald kræver en diskussion af, hvordan vi skaber de nødvendige betingelser for at gennemføre radikale reformer. Hvad gør vi for eksempel med Grundlovens hyldest af den private ejendomsret? Med Finansministeriets neoliberale bureaukrati? 

Det er ikke en enkelt bogs ansvar at besvare alle de spørgsmål, selvom det ville klæde den med nogle flere strategiske refleksioner. Ligesom det ville klæde den med mindre ’bashing’ af den danske klimabevægelse som klasseblind – en bevægelse, der i forvejen har det stramt. I bogen skriver de, at samfundets ”uligheder må tænkes med, når der skal planlægges klimaaktivisme” (72), og at meget klimaaktivisme er en form for ”opmærksomhedsavangardisme” (112).

Det lyder ikke som noget, der er skrevet af folk, der selv har været særligt involverede i klimabevægelsen. Selvfølgelig findes der eksempler på ustrategisk aktivisme – og de laver en skarp analyse af den splittelse i befolkningen, de grønne og elitære ”brahmimer” som Mette Mølbak, Ida Auken og Joakim Grundahl er med til at skabe og dermed bekræfter Inger Støjbergs kritik af de Københavnske saloners verdensfjerne livsformer. Et godt eksempel på en forfejlet aktion, som forfatterne også bruger godt med krudt på, er Extinctions Rebellions forfærdelige metro-aktion i 2019, hvor aktivister fik stoppet en (elektrisk) metro i myldretiden i et af Londons fattigste kvarterer, Canning Town. 

Men man får nærmest det indtryk, at alle klimaaktivister mangler refleksion i forhold til social og økonomisk (u)retfærdighed. Det er bare – kan jeg skrive under på ud fra personlig erfaring – meget langt fra sandheden. Den ’klassebevidste’ klimaaktivisme er, vil jeg mene, den mest udbredte form.

Vi ser det i Den Grønne Ungdomsbevægelses kald for klimaretfærdighed og deres konkrete aktioner. Vi ser det i Fossilfri Fremtids (og mange andre grupper som Baltic Pipeline – Nej Tak, Free the Soil eller Klimakollektivet) fokus på og aktioner mod fossilindustrien. Og vi ser det i Extinction Rebellions kampagne ”Ban Private Jets” mod overklassens privatfly. Men ingen af de eksempler nævnes i Klima og klasse. Det ville ellers kunne skærpe den alliancedannelse, som efterspørges.

Når det er sagt, så er bogens overordnede analyse af det manglende klasseperspektiv i mange klimadiskussioner afgørende for fremtidens diskussioner på venstrefløjen. En kraftig anbefaling herfra – især i forhold til videre tænkning om politisk strategi og mobilisering.